You're my badboy 3 (Justin Bieber) +14

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2014
  • Opdateret: 9 jul. 2014
  • Status: Færdig
For Alex og Justin kunne det ikke gå meget bedre. De er flyttet til Santa Monica i deres drømmehus, har en fantastisk vennekreds, deres dejlige hund Baylor som passer på dem, men bedst af alt, så har de deres lille guldklump Mason på 1 år, som de elsker helt ubeskriveligt højt!. Man kan roligt kalde dem en lille lykkelig familie!. Men hvad sker når X igen dukker op og presser Justin ud i en lose lose situation?. Kan Justin finde en udvej ud af X's planer?. Og hvis han kan, hvad sker der så med Alex, hvis hun pludselig skal stå alene med virkelig mange ting?. Find ud af det i ''You're My Badboy 3'' (Fortsættelse af You're my Badboy 1 og 2)

448Likes
2001Kommentarer
906142Visninger
AA

48. Kontakt Med Omverden!.

*Justin's Synsvinkel* 


Jeg stod lændet op af min dørkarm til min celle og ventede på at morgenmaden blev kørt herned af en af vagterne. Klokken var 09.00 om morgenen og jeg var pænt træt. Ikke fordi at jeg ikke var vant til at stå tidligt op, mere fordi jeg sov alene. Nu havde jeg sovet sammen med Alex i så lang tid og så er det virkelig svært at vænne sig til at sove alene. Jeg ville jo helst ønske at jeg var hjemme og jeg kunne ligge og holde om hende!. Jeg havde virkelig svært ved at falde i søvn i går aftes. Jeg faldt nok først i søvn da klokken var 04.00, og jeg lagde mig ned for at sove da klokken var 23.00. Men udover det, så havde jeg faktisk sovet meget godt i min celle. Madrassen var slet ikke så slem, som den jeg lå på da jeg var varetægtsfængslet!. 


Vagten kom hen til mig med madvognen, hvor der stod nogen forskellige slags morgenmad. Der var bla. havregrød, havregryn, cornflakes, ristet brød, som nærmest var helt sort og ymer!. Jeg valgte cornflakes, da jeg ikke kunne lide noget af alt det andet, så valget var jo let!. Vagten øste en portion op til mig og rakte tallerkenen og en ske til mig. Jeg nikkede kort med hovedet som tak og gik ind i min celle og stillede min tallerken på mit bord og gik så over og lukkede døren efter mig. 


Morgenmaden smagte betydeligt bedre end aftensmaden igår gjorde. Til aftensmaden fik vi et eller andet kød, kartofler og sovs. Det var ikke særlig appetitligt og jeg spiste heller ikke meget af det. Kartoflerne smagte af mel, sovsen var kold og kødet var tørt og sejt!. Yirk!. 


Morgenmaden her var jo bare ganske almindelig cornflakes med mælk, så det smagte jo fint nok. Godt nok ikke mit yndlingsmorgenmad, men sådan var det jo, når alt det andet der var at vælge imellem ikke var noget som jeg brød mig om!. Jeg kunne godt havde valgt ristet brød, men hvis jeg gjorde det fik jeg kul istedet, da det var ristet alt for meget og sikkert også koldt og klamt!. 


Morgenmaden gled hurtigt ned og jeg rejste mig fra min stol og tog min tallerken og gik ud af min celle. Ude på gangen stod der en vogn til opvasken og en skraldespand, hvis nogen havde rester. Jeg gik hen til vognen og stillede min tallerken og ske fra mig. Jeg bemærkede at celledøren, lige ud for vognen, blev åbnet og K trådte ud. Han kom hen til vognen og stillede sin tallerken og sendte mig et hurtigt nik som hej. 


''K, kan vi lige snakke?'' Spurgte jeg ham, da jeg havde valgt, at jeg ikke ville gå at være sur på ham. For det første så ville jeg komme til at skulle bruge utrolig mange kræfter på at undgå ham og for det andet så var det måske ikke så smart at gøre dig uvenner med den person, som faktsik var den eneste jeg kunne snakke med i fængslet. 


