Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
808Kommentarer
34403Visninger
AA

32. ❀ Kapitel Enogtredive | Min Far, Phillip

"Det er i dag fastslået at mordet," - og den rødhårede dame på tv'et fortsatte med at plapre løs om mordet, som Cece begik.

  Politiet fejlede desværre også denne gang, for nu beskylder de en mand på skibet for det. Til alt held fandt de også frem til våbnene, sprængstoffet og cannabissen. Altså var der ikke længere noget at frygte.

  "Er det her ikke bare utrolig akavet-sjovt?" fnes jeg og slukkede for tv'et, mens Cece tog vores bagte småkager ud af ovnen.

  Ved bordet sad også Darren, Dylan og Imogen - vi var taget herover efter nederlaget ved Kael.

  "Jo, hvis det er et ord," grinte Cece og skubbede småkagerne på et fad og bar hen til bordet, hvor vi sad.

  Jeg tog en i munden og brændte tungen, så en mindre smerte udgød. Whatever; chokoladeknapperne deri smagte godt.

  "Hvor langt er du i bogen?" spurgte Cec' og tog et glas vand.

  "Beautiful In Darkness?"

  "Er den også som bog?" lød det fra Darren.

  "Ja," mumlede jeg.

  "Jeg mente Gerimident."

  "Åh.. Jeg er virkelig ikke langt; jeg er kun lige begyndt. Men jeg må sige.. Den er virkelig.. magisk. Før det her troede jeg ikke på noget magi, men nu føler jeg at hele mit liv har forgået i en schatteret glaskuppel med ene nuancer af ensomme sorthvid.

  Det er ubeskriveligt, hvor taknemmelig jeg er for at kende til alt det her. Hvis ikke du havde fortalt det, Darren, tør jeg slet ikke at vide, hvor i livet jeg ville være, hvis jeg da stadig var i live. Darren, du har gjort mit liv filmisk, og det elsker jeg dig for."

  Smilet på hans læber viste, at det var de ord, han lige havde manglet i løbet af den seneste stykke tid. Han var lykkelig over, at han ikke bare havde ruineret hele mit liv ved afsløringen.

  Under bordet kunne jeg skimte Dylans hånd holde Imogens.

  Hvad? Var de.. kærester?

  "Okay, det er sødt!" Cece grinte, og forvirret kiggede jeg rundt for at se om hun mente det, som jeg sagde, eller om hun mente Dylan og Imogen.

  "Hvad?" henåndede jeg og så på hende, som var jeg lige vågnet fra en tornerosesøvn.

  Hun så uforklarligt på mig, mens jeg kunne gennemskue, at hun troede, at jeg mente det som en joke. Det gjorde jeg bare ikke; jeg vidste virkelig ikke, hvad hun talte om.

  "Hvad du sagde, selvfølgelig, det var sødt." Jeg kunne mærke de andres blik smelte under min hud. "Er du okay?"

  "Er I to kærester?" fløj det ud af mig, mens jeg kastede et blik på Dylan og Imogen, hvis flirtende fingre røg fra hinanden.

  Der lød ingen svar, så jeg skulede over til Cece, der var ved at bryde ud i et grin.

  "Hvorfor tror du dét?" spurgte Dylan tøvende og kløede sin arm.

  "Factet, at I sidder og piller ved hinanden under bordet."

  "Gosh, Birdy!" råbte Darren fornærmet til mig, mens Ceces mund åbnede sig i et burlesk grin.

  "Jeg vil ikke lyve." Det rørte mig ikke, at Darren var pinlig berørt ved mig, at Cece ikke kunne holde masken og at Dylan og Imogen fik røde kinder; de bad selv om den.

  "Du kunne have sagt det anderledes," mumlede han.

  "Ej, c'mon Darren."

  "Hvorfor lægger du mærke til sådan noget? Sidder du og holder øje med deres fingre?"

  "Hvad tror du selv, det var da så åbenlyst. De sidder der og fletter fingre, og hvad ved jeg."

  "Du er pinlig.."

  "Altså jeg vil vide, hvis han har en kæreste."

  "Er du vild med ham?"

  "Åh, du presser på. Gud er jeg ej vild med Dylan, ellers havde jeg nok ikke lige sagt frivilligt, at jeg elsker dig."

  "Hvorfor vil du så vide, om han har en kæreste?"

  "Det kommer da ikke dig ved."

  "Siden hvornår? Birdy, jeg vil ikke diskutere, bare fortæl det."

  "Jamen, der er ingen grund!"

  "Vel er der så."

  "Argh."

  "Hvad?"

  "Ik' noget."

  "Fortæl!"

  "Jeg vil da bare vide, om han havde en kæreste, da jeg kyssede ham.." De to sidste ord slugte jeg næsten.

  Darrens ansigt stivnede. "Okay, emneskift."

