UnReal Love _.~*|Larry Stylinson|*~._

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2014
  • Opdateret: 7 jul. 2014
  • Status: Igang
{UNDSKYLD!! Den her fanfiction blandt alle mine andre fanfictions er på pause fordi at jeg har mistet mine ideer, og har skrive blokade}

Louis William Tomlinson. Navnet der på Hall Cross School kan få folk til at skælve til døde. Han er lederen i skolens Bad Boy Bande, og han er den der har piercinger, store tattoveringer og drøner rundt på sin knallert og skræmmer folk til døde. Og selvfølgelig, den der smelter alle pigernes hjerte, og knuser det igen kort efter.
Harry Edward Styles, Derimod er bare ham der Outsideren, fra børnehjemmet 'Willowstread' Men hvad vil Harry gøre når Edward overtager ham.
Eller hvad med alle hans hemmeligheder. Og hvor meget vil han gøre for kærlighed..

ÆGTE kærlighed.. Eller hvad.

Følg med i UnReal Love, og se hvad der sker.

(OBS. Jeg Shipper Larry, men har intet problem med Eleanor og respektere jer Eleounor Shippers, så lad være med at hate, for jeg har intet dårligt sagt om hende eller jer der nu shipper hende og Louis. Desuden er den her Fanfic til Larry Shippers, så hvis du har et problem med det eller er homofobisk, så lad være med at læse den her historie)

De er ikke kendte.

12Likes
8Kommentarer
693Visninger
AA

2. 1. Kapitel "Loner?! Jeg er ikke loner!"

Harry's synsvinkel;

 

Jeg rejste mig langsomt op fra halvanden mands sengen, inde på mit halv rodede værelse, som ellers var blevet gjort rent og ryddet op i, i morges, af en af vores pædagoger, kaldet Julie. Nu var sengen rodet, og værelset lignede, bogstaveligt talt, et bombet lokum.. ja, jeg var blevet frustreret.. ked af det.. rasende.. det hele var mindernes skyld..

Det hele.

Jeg havde smidt med ting, og råbt og skreget, lige ind til at luke var kommet, og havde fået mig til at hisse mig ned, og derefter havde hentet en voksen..

Ordene var stadig i mit hoved. De kørte rundt, rev sig fra hinanden, og fandt så sammen igen.

Sammentalen..

Episoden.

”Julie! Julie! Skynd dig at komme! Nu er det sket igen..!” råbte en skræmt, oprevet Luke. Han løb med faste skridt ud af mit værelse, og jeg kunne på en måde stadig Føle hans blik på mig...

Kort efter kom Julie ind, med handsker og opsat hår.. hun havde nok slippet alt hvad hun havde i hænderne, for at komme op og hjælpe mig, da hun jo vidste hvad der skete, når jeg var i den situation..

Hun gispede kort, da hun så på de store flænger, og glasskårene i min arm. Jeg sad bare fuldstændig følelsesløst, og kiggede ud i luften, som om at jeg sad i et tomt rum, alene.. forladt..

Hun løb hurtigt hen til mig, og hjalp mig op at stå, for derefter så at tage fat i min arm, og trække mig med ud på personale-toilettet, hvorefter hun så kaldte på James, en anden pædagog, der straks kom ind på toilettet, og da han så så mig, kom med samme reaktion som Julie havde haft.

Efter det gik han straks i gang med også at hjælpe med at rense sårende og tage glasskår ud af mine arme.. men jeg kunne intet mærke.. absolut intet.

Jeg rystede kort på hovedet for at få tankerne væk, men kiggede i stedet ned på mine arme. Arrene var der stadig. Selvfølgelig var de det. Det kom jo i formiddags.. eller. Det gjorde de nyeste. Jeg trak stille i mit ærme, så det automatisk trak sig op, og så så de halv lange lyserøde streger der formede en række af mønstre. De var inspirerende. Jeg trak dog straks ærmet ned igen da det bankede på døren. Den ville sikkert snart blive åbnet af en glad Michael der stak hovedet ind og sagde et eller andet.

Ganske rigtigt.

Kort efter stak han hovedet ind og et smil tegnede sig på hans ansigt, da han så mig.. Han havde nok hørt om episoden i morges, og var glad for at jeg var okay. ”Hey Harry! Vi skal lave mad nu. Kommer du med mig nu, eller vil du selv gå og være loner?” han kom med et højt grin, men lavede så et ’冖’ med sin mund, efter at han havde sagt loner. Men selvfølgelig kunne han jo ikke holde masken i særlig lang tid, og brød ud i latter kort efter.

