Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34824Visninger
AA

52. ❀ Kapitel Enoghalvtreds | Flytter Ud

Det skræmte mig, at Darren kunne finde på at skifte side bag min ryg på den måde. Han ville ikke engang lytte til mig. Hvis han fortsatte på denne måde, ville alt gå i stykker. Jeg kunne umuligt bryde aftalen med Loren. Det ville sætte alle i fare, og det var ikke noget at risikere. Hvis alt bare kunne falde på sin plads, var vi heldige. Så var der ikke noget med at sætte mig i midten af et oprør og lade marken brænde uden menneskene kendte til det. Da slet ikke når mor stadig var uvidende om min tilværelse. Hun troede endnu kun, at det bare var en besvimelse, der skete i nat. Nu kunne jeg ikke få fat i en psykiater, der kunne skaffe mig medicin til at klare natten på.

  Til mit held havde jeg ikke haft mareridt efter hallucinationen. Jeg havde sovet uroligt, men uden uhyrlige drømme. Måske var det kun en kort periode, det ville vare. Måske var det allerede ovre, og jeg kunne tage trygt tilbage til Gritzbee.

  Jeg var i gang med at pakke mine ting ned i flyttekasserne, og Cece var allerede taget afsted. Jeg vidste ikke hvorhen, for det havde hun ikke snakket om. Men da mor havde spurgt til hende, havde jeg sagt, at hun var taget tilbage til sine plejeforældre. Hvem vidste. Måske var hun, selvom hun foretrak at være hjemløs.

  "Var det godt til Gritzbee Nytårsfest?" spurgte jeg Max, der også stod på gangen og rodede efter noget.

  "Der var en del mennesker, så det var ikke til at finde de man kendte," mumlede han.

  "Men du fandt Ryan og de andre." Jeg så på ham. "Lula kom herover. Jeg forstår ikke, hvorfor du ikke gik med hende."

  "Jeg forstår ikke, at du sendte hende hjem," gengældte han. "Jeg troede, at I to var bedste veninder."

  "Det er vi også."

  "Yeah. Måske har du din bodyguard Cece, men Lula har kun dig. Prøv at tænke mere over hvad du siger. I det mindste får jeg det dårligt, når jeg gør noget forkert." Han gik med flyttekassen ind på sit værelse, og jeg sukkede.

  Jeg gjorde mit bedste. Det gjorde jeg, virkelig.

 

Det føltes underligt, da vi passerede byskiltet til Gritzbee vidende, at vi skulle blive der denne gang. Vi skulle tilbage til vores hjem, der stod forladt fra sidste gang. Men på en måde virkede det også mere befriende, end jeg havde regnet med. Tanken om alle de dårlige minder fra det andet hus gav mig myrekryb. Alt det der skete deri og i tiden, vi boede der. Så ville det være rart at vende tilbage, til hvor jeg havde det okay før.

  Men engang ville de minder være en glemt fortid. Til den tid kunne jeg måske flytte derop og leve godt og fredeligt - med Darren måske endda. Der var kun en lys fremtid i sigte. Jeg skulle bare overbevise Darren om, at vi skulle holde os fra Jane. Så ville alt gå som håbet.

  Tilbage i huset skulle sagerne klaret. Der var ikke specielt rodet, men det blev der hurtigt, som vi skulle pakke ud igen. Jeg nød at kaste mig afslappet i min seng. Min seng. Jeg kunne mærke følelsen af komplet at eje det og genkende duften. Det gav den dejligste tryghed. Det var lige, hvad jeg behøvede.

  Darren ringede mig op og undskyldte, men han havde ikke opgivet alt med Jane. Han vidste ikke, at vi var flyttet tilbage endnu, så jeg lod ham bare tale ud og smækkede så røret på uden at svare for at få ro fra det hele.

  "Er det ikke skønt at være tilbage?" spurgte mor og trak gardinerne fra på mit værelse.

  "Det' okay." Jeg skruede ned for musikken i mine ører. "Men tanken om at starte på Middle School igen gør mig syg af spænding. Gud, min skoleuniform!"

  "Hvad med den?" Mor ledte mit tøj igennem for at finde et sæt.

  "Jeg har taget mindst tre kilo på, - jeg kan da ikke passe den mere."

  Mor holdte den op og smilede skævt. "Du har da ikke taget på. Så lille er den i øvrigt heller ikke."

  "Jo, den er så."

  Som jeg fik overbevist mor, tog vi ned på Crip Street for at købe et nyt sæt. Vi tog forbi Ritchs', fik sort kaffe serveret og bagefter kørte hjem, hvor jeg satte mine bøger i alfabetisk orden og ringede Lula op. Jeg spurgte, hvorvidt jeg kunne køre med hende den første dag tilbage i skolen, og hun sagde, at der selvfølgelig var plads mellem bunkerne af hendes sko på bagsædet. Jeg fnes, vi sluttede samtalen, og da det blev hen ad aftenen, gjorde jeg mig klar til seng.

