You're my badboy 3 (Justin Bieber) +14

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2014
  • Opdateret: 9 jul. 2014
  • Status: Færdig
For Alex og Justin kunne det ikke gå meget bedre. De er flyttet til Santa Monica i deres drømmehus, har en fantastisk vennekreds, deres dejlige hund Baylor som passer på dem, men bedst af alt, så har de deres lille guldklump Mason på 1 år, som de elsker helt ubeskriveligt højt!. Man kan roligt kalde dem en lille lykkelig familie!. Men hvad sker når X igen dukker op og presser Justin ud i en lose lose situation?. Kan Justin finde en udvej ud af X's planer?. Og hvis han kan, hvad sker der så med Alex, hvis hun pludselig skal stå alene med virkelig mange ting?. Find ud af det i ''You're My Badboy 3'' (Fortsættelse af You're my Badboy 1 og 2)

449Likes
2001Kommentarer
912736Visninger
AA

61. Tilgivelsen!.

*Alex's Synsvinkel* 


Jeg sad derhjemme på sofaen med en red bull i hånden og stirrede tomt ud i luften. Mine kinder var stadig våde, efter jeg havde siddet og stortudet over alt det lort der var sket. Jeg var endelig holdt op med at græde, men jeg havde stadig ikke fået den dårlige følelse ud af kroppen. 


Det var hårdt når 2 personer som man virkelig holder meget af og elsker rigtig meget, slet ikke gad at høre min forklaring. Hvordan kunne jeg nogensinde rette op på det hele igen, når de ikke ville lytte?. 


Jeg ved virkelig ikke hvad det var, men efter jeg havde fået Mason, havde jeg ret let ved at vise mine følelser. At få ham i mit liv, havde gjort noget ved mig. Jeg havde virkelig svært ved at holde tårerne tilbage og virkelig svært ved at sætte en facade på og bare grine lidt af det hele.. 


Hvordan var det lykkedes mig at blive så svag?. Hvordan var det lykkedes mig, at åbne så meget op for mig selv og ikke være bange for at nogen så mig græde!?. 


Når jeg kigger tilbage på hvem jeg engang var, så var det faktisk ikke specielt fedt, at jeg altid skulle gå og være en hård pige med en facade på hele tiden, for inde bag den her facade, som jeg endda kørte så langt ud at jeg ikke engang kunne slippe den når jeg var alene, der var.. Ja, mig!.. Mig som jeg er nu!. En ganske almindelig pige som ikke er så stærk som hun giver udtryk for!. En pige som græder når hun føler smerte, en pige som også godt kan blive såret af andre mennesker og.. Ja, listen er nok lang, så jeg stopper den bare her!. 


Det var virkelig hårdt at sidde her helt alene, uden nogen at snakke med. Hvordan var det lykkedes, at der skete så mange fuckt up ting på en gang!?. Hvordan kunne jeg svigte og såre 2 personer, som jeg elskede så meget, på et split sekund?.


Jeg besluttede mig for at ringe til Jake. Ham havde jeg heldigvis stadigvæk. Den sidste person som jeg virkelig elskede helt ind til det inderste, havde jeg stadig. 


Jeg tog min mobil på bordet og gik ind under opkald og fandt hurtigt Jake og ringede ham op. de berømte dut lød i telefonen og jeg sad bare og ventede på han tog den, med min albue støttende på mit knæ og med telefonen op til øret. 


''Du har ringet til Jake Quimby, jeg kan desværre ikke tage..'' Mere nåede jeg ikke at høre, før jeg langsomt fjernede telefonen fra mit øre og lagde på. En tåre gled ned af mit stoneface og jeg tog hurtigt min hånd op foran øjnene og satte små lyde på min gråd.. Selvfølgelig tog han ikke telefonen når jeg havde mest brug for ham. Det fik mig virkelig bare til at føle mig endnu mere alene!. 


Ringeklokken fra hoveddøren lød og jeg kiggede straks op og kiggede ud imod døren. Jeg tørrede mine kinder og sukkede tungt og rejste mig op. 


Jeg gik med tunge skridt ud i hallen og var egentlig ret ligeglad med hvem der ringede på!. Alting var ligemeget for mig lige nu!. 


Jeg tog fat i håndtaget og åbnede døren og fik lidt af en overraskelse, da jeg så Sandra stå der. Hun så ikke glad ud, men hvem kunne også være glad for alt det her lort der var sket. ''Hej'' Sagde jeg stille. ''Hej.. Må jeg komme ind?'' Spurgte Sandra med en rolig stemme, men stadig med et koldt ansigtsudtryk. Jeg nikkede kort og trådte væk fra døren og lod hende komme ind. 


Jeg gik ind imod stuen og Sandra fulgte efter. Jeg satte mig tungt ned i sofaen og kiggede på Sandra som satte sig ovre på chaiselongen i sofaen. 


