Famous Love | Tokio Hotel

Valery Bach, en syttenårig pige, lever et nogenlunde normalt liv som verdensberømt sangerinde, indtil hun tilfældigt støder på sit største idol i supermarkedet. Det bliver ikke til andet end et 'hey', men så bliver Valery inviteret til fest i England. Der møder hun igen sit idol, Bill Kaulitz, og de snakker lidt sammen. Senere skriver han til hende, og de mødes nede i byen. Her bliver humøret en smule svingende, men det går, og de bliver gode venner. Desværre er Valery en smule vild med Bill, da hun har været fan af ham i syv år. Hvad hun ikke ved er, at Bill også godt kan lide hende.
Finder hun nogensinde ud af det?

10Likes
16Kommentarer
1393Visninger
AA

17. På Besøg Hos Markus Og Jessica

Valerys synsvinkel

"Uhm." Bill tøvede og kiggede lidt rundt. Husene lå ikke helt vildt tæt her, og her så fredeligt ud, lige noget for Markus. "Tom found a picture of the house on Google Maps," mumlede han. Så fangede et af husene hans blik, og han pegede derover. Den store bøf, der kørte bilen, drejede til højre ind ad en vej og stoppede foran det tredje hus på venstre side. Huset var stort og hvidt med rødt tegltag, og det havde fine, hvide vinduer. En stor, sort bil holdte i indkørslen, der var lavet af grus, og den lille græsplæne, der vendte ud mod vejen, var passet og plejet. Der var blomsterbede rundt om plænen i stedet for en hæk, og der hang tørrede, røde roser på hoveddøren. Det så idyllisk ud og lignede ikke noget, jeg havde regnet med at finde her.
"Come," hviskede Bill og gjorde tegn til, at jeg skulle gå ud af bilen. Jeg tog en dyb indånding og trådte ud på fortovet. Bill fulgte efter mig, og han fangede min svedige hånd, som dirrede af nervøsitet. Jeg gik langsommere og langsommere, jo tættere vi kom på den flotte, hvide hoveddør med de pæne roser. Mine ben rystede under mig, og Bill måtte nærmest løfte mig, for at jeg ikke skulle vælte. Hans ene arm lå rundt om min talje og støttede mig, mens han med den anden hånd holdte fast i min hånd. Nu stoppede vi foran døren, og jeg måtte virkelig tage mig sammen for ikke at løbe skrigende væk, rystende af nervøsitet og dårlig samvittighed over først at besøge Markus nu.
Bill løftede sin ene hånd - den, han ikke holdte min hånd med - og bankede roligt på. Der gik måske to minutter, hvor han bankede med lidt tids mellemrum, og jeg var lige ved at give op, da dørhåndtaget blev presset ned, og en ung pige på måske atten år åbnede døren. Hendes smukke, mørkebrune hår faldt ned over skuldrene i fine proptrækkerkrøller, og hendes grå øjne stod flot til den røde læbestift.
"Hey," hun smilede, da hun fik øje på os. "Valery Bach and Bill Kaulitz, right?" Så hun havde altså hørt om os. Ikke nogen stor overraskelse.
"Yes," svarede Bill, eftersom jeg stadig var mundlam. "Do you know Markus Bach?"
"Mm." Hun smilede endnu større. "That's my boyfriend. Do you want to talk with him?" Hun lød rigtig sød, og jeg glædede mig over, at Markus havde sådan en sød kæreste.
"Yes, thanks." Bill sendte et af hans uimodståelige smil til pigen.
"Markus," råbte hun. "There's some famous guys that wants to talk with you." Hun vendte igen hovedet mod os, men jeg så ikke længere hendes smil. Det eneste, jeg fokuserede på, var de trin, der lød oppe fra den anden etage i det store hus. Markus' trin. Et par sekunder gik, og en høj, muskuløs fyr trådte ind i gangen. Han havde skulderlangt lysebrunt hår og lysebrune øjne, og hans hud var en smule solbrun. Han lignede mig. Han lignede min bror. Han var min bror.
"Valery!" Hans smukke øjne blev store, da han så mig. Bill slap ubemærket min hånd, så jeg kunne gå hen og sige hej til min bror. Men jeg gjorde ikke noget. Jeg kunne ikke noget. "Valery, for fanden!" Markus var i to lange skridt henne ved mig, og han slog sine stærke arme omkring mig. Først der blev jeg levende igen. Jeg lænede mig ind til ham og foldede mine tynde arme om ham. Mine tårer fik frit løb, og jeg kunne mærke, at Markus også havde svært ved at holde tårerne tilbage, på den måde han trak vejret på. Vi stod længe og krammede, og jeg stoppede efterhånden med at græde.
"Hvor er du altså blevet stor, Valery," sagde Markus og smilede ned til mig. "Vil I med ind?" spurgte han så og trak sig lidt tilbage. Jeg nikkede og gjorde tegn til Bill om, at han bare skulle følge med. Vi tog vores sko og jakker af og fulgtes så med Markus og hans kæreste ind i stuen. Kæresten hentede noget varmt vand til te og noget kaffe og nogle kiks, og vi satte os ved sofabordet.
"Markus, who are they?" startede pigen og kiggede på Markus.
"My sister and ..." Han tøvede. "Bill Kaulitz. I don't know him personally." Han skottede til Bill, som smilede venligt.
"I'm just a friend of Valery," forklarede han, og de nikkede begge to.
"Well, I'm Jessica White. I don't know if you've ever heard about me." Hun trak smilende på skuldrene. "I've made some movies and books."
Jeg genkendte ikke hende, men hendes navn kunne jeg huske. Jeg havde et par af hendes bøger derhjemme. "Chaos?" Jeg så på hende, og hun smilede om muligt endnu bredere ved lyden af navnet på en af hendes bøger.
"Yes. I made it in 2011, I think."
Bill så også ud til at have hørt om hende, og de vekslede hurtigt et par ord.
"Why did you came?" spurgte Markus, og vi rettede alle blikket mod ham.
Da jeg ikke sagde noget, gjorde Bill. "Valery told me about you. And she said you moved to Los Angeles when you were eighteen. So my brother found your address and we decided to visit you."
"I, ehm ..." Markus rømmede sig og sagde lavt til mig: "I actually thought that you had forgot what you promised me."