  Jeg skrev godnat til Darren som det sidste, ignorerede hans svar og ville vente til i morgen, så jeg ikke holdte mig selv vågen. Jeg måtte være fokuseret, når kom tilbage til skolen. Jeg kendte typerne. Dem alle. Jeg vidste, at de ville æde mig råt på grund af det med Richard, og fordi jeg blev løsladt, fordi Darren blev sat ind i stedet. Ingen beviser pegede på Camille. Og trods hvad Ryan havde sagt, ville folk formentlig være knap så glade, når jeg ville vende tilbage. De troede vel stadigt, at jeg på en eller anden måde var indblandet. Det eneste jeg skulle var at overbevise dem om noget andet og få Darren på min side - i øvrigt helt over på min side, også hvad angik Jane.

 

Det blev morgen, og jeg gabte og strakte mine arme op mod loftet. Det var længe siden, jeg havde sovet så godt - og uden mareridt. Man skulle tro, at noget var kommet i mit glas vand, inden jeg lagde mig til at sove.

  Sengetøjet var ikke fugtigt og viklet ind i mine ben, jeg følte mig tilpas og rimelig frisk og bedst af alt, følte jeg min spændkraft mere end nogensinde før. Jeg var klar til hver en modstand, der stod på vejen, hvis den turde vise sig for mig.

  "Himlens hersker, i Himlens rige," hviskede jeg med foldede hænder på sengekanten. "Jeg beder dig om nåde denne dag. Jeg beder dig om styrke til sejr. Min tro på dig er ikke sikker. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro på. Dig eller Gud. Eller om du er Gud? Men jeg beder dig om noget, og uanset hvem du er, hvor du er og hvad du vil os, vil du hjælpe mig, hvis kaosset vil ødelægge mig. Hvis jeg er ment til noget, kan du ikke ødelægge mig. Det stoler jeg på." Jeg rejste mig fra sengen, trak i mig tøj og gjorde mig klar før Lula hentede mig. Jeg genkendte med det samme hendes duft. Ikke den samme som i fritiden. Hun tog altid den samme, gode parfume på hver dag i skole. Jeg huskede det, for det var en af de ting hun strålede af og bare gjorde, at man genkendte hende; Hendes duft. Så genkendelig.

  Hun parkerede på parkeringspladsen lige foran skolen som sædvanlig, og jeg kunne mærke en ubehagelig kilderen i maven. Pulsen i mit håndled dunkede, og jeg trak vejret uroligt. Svedet begyndte at løbe ned ad siden, men isnede som jeg stødte ind i folks korte blikke.

  De genkendte mig ikke.

  "Er hun ny?" hviskede en pige jeg havde biologi med.

  Fayana, hed hun. Hun var i klubrådet for velgørenhedsteamet. Jeg plejede at se hende ofte, trods vi ikke talte så meget sammen.

  "Nej, det er da Vee med en ny frisure," forsikrede Robert, øverst i elevrådet.

  "Uh, fjols." Shamika puffede til Robert. "Det der er Birdy Green. Velkommen tilbage, tøsen!"

  Åh, jeg havde næsten glemt Sham. Man kunne ikke andet end at bemærke hende. Hun var en overvægtig storbypige med familie i Mali i Vestafrika. Enten hadede man måden hun var på ellers elskede man den.

  "Tak," mumlede jeg i et dæmpet smil og fulgte efter Lula, der gik som ejede hun skolen. Jeg huskede, da det var mig.

  "Ikke lige så rapkæftet, som jeg husker dig fra sidst," lød det bag mig.

  Jeg vendte mig om og mødte Ryans blik. Jeg blev nervøs for, om han ville nævne aftenen på baren, mens Lula var her. Jeg havde jo ikke gjort noget forkert, men det var en smule dobbeltmoralsk efter at have skældt Max ud over at være på hold med ham.

  "Åh, klap i." Jeg tog fat om Lulas spinkle hånd for at følge med og opdagede, da jeg nåede hen til mit skab, at jeg nær havde glemt min kode.

  "Her har været kedeligt," gabte Lula og tog sine bøger af skabet, - det samme gjorde jeg. "Men vores vikar som erstatning for Eric er mega hot.”

  “Årh, Eric,” sukkede jeg sympatisk.

  “Jeg nægter at tro, at du rent faktisk lyder til at have medlidenhed med ham. Jeg siger ikke, at han fortjente at dø, men hjerneblødningen skyldtes måske noget.”

