Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34756Visninger
AA

12. ❀ Kapitel Elleve | Maskerade Sandheder Part 1

Tårer drev ned ad mine kinder. Jeg havde det dårligt. Jeg følte, at jeg havde mistet alle. Jeg ville bare have mor hos mig. Hun måtte sige nogle kloge ord, som hun så tit havde gjort førhen, hvor jeg havde været ked af det.

  Mor ville snart komme hjem til hendes pause. Derfra ville der ikke gå længe, før Darren skulle komme til aftensmad.

  Hele huset var pyntet fint i stand til 'maskeballet'. Det havde jeg brugt dagene på efter branden. Huset stod bare og ventede på, at det blev fyldt op med festglade teenagere. Jeg ventede bare på, at det hele ville være overstået.

  Hvor kunne Lula også være bekendt at fortælle det lige inden min store fest, som jeg havde planlagt siden jeg var tretten! Min store drømmefest, hvor jeg skulle danse med min drømmefyr, der for tiden ikke eksisterede. Den nærmeste drømmefyr jeg havde, var Darren. Og efter alt det der var sket med os, følte jeg mig bare mere og mere uklar på hvem fanden han var.

  Døren nedenunder gik op. Jeg havde ikke lyst til at mor skulle se mig sådan her, men jeg havde brug for hende, så det kunne være nødvendigt.

  Langsomt hev jeg mig selv op fra sengen og  gik med tunge, slæbende skridt ned til køkkenet, hvor mor stod stadig iført sit klamme 'arbejdstøj'. Det lugtede af død og metallisk blod.

  "Mor?" kaldte jeg svagt.

  Hun vendte sig om og så først forvirret på mig, så medfølende. Hun kom hen til mig og omfavnede mig, og selvom hun stank af H til af lig, greb jeg om hende og begyndte at græde.

  "Hvad er der i vejen, lille skat?" spurgte hun og trak sig lidt væk for at se, hvor slemt det var.

  "Lula og Max har været kærester i længe, uden jeg vidste det, og nu er jeg vred på hende, men har ingen." Jeg forsøgte at tørre tårerne væk fra mine øjne, men der kom hele tiden nye.

  Mor stod chokket og trukket ind i sin egen bevidsthed. Hun var tydeligvis ligeså overrasket som jeg, hvis ikke mere.

  Langsomt hev hun sig selv væk fra forvirringen og greb fat om mig i et knus. Hun stirrede ud i intetheden og vidste ikke, hvad hun skulle sige. Til sidst lykkedes det hende dog at frembringe en sætning:

  "Jo, du har mig." Hun aede min ryg og åndede lettet ud over at kunne tale igen. "Og du skal ikke lade dem ødelægge din fest, okay? Det går ikke. Jeg synes, at du skal gøre dig klar til ham fyren kommer, og så må vi tage krigen derefter. Det er ikke en forbrydelse at kunne lide hinanden. Det må du huske på. Så måske du skulle skrive til Lula, at hun skal komme i aften, så i kan få en snak."

  "Okay.." svarede jeg tøvende. Jeg forsøgte at kode det hele ind i min hukommelse: Gøre mig klar. Forsøge at tilgive Max og Lula. Skrive til Lula. "Men jeg vil ikke gøre det over sms, så. Jeg går over til hende senere: På et tidspunkt hvor folk ikke behøver festens pointe."

  Jeg måtte tage det hele roligt. Der var ikke tid til kaos, selvom det var dén side, jeg følte mig mest tiltrukket af lige nu.

 

"I need you darling, come and set the tone," udbrød radioen på mit værelse - det var Sing af Ed Sheeran den afspillede. Et nummer, der mindede mig om Leo, fordi han elskede den.

  Uden at tænke over det, slukkede jeg for radioen. Jeg kunne bare skifte kanal, men så langt tænkte jeg slet ikke. Jeg satte kun fokus på den smukke lyshårede dreng, der nu sad i min seng med en af mine gamle barbiedukker.

  "Jeg håber ikke, at du er interesseret i den," grinte jeg og satte en lilla spænde i mit mørke chokoladebrune hår og så på mig selv i mit spejl. Mit hår fremhævede mine mørkebrune øjne.

