You're my badboy 3 (Justin Bieber) +14

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2014
  • Opdateret: 9 jul. 2014
  • Status: Færdig
For Alex og Justin kunne det ikke gå meget bedre. De er flyttet til Santa Monica i deres drømmehus, har en fantastisk vennekreds, deres dejlige hund Baylor som passer på dem, men bedst af alt, så har de deres lille guldklump Mason på 1 år, som de elsker helt ubeskriveligt højt!. Man kan roligt kalde dem en lille lykkelig familie!. Men hvad sker når X igen dukker op og presser Justin ud i en lose lose situation?. Kan Justin finde en udvej ud af X's planer?. Og hvis han kan, hvad sker der så med Alex, hvis hun pludselig skal stå alene med virkelig mange ting?. Find ud af det i ''You're My Badboy 3'' (Fortsættelse af You're my Badboy 1 og 2)

449Likes
2001Kommentarer
938368Visninger
AA

76. Et Uforberedt Møde!.

*Justin's Synsvinkel* 


Alex var lige gået for 5 minutter siden og jeg sad bare og ventede på at blive lukket ud, så jeg kunne komme tilbage til min gang. Jeg sad på briksen og havde lidt blandede følelser i kroppen. Jeg var helt oppe og svæve over at Alex og jeg skulle have endnu et barn, men samtidig havde jeg det stadig lidt dårligt efter at jeg havde fortalt Alex om min mor.. Ikke fordi at Alex ikke måtte vide det, for ellers havde jeg jo ikke fortalt hende det, men mere fordi at det gjorde ondt at skulle genfortælle det. Det var hårdt for mig at høre det fra min mor dengang og det var ligeså hårdt at fortælle det videre til Alex. Selv efter så mange år, kan det stadig få mig til at vræle som et lille barn!. Men det var jo min mor!. Selvom jeg ikke havde den helt store kontakt med min familie, så betød de jo stadig noget for mig. Jeg elskede dem vel stadig på en måde?. 


Tanken om min mors dystre fortid fik mig til at tænke på min egen. Min egen fortid var jo faktisk grunden til at jeg sad her. Lige nu hvor jeg havde genfortalt historien om min mors fortid, så forstod jeg egentlig ikke selv, hvordan jeg selv var kommet ud i sådan et miljø.. Dog var jeg ikke nået så langt ud som min mor kom, men alligevel!. Hvorfor havde den ikke siddet i baghovedet og mindet mig om at det kunne ende så galt som det faktisk gjorde?. 


Mine tanker blev afbrudt af vagten som kom tilbage for at lukke mig ud. Jeg rejste mig op og så døren gå op. ''Bieber!.. Jeg har lige fået af vide at du skal op til de øverste!.. Det er noget med en forlænke'' Sagde vagten. Jeg smilede svagt og tænkte bare: Endelig!. 


Jeg nikkede til vagten og vi begyndte at gå. Jeg havde faktisk en god mavefornemmelse for det her. Dog ville jeg ikke begynde at sætte mig alt for meget op efter, at få fodlænke på. Det kunne jo stadig blive et nej, selvom jeg havde opført mig nogenlunde ordentligt.

 
Vi kom op på gangen hvor de høje og vigtige mennesker sad. Vagten førte mig ned til det samme rum som jeg var i sidst, så jeg kunne regne ud at det var Julia som jeg skulle snakke med. At snakke med en anden ville nok også være lidt mærkeligt, når det jo var hende som havde min sag. 


Vagten bankede på døren og trådte et skridt ind. ''Justin Bieber'' Sagde han. Et kort øjeblik efter vendte han blikket imod mig, hvilket betød at jeg godt måtte gå ind. Vagten gjorde plads til mig og jeg trådte ind. Døren lukkede bag mig og jeg gik målrettet imod Julia, som sad og smilede venligt til mig. ''Hej Justin'' Smilede hun og rejste sig op og rakte hånden frem. Jeg tog imod hendes hånd og smilede pænt tilbage. ''Hej'' Svarede jeg og satte mig ned i takt med at hun gjorde det samme. 