”Loner?! Jeg er ikke loner!” sagde jeg med et grin, og kastede en pude hårdt efter ham, der så ramte ham lige i hovedet så han kom med et kort fornærmet grynt. ”jo du er. Kom så!” sagde han og samlede puden op og kastede den tilbage på mig, men den ramte i stedet væggen ved siden af mig. Jeg klaskede et kort falskt grin op på facaden, og rejste mig så, og luntede kort over imod ham, og åbnede så døren, så han var tæt på at falde forover. ”hey hey! Jeg var ved at falde!? Nå anyways. Nu er du ikke loner længere! Yaaah!” skreg han af grin, og slog sig selv på maven, så jeg bare stod og stirrede på ham. Han kunne virkelig grine af alt den dreng..

Jeg løj for mig selv.. jeg var en loner.. det var jeg virkelig.. jeg gik altid alene i skolen.. altid.. der mest nedern var at mine venner fra børnehjemmet ikke gik på min skole, så jeg havde ingen at tale med.. tro det eller ej, men jeg er meget genert.. og så er der nok heller ingen der gider snakke med mig, da jeg jo egentlig bare er ham den der mærkelige fra børnehjemmet.

Men de kendte mig jo ikke!? Det var sandheden.. De Kendte Mig Ikke! Det var nogle rygter, nogle hjerteløse, halv-idiotiske, rotter havde sat i gang, bare fordi at de troede at jeg var mærkelig..

Michael knipsede et par gange foran mit syn, og kiggede med medlidenhed på mig. "Hey, Mate. Er du okay? Du er helt væk?" Han stoppede med at knipse da jeg skubbede hans hånd, væk, og han løftede kort det ene øjenbryn som en hentydning, til at han gerne ville have svar."yea, det var bare lige noget.." Sagde jeg og stoppede op og kiggede på ham og håbede inderligt på at han ikke ville komme med flere spørgsmål ligenu.. For Det overskuede jeg altså bare ikke.

Sorry to say.

Han kiggede mistroisk på mig, men trak så bare stille på skuldrene og vendte sig om og fortsatte ned af gangen.

Jeg fulgte efter og kiggede ned af den velkendte gang, som jeg nu havde gået på rimelig mange gange. Jeg kiggede så igen på Michael's meget fascinerende og inspirerende ryg (mærk ironien) og på hans utroligt grønne hår, der næsten lyste hver gang vi kom til en lampe.

Jeg rystede kort på hovedet, og kiggede hen på døren Michael og jeg gik ind af. Køkkenet var rent, og vi var de eneste der var der inde. Der stod et stort bord i midten, med ovn, skabe, en håndvask og nogle få gryder og pander på det lille komfur.

"Nå, hvad skal vi så lave Idag?"

Louis' synsvinkel;

jeg gabte højlydt, og kiggede rundt i mit værelse. klokken var 12.54 men det var jo weekend og weekenden skulle jo nydes, så derfor ville jeg så lige sove længe idag. nu havde jeg sådan set også været til en fest igår, men selvom at jeg havde drukket meget, så havde jeg ingen tømmermænd, hvilket egentlig var dejligt nok.

jeg rejste mig, og kløede mig kort i hovedbunden, men fortsatte så ind på badeværelset.. jeg kom derind og kiggede mig i spejlet, og ganske som jeg havde forudset, så stod mit hår ud til alle sider. jeg kørte en enkelt hånd igennem det, så det lagde sig lidt mere ned, men stadig stod i den vilde lidt pjuskede frisure som jeg plejede at bruge. Jeg fortsatte så med at kigge mig selv lidt i spejlet. Jeg kiggede også på de tattos, der var malet på min overkrop, og på min læbe-piercing, og de to sorte øreringe der sad i mine øre.

jeg børstede så tænder og gjorde alle de andre ting som jeg nu også plejede at gøre, og gik så ud af badeværelset. jeg gik ned af trappen, og ud i køkkenet, hvor jeg begyndte at stege æg og bacon, men jeg var ikke så god til at lave mad, så derfor blev det bare en liiiille smule brændt..

jeg hældte det hele over på en tallerken, og satte mig hen til bordet. jeg tog en kniv og en gaffel, og et glas med juice, og begyndte så ellers bare at spise maden.

da jeg havde spist, satte jeg ellers bare tallerkenen i opvaskeren, og smækkede den i (spændene ikk?(not))

Jeg ventede så i et stykke tid på at den faktisk gad at tænde, inden at jeg så puffede blidt til den. Da jeg havde ventet lidt og der stadig ikke var kommet noget reaktion fra den, kunne jeg mærke en svag vrede blusse op i mig, inden at jeg så slog lidt hårdere på den. Stadig ingenting. Jeg sparkede så til den, og begyndte at skrige forskellige skældsord til den, og det var altså først dá jeg lagde mærke til at jeg ikke engang havde trykket på on/off knappen..

