Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
808Kommentarer
34417Visninger
AA

42. ❀ Kapitel Enogfyrre | Maskerade Piger Part 2

En time havde jeg stået klar i min smukke kjole med den tilhørende maske i hånden. Jeg havde simpelthen ikke kunne vente med at se mig selv i den, og noget i mig sprang bare hen til skabet af ren lyst efter at se den, og pludselig sad den på mig - og jeg nænnede ikke at tage den af igen. Så forsigtigt havde jeg gået rundt i huset og undgået alt, der kunne se farligt ud, og stod så lænet op af køkkenbordet og gloede ud af vinduet overfor. Der var intet andet at se end sne, sne og atter sne, der dækkede enhver kvist og klart også enhver nedfrossen fugl i haven, der sad plantet i en isblok.

  Nej, vinteren dette år var hårdere end som sædvanlig, og hvor jeg dog håbede at jeg ville få varmen af at danse i salen hos Imogen og Dylan. Og hvor jeg dog håbede at aftenen ville blive bedre, end jeg forudså. For at være ærlig havde jeg ikke lyst til andet end at begrave mig under et ton dyner og se Faking It-maraton til solen ville stå op i morgen. Sådan ville verden, og Darren, mig bare ikke.

  "Så er jeg i min kjole. Hvad siger du, Birdy?" smilede Cece og kom hen til mig.

  Hendes kjole var lilla af mørke nuancer og meget glamourøs. Jeg vidste ikke, hvor Cece havde tjent pengene fra til den, men formentlig havde hun fået sig et nyt arbejde hos Loren, der ikke involverede at stalke mig.

  Hun løftede en silkemaske op foran ansigtet og lavede yndige lillepige-øjne.

  "Den er smuk, Cec. Meget smuk." Jeg smilede igen og forsøgte at lægge skjul på min jeg-er-ikke-i-god-humør humør.

  Lula kom gående ind ad hoveddøren og blev tydeligvis helt forbløffet over at se Cece og jeg i denne slags påklædning på en normal decemberdag.

  "Wowowow, fest hos hvem?" spurgte hun med store øjne.

  Jeg fnes. "Det vil du vide?"

  "Hos din mor," vrælede Cece med det mest alvorlige udtryk set i løbet af året og begyndte så er skraldgrine kort med en rungende latter. Jeg så håbløst på Lula, hvis overraskede blik vendte tilbage. "Um, jeg tror bare jeg går. Hent mig klokken syv, Birdy," fortsatte hun i høje grin og gik ind på gæsteværelset ved siden af.

  "Hun har det sjovt," påpegede jeg og viftede pegefingeren imod værelset.

  "Det ser jeg." Lula gik hen til mig og lænede sig også op ad bordet bare på den anden side. "Jeg ville egentlig have spurgt om du ville med ud at spise, men.. Jeg ser du skal til fest, så bare glem det."

  Inderligt forbandede jeg nu denne aften ti gange mere og kastede salt efter alle mulige åbne sår.

  "Åh, Lula, det er jeg ked af," sagde jeg bedrøvet og så ind i hendes vandblå øjne. "Det mener jeg, virkelig."

  Lula smilede bare hengivent. "Hey, jeg er ikke en ældre dame på firs, jeg dør ikke i morgen. Der er tusinder af aftener til, hvor vi kan spise sammen. Det er helt forståeligt." Hun nulrede sit hår og undlod mig at bemærke hendes lille skuffelse. Jeg sendte et takkende blik og gik efter vand i køleskabet.

  "Jeg savner at være sammen med dig, som vi plejede. Bare os to." Jeg lagde endeligt ikke skjul på at spillet med Max, hende og Darren kiksede en smule, efter jeg fik det elendige kort. Lula vidste godt, at det påvirkede mine minder hårdt. Det gjorde det næsten værre endnu.

