Famous Love | Tokio Hotel

Valery Bach, en syttenårig pige, lever et nogenlunde normalt liv som verdensberømt sangerinde, indtil hun tilfældigt støder på sit største idol i supermarkedet. Det bliver ikke til andet end et 'hey', men så bliver Valery inviteret til fest i England. Der møder hun igen sit idol, Bill Kaulitz, og de snakker lidt sammen. Senere skriver han til hende, og de mødes nede i byen. Her bliver humøret en smule svingende, men det går, og de bliver gode venner. Desværre er Valery en smule vild med Bill, da hun har været fan af ham i syv år. Hvad hun ikke ved er, at Bill også godt kan lide hende.
Finder hun nogensinde ud af det?

10Likes
16Kommentarer
1366Visninger
AA

12. Rejsen

Bills synsvinkel

Jeg kiggede fascineret over på Valery, som sad overfor mig, mens jeg prøvede på at finde ud af, hvordan hun kunne være så perfekt, selvom hun spiste en burger. Altså undskyld, men jeg havde aldrig i mit fireogtyve år lange liv set nogen se så smukke ud, når de spiste. Valery var virkelig et naturtalent. Jeg trak min tankebemærkning til mig, da hun tog et sug af sugerøret, som sad i hendes vandglas. Hun var et smukt og perfekt naturtalent, ikke bare et naturtalent. Og hendes smil. Tom sagde et eller andet, og hun grinede hendes søde grin med smilehuller og det hele. Nu grinede Georg og Gustav også, og.. Vent, vent, vent, vent, vent. Hvad grinede de af? Jeg kiggede væk fra Valery og hen på Tom, som sad ved siden af mig. Han grinede igen, da jeg forvirret så på ham.
"What?" fik jeg taget mig sammen til at spørge, og de brød alle fire ud i en latter, hvor jeg bedst kunne høre Valery. Ikke at hun grinede højere end de andre, hendes grin var bare det eneste, der rigtigt trængte ind i mine forelskede ører. Nej, det lød dumt. Men i hvert fald var hendes grin det eneste, jeg fokuserede på.
"You didn't hear anything, Little Mouse." Grinede Tom, og Georg fortsatte for ham;
"You just kept staring at Valery." De to var virkelig meget efter mig med Valery. Jo, jeg kunne godt lide hende, rigtig godt endda, men hun kunne jo ikke lide mig. Så kunne de ikke lade være med at drille mig med hende, når hun var der?
"I didn't stare at her." Forsvarede jeg mig.
"No, that's right," sagde Georg og smilede. "You stared at her mouth."
"No," mumlede jeg, selvom jeg vidste, at jeg var elendig til at lyve. "I didn't."
"So you stared at the burger?" spurgte Gustav mistroisk. Skulle han nu også begynde på det?
"No," gentog jeg. "I didn't."
"Then what did you stare at?" Nu var det Valery. Seriøst? Hun grinede, da jeg ikke lige sagde noget i et stykke tid.
"The wall," røg det ud af mig. Dumt, dumt, dumt. Der var ikke nogen væg bag hende, men en kæmpe glasrude. "I mean the window." Rettede jeg mig selv. Det var nok endnu dummere. Folk rettede altid på sig selv, når de prøvede på at lyve, men failede. Jeg hørte under kategorien Folk nu.
"Sure." Tom smilede, men skiftede så emne, da han vidste, at jeg var lidt træt af, at de sagde det, når Valery selv var der. Han snakkede vist om en guitar, han havde tænkt sig at købe, men jeg hørte igen ikke efter. Denne gang koncentrerede jeg mig dog om min egen mad i stedet for at kigge på Valery. Selvbeherskelse, ja. Det var vist min bedste egenskab. Med mindre Tom talte som en af mine egenskaber. Hvis han gjorde, så var han den bedste, men hvis ikke, så var det min selvbeherskelse, der var den bedste. For tro mig, det krævede utroligt meget selvbeherskelse ikke at lade mit blik glide over på Valery igen.

