Spændkraft

En mystisk teenage-pige med en glemt mørk fortid bliver fem måneder efter hendes kærestes død inddraget i et kringlet spil, hvor ingen kan vide sig sikker. Her er den eneste, der fortæller sandheden, pigen selv – eller er det en løgn? Følg Birdy Green i en verden med farlige skabninger, overvældende twists, illoyale forhold & forførende, men forbudte romancer.

104Likes
807Kommentarer
34493Visninger
AA

19. ❀ Kapitel Atten | Ikke Haft Sex

Endnu engang måtte jeg sidde på bagsædet. Jeg vidste selvfølgelig godt, at selv hvis jeg ikke var i denne situation, havde jeg stadig skulle sidde her, for der var ikke mere end to sæder foran. Det var nu ubehageligt at sidde her alligevel.

  Blade kørte elendigt. Rent ud sagt katastrofalt. Jeg tænkte, hvordan pokker kunne han nogensinde have fået det kørerkort? Bilen slingrede fra side til side, bremsede op, kørte hurtigt, bremsede hårdt op igen - det var værre kørsel end alle de gange, Bob nu havde drejet så skarpt til de der sider. Jeg foretrak faktisk Bob lige nu. Bob og Dylan var meget bedre end Blade og Bennett.

  Efter at have kørt i omkring 15 minutter følte jeg, at jeg skulle brække mig. Og der skulle ellers normalt meget til, før jeg blev køresyg, men pyh hvor var det ulideligt.

  "Så er vi her," konstaterede Bennett, da vi nåede frem og bilen stoppede.

  Jeg sad stadig med fingrene krydset, helt stille og øjnene stivnet ned på gulvet. Jeg følte mig ubevægelig, skidt tilpas og som om bilen stadig var i gang.

  "Hallo?" kaldte de to, der var steget ud af bilen, havde åbnet bildøren og ventede på mig.

  Klodset og i robotbevægelser kom jeg ud med en kvalme så stor, at jeg følte trang til at brække mig - udover Blade, den sindssyge kører!

"Sig, at vi ikke skal gå langt," mumlede jeg for mig selv og kunne ikke undgå at bemærke, at det var skolens område vi befandt os på.

  Jeg blev vist ind i skoven - rettere sagt resterne af den. Der var sod til alle sider, og der stank helt forfærdeligt af brændt træ.

 

Efter at have gå-løbet i få minutter, var vi noget frem til en mindre sø, hvor der ved siden af var blevet fisket liget af Richard Boneton op. Hans hud var kridhvid, og han lignede slet ikke sig selv.

  Blade stillede sig ved siden af ham og vendte ham om på maven, så man kunne se en grim flænge i hans baghoved. Vandet havde skyllet det meste blod væk, men der var stadig rødt omkring flængen.

  "Hey, hvis jeg havde slået nogen ihjel, havde jeg gjort det bedre end det der." Jeg fnes og tænkte, at det var uhyggeligt, at mit DNA var på ham.

  "Kan du fortælle noget, der kan gavne sagen?" spurgte Bennett.

  "Ja," tøvede jeg. "Det der er gjort af en amatør."

  "Hvad mener du med amatør?"

  "Er det mig eller er det dig, der kører den her efterforskning?"

  Han tav.

  "Definer amatør," beordrede Blade.

  "Som du vil," sagde jeg henkastet. "Med amatør mener jeg én, der ikke havde planlagt mordet. Det der er så småligt. Det kunne være sket ved et uheld. Jeg tror, at det var en tilfældighed, at han døde af det."

  "Du er bedre end forventet," mumlede Bennett.

  "Kan I fortælle mig dødstidspunktet, dødsårsagen og vise mig mordvåbnet?" De så forbløffet på mig. "Jah, morderen her må hellere vide, hvad hun har gjort."

  "En hun, altså?"

  "Jeg hentydede jo til mig selv - medmindre I mener, at det ikke er mig?"

  "Øh.." Ingen svar.

  "Show and tell."

  De tøvede lidt, men så trådte Blade frem og kiggede undrende på mig. Han studerede mig, som vidste han ikke, om han turde fortælle det. For var jeg nu ikke morderen - hvilket jeg jo ikke var, så havde de delt informationer omkring det, hvilket de jo helst ikke måtte. Men det var deres problem, jeg skulle jo ligesom bare hjælpe dem. Ikke at jeg ville flyve til medierne og udgive en bog omkring det.

  "Fint, men ikke fortæl det til nogen," sagde Bennett.