''Selvfølgelig, vi går bare ind til mig'' Sagde han og vippede sit hoved over imod sin celle. Jeg nikkede kort og fulgte med ham ind i hans celle og lukkede døren. K satte sig på sengen og kiggede på mig. ''Hva så?'' Spurgte han mig. Jeg krydsede mine arme og stillede mig op af væggen med siden. Jeg kiggede lidt ned i jorden og sukkede lidt. Jeg kiggede op på K. ''Prøv og hør. Alt det der du fortalte igår.. Skal vi ikke bare glemme det?. X pressede dig, ligesom han pressede mig, så jeg kan på en måde godt forstå din situation og så er jeg faktisk glad for at du fortrød det så hurtigt, såå?'' Sagde jeg med en lidt kold attitude, da jeg ikke ville virke svag. Godt nok kendte K mig okay godt, men han havde aldrig set min svage side og det skulle han heller ikke. 


K nikkede til mig og rejste sig op og løftede hånden for at give mig håndklask. Jeg tog imod hans hånd og vi gav hinanden et hurtigt mandekram. 


K satte sig ned igen på sengen og sukkede. ''Sæt dig dog ned man!'' Sagde han og viftede hånden over imod stolen som stod herinde. Hans celle lignede min på en prik, han havde bare taget nogen andre ting med hjemmefra som stod på bordet og så havde han hylder på væggene hvor der også stod nogen ting. 


Jeg gik over til stolen og trak den ud fra bordet, vendte den om, så jeg kunne sidde med fronten imod K. ''Du fortalte mig faktisk aldrig hvor længe du skal være her?'' Sagde K afslappet. ''Jeg skal være her i 6 måneder, måske lidt kortere tid, hvis jeg opføre mig ordentligt'' Sagde jeg og lænede mig afslappet tilbage i stolen. K nikkede forstående til mig som svar. ''Hvad med dig?'' Spurgte jeg ham. ''Jeg fik 3 år'' Svarede han mig med en tungt suk. ''3 år?'' Spurgte jeg overrasket. K nikkede. ''Men hvorfor fanden har du kun fået 6 måneder?. Endte alt det med dig og X ikke i, at han hængte dig op på det mord der?'' Spurgte han mig overrasket og en smule forvirret. Jeg rystede på hovedet. ''Jeg kender nogen som hjalp mig med at optage X som fortalte mig det hele og så gik jeg til politiet med det og så meldte jeg mig selv, for alt det lort jeg har lavet, så derfor fik jeg kun så lidt'' Svarede jeg med en ret tilfreds stemme. K grinede lidt. ''Kæft du er smart man!'' Smågrinede han og rystede på hovedet. Jeg løftede armene lidt i den der ''jeg ved det ikke'' stilling og smilede overlegent til ham. 


''Men X ville jo have sin hævn, hvilket han nok ikke får i denne omgang, så mon ikke at han finder på noget?'' Sagde jeg lettere opgivende. K grinede lidt, hvilket fik mig til at kigge over på ham. ''Justin, X er en færdig mand!. Jeg var den sidste han havde tilbage til at hjælpe sig!. Der er ikke nogen der vil arbejde med ham!. Og så er der jo også lige det at han har fået pænt mange år bag tremmer, så ham ser du nok aldrig ude i friheden igen!. I hvert fald ikke før at han er blevet gammel og grå!'' Sagde K med et flabet smil. Jeg sukkede lidt, da det ikke hjalp så meget på min bekymring, for hvis X kunne sidde herinde og næsten kunne få mig ind at sidde i flere år, så har han vel stadig mulighed for at gøre det en anden gang?. 


''Hvad er der galt Justin?'' Spurgte K mig efter mit suk. Jeg rystede svagt på hovedet. ''Jeg tænker bare at X kan finde på hvad som helst, så han kan vel også finde på at gå efter mig igen på et andet tidspunkt'' Svarede jeg. ''Prøv og hør Justin!. Alle de gamle drenge er efter X.. Jeg snakker stadig med nogen af dem og de har fortalt mig, at hvis de ser X ude i friheden igen, så slår de ham ihjel!. Han stak dem allesammen i ryggen i retssalen. Han stak alle, undtagen dig og mig!. Det er det jeg mener med at han er færdig!. Den sidste X havde til at hjælpe sig, var mig og nu når jeg også har vendt ham ryggen, så kan han ikke gøre en skid!. Husk på at hvis han en dag truer dig med noget, så bare grin af det, for der er slet ikke noget i alle de trusler som han kommer med!. Han har truet mig, men jeg grinede bare af ham og så er der jo nogen af de gamle drenge som også er herinde, som jeg stadig snakker med, så hvis der er nogen problemer med X, så får han bare tæsk, hvis jeg lukker munden op for dem!. Der er ingen der vil hjælpe ham, så du kan føle dig 100 % sikker ude i friheden.. Medmindre du selvfølgelig har et opgør med nogen andre folk?'' Forklarede K mig med en venlig stemme. ''Det har jeg sku ikke!'' Svarede jeg en smule koldt, da jeg måtte holde stilen med at vise at jeg ikke var en lille svag dreng!. ''Så har du intet at frygte Justin.. Tro mig!'' Sagde K og lød virkelig overbevisende. Jeg nikkede kort til ham og sukkede, dog var det suk kun lettelse. Nu vidste jeg at det jeg havde skrevet til Alex i det brev, ville kunne blive overholdt. Jeg lovede hende jo at når jeg kom ud, så skulle der aldrig mere være nogen problemer med fortiden, så det lettede virkelig!. 


