Famous Love | Tokio Hotel

Valery Bach, en syttenårig pige, lever et nogenlunde normalt liv som verdensberømt sangerinde, indtil hun tilfældigt støder på sit største idol i supermarkedet. Det bliver ikke til andet end et 'hey', men så bliver Valery inviteret til fest i England. Der møder hun igen sit idol, Bill Kaulitz, og de snakker lidt sammen. Senere skriver han til hende, og de mødes nede i byen. Her bliver humøret en smule svingende, men det går, og de bliver gode venner. Desværre er Valery en smule vild med Bill, da hun har været fan af ham i syv år. Hvad hun ikke ved er, at Bill også godt kan lide hende.
Finder hun nogensinde ud af det?

10Likes
16Kommentarer
1366Visninger
AA

6. Minder

Valerys synsvinkel

Jeg tog en dyb indånding og gik i gang med at fortælle; "It started when I was only a month. I can't remember anything, but my big brother, Markus, told me about it. My mom died, because of cancer, and my big brother and I was alone with my dad. He wasn't very nice, he was always mad at us. My brother was five years there, so he couldn't do much against our dad. Finally, when I was thirteen and my brother was eighteen, Markus moved to the U.S. I was alone with my dad, and trust me, that was not fun..."

*Flashback*

Jeg smed min skoletaske i bryggerset med let rystende hænder. Far var hjemme i dag, så jeg ville formodentlig blive slået, lige når jeg trådte ind i stuen. Der var ingen, der kunne stoppe ham, for Markus var flyttet til USA. Jeg gik ind i stuen, og som jeg havde regnet med, sad min far i lænestolen. Da han så mig, rejste han sig op og gik hen mod mig. Jeg gjorde mig klar til den sædvanlige slåen, men i stedet for at slå mig, som han plejede, gav han mig en lussing og væltede mig ned på gulvet. Han sparkede mig i siden, og en frygtelig smerte skar sig ind i mine ribben. Jeg kunne næsten ikke holde skriget inde, og jeg krummede mig sammen i fosterstilling.
"Hvad fanden er du for et udueligt pigebarn?" råbte han, og jeg var lige ved at holde mig for ørerne, men jeg lod være, for jeg vidste, at det ville blive værre, hvis jeg gjorde det. "Her kommer man hjem til en karakterbog med et sølle tital." Selvfølgelig. Han havde set mine karakterer i matematik. Jeg huskede min matematiklærer, som havde sagt til mig, at han gerne ville give mig et tolvtal, men at han var bekymret for mig og ville se, hvad der skete, hvis jeg fik ti. Den idiot. Nu var det hans skyld, at mine ribben blev smadret.
Da far lod mig gå ind på mit værelse, var det første, jeg gjorde, at lede efter noget skarpt. Jeg havde hørt om folk, som skar i sig selv, og jeg havde hørt, at det skulle hjælpe, hvis man var ked af det. Jeg var nødt til at prøve. Dog kunne jeg ikke finde noget, så jeg listede ud på toilettet, hvor jeg fandt en barberskraber. Dem var der vist mange, der brugte. Jeg pressede hårdt barberskraberen ned mod mit håndled og trak den lidt op ad min arm. Jo mere blod, der piblede ud fra min arm, jo mere fik jeg lyst til at skære. Jeg pressede hårdere og kunne mærke, at det ville blive et dybt sår. Jeg flyttede barberbladet længere hen og lavede en ny rift. Lysten til at skære tog til, og jeg smilede.
"Valery," råbte far fra den anden side af døren. "Hvad laver du?"
Jeg kiggede op fra min blodige arm og hen på uret, der hang på væggen. Pis, jeg havde cuttet i noget tid nu. "Ikke noget. Jeg er bare på toilet."
"Må jeg lige komme ind?" råbte han videre. Skru dog ned, han kunne jo bare snakke normalt.
"Hvorfor?"
"Jeg er bare bekymret for dig." Som om. Han havde lige mast mine ribben, og nu stod han og sagde, at han var bekymret for mig. Pff.