''Ja Justin. Jeg har jo kigget på din sag og den har været rundt hos nogen forskellige mennesker som også har givet deres vurdering på om du er den rette at give en fodlænke til'' Sagde hun imens hun lagde sine underarme på bordet og foldede sine hænder. Jeg nikkede forstående, så hun vidste at jeg stadig var med i samtalen. Det kunne jo være at der ikke var ret mange som lyttede særlig godt efter?. Nå, fuck det!. 


''Du har jo opført dig eksemplarisk herinde og du har overholdt reglerne til punkt og prikke.. Desværre havde du jo lige en slåskamp, hvilket jo ikke var så godt'' Sagde hun og så lidt skuffet ud. Jeg sank en lille klump i halsen og mærkede at mit hjerte begyndte at slå. Den sidste sætning gjorde mig ærlig talt lidt nervøs. Og så det ansigt hun satte op da hun sagde det med slåskampen. Not good!. 


''Men nu var det jo ikke dig der startede den slåskamp og som du selv sagde, så forsvarede du dig jo bare, så vi har besluttet..'' Sagde hun og holdte med vilje en pause, for at gøre mig endnu mere nervøs. ''At du får den fodlænke på'' Smilede hun glad og tilfreds. Jeg fik et kæmpe smil på læberne og jublede af glæde indeni. Jeg skulle hjem!!!. 


''Perfekt!'' Sagde jeg og sukkede lettet. ''Nå, perfekt til hvad?'' Smågrinede hun og sendte mig et kækt smil. Jeg smågrinede lidt. ''Nå, jeg har bare lige haft besøg af min kæreste'' Svarede jeg hende. ''Ja, det ved jeg. Er der nogen gode nyheder?'' Spurgte hun, da det jo nærmest lyste ud af mig. ''Ja det kan man sige.. Jeg skal være far.. Igen'' Smilede jeg glad og tilfreds. Julia smilede stort. ''Det må jeg sige.. Tillykke'' Smilede hun. ''Jo tak'' Svarede jeg og nikkede kort med hovedet. 


''Så nu kan jeg komme hjem og hjælpe min kæreste lidt og være sammen med min søn igen'' Fortsatte jeg. Julia kiggede bare på mig med et kærligt smil. ''Din kæreste må være ret glad for at have sådan en som dig hos sig'' Smilede hun. Jeg grinede lidt. ''Ja, det håber jeg da'' Smågrinede jeg. 


''Men tilbage til sagen.. Hvornår får jeg så fodlænken på?'' Spurgte jeg hende for at få samtalen tilbage på sporet. ''Ja, det var det næste jeg ville fortælle dig.. Det får du når du har 3 måneder tilbage af din straf. Her i fængslet er der en regel om at man højst må have en fodlænke på i 3 måneder, så det har vi givet dig'' Smilede hun. Jeg smilede stort igen og nikkede. ''Det er bedre end ingenting i hvert fald'' Svarede jeg. ''Det er jo det'' Smilede Julia tilbage. 


''Så om 7 uger, så er du en fri mand Justin.. Eller, fri og fri. Du kommer i hvert fald hjem'' Smågrinede hun ved den sidste sætning. ''7 uger?'' Spurgte jeg og begyndte at tænke på at det var deromkring at Alex skulle til den første scanning. ''Ja?'' Spurgte Julia og så undrende på mig, som om at hun ville have at jeg skulle fortsætte. ''Det er bare min kæreste, som skal til scanning omkring der, så hvis jeg kom ud omkring der, så var der jo en chance for at jeg kunne nå med til den scanning'' Svarede jeg hende, da jeg vidste at hvis man havde fodlænke på, kunne man gå udenfor sit hjem i et vidst antal timer om dagen, så man kunne få handlet ind osv. F.eks ville man få aftalt at man skulle på arbejde og sådan og så skulle man være hjemme på en bestemt tid. Man måtte heller ikke drikke når man havde den på og det ville politiet komme og tjekke, ved at tage urin prøver og blodprøver og hvad ved jeg. Men det var sådan set heller ikke et problem for mig, da jeg ikke havde nogen trang til at drikke eller på nogen måder være påvirket. 


Nu tænker i sikkert hvor jeg ved det fra, men kan jeg sige andet end at K har helt styr på det shit der, da han selv engang har haft fodlænke på. 