  "Det ved jeg. Jeg savner det også." - Og derfor ville hun invitere mig ud at spise, så vi kunne tale ordentligt sammen og om alt det, som vi havde glippet i den tid vi havde forsøgt at ødelægge venskabet hver for sig. Og lille Mrs. Green her ødelagde det som altid, og Lula tilgav. Gud, hvor havde jeg allerede jokket i den. Her for tiden skulle der åbenbart ikke meget til at bringe følelser på banen. Men så længe jeg ikke var gravid, gik det nok. "Birdy, er du okay?"

  "Ja, selvfølgelig, hvorfor skulle jeg ikke være okay?"

  "Du hælder vandet på bordet, og du ved.. Ikke i koppen."

 

Klokken syv som aftalt hentede jeg Cece på gæsteværelset. Med dårlig smag i munden havde jeg sendt Lula hjem, men der var ingen problemer i det. Hun havde gået igen, før jeg nåede at få et ord til fremført.

  Darren ventede udenfor i sin bil. Jeg kom til at tænke på aftenen med Tess og Etienne. Tænk, hvis jeg virkelig var død der. Tænk, hvis det ikke bare var en syner. Men det var det. Ellers havde jeg ikke stået her nu, kæmpende for det normale liv, mens jeg i virkeligheden havde det direkte modsatte. Sådan var det bare blevet siden Darren blev en del af mit liv. Jeg på en måde brød mig om det. Det var spændende på en forførende måde, og jeg havde aldrig før prøvet det sus, man fik i maven. Ikke så vidt jeg huskede.

  På gps'en var adressen kodet ind. Jeg fattede ikke, at Imogen og hendes forældre kunne eje Willum Wilson. Det var rustikt og smukt, som en fin kombination af hårdhed og blødhed ud over noget, der ikke kunne bestemme sig for at være en borg eller bare en kæmpe moderne bygning. På det punkt med pengene havde Dylan været heldig. Men jeg kunne bare ikke forstå at sukkersøde-nu-får-jeg-kvalme Imogen kunne holde af smarte-nu-tager-jeg-alle-pigerne Dylan. Skæbnen ville kun sære kombinationer åbenbart.

  Der gik ikke længe, inden vi nåede frem. Der var mørke, der hvor gadelygterne med deres svage lys ikke lyste op. Imogen og Dylan stod i døren - eller porten, kald den hvad du vil, og de bød os pænt velkommen. Hvordan jeg så på Imogen i sin smukke hvide kjole, der næsten lignede en brudekjole, gav mig helt dårligt selvværd. Min føltes knap så smuk, og jeg følte skam over mig selv. Men jeg bed tungen i, smilte og hilste også på dem, før jeg gik indenfor i den første sal med Darrens fingre flettede ind i mine. Cece gik bag os og blev budt velkommen.

  "Smukt," smilte Darren i sin mørke blazer og hvide skjorte. Han lignede ikke sig selv i det fine tøj. Ikke at han ikke gjorde det normalt, men nu var han bare så.. Anderledes, som en tophemmelig agent eller noget. Jeg syntes virkelig om det. Jeg havde lyst at komme nærmere på ham, men vi var først lige kommet. Mon ikke jeg ville få en mulighed for det i en dans.

  "Ligesom dig," hviskede jeg og gav hans hånd et klem. Han så på mig i et fnis der fik hans næse til at rynke, men hans tak forsvandt væk som Dylan skubbede sig imellem os, da han gik forbi. Jeg så uforståeligt efter ham, men han havde allerede skubbet sig forbi en hel del andre gæster og nærmede sig scenen med Imogen bag sig. Hendes duft af roser svævede stadigt rundt omkring mig. Jeg hadede det.

  Den store sal var med masser af gulvplads og borde med snacks og drinks, mens der var døre til flere andre lokaler både til badeværelser, ovenpå og mere. Jeg var bare glad for at jeg ikke behøvede at nå længere end til badeværelset, hvis det skulle gå galt.