''Sandra jeg vil..'' Mere nåede jeg ikke at sige før Sandra cuttede mig af. ''Jeg vil gerne lige have lov at sige noget først!'' Sagde Sandra bestemt og satte sin taske på gulvet. Jeg nikkede kort og kiggede afventende på hende, så hun kunne fortælle hvad hun havde at sige. 


Sandra sukkede lidt og kiggede så over på mig og lignede en der lige skulle tænke en ekstra gang, før hun begyndte at snakke. ''Alex det du gjorde sårede mig virkelig!.. Jeg troede virkelig ikke at du kunne finde på sådan noget og da jeg så jer ude i gangen, følte jeg bare at du på en måde sked på vores venskab, som vi har brugt år på at bygge op.. Men jeg har bestemt mig for at høre din forklaring og jeg vil ikke bare læse i en besked. Jeg vil høre den fra din mund af'' Sagde hun og lød virkelig påvirket af alt det her ligesom jeg selv var. 


Jeg nikkede forstående til hende. ''Gider du forklare mig hvorfor du gjorde det?'' Spurgte hun mig. Jeg nikkede kort. ''Det er bare virkelig svært at forklare, for jeg aner det virkelig ikke selv!. Det hele ramlede bare sammen for mig efter det med Rico, at Mason faldt ud af sengen og så det ''skænderi'' jeg havde med Justin oppe i fængslet... Jeg kunne bare ikke mere lige der og lige pludselig står jeg og kysser Jason, hvilket jeg har fortrudt lige siden og det mener jeg virkelig, Sandra!. Det var så dumt og åndsvagt gjort og jeg vil gerne have lov at sige undskyld.. Undskyld Sandra!'' Sagde jeg og kiggede hende i øjnene. 


Sandra kiggede mig i øjnene og nikkede svagt. ''Du har ikke følelser for ham, vel?'' Spurgte hun mig. Jeg rynkede hurtigt panden. ''Nej overhovedet ikke!. Det hverken kan eller vil jeg havde for ham, Sandra!. Jeg elsker Justin og Jason er din fyr og jeg kunne aldrig drømme om at være sammen med Jason!.'' Svarede jeg hende bund ærligt og kiggede hende i øjnene. Sandra nikkede kort og kiggede henover bordet. ''Sandra, det kommer ikke til at ske igen. Du er mine bedste veninde og det var slet ikke min hensigt at såre dig ved at kysse Jason.. Det var jo slet ikke meningen at jeg skulle kysse ham!. Han er min bedste ven og han er slet ikke noget for mig, på den måde der, så jeg lover dig Sandra!. Der kommer ikke til at ske mere!. Det var en fejl og det er jeg ret sikker på at Jason også har sagt at det var!'' Sagde jeg og lød bestemt, så hun virkelig kunne høre at jeg mente hvad jeg sagde. 


Sandra sukkede lidt. ''Jason har faktisk ikke sagt særlig meget'' Svarede hun stille. ''Har i ikke talt om det?'' Spurgte jeg hende undrende med en rynket pande. Hun rystede lidt på hovedet og kiggede trist på mig. ''Hver gang jeg prøvede at snakke med ham om det, sagde han bare at han ikke ville snakke om det'' Svarede hun mig og så lidt trist ud. ''Det var derfor jeg ville tale med dig Alex!. Jeg ville gerne høre hvad der egentlig skete, nu når Jason sådan set ikke ville fortælle mig det'' Svarede hun. ''Det virker sku underligt!. Han ville da gerne fortælle Justin det'' Svarede jeg. Sandra rynkede panden og kiggede undrende på mig. ''Han har været oppe i fængslet hos Justin og fortalt ham det, så mig og Justin er ikke ligefrem de bedste venner nu'' Svarede jeg hende. 


Sandra sukkede lidt. ''Skal vi ikke gå ud og ryge en smøg?'' Spurgte hun mig. Jeg nikkede kort og rejste mig op. Jeg gik rundt om bordet og Sandra gik forbi mig, men jeg stoppede hende hurtigt, hvilket fik hende til at kigge på mig. 


''Er vi okay?'' Spurgte jeg hende. ''Ja. Jeg stoler på dig når du siger at der ikke var noget i det og at det ikke kommer til at ske igen'' Sagde hun og smilede svagt. Jeg smilede lidt. ''Jeg lover dig Sandra!. Det kommer aldrig til at ske igen med nogen som helst og jeg lagde bestemt ikke noget i det!.'' Svarede jeg hende og sendte hende nogen bestemte øjne, så hun vidste at jeg talte sandt. 


Sandra nikkede og smilede. ''Kram?'' Spurgte jeg og smilede svagt. Sandra smilede til mig og vi bredte armene ud og tog hinanden ind i et stort kram. 


