You're my badboy 3 (Justin Bieber) +14

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2014
  • Opdateret: 9 jul. 2014
  • Status: Færdig
For Alex og Justin kunne det ikke gå meget bedre. De er flyttet til Santa Monica i deres drømmehus, har en fantastisk vennekreds, deres dejlige hund Baylor som passer på dem, men bedst af alt, så har de deres lille guldklump Mason på 1 år, som de elsker helt ubeskriveligt højt!. Man kan roligt kalde dem en lille lykkelig familie!. Men hvad sker når X igen dukker op og presser Justin ud i en lose lose situation?. Kan Justin finde en udvej ud af X's planer?. Og hvis han kan, hvad sker der så med Alex, hvis hun pludselig skal stå alene med virkelig mange ting?. Find ud af det i ''You're My Badboy 3'' (Fortsættelse af You're my Badboy 1 og 2)

448Likes
2001Kommentarer
907117Visninger
AA

63. Brevet!.

(Dagen efter) 


*Alex's Synsvinkel* 


Jeg stod ude i hallen og var igang med at tage overtøjet på Mason. Klokken var 07.00 om morgenen og Mason skulle i vuggestue. 


Igår da jeg hentede Mason kom han småløbene hen til mig, istedet for at jeg skulle komme hen til ham. Det var så dejligt at se at han var blevet så god til at gå. Vuggestuen havde også rost ham meget og sagt at han var så dygtig. De fortalte mig hvordan han hele dagen igår bare stormede rundt på stuen. Han ville nærmest slet ikke sidde stille. Det var jo også klart, når han lige havde lært at gå. Sådan ville jeg da også have det!. Hvis jeg lærte noget nyt, så skulle jeg da også gøre det hele tiden!. 


Jeg fik tøj på Mason og tog nu selv mine air max sko og min korte læderjakke på. Jeg tog min taske, som jeg havde pakket og stilt på gulvet imens jeg gav Mason overtøj på.  


''Hva så skat?. Skal du selv gå ud til bilen?'' Spurgte jeg Mason, imens jeg satte mig ned på hug og tog fat om ham og stillede ham op. Mason smilede stort, hvilket også fik mig til at smile og give ham et kys. ''Okay, så går du selv, imens jeg holder dig i hånden'' Smilede jeg og rejste mig op. Jeg tog Masons hånd og gik langsomt over til døren sammen med ham. Jeg åbnede den og vi gik ud. Jeg slap Masons hånd. ''Bliv lige stående der skat'' Sagde jeg og åbnede min taske, så jeg kunne få nøglerne til huset op og låse døren. 


Jeg tog igen Mason i hånden og vi begyndte at gå ned imod bilen. Godt nok gik vi ikke så stærkt, men det var et fint tempo for Mason. Mason kom med små grinende lyde og havde sat et kæmpe smil op. Han var åbenbart meget glad for at gå, hvilket jeg godt kunne forstå. 


Jeg kiggede hele tiden ned på Mason, da det var så dejligt at se på at han gik rundt. Jeg bemærkede pludselig at Mason snublede, men heldigvis havde jeg fat i hans arm, så han faldt ikke så langt. Jeg grinede lidt ned til ham og fik ham ordentligt op at stå. ''Ups'' Smågrinede jeg ned til ham. Han kiggede op på mig og da han så mit store smil, begyndte han også at smile. ''Ajhg'' Smågrinede Mason og fortsatte med at gå sammen med mig. 


Jeg fik afleveret Mason i vuggestuen og satte nu kursen imod LA's centrum. Jeg skulle ind til fængslet hvor Justin sad. Dog skulle jeg ikke besøge ham. Jeg skulle bare ind og smide det brev jeg havde skrevet til Justin i deres postkasse. 


Selvfølgelig kunne jeg bare sende det derind til, men jeg gad virkelig ikke vente flere dage på at posten havde afleveret det. Det var meget nemmere selv at køre ind med det, så jeg vidste at Justin fik det idag. 


Jeg havde brugt halvdelen af natten på at skrive det. Hver gang jeg havde skrevet 2 ord, så krøllede jeg papiret sammen og smed det ud fordi det ikke var godt nok. 


Jeg blev først færdig med brevet omkring klokken 3 i nat og bagefter da jeg lå i sengen, tænkte jeg på om det var godt nok, hvilket holdte mig lidt vågen!. Det var ikke specielt langt, men det behøvede det jo heller ikke at være. Kort sagt så stod der bare det mest nødvendige.


Jeg ankom til fængslet og parkerede min bil på parkeringspladsen. Jeg tog min taske og fiskede brevet op hvor der bare stod: Til Justin Bieber..


