You're my badboy 3 (Justin Bieber) +14

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2014
  • Opdateret: 9 jul. 2014
  • Status: Færdig
For Alex og Justin kunne det ikke gå meget bedre. De er flyttet til Santa Monica i deres drømmehus, har en fantastisk vennekreds, deres dejlige hund Baylor som passer på dem, men bedst af alt, så har de deres lille guldklump Mason på 1 år, som de elsker helt ubeskriveligt højt!. Man kan roligt kalde dem en lille lykkelig familie!. Men hvad sker når X igen dukker op og presser Justin ud i en lose lose situation?. Kan Justin finde en udvej ud af X's planer?. Og hvis han kan, hvad sker der så med Alex, hvis hun pludselig skal stå alene med virkelig mange ting?. Find ud af det i ''You're My Badboy 3'' (Fortsættelse af You're my Badboy 1 og 2)

448Likes
2001Kommentarer
907125Visninger
AA

19. Hvor Er Min Søn!!!!!.

*Alex's Synsvinkel* 


Jeg havde sat mig ned til de andre ved poolen og sad nu og røg det sidste af min smøg, som jeg havde tændt da Justin gik med Mason. Jeg hørte en mobil ringe og så straks Jason rejse sig fra liggestolen, hvor han lå sammen med Sandra. 


''Sup bro... Med hvad?... HVAD!.. Vi kommer nu!'' Lød det fra Jason, hvorefter han lagde på i telefonen og lagde telefonen i lommen og rejste sig helt op. ''Hvad sker der?'' Spurgte Sandra ham. Jason svarede hende ikke, men gik med hurtige skridt over til drengene. ''Drenge kom!'' Sagde han og fortsatte op imod huset. Jeg havde virkelig på fornemmelsen at det var Justin der havde ringet, for Jason kalder kun drengene for bro, og når Ryan og Chaz var her, så kunne det kun være Justin han snakkede med. Jeg rejste mig hurtigt fra liggestolen jeg sad på og løb op imod Jason som allerede var på vej op imod huset med hurtige skridt. 


Jason skulle lige til at sætte i løb, da jeg indhentede ham og løb op foran ham. ''Jason, hvad sker der?'' Spurgte jeg og mærkede mit hjerte galloppere derud af, da jeg havde på fornemmelsen at den var helt gal. ''Det er nok bedst at du ikke ved det Alex'' Sagde Jason og prøvede at gå udenom mig. Jeg stoppede ham hurtigt og bemærkede drengene stille sig bag ham. Jeg lagde mærke til pigerne nede ved poolen, sad og kiggede op på os. Jeg kiggede Jason i øjnene. ''Jason, hvis du er min bedste ven, så fortæller du mig det nu!. Det var jo Justin du snakkede med, ikke!'' Sagde jeg bestemt. Jason sukkede og kiggede lidt på drengene som faktisk heller ikke anede hvad der skete. Jason kiggede på mig og sukkede. ''Mason er væk'' Sagde han stille. Mit hjerte stoppede med at slå et kort øjeblik og jeg sank en klump i halsen. ''Hvad?'' Spurgte jeg lavt uden at fjerne min øjenkontakt med Jason. Han nikkede svagt. ''Vi skal ned og hjælpe Justin med at finde ham nu!'' Sagde Jason og gik udenom mig. Jeg stod helt stille og stirrede lidt ned i jorden, men kom hurtigt til mig selv, da jeg ikke ville spilde tidne. ''Piger!. Kom.. Baylor kom her!'' Sagde jeg og bemærkede straks Baylor rejse sig og løbe imod mig. Pigerne kunne allerede fornemme at der var noget galt, så de skyndte sig også at rejse sig. Jeg løb ind i huset, med Baylor ved min side. Jeg løb ud i hallen og hørte drengene smække døren. 


''Hvad sker der?'' Spurgte Sandra da de alle 3 kom løbene ind i hallen. ''Mason er væk!'' Sagde jeg og skyndte mig at tage mine sko på. ''Hvad?'' Spurgte Tracy, men ikke fordi hun ikke forstod hvad jeg sagde, måske havde hun bare ikke regnet med at det lige var det, jeg ville sige. Sandra skyndte sig at tage sko på og pigerne skyndte sig at følge med.


Jeg rev døren op og pigerne og jeg farede ud af døren sammen med Baylor og ned imod kiosken. Faktisk havde pigerne kun badetøj på, men det var selvfølgelig ikke så vigtigt lige nu!. 