Jeg stønnede højt, og trykkede så på knappen, og det var altså først der at den sagde en eller anden mekanisk lyd, og ellers bare begyndte at komme med de skyllelyde en vaskemaskine lavede.

Jeg kiggede hurtigt ned på det gyldne ur, der var på min arm, hvor jeg så så at klokken var..

13.28. Så kunne jeg da ligeså godt sætte mig ind og se tv, inden at jeg så gik ind i stuen og smed mig i sofaen, og fladede helt ud.

 

☆♪☆♪☆♪

 

jeg gned langsomt sine øjne, mens at jeg kom med et tilfredst gab. jeg satte mig så op i sofaen og kiggede lidt rundt, mens at jeg blinkede kort et par gange, for at få det slørede væk fra sit syn. jeg var åbenbart faldet i søvn mens at jeg så tv.

jeg rystede kort mit hoved inden at jeg så rejste mig, og gik ud af stuen. jeg kiggede så op på det store ur, der hang i min gang. klokken var 17.38. jeg havde sovet i 4 timer og ti minutter.. jeg løftede kort det ene øjenbryn, fordi at der vidst var noget jeg skulle huske.

jeg trak så kort på skuldrene, inden at jeg gik ind i køkkenet, og tog et æble.

kort efter kom jeg sprintende ud i gangen, og hev mit overtøj på, + mine sko, inden at jeg så farrede ud af døren, og ud på fortovet, og ned af kvarteret. 

jeg havde glemt zayn's filmaften, hvor alle drengene ville være der.. fuck!

Jeg løb ned af fortovet, da jeg jo ikke havde min motorcykel. for den skulle jo være så venlig, at gå i stykker for et par dage siden. så nu var den til eftersyn, og det der pis. jeg sukkede, stille, og kiggede så ned på mit ur. 17.41. "lort!" mumlede jeg stille for mig selv. zayn lejlighed lå midt inde i london, og der var godt 2-3 kilometer der hen, så jeg skulle skynde mig.

jeg bestemte mig så for at løbe igennem parken, da det nok gik pænt meget hurtigere, end at løbe udenom. det var bare pænt glat der inde, og der lå flere frosne vandpytter på vejen, så jeg måtte gå forsigtigt. 

jeg hvis i ikke allerede havde gættet det, så er det altså vinter lige i øjeblikket. det er faktisk den 9 december i dag, og der ligger allerede et 5-10 cm lag sne overalt... 

jeg valgte at sætte tempoet lidt ned, da jeg kom ind i parken, for det ville ikke være fedt at vælte her inde, ned i en masse sne, så det ser ud som om at man har pisset i bukserne.

der kom et kort suk fra min mund, inden at jeg så stak mine hænder ned i mine lommer, og forsøgte at komme igennem sneen, så hurtigt som overhoved muligt, uden at mine slidte converse skulle blive helt gennemblødte.

jeg tog så min iphone frem, og satte en ed sheeran sang på, og begyndte så at nynne stille med, for et eller anden kunne jeg vel godt gøre, imens at jeg førsøgte på at komme igennem denne skod agtige park. 

jeg vrissede kort, men sukkede dog kort igen af lettelse, da jeg kom til et sted uden sne. jeg begyndte så at løbe igen, og inden længe var jeg i høj fart.

lige pludselig kunne jeg høre nogen råbe et eller andet sted fra, hvilket så fik mig til at kigge til højre, hvor lydene kom fra. jeg ignorerede det så og kiggede frem igen.. men alt jeg nåede at se, var en dreng, der kom løbende imod mig, inden at der lød et højt bump, og vi så var løbet ind i hinanden.

"av, for fucking helvede!" hylede jeg op, inden at jeg så kiggede ned på ham der nu var løbet ind i mig, med et surt ansigts udtryk. 

"hva fuck laver du, din orm?!" råbte jeg af ham, imens at jeg tog mig til hovedet, og stirrede surt på ham. det var der jeg opdagede at der løb en tåre ned af hans kinder, men også at der løb noget rødt fra hans hoved ned i sneen.

han lå nede på jorden, sammenfoldet, og lille og svag, mens der løb tåre ned af hans kinder. han havde en stor sort sweater på, og et par sorte skinny jeans, og et par støvler og et langt halstørklæde med farverne gul, brun og mørkeblå.