''Men en ting burde du måske vide'' Lød det fra som rev mig ud af mine tanker om Alex, som jeg faktisk savnede helt vildt. ''Hvad er så det?'' Spurgte jeg ham. ''X er også i det her fængsel, så du kommer nok til at møde ham på en gårdtur'' Svarede K mig. Jeg rynkede panden lidt og gloede lidt. ''Ja altså.. Han sidder ovre på mordergangen, som den bliver kaldt!. Han sidder ovre ved alle de fanger som skal være her meget længere.. Den her gang som vi er på, er for dem som har lavet noget som giver under 5 år i spjældet.. Det kommer selvfølgelig også an på hvad folk har lavet osv'' Fortsatte K. Jeg nikkede forstående. Underligt nok blev jeg overhovedet ikke skræmt af det. Alt det K havde sagt om at X var færdig og ikke havde nogen i ryggen til at hjælpe sig, gav mig faktisk pænt meget optur!. Det føltes virkelig godt at være mere ovenpå og være langt bedre end X var!. Fucking nar man!. 


''Men en helt anden ting K?'' Startede jeg ud med at sige. K kiggede på mig og ventede på at jeg skulle fortsætte. ''Har du stadig kontakt med omverden, selvom du sidder herinde?'' Spurgte jeg ham og prøvede forsigtigt at fiske efter om han muligvis havde en telefon herinde, for hvis jeg kendte K, så ville han helt sikkert have det. Jeg havde virkelig brug for at tale med Alex, da jeg savnede hende helt sindsygt!. K nikkede til mig med et flabet smil. ''Hvis du har brug for det, så kan du jo bare tage en tår af min mælk'' Smågrinede K. Jeg rynkede panden lidt, da jeg ikke helt forstod ham. Han grinede lidt og pegede over på en halv liter sødmælk som stod på bordet. Jeg kiggede skiftevis på mælkekartonen og på K. Han sad bare og smilede skævt til mig og jeg løftede det ene øjenbryn. 


Jeg kiggede på mælkekartonen igen og rakte så ud efter den og mærkede straks at det bestemt ikke var mælk der var i den, men en mobil. Jeg grinede lidt. ''Hold da kæft, du er god man!'' Smågrinede jeg til ham. Han nikkede med et overlegent smil og jeg rejste mig op. Jeg gik over til ham og gav ham hurtigt håndklask imens han stadig sad ned. ''Tak, vi ses vel senere?'' Sagde jeg og bevægede mig baglæns imod døren. K satte to fingre op til tændingen og viftede dem ud i takt med at han nikkede, hvilket betød ''Ja, vi ses''.

 
Jeg vendte mig om og gik ud på gangen med mælkekartonen i hånden. Jeg gik helt afslappet tilbage til min celle og drejede ind og lukkede døren efter mig. Jeg gik med hurtige skridt hen til bordet og lukkede kartonen op og tog mobilen op. Det var en virkelig smadret Iphone, men fuck det!. Så længe den kunne ringe, så var jeg sku ligeglad!.

 
Jeg tastede Alex nummer ind og trykkede ring. Selvfølgelig havde jeg tænkt mig at slette nummeret når jeg var færdig, da jeg ikke ville ende med at K måske ringede til hende, eller hvis han nu også lånte mobilen ud til andre, at de så kunne ringe til Alex!. Det begyndte at dutte i telefonen og jeg mærkede hvordan min puls steg en smule, da jeg glædede mig til at høre hendes stemme igen. 