Jeg sukkede tungt og kiggede hen på den store port indtil fængslet, hvor postkassen hang ved siden af. Jeg kiggede ned på brevet igen. Skulle jeg ikke bare lade være med at aflevere det?. Ej Alex, nu er du kørt så langt og du vil gerne fortælle Justin nogen ting, så gå nu forhelved hen og aflever det!. 


Stemmen i mit hoved fik hurtigt overtalt mig. Jeg tog min taske og steg ud af bilen med brevet i hånden. Jeg smækkede bildøren og låste bilen og gik med hurtige skridt over til porten. 


Jeg stillede mig foran postkassen og kiggede igen på brevet. Jeg tog fat i postkassen åbning og satte brevet derop. Jeg tøvede lidt med at slippe det, men gjorde det dog alligevel. Jeg tog en dyb indånding og fjernede hånden fra åbningen af postkassen. Jeg vendte mig om og gik tilbage imod min bil og kiggede lidt ned i jorden med et koldt udtryk i ansigtet. 


Jeg satte mig ind i min bil igen og kiggede op på fængslet. Jeg sukkede tungt og kiggede lidt ned i skødet på mig selv, imens jeg havde mine hænder på rettet. Jeg lukkede øjnene kort og ønskede bare at Justin ville læse mit brev og tænke over det. 


Jeg satte nøglen i bilen og startede den. Nu skulle jeg bare hjem og sove lidt og få alle de tanker jeg havde, lidt på afstand!. 


*Justin's Synsvinkel*


Klokken var gået hen og blevet 15.00 og jeg havde lige fået serveret min frokost, som bestod af 3 rugbrødsmadder med leverpostej, skinke og kyllingbryst.. Jeg havde egentlig slet ikke lyst til at spise, men jeg gjorde det alligevel. K havde fortalt mig at min træning ikke nyttede en skid, hvis jeg ikke spiste noget. Jeg ville ikke blive større hvis jeg ikke også fik noget i maven, som mine krop kunne arbejde med. 


Dagen indtil videre var gået som den plejede. Stå op, spise morgenmad, træne, gårdtur, gå i bad og spise frokost. Præcis ligesom alle de andre dage. K og jeg havde aftalt at vi igen skulle ned og træne efter vi havde spist. Det var faktisk helt utroligt, så meget jeg trænede. Jeg kunne godt se at jeg havde fået en lidt større krop og kunne også godt mærke at jeg havde fået flere muskler når jeg løftede vægte osv. 


Det bankede på min dør og jeg sukkede tungt. Jeg gad slet ikke at snakke med nogen overhovedet. ''Kom ind'' Sagde jeg opgivende og tog en bid af min mad uden at kigge hen på døren. 


''Bieber. Du har fået post'' Lød det bag mig. Jeg vendte mig om og så at det var en af vagterne. Han stod med en hvid kuvert i hånden og rakte den hen imod mig. Jeg rejste mig op og gik hen og tog det fra ham og kiggede på det. Jeg kunne tydeligt se på skriften at det var fra Alex. 


Jeg kiggede op på vagten. ''Tak'' Sagde jeg koldt og vendte mig om imod mit bord og hørte døren smække bag mig. 


Jeg lagde brevet på bordet og begyndte at spise min mad igen. Jeg havde slet ikke lyst til at læse det overhovedet. Jeg magtede ikke at høre på dumme undskyldninger eller hvad der nu stod. Samtidig kunne jeg ikke lade være med at kigge på det hele tiden, da min nysgerrighed også var i kroppen sammen med min stædighed. 


Det føltes som om jeg havde en engel og en djævel på skulderen. Min nysgerrighed sagde mig, at jeg skulle åbne brevet og min stædighed sagde mig, at jeg skulle lade det være. 


Jeg valgte indtil videre at lade det være. I hvert fald indtil jeg havde spist min mad. 


Jeg blev færdig med at spise min mad og valgte så at ryge en smøg. Jeg rejste mig op og tændte en smøg og begyndte at gå lidt rundt inde i min celle. Skulle jeg åbne det brev?. Skulle jeg bare smide det ud?. 


Ej Justin forhelved. Du kan ikke bare smide det ud man!. Du elsker jo stadig Alex forfanden, så hvorfor ikke bare se hvad hun har at sige!?. Stemmen inde i mit hoved havde ret. Stemmen var nok mere min fornuft, men fuck nu det!. Jeg gik hen til bordet og tog brevet og askebægret i hænderne og satte mig over på min seng. 


Jeg satte askebægret ved siden af mig og tog et væs af min smøg og lagde så smøgen ned i askebægret. Jeg kiggede lidt på brevet og sukkede tungt og gned mig lidt i hovedet. Jeg prøvede nok at forberede mig til at skulle læse en lang smørre om.. Ja, hvad?. 