*Flashback slutter*

Jeg sukkede og smilede stille. "Since that day I've cutted." Afsluttede jeg. Min historie havde ikke lydt så drabelig, men jeg undlod også detaljerne om, hvor meget min far faktisk havde slået og sparket mig, for tro mig, det var meget. Bill behøvede ikke de detaljer, og heller ikke dem om at jeg gik hen og fik spiseforstyrrelse.
"So," Bill kiggede på mig med medlidenheden malet i ansigtet. "You've been cutting yourself for four years? Only because of your father?"
"Yes." Svarede jeg.
"Oh my..." han skubbede sin stol ud og gik hen til mig, lagde armene om mig og vuggede mig lidt frem og tilbage, som var jeg en lille baby. "I'm so sorry, Valery. I didn't know that your father was that mean."
Jeg smilede for mig selv og lagde armene om ham. "Of course you didn't." Jeg var så utroligt glad for, at jeg endelig havde sagt det til nogen. Og at Bill trøstede mig og havde ondt af mig, det gjorde mig også glad. Han var den første rigtige ven, jeg nogensinde havde haft. For han var en rigtig ven, det var jeg sikker på nu. Jeg ville aldrig have fortalt ham det her, hvis jeg ikke stolede på ham og kunne lide ham.
"Where's Markus now?" spurgte han med sit hoved hvilende på min skulder, og hans hånd der strøg min kind, tæt ved mit øre.
"He's still in USA," sagde jeg. "With girlfriend, friends, job and all that. He's living his life."
"Good," han strammede sit greb om mig og trak vejret dybt ind. "But tell me if there's something wrong, Valery."
"Hm?" mumlede jeg forvirret. "What should be wrong now?"
Han trak halvt på skuldrene, så godt som han nu kunne i den her stilling. "I don't know. But tell me, okay?"
"Of course." Jeg smilede, og eftersom hans kind rørte min en smule, kunne jeg mærke, at han også smilede.

Ved ellevetiden tog Bill hjem, og jeg var overladt til mig selv og mine minder. Jeg kiggede på mine bare arme og konstaterede, at jeg skulle tage en langærmet trøje på, hvis jeg skulle ud i offentligheden i morgen. Demi Lovato var blevet beskyldt for at have cuttet, og det ville jeg helst undgå selv at blive. Det gav ikke ligefrem pæne overskrifter i sladderbladene.
Men gud, hvor var der sket meget de sidste dage. Mandag havde jeg for første gang mødt Bill Kaulitz, verdensberømt rockstjerne fra Tyskland. Tirsdag blev jeg inviteret til fest i England, hvor jeg igen mødte Bill og denne gang også resten af bandet. Onsdag skrev Bill til mig, og vi mødtes nede i byen. I dag var vi hjemme ved mig og snakke. Skønt det kun var fire dage siden, jeg så ham for første gang, så følte jeg allerede, at jeg havde kendt ham i alle de sytten år, jeg havde levet. Og jeg havde fortalt ham, at jeg havde cuttet, hvorfor jeg gjorde det, og at jeg hadede min far. Det var utroligt, især hvis man tænkte på, at jeg aldrig havde haft en ven, der stod mig så nær - ikke bogstaveligt, da Bill jo for det meste boede i Los Angeles og kun var på ferie her i Danmark, men I ved, hvad jeg mener. I hvert fald var jeg godt træt efter så store forandringer. Det var længe siden, der var nogen, der havde vist så stor interesse for lille, kedelige mig, hvis der da nogensinde før havde været det.
Min mobil gav sig til at larme og rev hul i mine tanker, og jeg fumlede den op af min lomme. Beatrice.
"Hey, Beatrice," sagde jeg ind i telefonen. "What's up?"
"Hey, Val," hun smilede, det kunne jeg høre. "I just wanted to know if Bill Kaulitz has called you?"
"Oh guess what," grinede jeg. "He has. We've been together today and yesterday."
"Oh my Jesus," udbrød hun, og jeg kunne høre hende slå en hånd for munden. "Really?"
"Yes. I don't know how I can thank you enough. I mean, you gave him my number."
Hun grinede. "You don't need to thank me, Valery. I'm just glad he called you so you could get some fun into your life."
"Aw, that's sweet, Bea," jeg smilede for mig selv. "You're such a narcissistic fucker sometimes."
Hun slog en høj latter op over mine ord. Enhver, der var fan af Tokio Hotel, vidste, hvad de betød; "I love you so much". Det var bare Tomglish, og der skulle man altid opfatte det som det modsatte af, hvad der blev sagt. For eksempel kunne det betyde "I don't like you", hvis man sagde "Thank you". Måske lidt forvirrende, men sjovt når man lige forstod det. Hvilket Beatrice gjorde.
"That's what friends do, Val," sagde hun fra den anden ende af røret. "But I have to go now. You'll tell me everything as soon as you have the time to do it," Det var typisk hende at skulle vide alt. "Bye."
"Yeah, I'll do. Goodbye." Jeg lagde på og gik smilende ud på badeværelset, hvor jeg gjorde mig klar til at gå i seng.
Min trætte hjerne jublede, da jeg endelig smed mig under dynen og straks faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...