''Hallo?'' Lød det i telefonen og jeg fik et smil på læben, så snart hendes dejlige stemme lød i mit øre!. 


*Alex's Synsvinkel* 


Jeg lå på maven på min dejlige sofa og stenede et eller andet program i tv. 


Det var dejligt at kunne slappe lidt af, da jeg ikke havde fået sovet så meget i nat. Da jeg gik i seng lå jeg bare og vendte og drejede mig helt sindsygt. Det havde virkelig svært at falde i søvn, når Justin ikke var hos mig!. Jeg havde ikke hans tryghed hos mig længere og det var jeg nød til at vænne mig til.. Da jeg havde ligget og vendt og drejede mig i måske 2 timer, besluttede jeg mig for at tage Justin's dyne og ligge med den. Jeg tog også hans puder og lå med dem, så jeg kunne dufte ham!. Jeg havde taget mine egne puder og nogen pyntepuder og lagt dem i Justins side af sengen på en række og oven på hinanden og så havde jeg lagt min dyne over dem og lagt mig op af bunken, så det føltes som om at der lå en bag ved mig, hvilket så skulle forestille at være Justin selv!. 


Mason var også vågnet flere gange i løbet af natten og var begyndt at græde, så det endte med at jeg måtte tage ham ind til mig og ligge ham ved siden af mig under Justin's dyne, så han kunne falde til ro. 


Lige nu var Mason i vuggestue og faktisk var det dejligt at han var det, for også i morges, havde jeg virkelig problemer med at give ham tøj på og skifte hans ble. Da jeg skulle give ham ble og tøj på, prøvede han hele tiden at vænne sig om på maven, hvilket var pænt irriterende!. Han var virkelig blevet umulig, men jeg fandt mig i det, da jeg gik ud fra at det nok ville dæmpe sig på et tidspunkt. Min mistanke om at det var fordi at han savnede Justin, holdte jeg stadig fast i. Hele morgenen havde han også siddet og kaldt på Justin og det gjorde mig faktisk lidt nedtrygt. Bevares, Mason kunne jo ikke gøre for at han savnede sin far eller at jeg savnede ham og det var også derfor at jeg valgte at sætte en facade op og bare spille glad og tilfreds, når Mason var i nærheden. 


Noget jeg ikke havde det så godt med, var at jeg skulle på arbejde i aften og i morgen aften og der havde Sandra lovet mig at passe ham sammen med Jason, så de ville komme herhjem senere og hænge lidt ud med mig inden jeg skulle på arbejde. Jeg var spændt på om Mason ville være ligeså umulig overfor dem, som han var overfor mig!. 


Mine tanker blev afbrudt af min mobil der ringede. Jeg rakte ud efter den på bordet og kiggede på skærmen og så at det var hemmeligt nummer. Jeg satte mig op og lod så min finger glide over skærmen, hvorefter jeg satte telefonen til øret. 


''Hallo'' Sagde jeg med en lidt træt stemme. ''Hey baby'' Lød det fra en meget kærlig stemme, i den anden ende af røret. Jeg rynkede panden lidt, men kunne samtidig heller ikke lade være med at smile. ''Justin er det dig?'' Spurgte jeg ham, da jeg var pænt overrasket over at han ringede til mig. Justin grinede svagt i telefonen. ''Hvem kalder dig ellers for baby?'' Spurgte han mig med en behagelig stemme. Jeg grinede lidt og sukkede opgivende og lænede mig tilbage i sofaen. ''Justin, jeg savner dig så meget!'' Sagde jeg med en træt, glad, kærlig og opgivende stemme, da det var så dejligt at høre hans stemme igen!. ''Jeg savner også dig baby'' Svarede Justin med sine kærlige stemme. ''Hvordan har du det?'' Spurgte jeg ham. ''Bedre end jeg havde forventet'' Smågrinede Justin. ''Det var godt!'' Sagde jeg og gabte lidt. ''Er du træt baby?'' Spurgte han mig med en glad og lidt grinende stemme. ''Ja, jeg har ikke fået sovet så meget i nat'' Svarede jeg opgivende. ''Hvorfor ikke?'' Spurgte han mig. ''Fordi du ikke er her!. Og så vågnede Mason et par gange og græd, så jeg var nød til at tage ham med ind til mig og sove til sidst'' Svarede jeg. ''Jeg har det på samme måde babe!. Måske lige med undtagelse af en dejlig unge der græder'' Svarede Justin og grinede lidt til det sidste. Jeg grinede lidt med og sukkede så. ''Kommer du ikke snart og besøger mig?'' Spurgte Justin stille og sukkede. ''Jo, hvornår kan jeg komme?'' Spurgte jeg ham og satte mig lidt op i sofaen. ''Du kan komme i hverdagene, men husk at ring til fængslet og aftal det med dem først, for ellers kommer du ikke på besøg'' Svarede Justin mig. ''Okay'' Svarede jeg.