  "Velkommen igen, gæster," udbrød Dylan i mikrofonen på scenen. Uha, scene og mikrofon. Hvad blev det næste? The Beatles?

  "Vi vil bare kort sige, at I bare skal tage løs af madet - vi vil fylde mere op, hvis det bliver nødvendigt." Imogen glinsede under diskokuglens lys. Det var skrækkeligt.

  " - Og klokken tolv vil vi sende fyrværkeri afsted, gerne uden at I anmelder os," fnes Dylan og så ned på mig. Mig. Han så ikke på 'publikum,' men mig alene. "God aften."

  De gik ned igen, og dj'en satte musik på, som lyset dæmpede sig, og de farvede erstattede. En Elton John sang blev sat på, og jeg bed i min underlæbe. Skulle jeg danse? Folk omkring Darren og jeg begyndte at bevæge sig. Men jeg havde ikke danset siden evigheder, og til musik jeg ikke kendte, var det så godt som mission impossible. Ikke engang havde jeg lyst til det, Det gav bare den her onde følelse i min mave.

  Men så greb Darren om mine hænder, trak mig helt hen til sig, og resten kom helt automatisk i glidende bevægelser henover dansegulvet. Det var som jeg havde drømt om, på min fødselsdag da jeg blev arresteret. Ting slog åbenbart fejl får at blive rettet op på og ikke for at blive til et dårligt minde.

  Tiden svandt under mig, og den evige dansemusik fyldte mine ører med silkebløde toner, der gjorde afslappet helt ned til knæene. Jeg mærkede spillet i mine ben og lod dem vise mig vejen og gulvet. Ikke blot med Darren. En anden kom også. Jeg kunne genkende ham, og da slet ikke for den maske han bar, men det var ikke et problem. Afstanden var tilpas, og jeg vidste at Darren var efter punch, så jeg lod det varer kort.

  Senere stødte jeg ind i Cece, vis tilstand kun så værre ud. Hun var fuld, svimmel og hendes hals var rød af sugemærker. Jeg ville ikke engang spørge, hvorfra hun havde fået dem, så i stedet rådgav jeg hende til at tage hjem. Dog forlangte hun at blive, og jeg lovede at holde øje med hende, så der ikke ville ske nogle katastrofer. Jeg forestillede mig kun det værste.

  Pludselig var aftenen ikke så slem. Jeg hyggede mig, og jeg undgik Dylan det meste af tiden. Der var bare noget over ham, jeg ikke brød mig om. Jeg måtte indrømme at en del af mig engang havde syntes om hans type, og jeg var ubeskrivelig glad for at han havde fundet sig den perfekte kæreste, men.. Han var ikke den reneste ulv i flokken. Endnu kendte jeg ham ikke mere end få samtaler, men jeg kunne se på ham, hvordan det generede ham, hver gang jeg tog om Darrens hånd. Han blik brændte af enten had eller jalousi. Jeg sagde til mig selv, at det jeg så ikke var sandt, men hvorfor stod han så der i hjørnet med Imogen snakkende ved sin side, stirrende tomt hen på Darren og mig. Hvis noget var i vejen, kunne han sige det.

  Ved midnat blev der som lovet fyrværkeri. Det gnistrede og sprang i tusindvis af farver på himlen. Det var imponerende flot, men det eneste jeg satte fokus på var at holde fast om Darrens varme arm. Jeg brød mig ikke så meget om de høje sus, der fløj om ørene på mig. For første gang i aften var der heller ingen forfølgende øjne af Dylans - han havde for travlt med værket.

  "Skulle du ikke se til Cece?" spurgte Darren og så omkring sig.

  "Jo, hvorfor?"

  "Hun er her ikke. Hun er måske taget hjem?"

  Det gøs og gibbede i mig. Jeg syntes da lige, at jeg havde set hende indenfor, og nu var hun væk? Hun var nok bare faldet indenfor i sine høje hæle. Jeg måtte hellere gå ind og tjekke, vis hun nu ikke kunne komme op igen. Trods alt havde jeg lovet at holde øje med hende, og det havde jeg ikke gjort godt nok.