"No." Jeg bed mig nervøst i læben. "I'd never forget that."
"Okay." Der bredte sig en lille tavshed, og endelig sagde Markus noget igen. "But now you're here. And one more question." Han løftede et øjenbryn og så hen mod Bill. "Why did you bring Bill Kaulitz with you?"
"Eh," mumlede jeg i mangel på bedre. "I'm with him and the rest of his band on tour. Here in L.A."
"You are?" spurgte Markus og løftede nu også det andet øjenbryn.
"We met each other about two months ago," sagde jeg og regnede efter i hovedet. Faktisk kunne jeg ikke huske, hvor længe det var siden, vi mødte hinanden. "So Bill asked me to go on tour with him and the band."
"And you said yes." Det var ikke et spørgsmål, og selvom jeg kunne se på Markus, at han var glad for, at jeg havde fået nogle venner, kunne jeg også se, at han var bekymret for mig. Fordi han ikke mente, at vi kendte hinanden særlig godt, hvis vi mødtes for kun to måneder siden. Han var bekymret for, at drengene ville gøre mig noget.
Bill kunne åbenbart også læse Markus' tanker, og han smilede beroligende. "Don't worry. We won't hurt her."
Markus nikkede langsomt, som om han ikke var sikker på, om han skulle tro på det. Hans blik faldt ned på mine bare arme, og han så hurtigt hen på Bill. Jeg vidste igen, hvad han tænkte. "I've told Bill about it," sagde jeg og hentydede til min periode som cutter.
Bill drejede hovedet mod mig og så et øjeblik forvirret ud. Så var det, som om han regnede det ud, og han lagde beskyttende en hånd om mit håndled, hvor arrene var værst.
Vi sad lidt og snakkede, men jeg kunne se, at der var noget, Markus ville sige til mig. Kun mig. Da Jessica gik på toilet, lænede han sig straks hen mod mig og så mig dybt i øjnene. "Valery, I don't believe that you still have scars from you were thirteen."
Jeg sank, og Bill strammede sit greb om mit håndled. "Okay," sukkede jeg og tvang mit blik væk fra min brors gennemborende øjne.
"You've done it again." Markus tog fat om mit ansigt, så jeg var tvunget til at se på ham igen.
"I couldn't stop," hviskede jeg og så undskyldende på ham. "I tried, I really did. But I just couldn't stop. It's like a drug, Markus. A drug." Jeg ved ikke, hvorfor vi snakkede engelsk, men måske var det af hensyn til Bill, som sad tæt ved siden af mig.
Han rystede på hovedet og lænede sig tilbage. Jeg havde brudt det løfte, jeg havde givet ham. Jeg havde gjort skade på mig selv, mange gange endda. Og Markus var ikke sur på mig. Han var bare bekymret og ked af det, forståeligt nok. Heldigvis kom Jessica ind, og det så ud til at gøre ham en smule bedre tilpas. Han fangede hende på vej hen til sofaen og trak hende ind til sig. Han kyssede hende, og hun lagde den bog fra sig, som hun havde haft med. Jeg skævede ned til bogen. Famous Love. Det var Jessicas bog. En af dem, hun selv havde skrevet.
Bill rykkede forsigtigt i min hånd, og jeg vendte blikket mod ham. Han nikkede med hovedet som tegn til, at jeg skulle sætte mig tættere hen til ham. Jeg smilede og rykkede helt hen til ham, og han lagde sine veltrænede arme rundt om mig. Vi sad lidt, mens Markus og Jessica fik kysset færdigt og lige snakkede lidt. Så vendte de atter deres opmærksomhed mod os, og Jessica åbnede munden for at sige noget.
"You're his girlfriend?" spurgte hun mig, og jeg rystede på hovedet. "Are you sure?" Hendes røde læber bevægede sig i takt med det, hun sagde, og hendes grå øjne glimtede drillende.
"We're just friends," forsvarede jeg mig og flettede min fingre ind i Bills. Jeg kunne sagtens drille lidt igen.
"That's why you're so close to each other?" Hun smilede, og jeg sendte et smil tilbage. Det samme gjorde Bill, og han trak mig stille helt ind til ham, så jeg kunne mærke hans muskuløse bryst igennem den tynde t-shirt.
"We're not close to each other," påstod han, og Jessica slog sig i panden.
"Right." Hun rystede mistroisk på hovedet, men opgav emnet og trommede med pegefingeren på bogen, der lå på bordet. "Have you ever read this one?" spurgte hun.
"No." Jeg kiggede lidt nærmere på forsiden, som forestillede en ung mand og en pige, begge lyshårede. Jeg ville skyde pigen til at være omkring atten og manden omkring femogtyve. Nogenlunde ligesom Bill og mig.
"It reminded me of you guys." Hun rakte bogen til mig, og jeg tog forsigtigt fat i den. Siderne var hvide, og ikke en eneste var den mindste smule krøllet. Jeg åbnede bogen der, hvor Jessica havde skrevet tak til dem, hun nu ville takke.
To you, Victoria and Drew, because you gave me the idea. You guys inspired me to write this book. Though I still haven't met you, I believe that you're out there. Thank you so much for the inspiration.
Jeg så igen op på Jessica, som smilede forventningsfuldt. "Who's Victoria and Drew?"
"I don't know." Hun trak på skuldrene. "They're the protagonists in the story, not someone I've met in real life." Hun tøvede og nikkede så hen mod Bill og mig. "They reminded me of you and your 'friend'," forklarede hun og sendte mig et drillende smil. "So if you want to, you can just take the book."
"Really?" spurgte jeg overrasket. Ville hun bare give den til mig, helt gratis?
"Yes." Hun grinede. "I've lots of them. And I think you and Bill are the real Victoria and Drew."
"Well, thank you, Jessica." Jeg smilede glad og vendte bogen om, så jeg kunne læse på bagsiden. Der stod noget om, hvad den handlede om - sjovt nok - og der var nogle anmeldelser fra forskellige kendte blade. Der stod også, at den var på New York Times-bestsellerliste. Ret godt gået.