Jeg vendte brevet om og åbnede det og hev brevet ud. Jeg foldede det ud og sukkede tungt og begyndte at læse.


Kære Justin 


Ingen af os har nogensinde været perfekte, men det er også ligemeget når man elsker hinanden ligesom vi gør. 


Vi begge har begået nogen fejl igennem den tid vi har haft sammen. Vi har skændtes og diskuteret som gale, men vi ender altid med at tilgive hinanden igen.. Og det er fordi vi elsker hinanden, for det ved jeg at vi gør.  


Jeg er ked af det jeg har gjort, men med alle de chancer jeg har givet dig, så skylder du mig en chance til. 


Jeg elsker dig!. 


-Din Alex <3 


Selvom brevet var kort, så ramte det mig stadig virkelig hårdt!. Jeg bemærkede at der var en side mere og jeg fjernede papiret med brevet og så at Alex havde lagt et billede ned i kuverten sammen med brevet. 


På billedet var mig, Alex og Mason. Alex og jeg sidder med panden imod hinanden og kigger forelsket på hinanden og smiler sødt, imens Mason sidder imellem os med en bamse i hånden og smiler sit fantastiske smil. 


Jeg mærkede en tåre glide ud af mit øje og løb nedover mit stoneface. Hvordan kunne hun gøre det?. Hvordan kunne hun knække mig sådan hele tiden og få mig til at vise min svage side. Godt nok sad jeg alene i min celle, men alligevel!. Herinde kunne man ikke vise nogen tegn for svaghed overhovedet!. 


Det bankede på min celledør og jeg kiggede straks derover. Jeg samlede hurtigt Alex's brev og smed det indunder min pude. Jeg tog min smøg i hånden og tog et hurtigt væs. 


''Kom ind'' Råbte jeg over til døren og satte mig helt afslappet frem, med mine underarme hvilende på mine knæ og med smøgen i hånden. 


Selvfølgelig var det K der kom ind, hvem skulle det ellers være. Han kiggede på mig og fik et underligt udtryk i ansigtet. ''Hva fanden Justin?. Sidder du og græder?'' Spurgte han undrende. Jeg tog hurtigt min hånd op til kinden og tørrede mine tåre væk og rystede lidt på hovedet. ''Nej'' Svarede jeg koldt og kiggede væk fra ham. 


''Tænker du stadig på Alex?'' Spurgte han mig. Jeg sukkede tungt og trak lidt på skuldrene, imens jeg sad med lidt åben mund og lod min tunge glide rundt på mine kindtænder. 


''Drop hende Justin.. Hun er ikke det værd!'' Sagde K afslappet. Jeg kiggede op på ham med et undrende og ondt blik. ''Hvad fanden snakker du om?'' Spurgte jeg ham med en kold stemme. K så godt mit ansigtudtryk og sukkede så. ''Justin forfanden. Kan du ikke se hvad hun gør ved dig man!. Hun svækker dig og gør dig svag og så opføre hun sig som en billig lu..'' Mere nåede K ikke at sige før jeg havde rejst mig op og taget fat om hans kæbe med hård hånd. 


Jeg kiggede ham ondt ind i øjnene og følte nærmest at mit blik kunne dræbe. ''Det der ord som du skal til at sige der, ikke!.. Du skal fandme tænke dig om, før du bruger det ord om min dame, er du med!'' Sagde jeg med en ond og kold stemme. K kiggede bare på mig og jeg slap hans kæbe og gik over til mit bord, for at tage mine smøger. 


''Undskyld?. Jeg troede bare..'' Jeg afbrød ham igen og kiggede ondt på ham. ''Du skal ikke tro noget som helst. Du skal bare holde din fucking kæft, okay!'' Sagde jeg vredt. K nikkede lidt og vidste ikke hvad han skulle sige. 


''Jeg skal bruge din mobil nu!'' Sagde jeg og tænkte egentlig slet ikke over at jeg helst ikke skulle bruge lige netop de ord. K nikkede og gik over til min celledør og jeg fulgte efter. 


Vi kom ind i K's celle og K gik hurtigt over og tog mælkekartonen med mobilen i, imens jeg lukkede døren. Han åbnede den og tændte mobilen for mig og rakte den så til mig da han havde skrevet koden. Jeg nikkede kort til ham som tak og skrev så en besked til Alex. 


''Kom herop så snart du kan -Justin'' Skrev jeg og slettede så beskeden da den var sendt. Jeg slukkede telefonen igen og lagde den ned i kartonen og lukkede den sammen. 


Jeg sukkede tungt og kiggede på K. ''Skal vi komme ned og træne?'' Spurgte jeg ham med et koldt udtryk i ansigtet. K nikkede og sendte mig et hurtigt smil og klappede mig kort på skulderen, da han bevægede sig over imod døren. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...