''Undskyld Sandra'' Sagde jeg i krammet og mærkede mine øjne blev våde. ''Det okay'' Svarede hun. ''Det er det jo sådan set ikke'' Svarede jeg med en stemme så man godt kunne høre at jeg græd en smule. Sandra trak sig ud og kiggede på mig. ''Nej Alex, du må ikke græde'' Sagde hun og tørrede mine kinder. ''Undskyld'' Sagde jeg og trådte lidt væk fra hende imens jeg tørrede mine øjne. 


''Det er bare.. Jeg kan slet ikke holde tanken ud om at jeg har svigtet 2 personer som jeg elsker virkelig højt og som betyder så meget for mig!'' Sagde jeg og tørrede flere tåre væk da de ikke ville stoppe. Sandra gik over til mig og lagde armene om mig. ''Jeg har tilgivet dig Alex.. Det var et lille uskyldigt kys!. Jeg overlever det nok og jeg ved godt at du ikke kunne gøre det imod mig igen!'' Sagde hun i krammet. Jeg sukkede lidt og følte en lettelse i kroppen over at hun havde forstået hvad jeg havde sagt. 


Vi trak os fra hinanden og gik så ud på terrassen for at ryge en smøg. 


Sandra og jeg sad og snakkede lidt og vi var begge blevet enige om at glemme det her. Sandra vidste godt at jeg mente det når jeg sagde at det ikke ville ske igen og at det var en mega fejl som aldrig ville blive begået igen!. Samtidig vidste hun også at jeg elskede Justin og jeg ville ikke bytte ham ud med nogen andre!. 


''Hvorfor tager du ikke op og snakker med Justin imorgen og prøver at forklare ham det som du har sagt til mig?'' Spurgte Sandra mig. Jeg rystede lidt på hovedet. ''Han gider ikke tale med mig'' Svarede jeg hende. ''Det ved du jo sådan set ikke. Han var sikkert bare sur ligesom jeg var og jeg skulle da bare lige have lidt tænketid for mig selv. Det skal han sikkert også'' Svarede Sandra mig. ''Jeg kender ham. Han var så iskold overfor mig og virkelig rasende på mig, at jeg ved, at han ikke vil tale med mig'' Svarede jeg hende og tog et væs af min smøg. Ja, jeg havde forklaret Sandra hvad Justin sagde i fængslet. 


''Så skriv et brev til ham'' Sagde Sandra efter en kort stilhed. Jeg kiggede over på hende og så lidt undrende ud. ''Jeg mener det Alex!. Hvis du skriver et brev og forklare at du er ked af det og du elsker ham, så vil han sikkert tænke sig om en ekstra gang'' Fortsatte Sandra mig og lød temmelig overbevisende. ''Hvordan kan du være så sikker?'' Spurgte jeg hende. ''Fordi at de beskeder du sendte til mig, fik mig til at tænke mig en ekstra gang om. De fik mig til at beslutte mig for at jeg gerne ville høre hvad du havde at sige face to face og efter din forklaring, så kan jeg godt se at det var fuldstændig nytteløst at gå og være så sur over det, når det var så uskyldigt.. Man kan vel sige at du ikke var dig selv da det skete'' Svarede Sandra. Jeg nikkede hurtigt. ''Ja det kan man, for jeg var sku ikke mig selv!. Du ved godt at jeg normalt aldrig gør sådan noget, men der var bare sket så meget den dag, så jeg var slet ikke mig selv'' Svarede jeg hende og bekræftede hende igen i at det ikke ville ske igen. 


''Alex, skal vi ikke snakke om noget andet. Du skal ikke blive ved med at komme med forklaringer. Jeg har forstået at du fortryder det og jeg siger at det er okay. Du er stadig min bedste veninde og jeg ved at du ikke gjorde det ''med vilje'' hvis man kan sige det sådan'' Svarede hun mig og smilede svagt. Jeg tog en dyb indånding og nikkede så. ''Okay, vi snakker ikke mere om det, men jeg vil bare have at du skal vide hvor meget jeg fortryder det og..'' Mere nåede jeg ikke at sige før Sandra igen cuttede mig af. ''Stop nu Alex!'' Sagde hun og grinede lidt. Jeg smilede svagt. ''Ja undskyld, men det var simpelthen så dumt!'' Sagde jeg og smilede svagt, imens jeg gned mig lidt i hovedet. 


''Ja, det var det, men fuck nu det. Lad os forfanden komme videre nu!.'' Smilede hun. Jeg nikkede forstående. ''Tak Sandra!.'' Sagde jeg og smilede.


''Lad os ringe til pigerne og sige de skal komme, så finder vi på et eller andet hyggeligt at lave'' Sagde Sandra og rejste sig op for at gå ind og hente sin mobil. Jeg nikkede selvom hun ikke kunne se det og tog et væs af min smøg.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...