Famous Love | Tokio Hotel

Valery Bach, en syttenårig pige, lever et nogenlunde normalt liv som verdensberømt sangerinde, indtil hun tilfældigt støder på sit største idol i supermarkedet. Det bliver ikke til andet end et 'hey', men så bliver Valery inviteret til fest i England. Der møder hun igen sit idol, Bill Kaulitz, og de snakker lidt sammen. Senere skriver han til hende, og de mødes nede i byen. Her bliver humøret en smule svingende, men det går, og de bliver gode venner. Desværre er Valery en smule vild med Bill, da hun har været fan af ham i syv år. Hvad hun ikke ved er, at Bill også godt kan lide hende.
Finder hun nogensinde ud af det?

10Likes
16Kommentarer
1368Visninger
AA

26. Turen Går Til Los Angeles ... Igen

Bills synsvinkel

Jeg fortrød ikke, at jeg var kørt forbi Valerys hus, da jeg tidligere på aftenen besluttede mig for at køre en tur, så min vrede kunne lette lidt. Havde jeg ikke kørt forbi hende, var hun gået alene hele vejen hertil. Det kunne umuligt have gået godt. Nu sad vi så i lufthavnens store hal og ventede på det næste fly til Los Angeles, fordi Valery ville væk fra Danmark. Noget sagde mig, at det ikke var Danmark, hun ville væk fra, men mig. Og selvfølgelig ville hun også gerne op og se sin bror og hans kæreste igen. Det var klart.
"Hey, do they have a room for you?" spurgte jeg, men fortrød, da Markus og Jessicas hus jo var stort, så de havde nok masser af plads.
"Yes." Valery trak lidt på smilebåndet, og hendes to smilehuller kom til syne. Det smil havde jeg savnet.
"Good." Jeg nikkede et par gange og tog så hendes hånd. "The plane is ready now," mumlede jeg, i håb om, at hun måske ikke ville høre det og så ville tage hjem igen. Men nej, pigen havde en god hørelse, og hendes smil blev bredere.
"Yay," nærmest sang hun, og jeg kunne ikke lade være med også at smile.
Vi fulgtes hen til en dame, som sagde et eller andet på dansk til Valery, og Valery så glad på mig. "I'll take this plane."
"Cool." Jeg smilede, og vi begav os hen mod flyet. Mit smil falmede, da vi nåede derhen, for det gik op for mig, at hun jo faktisk skulle rejse. Uden mig.
"So, ehm ... Goodbye." Hun vendte sig mod mig, og jeg følte en pludselig trang til at bortføre hende, være sammen med hende for evigt.
"Goodbye." Jeg sank en gang og bed mig i læben. "I'm gonna miss you, Valery."
Hun så mig i øjnene, og for anden gang den aften fyldtes hendes lysebrune øjne med vand. "I'm gonna miss you too, Bill."
Jeg smilede og krammede hende, og hun slog sine tynde, blodige arme om mig, som ville hun aldrig mere komme til at se mig. Hvilket måske også var hendes plan. Jeg skubbede tanken væk og nød omfavnelsen.
"Well, I have to go now." Hun trak sig væk fra mig, og jeg slap modvilligt
mit greb om hende. "See you." Hun tog sine to mintgrønne kufferter og skulle lige til at gå, da jeg forsigtigt tog fat om hendes arm, der hvor der var færrest sår. Jeg tøvede et sekund, inden jeg hurtigt gav hende et kys på munden og så puffede hende blidt hen mod flyets indgang.
"See you." Jeg smilede, og hun smilede forvirret tilbage, hvorefter hun skyndte sig ind i flyet. Jeg stod lidt og så på de sidste mennesker, der gik ind i flyet, og så flyet, der trillede hen over landingsbanen. Da det var ude af syne, gik jeg langsomt tilbage til min motorcykel. Jeg låste den op og kørte hjem. Tom undrede sig nok over, hvor jeg blev af.

