You're my badboy 3 (Justin Bieber) +14

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2014
  • Opdateret: 9 jul. 2014
  • Status: Færdig
For Alex og Justin kunne det ikke gå meget bedre. De er flyttet til Santa Monica i deres drømmehus, har en fantastisk vennekreds, deres dejlige hund Baylor som passer på dem, men bedst af alt, så har de deres lille guldklump Mason på 1 år, som de elsker helt ubeskriveligt højt!. Man kan roligt kalde dem en lille lykkelig familie!. Men hvad sker når X igen dukker op og presser Justin ud i en lose lose situation?. Kan Justin finde en udvej ud af X's planer?. Og hvis han kan, hvad sker der så med Alex, hvis hun pludselig skal stå alene med virkelig mange ting?. Find ud af det i ''You're My Badboy 3'' (Fortsættelse af You're my Badboy 1 og 2)

449Likes
2001Kommentarer
938891Visninger
AA

47. En Vred Søn!.

*Alex's Synsvinkel* 


Jake og Nicole var lige taget hjem, efter vi havde spist aftensmad. Det havde været rigtig hyggeligt og vi havde fået snakket om mange ting og endda også fået grint lidt. Men nu når jeg sad her i stuen i sofaen helt alene, med Mason kravlende rundt, så begyndte savnet til Justin pludselig at komme igen. Det var som om at når jeg var alene, så tænkte jeg kun på Justin, men når jeg var sammen med andre, så kunne jeg glemme mit savn til ham lidt og tænke på noget andet. 


Jake havde sagt at det nok kun ville være den første uges tid, at jeg ville savne ham så meget og så ville jeg langsomt begynde at vænne mig til det, men lige nu føltes det sku ikke sådan!. 


''Moar?'' Afbrød Mason mine tanker ved at sige. Jeg rystede mit hoved lidt og kiggede ned på ham. ''Jaer'' Svarede jeg med en glad stemme og smilede svagt. ''Hvor Far?'' Spurgte han mig. Jeg sukkede lidt og kiggede lidt ned i gulvet. 


Mason havde flere gange spurgt efter Justin, ved at sige '' hvor far'' hele tiden. Mason kunne jo ikke forstå at Justin pludselig ikke var her, hvilket han jo plejede at være, så det var jo svært at skulle forklare ham det helt rigtigt, men måske skulle jeg prøve?. 


Jeg rejste mig fra sofaen og gik hen til Mason som var kravlet hen til sit legetæppe og taget fat i sin bamse som kunne snakke og spille musik. Jeg satte mig ned i skræderstilling bag ham og tog fat om ham under hans arme og løftede ham op på skødet af mig. Han sad bare og trykkede på sin bamse og suttede godt på sin blå sut. ''Mason'' Sagde jeg stille og han drejede hovedet og kiggede på mig. ''Far han er et sted hvor vi ikke kan komme hen, ikke også?. Han skal være der i noget tid, men han kommer hjem til dig igen så snart han kan, for jeg ved at far savner dig ligeså meget som du savner ham'' Prøvede at jeg forklare med en behagelig stemme. Det var svært at skulle forklare et 1 årig barn, at hans far ikke var hjemme mere og ikke kunne komme hjem forløbig, men jeg følte ikke at jeg havde andet valg. Børn i den alder forstod jo mange ting, men desværre kunne de ikke svare forfærdelig meget igen!. 


Jeg bemærkede at Mason så ked ud af det, men ikke så han var ved at græde. Jeg kyssede ham kort på hovedet og krammede ham lidt ind til mig, men Mason strejkede hurtigt sin krop ud og vred sig lidt, da han kunne komme fri. Jeg sukkede tungt og gav slip på ham. Han kastede sin bamse ned på tæppet og kravlede ned af mig og væk fra mig. Jeg tog mig til hovedet, da jeg tydeligt kunne mærke at Mason blev.. Hvad skal man kalde det?. Vred, ked af det, måske skuffet, over de ting jeg sagde!. Det var jo også klart at han blev det, når han jo var vant til at Justin var der hver eneste dag og når Mason så pludselig ikke så ham, så spurgte han altid efter ham. Jeg havde lidt på fornemmelsen at Mason kunne mærke at jeg også var ked af det over at Justin ikke var her. Jeg skulle virkelig tage mig sammen og jeg blev nød til at sætte en facade på og vise ham at det hele var som det plejede, bortset fra at Justin ikke var her!. 