Vi sad og snakkede i et par timer, og alle virkede til at hygge sig. Jeg havde dog mindet Bill på, at vi nok snart skulle hjem til drengene, og han havde da også nikket, men var så faldet i snak med enten Jessica eller Markus. Jessica var sød, nærmest umenneskeligt sød, og vi kom godt ud af det med hinanden. Sikkerhedsvagterne i bilen måtte kede sig ihjel, da de ikke havde flyttet sig en millimeter, siden vi ankom. Jeg var glad for, at det ikke var mig, der skulle sidde i den bil i så lang tid.
Nu var vi på vej ud i entréen, for endelig var vi alle fire blevet enige om, at Bill og jeg burde tage hjem til de andre. Jessica trak mig ind i et kram, og hun smilede, mens hun fiskede et lille kort op fra hendes pung. Hun gav det til mig, og jeg kiggede nysgerrigt på det. Hendes kort. Navn, telefonnummer og adresse var skrevet på det, og jeg, som ikke var så professionelt udstyret, kradsede mit nummer ned på en lille gul post-it-seddel. Hun fik den, og imens hun gik ud i køkkenet med den, fik jeg et ordentligt kram af Markus. Han havde tilsyneladende ikke tænkt sig nogensinde at give slip, og det ville jeg egentlig også være ok med.
"Hav det godt, Valery," sagde han, da jeg havde fået mig snoet ud af hans greb. "Og kom forbi igen en anden dag."
"Det gør jeg," smilede jeg og kyssede ham på munden. Det havde været vores måde at sige hej eller farvel på i tusind år. "Du må også have det godt."
"Tak."
Jessica kom igen ud i entréen, og hun krammede smilende Bill. Den pige kunne jo ikke styre sit smil. Derefter fik Bill et ordentligt håndtryk af Markus, og vi begav os ud af døren og ud til bilen. Jeg hoppede hurtigt ind i den side, hvor Bill holdte døren åben for mig, og han smækkede den stille, hvorefter han steg ind i den anden side.
"That wasn't as scary as you thought it would be." Han daskede til min arm, og jeg grinede. Jeg havde forventet, at Markus ikke ville se mig, det var rigtigt nok.
"Definitely not," indrømmede jeg.
På resten af turen hjem til hotellet sad vi med hver vores smil klistret på læberne og vores fingre flettet ind i hinanden. Venner kunne godt flette fingre. Det havde vi bevist mange gange.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...