Vi drejede om hjørnet og jeg så Justin stå og tale med drengene henne ved kiosken. Justin fik hurtigt øje på mig og vendte hurtigt blikket væk fra mig, men kiggede så kort efter på mig igen. ''Hvad er der sket!'' Spurgte jeg fortvivlet og på kanten til at græde. ''Jeg stillede ham her og da jeg kom ud var han væk!'' Svarede Justin og lød ligeså rystet som mig, men dog prøvede han at holde det lidt tilbage. ''Hvor længe var du derinde?'' Spurgte jeg og lød virkelig bange, hvilket jeg bestemt også var. Min krop rystede og jeg var lige ved at græde!. Min søn var væk!. ''Kun et par minutter'' Svarede Justin. Jeg tog hænderne op til hovedet og satte dem foran munden og kiggede rundt. ''Hvis der er sket ham noget.. så..'' Sagde jeg og kiggede på Justin som straks tog et skridt hen imod mig og lagde armene om mig. Jeg skubbede ham væk fra mig. ''Du skal ikke røre ved mig lige nu!'' Sagde jeg småvredt og vendte ryggen til ham. Jeg kunne mærke mine ben snart ikke kunne holde min krop mere, så jeg tog mig til hovedet og satte mig ned på hug. ''Rolig Alex, vi skal nok finde ham'' Lød det trøstende fra Sandra, imens hun lagde en hånd på min skulder. ''Vi allesammen deler os og leder efter ham!'' Sagde Jason. ''Jeg tager Baylor og går den vej'' Lød det fra Faith. ''Kom Baylor'' Sagde hun og jeg hørte straks nogen hundepoter og nogen hurtige skridt, blive svagere og svagere. ''Drenge vi går den vej.. og Piger i går over på den anden side af vejen og Alex og Justin, i bliver her!'' Lød det fra Jason. Jeg hørte en masse mennesker begynde at gå væk med hurtige skridt og jeg mærkede snart en hånd på min skulder. ''Skat!'' Lød det fra Justin. Jeg mærkede en tåre glide ud af mit øje og jeg rejste mig straks op og kiggede på ham. ''Hvordan kunne det her ske!'' Småråbte jeg imod ham, da mine frustresioner aldrig nogensinde havde været større. Justin lagde igen armene om mig og denne gang skubbede jeg ham ikke væk men holdte bare mine hænder foran mit ansigt som var inde i hans bryst. 


Der gik få sekunder, da jeg hørte barnegråd og jeg var slet ikke i tvivl om at det var Mason. Jeg trak mig væk fra Justin og kiggede efter lyden. ''Han er her Alex!'' Lød det fra Faith som kom gående ud fra en gyde længere nede af gaden, med barnevognen og Baylor. Jeg satte straks i løb ned imod hende. ''Allesammen han er her!'' Hørte jeg Justin råbe. 


Jeg kom ned til barnevognen og rev straks betrækket af som lå over barnevognen. Mason græd voldsomt og jeg rev hurtigt dynen væk og hev Mason op i mine arme og knugede ham ind til mig. Jeg mærkede hvordan tårerne gled ud af mine øjne, men det kunne jeg virkelig ikke tage mig af. Min søn var fundet og var i god behold og det var det vigtigste. Jeg så Justin komme stormende imod os og stoppede op foran os. Han holdte hænderne i en bedene stilling foran munden, hvorefter han bredte armene ud og lagde dem om mig og Mason. Jeg hoppede lidt med Mason, imens jeg stille tyssede på ham ind i hans ører. Mit hjerte og min rysten i kroppen kunne slet ikke holde op på med banke og ryste. Fuck hvor blev jeg bange. Jeg tror aldrig jeg havde været så bange, som da jeg hørte at min søn var væk. 


De andre samlede sig omkring os og nogen sukkede lettet over at vi havde fundet Mason. Jeg kiggede over på Faith og trak mig væk fra Justin og gik over og krammede Faith så meget jeg kunne, med Mason på armen. ''Tak Faith, jeg skylder dig alt!'' Sagde jeg med tårer ned af kinderne. Jeg trak mig væk fra hende og lagde trak min arm om Mason, som var tæt på at holde helt op med at græde. Jeg satte mig ned på hug, imens jeg bare holdte om ham og var så lettet over at han igen var hos mig!. Jeg bemærkede Justin sætte sig på hug overfor mig og jeg kiggede op på ham og så også at han havde en tåre ned af kinden. Jeg tog min ene arm væk fra Mason og tog fat om Justins nakke og trak ham ind i et kram, så han både krammede mig og Mason. Jeg hørte de andre snakke lidt i munden på hinanden om hvem fanden der kunne finde på at tage et lille barn og stille ham i en gyde og at det var godt vi fandt ham osv. Jeg havde slet ikke tid til at høre ordentlig efter, da jeg bare var så lettet og havde fået Mason tilbage. 