  "Hvorfor? Fordi jeg er en dreng?" fnøs han og lagde den ved siden af sig.

  "Nej, fordi du er 18 år og voksen." Jeg viste ham, at det ikke var ment flabet men som en joke ved at smile.

  "Åh, du er en af dem.." mumlede han.

  "En af hvem?" spurgte jeg mere alvorlig.

  "En af de der tror, at man skal være hel alvorlig og voksen, bare fordi man er blevet til en. Jeg mener, at man skal være det, når man føler, at man er klar til det. Folk ændre sig ikke bare på så kort tid."

  En del af det han sagde - hvis ikke det hele, gav faktisk god mening i mine ører. Jeg følte dog, at jeg havde en god grund til at blive ægte voksen. Det ville jeg blive klokken 23.05. i aften.

  "Min kæreste døde i en bilulykke," sagde jeg, "og jeg sad lige ved siden af ham, da jeg så hans døde ansigt. Siden da har jeg følt, at jeg måske var skyldig i det. Min undskyldning er, at jeg bare var barn. Og når jeg bliver voksen.. Så er Leo og mit barnlige jeg bare fortid."

  En tåre gled ned af min kind. Darren så det godt, så han skubbede den væk med sin tommelfinger.

  "Det var jeg ikke klar over," hviskede han svagt og lagde sin hånd på mit lår.

  Jeg fandt det hverken provokerende eller akavet, derimod gav det mig hans tillid.

  "Må jeg ødelægge stemningen?" spurgte han, og jeg nikkede som svar. "Hvorfor holder I ikke fødselsdag? Ingen gaver og sådan?"

  Jeg kunne ikke lade være med at smile.

  "Vi er bare mærkelige," grinte jeg, og han fnes.

  "Mærkelige," gentog han og så ned på sine fødder. "Du er ikke klar over, hvor mærkelig min familie er."

  "Hvorfor skulle din familie være mærkelig?" spurgte jeg og tænkte, om han mente det som en joke. Af hvad jeg havde set, var min familie mere mærkelig end hans.

  "Der er så mange grunde, at jeg ikke engang kan nævne bare én, uden at jeg må nævne alle." Han læner sig ind over mig og strejfer kort mine læber, før han læner sig tilbage igen. "Det var bare et vennekys. Se; det var mærkeligt, ikke?"

  Jeg nikkede og tænkte, om det var noget, man gjorde i hans familie, eller om det bare var noget, som han gjorde.

  "Jo, det var ret mærkeligt," smilte jeg.

 

Folk kom strømmende ind i huset som myg. Bare endnu hurtigere og endnu mere irriterende med hver deres entré.

  Middagen havde været ret pinlig. Max havde heldigvis ikke været der, men mor havde spurgt Darren om så meget, at jeg måtte stoppe hende, inden han besvimede.

  Lige nu var Darren taget hjem for at iføre sig sit kostume, hvilket også gav mig tid til at iføre mig mit.

  Det var en glat, skinnende lilla kjole, der gik til lidt under knæene. Mit hår var sat op i en knold, og jeg havde mit smukkeste makeup på. Samtidig skulle jeg som alle andre bærer maske. Den var selvfølgelig også lilla og gik ned til næsen.

  Da jeg så mig i mit spejl, vidste jeg ikke, om jeg skulle forestille Leo eller Darren ved min side. Jeg burde nok slet ikke forestille mig nogen af delene, men jeg havde lyst til det. Jeg ville ikke føle mig alene.

  Langsomt lukkede jeg døren til mit værelse og gik ned ad trapperne til stuen, hvor lys fyldte hvert et krog, musikken kørte i lange baner og elever var ikke elever men glade unge mennesker.

  Folk kiggede på mig, men sagde ikke noget, hvilket egentlig passede mig fint. Det betød, at de ikke kunne genkende mig. Ellers var der bare sket en så stor forandring med mig, at de var helt lamslåede.

  Omkring kiggede jeg efter Darren og Camille. Jeg havde tænkt på, om de havde noget sammen, efter jeg så dem i branden. Jeg tror ikke på tilfældigheder. Der er altid en grund til at tingene sker.