"We could get to need a girl's voice to our concerts." Tom sad og kiggede koncentreret på vores liste over sange, som vi skulle spille til koncerterne.
Jeg nikkede og udvekslede hurtigt et blik med drengene, hvorefter vi alle fire kiggede hen på Valery, som sad længst inde i den hvide lædersofa.
"Me?" hun så op på os med et overrasket udtryk i øjnene.
"Yes," Tom smilede og lænede sig tilbage i sofaen. "You're a famous singer, right?"
"Uhm, yes, but..." Hun tøvede og bed sig i læben, tydeligvis i mangel på ord.
"But what? Your voice is amazing." Jeg smilede opmuntrende til hende og gav hendes hånd et klem - jeg var så heldig at være den, der sad ved siden af hende.
"Thank you, Bill." Hun rødmede og trak lidt på smilebåndet, så hendes søde smilehuller kom til syne.
"But seriously, Valery," sagde Tom og så alvorligt på hende. "We need a girl's voice to some of our new songs, and your voice is perfect. Wouldn't you do it?" bedte han, men hun så tvivlende ud. "Please," blev han ved. "For Bill's sake." Det så ud til at hjælpe, og hun nikkede langsomt.
"Okay," sukkede hun. "What shall I sing?"
"Ehm, some sentences in these songs." Tom pegede på papiret, og hun så nysgerrigt på det. Jeg kunne mærke på hende, at hun gerne ville synge sammen med os, selvom hun havde tøvet lidt i starten. For det første elskede hun at synge. For det andet var hun fan af os. For det tredje kunne det gøre hende mere kendt, hvilket betød flere jobs og penge. Der var ingen dårlige sider ved det, hvis man så bort fra, at der måske ville være lidt flere paparazzier omkring hende, end der var nu. Det var en stor chance for hende, og det vidste hun også godt selv. Hun kunne ikke sige nej til tilbuddet.
"But why do you have a girl's voice in your songs? I mean, normally you haven't, except from the one with Kerli," spurgte hun efter lidt tid og kiggede op på mig. "Are you singing about a girl that you love?"
"The girl," rettede jeg hende smilende. "Not just a random girl."
"Ah, that girl," hun smilede og nikkede forstående, selvom hun i virkeligheden ikke forstod det. Hun troede, at hun forstod det, men det gjorde hun ikke. For jeg havde løjet. "Your true love."
"Yes." Jeg smilede igen, denne gang lidt anstrengt, for jeg havde det ikke godt med at have løjet overfor hende. Jeg havde jo sagt til hende, at der var en, jeg var forelsket i, men ikke at det var hende. Det vidste hun intet om. Hun troede, at det var en, hun ikke kendte. Til gengæld vidste Tom godt, at det var Valery, jeg var forelsket i. Han fangede ubemærket min hånd og og smilede beroligende. Han ville altså ikke hentyde til, at det var Valery, lige nu. Pyha.

"Hey, guys," lød en bekendt stemme. Vores tourmanager. Tokio Hotel-bussen var lige stoppet i Gare de Lyon, altså havde vi nu kørt i cirka fireogtyve timer plus vores stop på restauranten. Så skulle vi flyve herfra og til USA, hvilket ville tage omkring seksten til atten timer. Lang tur. "Come on, the plane will not wait forever."
Vi skyndte os alle ud af bussen med vores kufferter og tasker, som vi lige havde nået at pakke, før vi stoppede her. Så gjaldt det om at nå et fly nu.

Vi sad klar i de luksuriøse lædersæder i flyet på en lang række, da jeg lagde mærke til Valerys sammenbidte ansigtsudtryk - igen var jeg så heldig at sidde mellem hende og Tom.
"Are you afraid of heights?" spurgte jeg bekymret, og hun rystede hurtigt på hovedet.
"No. I love to jump into the water from high cliffs and climb the high mountains," sagde hun, og jeg løftede forvirret et øjenbryn. "I just don't like to be in airplanes. I mean, if they crash, you can't come out of them." Forklarede hun, nu med en let rystende stemme. Hun var helt klart ikke glad for at flyve.
"It won't crash." Beroligede jeg hende.
"How can you be so sure?" spurgte hun mistroisk, og jeg tøvede. Det kunne jeg jo egentlig heller ikke, men...
"I don't know. But I know that we won't crash."
"You're lying," blev hun ved. "We could crash in a minute."
Jeg gav op. Hun havde jo ret; jeg anede ikke, om flyet ville styrte ned. "If we die, then we'll die together."
Hun så et øjeblik på mig og lagde så sin lille hånd i min. Hendes blik blev straks en smule roligere, og jeg flettede mine fingre ind i hendes. Rigtige venner gjorde sådan. Man behøvede vel ikke at være kærester for at flette fingre. Det var hun tydeligvis enig i. Hun lænede sit hoved mod min skulder og lukkede øjnene, og nu var der kun en snert af urolighed i hendes ansigt. Jeg lagde forsigtigt mit hoved på hendes, så min kind rørte hendes hår. Kun venner. Bedste venner.

Toms synsvinkel

Jeg kiggede smilende på min lillebror, da han lagde sit hoved mod Valerys. På en måde var jeg stolt af ham. Jeg mener, i fireogtyve år havde han gået og ledt efter hans ægte kærlighed, og da han så endelig fandt hende, kunne hun ikke lide ham på den måde. Alligevel gav han ikke op, men lod bare, som om han kun så på hende som en ven. Det var ikke alle, der havde den selvbeherskelse. Slet ikke mig. Se bare på alle de piger, jeg havde haft med oppe på mit hotelværelse efter diverse koncerter. Bill havde et helt andet syn på sådan noget. Trods han var en moden, voksen mand på fireogtyve, var han stadig jomfru*, fordi han ville finde sin ægte kærlighed. Det opgav jeg for mange år siden. Pinligt, men sandt.
Men tilbage til de to "venner". Altså de sad med deres hoveder mod hinanden og flettede fingre. Jeg vidste ikke, om det bare var mig, men jeg ville sige, at det var sådan noget, kærester gjorde, ikke venner. Men dem om det. Jeg ville nyde synet af min lykkelige lillebror, så længe jeg kunne, for "Lykken varer ikke ved", ikke sandt? Jeg smilede for mig selv og fæstnede mit blik på Bill og Valery.

____________________________________________________________________________________

* Seriøst, ja, det er han! Er det ikke utroligt? Fireogtyve år og smuk, og alligevel er han det.. Det siger både han og de tre andre i hvert fald, at han er.. --__--  Og de plejer ikke at lyve! >-<

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...