You're my badboy 3 (Justin Bieber) +14

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2014
  • Opdateret: 9 jul. 2014
  • Status: Færdig
For Alex og Justin kunne det ikke gå meget bedre. De er flyttet til Santa Monica i deres drømmehus, har en fantastisk vennekreds, deres dejlige hund Baylor som passer på dem, men bedst af alt, så har de deres lille guldklump Mason på 1 år, som de elsker helt ubeskriveligt højt!. Man kan roligt kalde dem en lille lykkelig familie!. Men hvad sker når X igen dukker op og presser Justin ud i en lose lose situation?. Kan Justin finde en udvej ud af X's planer?. Og hvis han kan, hvad sker der så med Alex, hvis hun pludselig skal stå alene med virkelig mange ting?. Find ud af det i ''You're My Badboy 3'' (Fortsættelse af You're my Badboy 1 og 2)

448Likes
2001Kommentarer
907122Visninger
AA

31. Vuggestuen.

*Justin's Synsvinkel* 


Jeg havde siddet sammen med drengene i en times tid. Vi havde snakket om hvad der skulle ske osv. Jason blev ved med at sige at politiet ikke ville sætte mig i spjældet, nu hvor det var så længe siden, men jeg tvivlede kraftigt. Jeg havde lavet noget ulovligt og det ville de sku da ikke lade passere. Jeg skulle have min straf for det og sådan vidste jeg at politiet også tænkte!. 


Jeg var på vej ned i vuggestuen for at hente Mason. Jeg havde savnet ham helt vildt meget idag, da jeg hele tiden havde i baghovedet at jeg snart skulle undvære ham i længere tid. Jeg ville snart ikke kunne hente ham i vuggestuen, putte ham når han skulle sove, lege med ham eller bare se på ham og se hans fantastiske og virkelig charmerende smil. Det skar mig virkelig i hjertet bare at tænke tanken!. 


Jeg ankom endelig til vuggestuen og jeg parkerede min bil ude foran på den lille parkeringsplads der var der. Der var pænt langt hjemme fra Ryan og til vuggestuen, da vuggestuen lå ret tæt på vores hjem. 


Jeg steg ud af bilen og låste den efter mig og bevægede mig imod hoveddøren. Jeg hev ned i begge håndtag der var på døren og åbnede den. Ja, der var 2 håndtag. Et i normal højde og et helt oppe i toppen af døren, så børnene ikke pludselig kunne løbe ud. Det var faktisk både en vuggestue og en børnehave, så der var børn i alderen 8 måneder til 4 år. De var bare opdelt på forskellige stuer. 


Jeg kom ind i gangen hvor alle børnenes tøj hang og bevægede mig straks ned af gangen og helt ned i den anden ende af vuggestuen, hvor Mason's stue var. 


''Hej Justin'' Lød det fra Mrs. Evers, da jeg kom ind på Mason's stue. Hun var en af pædagogerne og var omkring de 40 år. Hun var korthåret med krøller og lidt buttet og med briller. Ikke speciel køn i mine øjne, men skide flink, det var hun da. ''Hey'' Smilede jeg og kiggede rundt på stuen og fik øje på Mason som sad sammen med en anden dreng som hed Toby og legede med klodser. Ja, man lærer hurtigt andre børn at kende, når man kommer hernede. Det var mest fordi at jeg havde hentet Mason et par gange, samtidig med at Toby's forældre havde hentet Toby. 


Jeg gik hen til Mason og satte mig på hug ned til ham og kyssede ham på hovedet og aede ham igennem hans tynde brune hår. ''Hey batman'' Smilede jeg og fik straks Mason's opmærksomhed. Han smilede stort til mig. ''Far'' Sagde han og vendte sig, på en sjov måde om og satte sig på knæ og løftede armene imod mig imens han havde en klods i hånden. Jeg holdte mit smil på mine læber og løftede Mason op til mig og rejste mig helt op. ''Hej basse'' Sagde jeg igen og kyssede ham på kinden og smilede. ''Se'' Sagde Mason og kiggede på den klods han havde i hånden og rakte den imod mig. ''Ja'' Sagde jeg med et stort smil. ''Hvad farve er den?'' Spurgte jeg ham og forventede egentlig ikke noget svar, men han skulle jo lære det. Mason kiggede på klodsen og vendte den rundt. ''Den er blå'' Fortsatte jeg med et stort smil. ''Mm'' Sagde Mason og stirrede på klodsen. Jeg satte Mason tilbage på gulvet da han rakte armene ned imod det tårn han havde lavet sammen med Toby. Jeg satte mig igen ned på hug til ham og aede ham på hovedet. 


''Hva så bassemand, vil du slet ikke med hjem?'' Spurgte jeg ham. ''Ej'' Sagde han med en pludderstemme, hvilket fik mig til at smile. ''Du vil slet ikke med hjem til mor?'' Spurgte jeg ham. Han kiggede op på mig. ''Moar'' Sagde han med en kærlig stemme og smilede. 