''Skal vi ikke komme hjem?'' Spurgte Tracy forsigtigt. Jeg trak mig væk fra Justin og nikkede op til hende og rejste mig op. Justin rejste sig også og holdte igen om mig og kyssede Mason på hovedet. 


Hele vejen hjem gik jeg med Mason i armene. Jeg kunne slet ikke slippe ham. Jason, Chaz og Ryan gik stadig og udvekslede idéer om hvem der kunne finde på at tage et barn, men ligenu var jeg ret ligeglad, selvom jeg godt kunne tænke mig at vide det!. Jeg var stadig lidt i chok men samtidig lettet over at Mason blev fundet i god behold. Jeg havde flere gange takket Faith for at have fundet ham og sagde flere gange at jeg skyldte hende alt. Faith svarede at jeg ikke skyldte hende noget som helst og at hun bare var glad for at han var blevet fundet. 


Vi alle trådte ind af døren og jeg smed straks mine sko og bevægede mig op af trapperne. ''Hvad skal du Alex?'' Spurgte Sandra. Jeg vendte mig kort om. ''Mason skal sove'' Svarede jeg kort og fortsatte op af trapperne. 


Da jeg kom ovenpå gik jeg ind på mit og Justins værelse istedet for at gå ind på Masons. Jeg havde virkelig brug for at ligge og slappe lidt af sammen med Mason. Jeg gik over til sengen og lagde Mason ned og lagde lidt af Justins dyne over ham. Han blinkede tungt med øjnene, hvilket betød at han var lige ved at falde i søvn. Jeg lagde mig op ved siden af ham og lagde en hånd på hans mave og lagde mig på siden med hovedet på min ene arm. 


Jeg lå bare og nussede Mason på maven og betragtede ham falde mere og mere i søvn. Jeg kunne slet ikke lade være med at kigge på ham, det var virkelig noget af et chok jeg fik der. Hold da kæft!. 


Jeg hørte værelsesdøren gå op men jeg orkede slet ikke at kigge derhen. Jeg vidste også godt at det var Justin der kom ind. Døren blev lukket igen og kort efter mærkede jeg en sætte sig bag mig. ''Alex?'' Lød det trist fra Justin. ''Mm'' Svarede jeg uden at fjerne blikket fra Mason. Jeg hørte et snøft, hvilket fik mig til at vende mig om og kigge på Justin. Han sad med tårer ned af kinderne og bare stirrede henover gulvet. Jeg satte mig op og Justin kiggede på mig. ''Undskyld'' Sagde han stille og lod en tåre forlade hans øje. Jeg lagde straks armene om ham og trak ham ind til mig. ''Du skal ikke undskylde Justin. Det var ikke din skyld!'' Sagde jeg ind i hans øre i krammet. Justin lagde armene om mig uden rigtigt at sige noget. ''Det er mere mig der skal undskylde'' Sagde jeg stille. Justin trak sig ud af krammet og kiggede undrende og trist på mig. ''Undskyld fordi jeg talte sådan til dig og råbte sådan af dig, men jeg blev bare virkelig bange!'' Sagde jeg stille og kiggede Justin i øjnene. ''Jeg forstår dig godt.. Jeg blev sku også bange!'' Sagde Justin. Jeg trykkede ham hårdt i nakken og trak ham ind i et kys og knugede mig godt ind til mig.

Justin trak sig ud af kysset uden at fjerne hænderne rundt om mig. ''Jeg elsker dig Alex'' Sagde han stille. Jeg kyssede ham igen. ''Jeg elsker også dig Justin'' Svarede jeg. Justin kyssede mig hurtigt. ''Er det okay, hvis jeg ligger lidt sammen med jer?'' Spurgte Justin. ''Selvfølgelig'' Svarede jeg og smilede svagt. Justin nikkede kort og rejste sig fra sengen og kravlede over den og lagde sig på den anden side af Mason som allerede sov. Jeg lagde mig tilbage på siden og lagde mit hoved på min arm og lagde en hånd på Masons mave og nussede den lidt. Justin lagde sig på samme måde og tog min hånd som lå strejkt over Masons hoved, altså den arm jeg lå på. Han flettede sine fingre ind i mine og kiggede på mig. Jeg smilede svagt til ham og sukkede lettet og kiggede tilbage på Mason.


''Hvad laver de andre?'' Spurgte jeg stille efter et stykke tid, hvor der ikke var blevet sagt en lyd. ''De mente at det ville være godt med noget frokost, så det er de igang med nu'' Svarede Justin og smilede svagt til mig. Jeg nikkede kort og lukkede kort øjnene, da jeg havde brug for at slappe lidt af.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...