''Men Justin, du kan jo allerede nu få det her regelsæt hvor der står hvad du må og ikke må når du har fodlænken på. Og så skal vi selvfølgelig have en snak senere, når vi nærmer os den tid hvor du skal have den på. Vi skal have aftalt om du har arbejde og hvor mange timer du bruger der, hvor mange gange om ugen du arbejder osv.'' Svarede hun mig venligt. Jeg nikkede kort og betragtede Julia rejse sig op og vende sig om og åbne en skuffe. 


Hun lukkede skuffen igen og vendte sig om imod mig og rakte mig et par stykker papir som var klipset sammen. Jeg gik hurtigt ud fra at det var reglerne for en fodlænke. 


''Men så vil jeg sige tak for idag Justin'' Smilede Julia. Jeg kiggede op på hende og smilede venligt. Jeg rakte hånden frem til hende og rejste mig op. ''Det er mig der takker'' Smilede jeg og rystede hendes hånd da hun havde lagt hendes hånd i min. ''Hav det nu godt så længe og husk nu at blive ved med at opføre dig ordentligt. Vi kan jo ikke have at fodlænken bliver taget fra dig igen'' Smilede hun skævt til mig. Jeg grinede bare. ''Det skal jeg nok'' Smilede jeg. ''Måske du også skulle bede om et telefonopkald, så du kan ringe og fortælle den gode nyhed til din kæreste, nu hvor hun kom med en god nyhed til dig'' Smilede Julia. Jeg smilede pænt igen og vidste allerede hvad svaret på den sætning var. ''Nej.. Det skal du være en overraskelse'' Svarede jeg med et skævt smil og vendte mig om og gik over til døren hvor vagten helt sikkert stod udenfor og ventede på mig.


Jeg ville gerne holde det hemmeligt for Alex. Jeg ville gerne se hende fjæs, når jeg lige pludselig stod derhjemme foran hende!.  


Jeg kom tilbage på min gang og gik med det samme hen imod K's celle for at fortælle ham den gode nyhed. Dog nåede jeg ikke at gå så forfærdelig mange skridt før jeg så K stå op af væggen ude foran sin celle, med krydsede arme og et stirrende blik hen på den modsatte væg. 


Jeg kom hen til ham og bemærkede at hans dør til cellen var åben. Jeg kiggede kort ind og så 2 vagter gå rundt derinde og løfte K's madras på sengen og jeg ved ikke hvad. Jeg kiggede på K som for længe siden at opdaget at jeg stod der. ''Hvad sker der?'' Spurgte jeg ham undrende. ''Det er noget med en mobil'' Svarede K og smilede svagt. Fuck, så havde de opdaget det. ''Shit'' Hviskede jeg til ham. Han grinede bare og klappede mig på skulderen. ''Det er okay JB. Jeg får da bare en ny'' Smågrinede han lavt, da vagterne ikke skulle høre det. Jeg grinede lidt til ham og kiggede kort ned på papirene som jeg havde i min hånd. 


''Hvad er det?'' Spurgte K og kiggede stirrende på papirene og skød sig væk fra væggen med foden som han havde placeret på den. Jeg smilede skævt og rakte ham papirene. K skimmede dem og fik et smil på læben. ''Hva satan?. Er du blevet benået?'' Spurgte han grinende. Jeg grinede lidt. ''Om 7 uger er jeg på halvt fri fod igen'' Smågrinede jeg. K kiggede op på mig og klappede mig på skulderen. ''Tillykke din lille lort'' Smågrinede han. Jeg grinede bare af ham og tog papirene fra ham. 


''Hvem fanden skal så være min træningspartner?'' Spurgte han med et stort smil. Jeg trak uskyldigt på skuldrene med et flabet smil og udstrålede nærmest ordene: Det er ikke mit problem!. 


''Ej, det er godt for dig man!'' Sagde han og lænede sig op af væggen. ''Ja og så kunne det ikke passe mere perfekt'' Svarede jeg da jeg også havde trang til at fortælle ham den gode nyhed. ''Hvad mener du?'' Spurgte han mig og rynkede panden lidt, men bevarede sit smil på læben. Jeg kiggede mig kort over skulderen, da jeg lige ville sikre mig at ingen stod og lyttede, da det jo ikke var alle der skulle vide det herinde. 