Valerys synsvinkel

Jeg lænede mig tilbage i det bløde sæde med et højlydt suk. Mine tanker var ét stort kaos. Hvorfor havde Bill kysset mig? Var det bare venskabeligt, eller mente han noget med det? Hvem var hende, som han sagde, var hans true love, men som han ikke gad sige navnet på? Kunne han lide mig, på den måde jeg kunne lide ham? Havde han tilgivet mig for det kys, jeg havde givet Zach? Burde jeg blive her i Danmark i stedet for at tage til Los Angeles?
Jeg sukkede igen og opgav at få svar på alle spørgsmålene. Nu var jeg på flyet, så det var for sent at ombestemme mig med hensyn til, om jeg skulle blive i Danmark. Og Bill havde nok tilgivet mig, siden han både snakkede til mig, smilede til mig og kyssede mig. Det var så de eneste to spørgsmål, jeg sådan cirka kunne svare på. De andre måtte forblive ubesvarede.
Min mobil ringede, og jeg tog den op af lommen. "Hallo?"
"Hey, Val, det er Markus," lød det i den anden ende.
"Hej, Markus." Jeg smilede ved lyden af hans dybe stemme. "Hvad så?"
"Jeg ville bare høre, hvornår du kom?"
"Jeg sidder i flyet nu. Hvorfor?" svarede jeg.
"Jeg skulle bare lige vide det. Det lyder, som om du er blevet glad igen," sagde han.
"Ja, det er jeg vel." Jeg satte en hånd på mine læber og så smilende på min hånd, da jeg fjernede den igen. Dér havde Bill kysset mig. Lige på munden, og nu svarede det til, at han også havde kysset mig på hånden. Heldig eller hvad?
"Det er ham Bill Kaulitz, har jeg ret?" spurgte han, og jeg fnes.
"Måske," sagde jeg drillende.
"Nu har du ikke slæbt ham med i flyet, vel?"
"Nej, nej." Jeg grinede. "Farvel, Markus."
Jeg kunne svagt høre, at han fnøs, og jeg vidste, at han også rystede på hovedet. Det var en Markus-ting. "Farvel."
Jeg lagde på og sad lidt og så på min iPhone, inden jeg låste den op og gik ind under beskeder. Jeg læste de få beskeder, Bill havde sendt til mig, og et stort smil bredte sig på mit ansigt. Det slog mig, at jeg ikke var alene i flyet, og at det sikkert så mærkeligt ud, at jeg sad her og smilede som en idiot, så jeg skruede lidt ned for smilet og lagde min mobil tilbage i lommen.

Min sædvanlige flyskræk kom slet ikke denne gang, og jeg steg ud af flyet med et lille smil på læben. Turen var hurtigt overstået, og nu stod jeg så her, i Los Angeles, uden en eneste skramme. Flyet var ikke styrtet ned, og jeg havde ikke været bange for, at det skulle gøre det. Jeg modtog mine to kufferter med en lettet mine - de var ikke blevet stjålet. Jeg ringede til Markus for at høre, om han kunne komme og hente mig, men det var igen Jessica, der tog telefonen.
"Jessica here," lød hendes evigt optimistiske stemme.
"Hey Jessica, it's Valery. Can I talk to Markus?" spurgte jeg.
"He's at the mall. I can tell him that you called if you want me to?"
"No, it's okay. I just wanted to hear if he could come and drive me to your home," sagde jeg og trak på skuldrene, selvom hun ikke kunne se det.
"Are you at the airport? I can drive you to our home," tilbød hun.
"Really? Thank you, Jessica."
"You're welcome."
Vi aftalte, at jeg skulle gå hen til lufthavnens indgang, og så ville hun komme og hente mig. Jeg var glad for, at hun gjorde det, for ellers havde jeg igen det problem med, at jeg skulle tage en taxa med en eller anden klam chauffør.
Ikke mange minutter senere holdte en dyr bil på vejen foran mig og dyttede, og jeg skyndte mig hen til bagagerummet, som jeg åbnede og lagde mine kufferter i. Så hoppede jeg ind i passagersiden, og Jessica så smilende på mig.
"Hey, Valery," sagde hun sødt, og jeg gengældte hendes smil.
"Hey, Jessica."
Vi snakkede lidt på turen hjem til hende og Markus' hus, og hun var præcis lige så sød, som hun havde været, da Bill og jeg besøgte dem, da vi var på turné. Åh ja, turné. Jeg sukkede lydløst og spændte sikkerhedsselen op, idet Jessica kørte ind i indkørslen foran det store, hvide hus. Hun hjalp mig med at bære mine kufferter indenfor, og et par minutter senere kom Markus hjem. Han havde to bæreposer, som han slap, da han så mig.
"Valery," udbrød han smilende og omfavnede mig. "Hvor er jeg glad for at se dig."
"I lige måde, Markus," sagde jeg oprigtigt. Jeg havde været så smart at tage en jakke på, inden jeg steg ud af flyet, så han så ikke mine sårede arme, da jeg trak mig ud af hans bjørnekram. Så var det Jessicas tur, og jeg lagde mærke til, at han sørgede for ikke at presse sin tunge krop alt for hårdt mod hendes mave. Det kunne kun betyde én ting...
"Are you pregnant?" spurgte jeg Jessica, og hun trådte smilende et lille skridt væk fra Markus.
"Yes," indrømmede hun og fnes lykkeligt. "Isn't it amazing?"
Jeg nikkede og gav hende et kram som for at sige tillykke.
"Er du så klar til at blive far?" Jeg så hen på Markus, som også smilede.
"Næsten. Men jeg har stadig otte måneder til at gøre mig helt klar," påpegede han, og jeg måtte give ham ret. Jeg kunne dog stadig ikke rigtig se ham som far, men okay.
"Well, I'll go and make some tea," sagde Jessica og gik ud i det store køkken.
"Så kan vi sætte os ind i sofaen og vente på, at teen bliver færdig." Markus trak mig med ind i stuen, og vi satte os så i sofaen for at vente på Jessica og teen. Det her skulle nok blive hyggeligt, det var jeg sikker på.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...