Det var faktisk overraskende hvor meget børn kunne i en alder af 1 og 2 måneder år. Både Alex og jeg havde fået af vide af pædagogerne at Mason var meget fremmelig, hvilket jo bare var godt, men hvad skal jeg sige?. Han er min søn, så det er sku da ikke så mærkeligt. Hehe!.

 
''Ja, mor savner dig'' Sagde jeg med et smil og aede ham lidt på ryggen. ''A'' Svarede Mason og smed klodsen over imod det tårn som han havde fået bygget sammen med Toby. Han vendte sig igen om så han stod på alle fire. Han satte røven ned og hev fødderne til sig og rakte armene imod mig. Jeg smilede til ham og tog ham under armene og bar ham op til mig og rejste mig op. ''Kan du sige farvel til Toby?'' Spurgte jeg ham og begyndte at vinke ned til Toby. Jeg vinkede på den der børnemåde, hvor man bare bukker fingrene. 


Mason løftede hånden og holdet den stille, hvilket var hans måde at vinke på, da han ikke helt havde fundet ud af at vinke rigtigt endnu. ''Hej hej Toby'' Sagde jeg med en lidt babystemme, og kiggede skiftevis på Toby og Mason. ''Aj, Aj'' Sagde Mason svagt og løftede hele sin arm lidt op og ned. Jeg smilede lidt og kyssede ham på kinden. ''Du er så dygtigt'' Roste jeg ham og vendte mig om for at gå ud af stuen. ''Hej hej, tak for idag'' Sagde jeg til Mrs. Evers, som sad og samlede nogen brikker til et puslespil sammen. ''Hej hej Justin, vi ses'' Sagde hun. Jeg nikkede svagt, men tvivlede lidt. Der ville nok gå noget tid, før jeg kom hernede igen. Desværre!. 


Jeg kom ud i rummet med alle børnenes tøj og fandt Masons plads. Jeg tog fat i hans blå heldragt. Ja, det lignede faktisk sådan en bamsedragt, men hold kæft hvor så han sød ud med den. Jeg satte mig ned på hug og lagde Mason på gulvet og tog heldragten på ham og lynede den op og fik ham op og stå. Jeg rejste mig lidt op, uden at slippe Mason og tog fat i hans hue. Jeg kiggede ned på ham og tænkte at han ikke behøvede hue, når vi alligevel skulle ud i bilen. ''Behøver vi hue?'' Spurgte jeg Mason og satte mig ned på hug til ham og viste ham huen. han stod med sin finger i munden og kiggede kort på huen og kiggede derefter på mig. Han rynkede lidt på næsen, hvilket fik mig til at smile stort. Jeg gjorde det samme som ham og rynkede også på næsen. ''Nej'' Sagde jeg og tog fat om Mason og tog ham op, så han sad på mine hofter. Jeg havde læst på nettet, at det var vigtigt at vise børn at os ''voksne'' forstod deres signaler og at det var godt hvis vi kunne gentage deres udtryk eller gentage hvad de sagde, så de vidste at vi godt forstod dem. 


Jeg kom ud til bilen og stak min hånd i lommen og trak mine nøgler op og trykkede på knappen, så bilen bippede. Jeg gik over i den modsatte side end hvor jeg skulle side og åbnede så døren. Jeg satte Mason ind i babysædet og spændte selen i stolen om Mason og tjekkede at den sad rigtigt, hvilket den gjorde. Jeg lukkede døren forsigtigt, så Mason ikke skulle få et chok eller endnu værre, få en finger eller et ben i klemme. 


Jeg satte mig ind foran rettet og satte nøglen i bilen og startede motoren og bakkede ud af parkeringspladsen. Jeg gassede lidt op, så bilen brummede den sædvandelige lyd. ''Brr brr'' Lød det fra Mason og jeg kiggede kort over på ham. ''Ja, brr brr'' Gentog jeg med en glad stemme og Mason kiggede straks på mig og smilede. Jeg kiggede til begge sider og sørgede for at der ikke var nogen andre biler, før jeg drejede ud. Da der ikke var nogen andre biler, trådte jeg på speederen og drejede ud og fortsatte ned af vejen. Mason udstødte et grin og begyndte at sprælle med arme og ben og klappede sine hænder sammen, på den der måde, som babyer nu klapper. Jeg kiggede kort på ham og smilede. ''Er det sjovt at køre bil'' Smilede jeg og kiggede på vejen igen. Mason grinede lidt og sprællede videre med benene. ''Det tror jeg at det er'' Smågrinede jeg og smilede. Det skulle ikke undre mig hvis Mason blev en totalt bil-elsker ligesom mig!. Kæft hvor jeg elskede den dreng. Hver eneste del af ham og hver eneste bevægelse han lavede, fik mig nærmest til at smile. Han var seriøst den dejligste unge der fandtes og min kærlighed til ham voksede dag for dag og blev kun større!. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...