  Selvfølgelig skyldtes det noget. Det skyldtes Loren. Det bestialske dyr fortjente ikke at eksistere. En hjerneblødning? Helt ærligt? Når han alligevel havde skudt ham og ville få døden til at se naturlig ud, kunne han vel have været mere kreativ. Jeg gad virkelig bare at vide, hvordan de havde fjernet skudhullerne fra Erics skind.

  “Ingen farer for dét. Tro mig, jeg har ikke medlidenhed med nogen,” forsikrede jeg hende. “Kan du i øvrigt se Darren? - Og hvordan har han været herovre, mens jeg har været væk?”

  Lula fnes. “Man er bekymret for sin kæreste var? Men nej, jeg kan ikke se ham, - og han har slet ikke været her så meget, synes jeg. Når han har været her, har han været meget.. Normal, gennemsnitlig. Han talte ikke med så mange ud over de få fra racerteamet og sjovt nok læseklubben. Men jeg har ikke rigtigt holdt øje med ham, du ved, i tilfælde af at du blev jaloux.”

  “Heller ingen farer for det. Jeg bliver ikke så nemt jaloux,” løj jeg. “Men så vil jeg se efter ham. Jeg orker ikke at spille kostbar mere. Jeg er så dødtræt af at spille ting jeg ikke er.”

  Jeg tog mobilen op ad lommen, tastede hans nummer ind, ringede op og gik mod klasseværelset.

  “Hej, Darren.. skat. Jeg ved godt, at der er time snart, men hvor er du? Jeg vil bare sige, at jeg er træt af ikke at være på talefod med dig. Jeg har det skidt over først at ignorere dig og så bare lægge på. Jeg mener, du kan vel godt se, hvorfor jeg gjorde det, ik’? Du skal bare vide, at jeg ikke er sur på dig, og det vil jeg heller ikke være. Jeg har ingen grunde til at være sur på dig. Selvfølgelig tænker du på hvad der er bedst for os alle, men lige nu behøver jeg bare at tænke, hvad der er bedst for mig selv, og det involverer ikke revolution nu og her med team Jane bare for at være komplet ærlig. Alt jeg ønsker er fred i mit liv og jeres liv, - er det virkelig for meget at forlange? Bare svar så snart du ser det her, okay? Forstod så meget, at vi kun har sidste time sammen, og da Lula sagde, at du kun kommer til skole sjældent (bør jeg spørge hvorfor?), så vil jeg ikke vente med at se, om du er her eller ej! Men håber på en måde du er. Vil elske at se dig i den hotte, attraktive skoleuniform. Okay, jeg stopper her. Farvel, skat.. Nej, farvel lyder for ‘vi ses aldrig igen’-agtigt. Så.. Vi ses.” Jeg lagde på og satte mobilen tilbage i baglommen.

  Da timen startede var det ikke med nogen af de jeg talte meget med. Der var en urokkelig stilhed mellem os alle, når der ikke var hvisken blandt de forskellige, og jeg kunne høre dem snakke om mig. Nogen sagde, at det var for dårligt, at jeg havde været væk i så lang tid, - det var pjæk og en undskyldning for en ferie. Andre kaldte mig morder. Richards morder. De hviskede, at de håbede, at de ikke ville komme til at sidde ved siden af mig på et tidspunkt, og gad vide hvem mit næste offer mon var. Leslie, surferpigen, mumlede at det nok ville blive Melanie Dirce Mercy, fordi hun var så svag.

  Melanie, der sad en række foran - lænet over sin bog, registrerede med det samme, da hendes navn og mit blev nævnt. Hun var en af de få tavse, men den eneste med fokus på hvad vi egentligt skulle i timen. Hun var sådan en stræber; En vaskeægte nørd med smalle, firkantede briller, flettede, mørkebrune rottehaler, en bøjle i munden, lange knæstrømper, en kikset bedstemorstil og en besættelse af alting, der involverede skolen og lærdom.

  “Så er det godt, at det bare er hende,” fniste Marissa.

  Dirce-Mercy gemte sit ansigt ned i bogen igen, og jeg følte mig stødt på hendes veje. Jeg mindede mig selv om, at jeg kun måtte tænke på mig selv. Jeg måtte ikke tænke på andres problemer, før jeg havde kontrol over mine egne.

  “Marissa, det kan vi da ikke lade ske,” protesterede Leslie. “Hvis psyko Birdy slår hende ihjel, er der ingen piger at have til at sidde på bænken til idræt. Desuden vil hun bare få langt mere opmærksomhed, end hun fortjener!”

  Pigerne omkring, der hørte det, fniste og så hen på Leslie.

  Det var sjovt. Når Camille ikke var dronningebien, var hun.

  “Klap i, dernede!” råbte Mr. Holland og bad os arbejde videre. Han var fin nok, men han vidste aldrig, hvad der foregik.