  "I har anholdt mig midlertidigt, og jeg må knap nok ikke have nogen kontakt med andre. Hvem skulle jeg fortælle det til?" Jeg fnøs og forventede ikke svar.

  "Han døde af og lige efter slaget," forklarede Blade. "Det var kort tid inden branden startede. Derefter blev han anbragt i søen, og vi gætter på at eftersom ilden blev antændt lige her, ville morderen bruge det som afledning og få os til at tro, at han var død og brændt til intetheden af flammerne."

  "Slag af hvad?" spurgte jeg.

  "Den her." Bennett hentede en deodorant, der lagde lidt længere væk fra søen i en plasticpose.

  "Tager I pis på mig?" grinte jeg. "Unge Richard Boneton døde af en deodorant!"

  "Det er helt alvorligt," påstod Bennett. "Kan du genkende den? Har du set en lignende - nogen der har den her?"

  "Ja," smilede jeg, "jeg har en akkurat magen til."

  Blade og Bennett kiggede på hinanden, så på den lyserøde deodorant og derefter på mig. "Kunne det tænkes, at du har en fjende, der har stjålet din deo' og gerne vil have dig arresteret?"

  "Næh," svarede jeg koldt. "Så vidt jeg ved, har jeg ingen fjender, der kunne finde på at stjæle min gode deo' og slå Richard ihjel med den."

  Sætningen fik mig til at smile indvendigt. Jeg havde da ondt af Richard, selvom jeg ikke kendte ham godt, men det var bare for useriøst, at han var blevet myrdet med en deo'. Min deo'.

  "Men.." begyndte jeg. "Hvor er mit DNA henne på ham?"

  Blade vendte sig om og så ned i jorden. Jeg kunne hører ham fnise, da Bennett sagde: "Hans.. Skridtet."

  "Hvad?!" råbte jeg. "Gosh, jeg har altså ikke haft sex med ham, hvis det er dét, I tror."

  "Du har ikke haft et seksuelt forhold til ham?" spurgte Bennett. Blade havde stadig ikke vendt sig om endnu.

  "Jeg er forelsket i hans bedste ven!" svarede jeg, og det var første gang, jeg indrømmede det. "Eller.. det de var jo bedste venner.. Nu er han jo død."

  "Jeg har svær ved at gennemskue dig," sagde Blade og vendte sig langt om længe om til mig.

  "Tillykke, det kommer du heller aldrig til. Jeg kan ikke engang gennemskue mig selv."

  "Det er selvfølgelig vores arbejde at opklare sagen," sagde Bennett. "Og jeg tror, at du ikke er morderen."

  "Endnu mere tillykke."

  "Men.. du ved noget."

  "Øh, hvad?" Jeg så forvirret op på ham. Hvordan skulle jeg dog kunne vide noget? Jeg vidste knap nok, hvad jeg lavede her, og nu vidste jeg pludselig noget om mordsagen eller hvad?

  "Måske står det ikke klar for dig nu. Men Birdy, hvis du samarbejder med os nu og tænker dig virkelig godt om, så kan du blive fri igen. Lige nu er der ikke andre end dig i sigtekornet, og du vil gerne væk fra det, ik'? Så tænk dig om - hvad ved du? Hvad som helst."

  Blade havde ret. Jeg ville ikke stå i sigtekornet, det fortjente jeg helt sikkert ikke. Så tænk, Birdy, tænk for helvede, så du kan blive fri!

  Og så var der selvfølgelig øjeblikket, hvor det hele skiftede fra at blive sort til lyst. Endnu engang havde politiet ret. Jeg vidste noget.

  "Darren, min flirt, Richards ven, de gik på det der racer-halløj sammen." Jeg tænkte, om jeg skulle stoppe. Trådene blev mere klarer, men det blev også mere skræmmende.

  Tanker omkring hvad jeg skulle gøre, stoppede det hele op. Jeg fornemmede, at Blade og Bennett kunne se på mig, at jeg ikke havde lyst til at fortsætte. Det betød for dem, at noget var gået op for mig. Og det var der. Noget var gået op for mig. Og det var for sent at stoppe, det måtte ud, jeg måtte fortælle dem, hvad jeg vidste.

  "Birdy?"

  "Åh, jaer," jeg rystede hovedet for at komme til fornuft. Jeg var for chokket til at kunne gøre noget ordentlig. "Det er bare.. Darren. Det er ham. Han slog Richard ihjel."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...