Mason var jo fars dreng, så det var jo klart at han savnede Justin, når han nu ikke var her og det gjorde mig sku lidt ked af det, at han vred sig fri fra mig da jeg prøvede at kramme ham!. 


Jeg kiggede på mit guldur og så at klokken var blevet 20.30. Jeg måtte nok hellere få lagt Mason i seng, så han kunne være frisk til vuggestuen imorgen. Jeg rejste mig fra gulvet og gik den vej som Mason kravlede. Jeg gik ud i hallen og så at Mason sad med en af Justin's sko og hev i snørebåndene. Jeg gik over til ham og satte mig på hug foran ham. ''Basse, du skal op og sove nu'' Sagde jeg med en kærlig stemme. Mason fortsatte bare med at hive i snørebåndene uden at give mig et eneste blik. 


Jeg tog fat under hans arme og løftede ham op til mig. Mason holdte fast i det ene snørebånd, men slap det da skoen løftede sig fra jorden. Hans små hænder kunne ikke bære noget der var så tungt endnu. Han kom med en lille brokkene lyd og han lød bestemt ikke tilfreds. Jeg bevægede mig hen til trappen med ham og gik ovenpå. 


Jeg åbnede døren ind til Masons værelse og gik hen til hans klædeskab og fandt en bodystocking, som han skulle sove i. Jeg tog en hvid med små bamser på og gik så hen til puslebordet og lagde Mason ned. Mason sprællede med både arme og ben imens jeg prøvede at få tøjet af ham. ''Mason, lig stille'' Sagde jeg med en behagelig stemme, men det hjalp ikke en skid!. Sprællende blev nærmest bare vildere, imens han brokkede sig helt sindsygt. ''Mason, hjælp nu mor lidt'' Sagde jeg med en lidt opgivende stemme. Man kunne tydeligt mærke på ham at han manglede noget i sit liv. Han plejede altid at ligge stille og opføre sig ordentligt når jeg skulle skifte ble eller tøj på ham, men det gjorde ham bestemt ikke idag. Måske var han bare træt?. Ej Alex hold nu op, du kender din søn man!. Hvis Mason er træt, så ligger han bare og gnider sig i øjnene og engang imellem kommer med små brokkelyde!. Det var tydeligt at se at han allerede savnede Justin, sådan som han pludselig protesterede imod alt!. 

 

Jeg fik langt om længe hans tøj af. Nu gjaldt det bleen!. Jeg åbnede den og fjernede den fra ham og kastede den ned i skraldespanden ved siden af puslebordet. Jeg bukkede mig ned under puslebordet og tog en ren ble. Jeg tog fat i Masons sprællende ben med en hånd og løftede hans numse op og lagde bleen indunder og lagde hans ben ned igen. Mason begyndte straks at sprælle med benene igen, så for at kunne lukke bleen måtte jeg holde fast i hans ene ben og vippe bleen op og lukke den i den ene side med en hånd og gøre det samme ved det andet ben. 


Jeg sukkede opgivende, da jeg endelig havde fået bleen på ham. Jeg smilede svagt ned til ham, men fik bare en surmule tilbage. Jeg satte mine fingre på hans mave og prøvede at kilde ham lidt, hvilket han plejede at grine af, men ikke denne gang. Mason brokkede sig højt og skubbede til mine hænder med sine hænder, hvilket fik mig til at stoppe med at kilde ham. 


Jeg tog fat i hans bodystocking og rullede benene i dem op, så jeg kunne sætte det første ben på Masons fod. Det var noget af en kamp, da Mason fortsatte med at sparke med benene. ''Hold op Mason'' Sagde jeg og tog stille fat i hans ene ben og satte buksen på ham og rullede den op af hans ben. Jeg tog fat i det andet bukseben og rullede det op og bemærkede at Masons spræl med benene fik det første bukseben til at rulle ned igen. Jeg sukkede opgivende og skyndte mig at tage fat i Masons ben og sætte buksebenet på ham og vippe hele underdelen op over hans numse. Jeg tog forsigtigt fat i hans sprællende arm og førte den ind i ærmet. Det gik faktisk meget nemmere end da jeg skulle have hans ben ind i dragten. Jeg fik hurtigt sat hans anden arm ind i det andet ærme. Jeg løftede ham op og vendte ham om, så han sad på alle fire. Jeg lukkede knapperne i ryggen på ham og løftede ham så op til mig. Jeg tog en dyb indånding og kiggede på Mason som jeg havde sat på min hofte. ''Du giver mor en kamp!'' Sagde jeg med en opgivende stemme og kyssede ham på kinden. 