"vil du ikke nok stoppe med at råbe.. ellers opdager de mig.." det kom næsten ud som en hvisken, og jeg vidste at hvis jeg ikke havde holdt vejret, havde jeg ikke hørt det han sagde. idet han havde sagt det, åbnede han sine øjne, og idet øjeblik faldt jeg næsten for ham.

han havde de smukkeste smaragd-grønne øjne jeg nogensinde havde set, samt et stort krøllet hår, og et par lyserøde læber, der næsten gjorde mig tom for ord.

"hvem.." var det eneste der kom ud af min mund. hans store øjne stirrede bange direkte ind i mine blå øjne. han slugte sit mundvand, og pustede en gang ud, inden at han så talte.

"jeg ved ikke hvad de hedder, men de er efter mig.." hviskede han, og jeg kunne høre ham begynde at hikse, og der kom flere tåre ned af hans kinder.

jeg kom så med et kort nik, og brugte min arm til at støtte mig til jorden så jeg kunne komme op. da jeg så var kommet op, gav jeg ham en hånd så han nemmere kunne komme op. idet han var kommet på benene igen, kunne jeg hører råb, og skrig, og kunne se 3 skikkelser, for enden af parken.

"hjælp mig.." bad han, imens at han kiggede på med sine store grønne øjne, og det kunne jeg selvfølgelig ikke stå for, så jeg gruflede kort, inden at jeg så tog hans hånd, og trak ham ud af parken.

jeg satte i løb, men fandt ud af at han ikke kunne løbe, så jeg vendte mig om og kiggede imod ham, og kiggede spørgende på ham, imens at jeg pustede ud, og kunne se mændene komme tættere på.

normalt ville jeg godt kunne skræmme dem væk, men det var mørkt, og jeg kunne altså ikke slå 3 voksne mænd, i en kamp.. Det var bare noget jeg vidste.

Jeg kom med et tavst suk, og tog så en drastisk beslutning, inden at jeg så løftede drengen op i mine arme, og løb væk fra dem. Han var utroligt let og spinkel i mine arme, og jeg kunne løbe næsten ligeså hurtigt som jeg kunne da jeg ikke holdt ham.

da jeg var langt væk fra mændene, løb jeg om et hjørne, og var på den sædvanlige vej. nemlig vejen som jeg boede på. jeg løb ned til nr. 17, og tog min nøgle ud, så hurtigt som jeg kunne, inden at jeg så fik låst op, og fik både mig, og drengen ind.

jeg smækkede så hurtigt efter mig, og kom med et dybt suk, inden at jeg så lod mig selv glide ned af døren, og sætte mig på gulvet. jeg kiggede så over imod drengen, der sad ved siden af mig. hans hoved var begravet i hans hænder, og hans ryg rystede stille, så det var tydeligt at han græd..

det var fuldstændig usædvanligt at lukke en helt fremmet ind i dit hus, som du har kendt i mindre end 10 minutter, og som du ikke engang kender navnet på. 

"hey, er du ok?" spurgte jeg med medlidenhed i stemmen, inden at jeg lagde en beskyttende hånd på hans ryg, for at få en reaktion fra ham. hans ryg stoppede med at ryste, og han kiggede op på mig med hundehvalp-blikket, og sukkede stille.

"ja, det er jeg vel.." sukkede han igen "undskyld for det besvær. det skulle jeg altså ikke have påført dig, du må altså virkelig undsk-" "-hey mate. det er ok. det er altså ikke noget du skal undskylde for. for du kunne jo ikke gøre andet, når de der mænd var efter dig." hvad var der sket med mig? min facade var faldet helt ned på det dybeste sted og blevet smadret i tusind stykker, og mit hjerte bankede en smule hurtigere, end normalt. "forresten. jeg er Louis. og som du kan se så bor jeg her.. hvad med dig?" spurgte jeg så hurtigt igen, for at komme ind på et andet emne, da der var kommet pænt akavet stilhed. han holdt en lang pause inden at han så svarede på mit spørgsmål.

"Harry.. jeg er Harry.." svarede han, inden at han så overvejede sit andet svar ".. jeg kommer fra.." pause "altså.." pause igen.. "det her vil nok lyde lidt mærkeligt, men jeg er fra willowstreet." svarede han så endelig, og der gik et lille stød igennem mig. willowstreet. var det ikke stedet for unge der havde psykiske problemer? jeg havde på under sekunder fået flere tusinde spørgsmål at stille harry om. nogle mærkeligere end andre.