  Pludseligt følte jeg mig svimmel, og mit syn begyndte at sløre småt.

  “Mr. Holland?” kaldte jeg, og han gik tøvende ned til mit bord.

  Han var vores matematiklærer, en fyr midt i trediverne med god stil, men ikke for smart, når det kom til viden om psykologi. Han var ikke i stand til at tage ansvar for andre end sig selv, og hvis nogen havde brug for hjælp, var det ikke ham, man skulle have fat i.

  “Har De brug for hjælp, Birdy?”

  “Jep. Jeg mangler at få et nyt matematikhæfte.” Jeg gemte det under bogen. “Skal jeg selv gå ned efter et eller..?”

  “Nej, det går ikke, at De mister noget af timen. Bare læs videre i bogen til jeg er tilbage, og I andre tier imens!” Han gik tøvende ud af klassen med blikket rettet mod os alle.

  Smilende vendte jeg mig mod Leslie og Marissa.

  Lad os se hvad dine gerimidentkræfter kan gøre, Birdy. Hævn dig. Skad dem.

  “Oh my god, du er sådan en bitch!” snerrede Leslie.

  “Jeg er meget, men bitch er jeg ikke. Hvis du forstod betydningen af de ord du udtaler, ville du blive meget overrasket.”

  Hvad venter du på, Birdy?! Fortjener hun ikke et slag på hovedet? Gør det før Holland kommer tilbage!

  “Freak,” mumlede Marissa og lænede sig tilbage i stolen.

  “Du sku’ bare vide.”

  “Vi ved det, morder. Vi ved, hvilken psykopat du er. Vi ved det hele; At du dræbte Richard, fordi du var hemmeligt forelsket i ham og blev jaloux på hans og Camilles forhold. Det er så klamt og umenneskeligt. Hvordan kan du leve med dig selv?” Leslie lukkede sin bog i.

  “En ting er at jeg kunne fortælle dig sandheden. En anden er at jeg kan lade være, for du og ingen fortjener den. Jeg håber inderligt, at dine forældre skammer sig over at have født dig.”

  Jeg knugede matematikbogen ind til mig af bare vrede.

  “Sådan en bitch,” fnes Marissa.

  “Total. Ved du ikke, Birdy, hvem der har fortalt os det hele? Din lille loverboy. Han fortalte os alt om din lille hukommelsestab efter bilulykken sidste sommer. Han fortalte, hvad du har gjort; Hvordan du brutalt myrdede Richard i jalousi, hvordan du over opkald tvang ham til at tage til fængsel for dig, hvordan du tvinger ham til at være sammen med dig. Gør du sådan med alle, Birdy? Er det derfor Lula var psykisk nedkørt? Til det sidste? Var det derfor hun begik selvmord i sidste uge? Jeg vil vædde med, at du endda gav hende kniven. Men det er jo alt sammen ligesom du formentlig også er skyld i Leos død. Du arrangerede det hele, fordi han gjorde dig til dette monster. Er det ikke sandt? Leo gjorde dig til Franken Stein, og nu tager du hver en chance for at hævne dig? Kan du sige mig, bitch.. Vil du også dræbe mig nu?”

  Mit hoved begyndte at dunke. Min puls hamrede, min hjerne føltes most. Hvad var der at gøre? Absolut intet.

  Mit blik nåede kun at mørkne kort i larmet fra de buldrende stemmer, før jeg sad i klasseværelset igen - helt fin tilpas, men stadig en smule svimmel.

  Fandme nej. Fandme, fandme nej! Det her var over grænsen! Jeg behøvede hjælp nu, nu!

  Forvildet rejste jeg mig op fra stolen. Det larmede i den stille klasse, hvor alle sad stille på sine pladser. Jeg forsøgte at gennemskue, hvornår jeg måtte have gledet ud af virkeligheden. Det måtte have været lige inden jeg kaldte på Mr. Holland - lige da svimmelheden begyndte. Men det her var farligt. Alt for farligt. Hvis ikke jeg fik hjælp med det samme, ville jeg ende.. Jeg turde ikke engang tænke så langt. Jeg måtte bare væk.

  Alles blikke så op på mig. Der blev hvisket endnu mere nu.

  “Hvad har De gang i?” spurgte Mr. Holland.

  “Undskyld, Mr. Holland, jeg føler mig pludselig sløj.” Jeg skyndte mig at samle min bøger sammen, før han havde nået at sige mere - pakkede dem i tasken og satte min stol på plads.

  Der blev hvisket, at jeg bare ville pjække igen, og at det var for dårligt, men jeg ignorerede det og skyndte mig at løbe ud af klasseværelset. I farten tog svimmelheden over, og jeg måtte standse ved tøjletterne for at brække mig.

  Noget i min forstand manglede. Ellers var der noget indeni mig, der var sat i gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...