  "Jeg tjekker indenfor," mumlede jeg og flettede mine fingre ud af hans. Han tilbød at gå med, men jeg sagde bare, at det ikke var nødvendigt.

  Indenfor var der så godt som forladt. Der var livligt af lys og pynt, men ikke en person var at finde. Ikke engang Cece.

  I samme sekund som jeg vendte mig om, greb en bred hånd fat om min mund, og jeg fornemmede den store skikkelse.

  "Dylan!" hviskede jeg hæst, da han slap. "Skulle du ikke være ude?" Jeg fortrød spørgsmålet med det samme.

  "Imogen har taget over. Jeg ville bare vide om du var okay, siden du gik herind." Han føltes pludseligt tusind gange større end jeg huskede ham, som han stod så nær. "Men ikke larm. Hun skulle nødigt tro noget." Han smilte smørret.

  "Nej, selvfølgelig ikke. Og jeg har det fint." Ordene klemte sig op ad min hals. Det lød kun som svage pib. "Jeg ville bare se efter Cece. Jeg lovede at se efter hende, fordi du ved.. Hun var ret omtåget. Har du set hende?"

  Han rystede på hovedet. "Jeg ser kun dig."

  Mine muskler frøs til is, og det føltes som om en isnet tudse krøb ind under min hud og sprang op ad min ryg. Ligeså frøs mine fingerspidser og det løb ind mod mit hjerte i kolde bevægelser.

  "Ha.." fnes jeg, men mit ansigt gled usikkert ind i en skal dækket med sne. "Så må jeg hellere lede videre."

  Jeg skyndte mig forbi ham hen mod døren, men han greb hårdt fat om min arm. Hans iskolde chokerede mig, og jeg så skræmt på ham. Han ville ikke gøre mig noget. Det ville han bare ikke, okay?

  "Pas på," hviskede han. "Der er glat udenfor, og London er ikke ufarlig i denne tid."

  "Tak.." smilte jeg usikkert. "For påmindelsen."

  Få øjeblikke efter stod jeg ved Darren, sagde at jeg ikke kunne finde hende, og han mindede mig om at hun nok var taget hjem uden at sige det. Tanken beroligede mig ikke, for det virkede ikke sandsynligt. I sin tilstand kunne hun vel knap nok finde en taxa? Bare der ikke var sket hende noget. Så ville jeg aldrig kunne leve med mig selv!

  En halv time senere var de fleste rykket ind igen - deriblandt Dylan og Imogen. Jeg nægtede at opgive min søgen og ledte på badeværelser, i adskillelige rum uden nogen tilladelse, i blandt de dansende og ventede til sidst med at gå udenfor. Jeg stod på trappen ned til gaden, der før havde været fuld af liv, men nu var lige så mennesketom som salen var før. Jeg havde intet andet end min kjole til at varme min krop, og masken havde jeg taget af og lagt i min tilhørende taske. Jeg kørte mine fingre gennem mit hår og sukkede. Et par folk gik forbi en vej nede, og jeg burde tjekke hver en gyde her omkring. Vis Cece nu var blevet taget eller noget, ville det være forkert af mig alt andet.

  Idet jeg med trådte ned med mine smalle sko på fjerde trin, fandt jeg trinnet ustabilt. Den var glat og tildækket med is, så jeg gled omkuld ned af de resterende trapper og slog baghovedet ned i trappekanten. Jeg ville skrige, men jeg kunne ikke få det ud af mig selv. I stedet et omtåget pib blandet med en dyb smerte, var hvad der kom ud af det.