  "Jeg vil ellers meget gerne høre forklaringen," snerrede Imogen til Dylan.

  "Imogen, undskyld, jeg skulle ikke have sagt det.. Men det er slet ikke ment på den måde, det var.. -"

  "- Vær sød at tie stille," afbrød hun mig.

  "Birdy, jo vi er kærester, men det var vi ikke den gang. Og Imogen, Birdy gjorde det ikke fordi hun kunne lide mig - jeg tror faktisk, at hun hader mig, - det var for at skaffe informationer om vores slags og for at få Darren fri fra fængslet. Formentlig fordi hun synes, at jeg er en playboy."

  Jeg klappede i og nikkede, mens jeg ikke kunne lade være med at tænke, at han havde ret. Jeg kunne ikke lide ham, og han var playboy. Men var de freaking kærester? Hvor.. vildt.

  "Dit søde fjols," smilede Imogen og kyssede ham på munden lige foran os alle. Fuck hende. Det mindede mig om, at Darren nok var sur på mig over det.

 

Dylan og Imogen var taget afsted for at fortælle Loren om mordet. For at berolige Cece i mellemtiden, satte vi os ind i stuen og så TV, mens Darren var så sød at rydde op efter os. Det var sikkert en undskyldning for at slippe af med mig.

  Jeg fandt et krydsord frem og begyndte så småt på den.

  Som jeg fik løst et par sider, lagde jeg mærke til at Cece blot blev mere nervøs.

  "Er du okay?" spurgte jeg.

  "Nej. Men der er ting, du ikke ved. Selv ting du bør vide og ting, du bør få at vide."

  "Så fortæl mig det."

  Hun så ned på sine hænder, som skulle de hjælpe hende. "Så let er det ikke."

  "Du er allerede i knibe, værre bliver det ikke. Du kan vælge at fortælle mig det eller lade være, jeg synes bare, at du virkelig har muligheden for at hjælpe en ven."

  Hendes blå øjne så nu over på trappen. "Hvis du læser Gerimident færdig, vil du forstå."

  "Den aftapper mine kræfter, jeg behøver styrke for at læse den. Jeg behøver at blive gerimident, men det er lige præcis, hvad jeg behøver at læse den for, så jeg kan vælge. Og at du holder noget hemmeligt, gør det altså ikke lettere." Tøvende tog jeg fjernbetjeningen og slukkede for fjernsynet med et klik.

  "Det er ikke noget, som du behøver at vide. Det står heller ikke i bogen, jeg tror bare, at du vil forstå hvem der.. -"

  "- Har du ikke tænkt dig at fortælle mig det, hvad laver du så nu?" afbrød jeg.

  "Undskyld.." mumlede hun. "Det er bare.. din far.. Phillip.. han.. Han skrev den. Han skrev bogen, inden han forsvandt."

  En pludselig lammelse greb over mig. Jeg kunne ikke sidde op. Jeg var ved at falde.

  Var far en fucking gerimident?! Var det derfor han forsvandt?! Og nu er planen så at jeg skal blive den næste, er det hvad Loren tænker?!

  "Far var..? Og mor løj om..?" Jeg stoppede mig selv. Jeg kunne ikke få så mig som bare én sætning fuldført.

  Men uden videre greb en stærk, ond følelse over mig. Vrede. Jeg følte anger, fordi jeg igennem hele mit liv var blevet bedraget af løgne og hemmeligheder, og det kunne fandme ikke passe, at jeg selv måtte tvinge det ud af en ny ven som voksen, før jeg kunne få det at vide!

  Hurtigt trampede jeg op af trapperne til mit værelse, hvor jeg fandt bogen.

  Skrigende bed jeg tænderne i den, flåede siderne ud, stampede på dem, kradsede dens forside af, kylede den ind i væggen og faldt grædende sammen på gulvet, hvor jeg borede mine negle i mit hoved for at få alt til at forsvinde væk, men i stedet forøgede smerten sig bare.

  Alligevel kunne jeg ikke lade være, og jeg havde lyst til bare at springe ud af vinduet og dø; det ville være så simpelt. Den eneste grund til at jeg ikke gjorde det, var fordi jeg ikke kunne klare tanken om at lade uskyldige Darren blive hernede alene, og jeg kunne ikke bare dø uvidende om noget.

  "Gud hjælp mig!" bad jeg. "Eller den store, hellige Gerimident eller hvem pokker, der nu har skabt Jorden!"

  Bøjet forover holdte jeg mit ansigt i mine hænder og mærkede tårer drive ned ad mine kinder.

  Til min skræk fremhævede et kraftigt lys sig for øjnene af mig. Jeg kiggede op for at se, hvad der foretog sig.

  Stumperne af bogen glinsede op og samlede sig langsomt sammen. Det var utroligt. Utrolig smukt og utrolig uhyggeligt.

  "Nej," hviskede jeg. "Det kan bare ikke være sandt."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...