''Alex er gravid'' Svarede jeg og fik et sug af glæde i maven, da ordene forlod mine læber. K spilede øjnene op og fik et stort smil på læben. ''Hvad satan sker der man!. Knægten kan sku lave unger, hva?'' Smågrinede han lidt for højt, så jeg var nød til at tysse lidt på ham. 


K forstod min tyssen og dæmpede sig så men smilede stadig. ''Dreng eller pige?'' Spurgte han mig. Jeg trak lidt på skuldrene. ''Det ved vi ikke endnu, hun er ikke så langt henne. Men det er derfor at fodlænken er så perfekt. Alex skal til scanning om 7 uger, så jeg håber at jeg når ud, så jeg kan komme med'' Svarede jeg. K grinede lidt og rystede på hovedet. ''Selvom du er en badboy Justin, så har du sku stadig hjertet med!. Det er det de andre små smart ass som render rundt på gaden og spiller smart, ikke har'' Smågrinede han og hentydede til dengang han sagde at jeg ikke var som de andre badboys, men fuck nu også det!. 


''Jeg håber ikke at det bliver alt for underligt for mig at komme hjem'' Sagde jeg kort tid efter og lænede mig op af væggen som K også stod op af. ''Hvad mener du?'' Spurgte han mig. ''Jeg mener.. Nu har jeg vænnet mig til at være her, hvor jeg ikke skal lave en skid. Jeg kan bare gå og passe mig selv og træne som jeg har lyst'' Svarede jeg ham. ''Står du og siger at du hellere vil være i et fængsel, end hjemme hos dig selv?'' Spurgte han mig undrende. Jeg grinede lidt og rystede på hovedet. 


''Nej overhovedet ikke. Jeg vil meget gerne hjem, men spørgsmålet er om jeg kan vænne mig til at have en normal hverdag igen?. Og hvis jeg kan vil jeg gerne vænne mig hurtigt til det'' Svarede jeg og kiggede over på den modsatte væg overfor os. ''Du er helt væk JB man!.'' Smågrinede K. Jeg kiggede hurtigt på ham og smilede skævt med et lille grin. ''Hvad mener du?'' Spurgte jeg ham. ''Du har aldrig prøvet at være i et fængsel før!. Du har været heldig at du har haft en god oplevelse med det, det er ikke alle der har det.. Men jeg siger dig!. Hver eneste gang man bliver lukket ud, så er det som at være i himlen. Du mærker det ikke når du er herinde, men du får et eller andet pres på dig når du render rundt herinde iblandt kriminelle'' Svarede han mig. ''Pres?. Hvad for et pres?'' Spurgte jeg undrende. K kiggede på mig og løftede det ene øjenbryn. ''Du har måtte ændre dig selv og din attitude Justin. Du har gået og været så hård herinde så de andre skulle vide at du ikke er en man fucker med!. Det behøver du ikke i den virkelige verden!. Når du kommer ud fra fængslets mure, tager du en dyb indånding og føler at det pres der ligger på dine skuldre, forsvinder. Du føler dig fri og afslappet og du behøver ikke længere at være andet end dig selv'' Svarede K og lød temmelig ''følsom'' omkring det. 


Jeg grinede lidt. ''Hold kæft man!. Du kan jo være dyb'' Smågrinede jeg og daskede lidt til K. ''Du kender mig slet ikke Justin'' Smågrinede han venligt til mig. Jeg smilede igen og klappede ham på skulderen. 


''Nå, jeg smutter ind til mig selv. Skal vi træne senere?'' Spurgte jeg ham og gik baglæns imod min celle. K nikkede kort og løftede hånden for at ''vinke'' farvel. Mærkeligt at vi drenge egentlig vinker ved bare at løfte hånden?. Nå, fuck det!. 


Jeg lukkede døren efter mig i min celle og smed papirene omkring fodlænken på bordet. Jeg lagde mig ned i sengen og kiggede op i loftet imens jeg lagde mine hænder under mit hoved. Min krop var kun fyldt med lykke lige nu!. Jeg skulle være far, jeg var snart en ''fri'' mand og der var ikke rigtig nogen problemer. Skønt!. 


Selvfølgelig var der stadig det med Jason, men når jeg engang kom ud, ville jeg snakke ordentligt med ham om det og vise ham at jeg faktisk stolede på ham. Når jeg kom ud skulle jeg nok sørge for at alt blev som før!. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...