  Verdenen omkring mig var sløret og kørte rundt som på blinde spor. Mit hoved led under en ubeskrivelig pine, og jeg kunne mærke hvordan min mave vente og drejede sig ligesom byen omkring mig, under mig og.. Og over mig. Bygninger var overalt, og pludselig så jeg en mørk skikkelse over mig. Der var intet andet at gøre end at håbe, at denne person intet ondt ville gøre mig. Men bare beklædningen sagde mig meget: En ældre grå bowlerhat, en finpudset, blank stok, et fint gråt jakkesæt, mørkebrunt hår og stålgrå øjne. Han så hverken ung eller gammel ud. Efter min bedømmelse lignede han en i trediverne, men mit tågede blik kunne sagtens tage fejl.

  "Her, tag min hånd, Mrs..?" lød hans dybe og hæse stemme. Han rakte sin hånd ud, og jeg tog den tøvende. Han løftede mig op og hjalp mig med at stå, trods mine ben forsøgte at give efter.

  "Green," ømmede jeg mig og tog mig til baghovedet, hvor smerten startede. Det blødte svagt, kunne jeg se, som mine fingre blev mørkerøde. "Hvem er du?"

  Han smilte. "Mr. C. Og jeg tror, at De har fået en mindre hjernerystelse. Altså jeg er læge. Hvis det skal være, kan jeg tage Dem til min stue, så De slipper for det meste besvær?"

  Jeg rystede kraftigt på hovedet, men straks indså jeg fejltagelsen. Det gjorde det hele ti gange værre.

  "Nej, nej det behøves ikke. Min kæreste er lige indenfor. Han kan køre mig og så videre. Ingen problemer."

  Mandens selskab bekymrede mig. Han havde været hurtig til at komme herhen. Ventede han blot på at jeg skulle falde, eller ville han virkelig bare hjælpe? Dylan havde måske ret i at der ikke var helt ufarligt nu her.

  "Din kæreste er blandt den støj og de folk? Jeg ved, hvad der er bedst for dig nu. Jeg er uddannet i det." Han fandt et kort frem fra jakkesættet. Sandt nok. Der stod Dr. C., og der blev vist et billede af hans ansigt. "Hvis jeg endelig var morderisk, ville en kvinde på din størrelse nok kunne give igen, ik'?" Han smilte blidt, og jeg nikkede. Jeg var stadig usikker. Jeg var voksen, ansvarlig, og havde jeg ikke altid lært om aldrig at tage med fremmede?

  "Så må jeg snakke med min kæreste først. Ej ved du hvad, så kan jeg bare tage med ham, hvis det er i orden? Men tak for tilbuddet." Jeg smilte igen, men ømmede mig bravt. Han hjalp mig ned at sidde på et af trappetrinene, så jeg kunne afslappe der for en stund.

  "Ven, Mrs. Green. Jeg lover dig, du kan tekste ham med det samme. Der er ikke så langt herfra og til lægehuset. Jeg vil sikre mig din tilstand gratis, hvis du passer på."

  Det var lokkende på en slem måde. Det var vel også begrænset, hvad han kunne gøre, ikke? Og en Green som mig havde vel nok af snedige tricks til at fange ham, hvis han viste sig at være ond. Jeg kunne heller ikke bare afvise hans hjælp, og desuden kunne han sikkert bare binde noget om mit hoved, og så kunne jeg komme ubemærket hen til Darren igen.

  "Okay, fint," mumlede jeg opgivende. "Men hvis jeg opdager noget.."

  "Har du fulde ret til at tæve mig!" lovede han med et glimt i de stålgrå øjne.

  Jeg knugede min taske tæt ind til mig, da jeg gik med ham om til en flot sort Jaguar med tonede ruder. Jeg kunne ikke lade være med at gyse. Tonede ruder tegnede ikke godt. Men jeg kunne ikke flygte nu, så dum var jeg. Der var ingen folk i nærheden. Jeg mindede mig bare om, at ville han mig noget ondt, kunne han så have gjort det her for enden af vejen, mens ingen var her. Men han gjorde det ikke, og han var ganske vist læge. Nu måtte alt så vise sig at ende godt eller skidt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...