Der blev en kort stilhed i telefonen, men jeg brød den hurtigt. ''Skat?'' Sagde jeg stille og med en kærlig stemme. ''Mm?'' Svarede Justin mig. ''Tak for dit brev'' Sagde jeg med en meget forelsket stemme og kunne ikke lade være med at smile. ''Selv tak babe'' Sagde Justin og lød faktisk lidt genert. ''Du fik mig til at græde!'' Pointerede jeg, men dog stadig med min kærlige og rolige stemme og et lille grin. Justin grinede også lidt og jeg vidste derfor at han ikke rigtig havde noget svar. ''Det er det smukkeste og dejligste brev jeg nogensinde har fået'' Sagde jeg og smilede meget forelsket ud i luften. ''Jeg er glad for at du kunne lide det babe!'' Svarede Justin med en rolig og afslappet stemme. ''Jeg elskede det!. Og også dine gaver!.'' Svarede jeg. ''Kunne du lide det jeg havde købt?'' Spurgte han mig bare for at sige noget sikkert!. Jeg smilede lidt. ''Igen.. Jeg elskede det!'' Sagde jeg med et smil på læben. Justin grinede lidt, da han igen ikke helt vidste hvad han skulle sige. ''Og jeg elsker dig!'' Fortsatte jeg, da jeg gerne ville have ham til at tale lidt, så jeg kunne høre hans dejlige stemme. ''Jeg elsker også dig skat!'' Sagde Justin og lød virkelig forelsket, hvilket bare fik mig til at smile. 


''Hvor har du egentlig en telefon fra?'' Spurgte jeg ham, da det ikke var helt normalt at have en telefon i fængslet. ''Fra K'' Svarede han hurtigt. ''K?'' Spurgte jeg undrende. ''Mmm'' Svarede Justin imens det lød som om at han tog et væs af en smøg. ''Hvorfor sidder han stadig inde?'' Spurgte jeg ham. ''Det er en længere historie babe og det skal vi heller ikke snakke om nu, vel'' Svarede Justin med en kærlig stemme. Jeg smilede lidt. ''Nej okay, men i hvert fald så vil jeg prøve at se om jeg kan komme ind til dig på Mandag. Er det okay?'' Spurgte jeg ham. ''Det er perfekt baby'' Svarede Justin. Hold da op, hvor kaldte han mig baby mange gange, men det gjorde mig da bestemt heller ikke noget, så jeg undlod at kommentere det!. 


Justin og jeg havde snakket en del tid, da han så sagde: ''Nå babe, jeg må hellere smutte nu, men vi ses jo nok Mandag så?'' Sagde han. Jeg nikkede lidt. ''Ja vi gør'' Svarede jeg med et lille smil. ''Jeg elsker dig!'' Sagde Justin med sin forelskede stemme. ''Jeg elsker også dig skat, pas godt på dig selv, ikke?'' Sagde jeg og lød virkelig mor agtig, men hvad fanden altså?. Han skulle jo passe på sig selv ikke?. ''I lige måde baby! Hey'' Sagde han i telefonen. 


Vi lagde begge på og jeg sukkede tungt og mærkede mine øjne blive lidt våde. Det var helt ubeskrivelig dejligt at høre fra ham igen, men desværre blev mit savn til ham bare endnu større efter det dejlige opkald!. 


Efter jeg havde siddet og ladet nogen tåre falde lidt, valgte jeg at gå på computeren og finde fængslet nummer og ringe og aftale med dem, at jeg kom ind og besøgte Justin på Mandag!. Jeg håbede virkelig at weekenden ville gå hurtigt, så jeg kunne komme ind og besøge ham!. Jeg kunne slet ikke vente med at se ham igen!. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...