At være levende - eller ikke

At være eller ikke at være levende. Jeg ved hvad jeg er, og hvad jeg ikke er. Engang var jeg levende, og jeg elskede det. Dette er ikke en trist selvmordsfortællingen. Dette er historien om hvorfor jeg døde. Jeg vil fortælle jer historien om min død. Historien om hvordan mit liv bare pludselig stoppede.
Folk taler om hvordan man får fred når man dør. Mit efterliv er ikke fredeligt. Jeg tror jeg ved hvordan jeg kan ændre dette, så hør godt efter.

Dette er historien om Amy, der pludselig ikke vågner. Hendes familie er en stor familie i det centrale New York. Flere folk ser gerne Amy død, og det er grunden til hendes ikke så fredelige tilværelse efter hendes død. Hun vil nu gerne finde grunden til, hvorfor hun omkom.

1Likes
1Kommentarer
281Visninger
AA

2. 2. begyndelsen

New Yorks skyline var så smuk den tid på dagen. Lysene i vinduerne på de store skyskrabere. Den mørke himmel, der har lagt en dæmper over byen. Lysene fra bilerne der spejler sig i vandet. Det hele så så stille ud udenfor, og det havde man også troet det var, hvis det ikke var fordi man kunne høre larmen fra gaden gennem vinduerne.

New York City - byen der aldrig går til ro. Intet kan blive mere sandt.

Mange af de højeste bygninger, som man kunne skimte i den mørke skyline, var min fars værker. Jeg sad på en bunke puder på gulvet nedenfor min dobbelte gulv-til-loft vindue. Her sad jeg tit om aftenen for at skrive i min dagbog, så det gjorde jeg også denne aften.

Min dagbog lå opslået på gulvet ved siden af mig. Jeg havde stadig kuglepennen i hånden, som jeg sad og klikkede løst på. Denne aften havde jeg droppet at skrive dagbog, for jeg blev konstant distraheret af mine larmende forældre, som brugte en ellers fredelig og hyggelig aften på at råbe på hinanden inde i stuen. Jeg vidste hvor dette ville føre hen. Min far ville tage hen på et af sine andre hoteller for at overnatte et par dage. Dette betød at jeg blev tvunget til at være alene i lejligheden med min mor. Det var altid det samme der skete, og det gik altid ud over mig.

Heldigvis var vores husholderske også hjemme, Martha. Hun var det sødeste menneske jeg kendte, og jeg overlevede kun timerne derhjemme, fordi hun også var der. Når min mor ikke hørte det, kaldte Martha mig for hendes ekstra datter. Hun havde godtnok allerede to døtre og en søn, men hun sagde det altid var dejligt med lidt mere famile, især når det var mig der var den ekstra.

Marthas familie var, ligesom Martha selv, rigtig søde og venlige. Det havde det godt sammen og boede ikke, ligesom min familie, midt på krigsstien. Til sidst i mit liv, så jeg ikke så meget hendes familie mere, kun når jeg tilfældigt stødte på dem på gaden, men jeg ved at jeg holder ligeså meget af dem, som jeg altid har gjort.

Martha var altid rigtig sød mod mig, også selvom jeg ikke altid var så sød mod hende. Det meste af tiden var jeg, men jeg er min fars datter, og jeg er født ind i en ond lorte familie.

Martha lavede varm kakao til mig, når jeg var ked af det. Hun tog mig med på hemmelige skovture i parken, da jeg var lille. Hun tog mig med på shopping, når det kom en stor begivenhed, som indvigelser af nye hoteller og restauranter. Hun købte endda min promkjole med mig.

Engang, dengang jeg var syv, tog hun mig med hjem på selveste juleaften. Mine forældre skændtes igen, og Martha fik ondt af mig. Vi sneg mig ud af lejligheden gennem madelevatoren. Jeg kom hjem igen om aftenen, så jeg kunne fejre morgenen den femogtyvende med min mor. Min far var jo på hotel.

En eller anden smækkede vores hoveddør virkelig hårdt. Jeg vidste allerede at det var min far der tog afsted. Han flygtede endnu engang fra djævelen, også kaldet mor.

Ikke langt tid efter, trådte min mor ind på mit værelse.

"Jeg går lige lidt ud, vent ikke oppe", sagde hun.

Jeg vidste godt hvor hun tog hen. Jeg havde nemlig engang fulgt efter hende, for når mor og far skændtes, var det ikke kun far der tog på hotel i nogle dage. Min mor tog nemlig på hotel med hendes boss. Det var onsdag, og jeg vidste, at jeg ville se hende igen lørdag. Jeg ville se min far igen mandag og Martha dagen efter. Jeg så allerede frem til næste dag.

Klokken var elleve, og jeg valgte at gå i seng. Jeg var 16 år gammel, og den eneste på min skole, der ikke festede hver eneste nat. Jeg var den eneste, der gik i seng klokken elleve.

Jeg faldt i søvn til lyden fra gaden. Dyttende biler, mumlen fra diverse cafeer og brummende motorer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...