"ok..." hviskede jeg tilbage, inden at jeg lagde mærke til den røde plet i hans pande. jeg kom med et lydløst gisp, inden at jeg så gav ham en hånd, og trak ham op.

"du, øhm.. bløder altså fra panden.. jeg.. lad mig hjælpe dig." sagde jeg stille, inden at jeg så trak ham med ud på mit badeværelse, og tog min førstehjælps taske frem. jeg tog så en af de der klude, der er våde, og skule til at pakke den ud, da Harry gav lyd fra sig. 

"nej, nej.. det behøver du altså ikke d-" "-jo jeg gør. og det er ikke til diskussion." afbrød jeg ham, inden at jeg så førte kluden op til hans pande, og tørrede det værste væk. efter det puttede jeg et plaster på, og kom med et 'så', inden at jeg førte ham med ud i stuen, og gav ham et tæppe, da jeg havde set at han sad og rystede. han var jo faldet lige på røven, ned i en snepyt.

"hør her, jeg laver lige en kop te til dig, og så kan du låne noget af mit tøj, for du s-" "-nej, nej, nej, nej, nej, det skal du altså ikke. det er da alt for meget, jeg har det fi-" "-harry. nu bliver det altså sådan her."

jeg smilede stille til ham, inden at jeg så gik ud af rummet, og ind på mit værelse. jeg skiftede selv hurtigt tøj, og fandt også noget af det mindste tøj jeg havde, som han sandsynligvis kunne passe, inden at jeg kunne høre el kedlen komme med et klik, som tegn til at vandet var til at kunne lave te af nu.

jeg kom ud i stuen, med tøjet, som jeg gav til den frysende dreng, der bare sendte mig et smil inden at han rejste sig, og stod og kiggede afventende på mig. "øhm.. du kan bare skifte i mit værelse.." mumlede jeg, inden at jeg så gik ud for at lave teen.

da jeg kom ind i stuen igen, sad harry på en stol, med noget alt for stort tøj, som alligevel passede pænt godt til ham. jeg smilede til ham, inden at jeg stilte teen på bordet foran os. han tog den op til sig selv, og drak af den, inden at han kom med en lille gruflen, som et tegn på at han kunne lide den.

"så, harry. hvor gammel er du? jeg bliver selv 17 her til jul." spurgte jeg ham, inden at jeg nippede til teen. den store jumper han havde på, havde alt for lange ærmer, som han blev nød til at trække op, når han rækkede ud efter teen, for at drikke af den.

"jeg er 15.. bliver 16 til februar..." mumlede han med te i munden, inden at han så slugte det, og lænte sig tilbage i stolen, for at slappe lidt af.

"hm.. okay.." hviskede jeg, inden at jeg så tog min og Harrys tomme kopper, for at sætte dem i opvaskeren. jeg nynnede stille, inde i køkkenet, da jeg kunne mærke en krop tæt på mig.

jeg vendte mig om, og så harry, stå i døren, lænet op af dørkarmen, med armene krydset over brystet, inden at han stod op normalt igen.

"jeg skal være hjemme inden 22, ellers bliver de voksne bekymrede, så jeg må nok smutte nu. tak for alt Louis." sagde han, imens at han kom tættere på mig. han standsede først, da han stod helt tæt på mig, hvor han så trak mig ind i et kram.

jeg blev pænt forvirret i starten, men gengældte hurtigt krammet, i mens at der tegnede sig et smil frem i mit ansigt. jeg smilede stadig, da han trak sig ud af krammet, og kiggede ham i øjnene. de var varme og imødekommende, imodsætning til første gang jeg så ham, hvor de var skræmte og bange.

"så jeg må vel gå nu.. vi ses vel louis?" sagde han så, inden at han vendte sig om, og var på vej ud af køkkenet, inden at jeg løb hen og stoppede ham.

"vent. du glemte noget.." sagde jeg, inden at jeg gav ham en seddel med mit nummer på. han blinkede kort til mig inden at han forsvandt ud af hoveddøren.

da jeg ikke kunne se ham længere, lukkede jeg døren, og satte mig til at se tv.

jeg gik den aften, i seng, med et smil på læben.

__ _

 

Så! det var så endelig det første kapitel! jeg ville blive så glad, hvis i gad at kommentere hvad i syntes, for det har taget så utroligt lang tid at skrive det her.

det betyder også meget for mig, så tak for at i ville læse det!

knus og kram Marie <3

Ord: 3.564

tegn: 18.029

_.-* Im A Happy Goat *-._

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...