  Desværre havde jeg jo lavet det dumme (skønne) tema, der gjorde, at jeg ingen kunne genkende. Så da blikkende gled væk fra mig igen, gik jeg ned i mængderne af dansende unge og søgte efter de to.

  Efter tyve minutters søgen, gav jeg op med at lede i stuen. Jeg gik videre til køkkenet og de andre værelser - ingen af dem var til at finde.

  Som det sidste sted at lede, gik jeg til haven.

  Lys var sat op flere steder, så der ikke var alt for mørkt. Flere pyntegenstande havde jeg også placeret, bare for at peppe stemningen lidt mere op. Der ville trods alt kun blive denne ene specielle fest.

  I blandt de få herude, fandt jeg Camille. Hun var ikke til at undgå at genkende, med det overdrivelsestøj, hun bar. Men drengen hun så tæt dansede med var ikke Darren. Faktisk en dreng, jeg ikke kunne genkende.

  Det gjorde mig glad, men gav mig bare flere spørgsmål til hvorfor, de var sammen ved branden. Det var nok ikke noget specielt, men sådan var mennesker jo; man tænkte altid det værste om hinanden eller dét, man gerne ville tænke.

  "Darren?" kaldte jeg, men ingen reagerede på mit kald.

  Gentagende gange kaldte jeg, men der kom intet svar. Han havde sikkert ombestemt sig og besluttet, at han hellere ville blive hjemme. Derfor kunne han godt have skrevet eller ringet til mig om det.

  Jeg kunne ikke lade være med at blive skuffet og lidt ked af det. Som om jeg ikke var klar over, at det her ikke var Vidunderland, og jeg ikke var Alice, for med det jeg igennem tiden havde oplevet, skulle det stå ret klar for mig nu, at det her var den barske sandhed. Trods den grund, havde jeg stadigvæk håbet, at Darren var 'prinsen på den hvide hest', der skulle komme og befri mig fra det onde.

  At prinsen så ikke kom, ødelagde hele eventyret.

  Som mor havde bedt mig om, begyndte jeg at gå over til min bil og kørte hen mod Lula, der boede et par gader herfra.

  Klokken var ni, da jeg ankom til Lulas hus. Døren var låst og lyset slukket - var der altså ingen hjemme, ellers var de gået tidligt i seng. Trist, at jeg så måtte vente til næste morgen, før jeg kunne fortælle hende, at jeg ville forsøge at lægge det hele bag os.

  Så skete det, at da jeg skulle til at gå, hørte jeg stemmer bag huset.

  Spionagtig, som jeg opførte mig, listede jeg langs huset og om til haven, hvor jeg så to silhuetter. Den ene var Lula, den anden var en høj, muskuløs og bredskuldret mand.

  Min første indskydning var, at hende og manden måske havde noget sammen. Det ville være klamt, men det var heller ikke sandheden.

  "Hvis du rør hende.." forsøgte Lula truende at sige, men hun havde en al for bange og skælvende stemme til nogensinde at kunne lyde hård.

  "Du gør som jeg siger, eller jeg slår dig ihjel!" råbte manden aggressivt og tog Lula hårdt om halsen, så hun begyndte at smågræde.

  "Okay, okay," fik hun fremstammet. "Gå nu, please."

  "Ikke fordi du siger det. Fordi jeg ikke har mere at skulle her." Den muskuløse mand gik hen imod skoven bag Lulas have.

  Han nåede dog ikke langt, før Lula greb fat om en sten og løb bange og forvirret hen til manden. Inden hun nåede noget, vendte han sig om, tog stenen og kylede den ind i hendes hoved, så hun væltede bagover.

  Derefter gik han ind i skoven, hvor han ikke længere kunne ses.

  Jeg suste hen til Lula og kastede mig ned foran hende. Hun var ikke bevidstløs, men ude af forstanden. Det var tydeligt, at hun var helt skræmt af livet.

  "Er du okay?" var det første jeg spurgte om. Jeg var panikslagen.

  "Nej," græd hun og greb om mig.

  Jeg aede hende på ryggen, som mor altid gjorde, når jeg var ked af det. Det her var bare anderledes. Det var fuldstændigt alvorligt!

  "Hvem er han?" spurgte jeg forfærdet.

  Efter lidt tid skreg Lula hulkende:

  "Han slår mig ihjel!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...