Jeg gik over til hans seng og lagde ham ned i den og lagde dynen over ham, men Mason sparkede den væk igen og udstødte nogen små brokkelyde. ''Mason du skal sove'' Sagde jeg stille og lagde en finger på hans pande og begyndte at nusse min finger henover panden på ham. 


Han brokkede sig nu endnu mere og tog sine små hænder op til hovedet og skubbede min hånd lidt væk. Jeg sukkede og rejste mig op. Måske skulle jeg bare lade ham være i fred?. 


Jeg vendte mig om og gik over til puslebordet og foldede skraldespanden sammen og lukkede den. Jeg gik hen til vinduet og tog fat i den ene babyalarm som skulle stå herinde og tændte den så. Jeg tog så fat i den anden og tændte den og klikkede den fast på mine shorts og bevægede mig hen imod døren. Jeg kom ned for enden af gangen og så så Baylor stå nede i hallen. Hun kiggede op på mig og begyndte at logre lidt med halen. 


Jeg klappede hende lidt, da jeg kom ned fra trappen og gik så over til døren og åbnede, så jeg kunne smide skraldespanden ud. Baylor fulgte pænt med mig. 


Jeg nåede lige at lukke låget i den store skraldespand ude ved vejen, da Babyalarmen begyndte at larme med Masons gråd. Jeg satte straks i løb op imod huset, med Baylor ved siden af mig.

 
Jeg stormede op af trappen og betragtede Baylor være langt hurtigere end mig. Jeg gik med hurtige skridt ned i mod Masons værelse og skubbede døren op og gik hurtigt hen til sengen, hvor Mason lå og skreg af gråd. Jeg tog armene ned til ham og løftede ham op til mig og krammede ham ind til mig imens jeg stod og hoppede svagt med ham. ''Shhh'' Sagde jeg stille til ham og begyndte at gå lidt rundt med ham. Jeg var 100 % sikker på at han var så irritable og ked af det, fordi Justin ikke var her!. Det påvirker jo forfanden et barn, når de er vant til at der er 2 forældre, og så der pludselig kun er en!. Det er jo klart at de savner personen som ikke er der!. Måske ville det hjælpe hvis jeg lagde ham ind i vores seng?. Det var vel forsøget værd?. 


Jeg åbnede døren ind til mit og Justins værelse og gik så hen i Justins side af sengen og lagde Mason på dynen og svang bunden af dynen op, så den dækkede hans ben. Jeg lagde mig forsigtigt ned ved siden af ham og lagde en hånd på maven af ham og nussede den med min tommelfinger. ''Shhhh'' Hviskede jeg svagt til Mason, som lå og græd. Man kunne godt høre på hans gråd at han var hysterisk. Ligesom andre små børn, når de er virkelig overtrætte!. 


Efter måske 5 minutter, begyndte Mason så småt at falde til ro. Hans øjne begyndte at blinke tungere og tungere, hans gråd var forvandlet til små hulk, hvilket betød at han var ved at holde op med at græde og hans vejrtrækning var blevet mere rolig. Han lå med sin blå sut i munden og suttede løs på den. Det virkede åbenbart at ligge ham på Justins dyne, hvor duften af ham stadig hang i. 


Jeg kiggede kort over på Baylor som stod ved siden af sengen med sit hoved lige ud for Mason. Hun sad bare og kiggede på ham og lagde så sit hoved ned på madrassen og pustede tungt ud af næsen. Jeg smilede sødt til hende, da hendes udstråling bare virkede som om at det var godt at Mason så småt var holdt op med at græde. 


Efter 10 minutter var Mason nu faldet helt i søvn. Jeg satte mig op og hoppede stille ud af sengen og tog forsigtigt Mason op og lagde ham i mine arme. Jeg gik ud af værelset og over til Masons eget værelse og lagde ham så ned i hans seng helt forsigtigt. Heldigvis vågnede han ikke og det sukkede jeg lettet over!. 


Baylor lagde sig over i sin kurv og jeg gik ud af værelset og lod døren stå på klem. Jeg valgte at gå nedenunder og ryge mig en lang og god smøg for at slappe lidt af. Jeg satte mig ud i haven på en af havesofaerne og satte babyalarmen på bordet og tændte mig en smøg som jeg tog et stort væs af!. 


Det var første gang at Mason var så svær at få til at sove og første gang at han brokkede sig så meget som han gjorde og var så hysterisk!. Han plejede altid at brokke sig lidt, men det var fuldstændig ingenting i forhold til den måde han brokkede sig idag. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...