Famous Love | Tokio Hotel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 apr. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Valery Bach, en syttenårig pige, lever et nogenlunde normalt liv som verdensberømt sangerinde, indtil hun tilfældigt støder på sit største idol i supermarkedet. Det bliver ikke til andet end et 'hey', men så bliver Valery inviteret til fest i England. Der møder hun igen sit idol, Bill Kaulitz, og de snakker lidt sammen. Senere skriver han til hende, og de mødes nede i byen. Her bliver humøret en smule svingende, men det går, og de bliver gode venner. Desværre er Valery en smule vild med Bill, da hun har været fan af ham i syv år. Hvad hun ikke ved er, at Bill også godt kan lide hende.
Finder hun nogensinde ud af det?

10Likes
16Kommentarer
1388Visninger
AA

8. Mareridt Og Trøst, Kærlighed Og Venskab

Bills synsvinkel

Hun tog en dyb indånding og pressede så barberbladet mod halsen. En lille dråbe blod gled ned over hendes hals, og så en til. Og en til. Og mange flere. Hun skar ansigt, da smerten vældede op i hende. Trods smerten trak hun barberbladet videre hen over den fine hud på halsen og efterlod et dybt, blødende sår. Da hun nåede siden af halsen, flyttede hun forsigtigt bladet fra huden og lagde sig ned, så blodet flød ned på hendes hvide hovedpude. Hun lå ganske stille med lukkede øjne og et smil på læberne, mens mere blod piblede ud fra hendes hals. Hvis hun ikke snart gjorde noget, ville hun forbløde. Dø. Dø. Dø.

Ordet gav stadig genlyd inde i mit hoved, da jeg brat satte mig op i sengen. Sveden drev ned over min bare overkrop, og mit lyse hår klistrede til mit ansigt. Jeg sparkede min dyne af for at få lidt luft og åbnede vinduet over min seng. Den kølige nattevind strømmede ind på det store værelse, og jeg pustede langsomt ud.
"It was only a nightmare, Bill," hviskede jeg til mig selv. "She's okay. Valery is okay. She's sleeping, she's okay. Don't worry, she's okay. She's alive." Fortsatte jeg forpustet. Mareridtet havde virkelig fået min puls til at stige og mit hjerte til at hamre af sted. Men det var bare et mareridt. Jeg havde ingen grund til at være bekymret længere.
"Bill," Tom åbnede døren og var hurtigt henne ved min seng. Han havde fornemmet, at jeg ikke havde det godt. Igen. "Who killed her?" Han havde også tilladt sig at finde ud af, hvad jeg havde drømt. Eller i hvert fald brudstykker af det.
Jeg rystede på hovedet og rynkede brynene. "She did. With a blade."
"Oh," han rakte sin hånd frem mod mig, og jeg tog den. "Come."
Jeg hoppede ned fra min seng, og Tom førte mig gennem mørket og ind på hans værelse, hvor vi lagde os i hans store dobbeltseng med dynen godt hen over os. Han lagde sig tæt ved siden af mig, så hans varme hud ramte min ryg, og jeg tog hans ene hånd. Sådan følte jeg mig tryg, puttet ind til min ti minutter ældre bror. Det var sådan, vi gjorde, når jeg havde haft mareridt. Tom var ikke typen, der havde mareridt, men han sov heller ikke så meget som mig.
"Goodnight, Tom." Hviskede jeg ud i luften.
Bag ved mig lød Toms stemme; "Goodnight, Bill." Flere ord skulle der ikke til. Så længe han var hos mig, havde jeg al den trøst, jeg havde brug for. Han gav min hånd et lille klem og lænede sit hoved mod mit baghoved. Han pustede mig stille i nakken, og som altid ventede han med at lukke sine øjne, til han var sikker på, at jeg sov godt, uden mareridt.

Da jeg vågnede, lå jeg præcis, som jeg havde gjort, da jeg faldt i søvn. Tom lå tæt op af min ryg med en arm omkring mig, så intet monster kunne bortføre mig. Han var vågen, men var, som han plejede, blevet liggende, så han ikke vækkede mig ved at stå op.
"Morning," sagde han smilende, og jeg drejede mit hoved en smule, så jeg kunne se hans ansigt, som var en tro kopi af mit - eller måske var det mit, der var kopien, da han blev født først. Ligegyldigt. "Have you slept well?"
Jeg nikkede og strakte mig, så godt som jeg nu kunne i den her stilling. "You?"
"Sure," han grinede og satte sig op. "But I'll go make some food. I'm starving."
Jeg smilede og så efter ham, da han gik ud af døren med kurs mod køkkenet. Jeg elskede at starte min dag på den her måde, sammen med Tom.

Valerys synsvinkel

Jeg slog ud efter vækkeuret, da det begyndte at bimle. Selvom klokken var et, og jeg havde sovet i fjorten timer, var jeg alligevel træt. Vækkeuret blev nødt til at være sat til, ellers ville jeg først vågne engang i eftermiddag, det var helt sikkert. Og det ville ikke gå, for jeg skulle øve. Jeg havde jo ikke ferie.
Efter jeg havde gjort mig klar og lavet nogle stemmeøvelser, gik jeg i gang med at øve mine sange. Først My Place In The Window, så As That Idiot I Am og så You Make Me Want To Live. De tre sange sang jeg et par gange, og så gik jeg i gang med en af mine nyere, Him.
He reaches my heart, like no one has ever done
He brought me a new start, and made me see the sun
He got my blade and my skin apart, only with words from his song

Sang jeg.
He knows what I'm thinking, but he's far away
My life's not anymore shrinking, I'm just waiting for that special day...

Efter den sang jeg Verletzt og så Without You. En pludselig idé skød ind i mit hoved, og jeg hentede mit sanghæfte inde fra sofabordet. Så begyndte jeg at skrive, og en halv time senere havde jeg teksten til en ny sang. Jeg føjede hurtigt lidt kor til den, og så fandt jeg en melodi og trommede lidt med fingrene, mens jeg prøvende sang den. Down The Street hed den, og selvom det ikke var den bedste, jeg havde lavet, så var den ret god.
En banken på min hoveddør afbrød mit syngeri, og jeg gik ud for at åbne. Ikke overraskende stod Bill der, storsmilende som altid.
"Hey," han kiggede på mig med sine nøddebrune øjne, som jeg ikke ville have noget imod at synke ned i. "I wondered if you would waste your time today?" han så bedende på mig. "With me." Tilføjede han, og jeg grinede.
"I'm not wasting my time when I'm with you, mister Kaulitz," sagde jeg, og han smilede af min kommentar. "But sure, come in." Jeg nikkede bagud som tegn til, at han bare kunne komme ind, og han gik smilende over dørtrinnet og ind i entréen. Da han trådte forbi mig, snittede han lige hurtigt min hånd, og en kuldegysning løb gennem mig. Skønt jeg vidste, at han ikke kunne lide mig som andet end en ven, så gav det mig altid gåsehud, når han lige tilfældigt rørte ved mig.
"What were you doing before I came?" spurgte han nysgerrigt, da vi kom ind i køkkenet, hvor mit sanghæfte, min højttaler og en blyant og et viskelæder lå på køkkenbordet.
"Uhm, nothing," jeg ryddede det hurtigt lidt til siden og hoppede op på bordet. "Writing, singing. Things I have to do when I'm a famous singer."
"Can I hear something?" spurgte han og pegede på mit sanghæfte.
"Eh, sure," jeg tøvede og slog så op på den første side. "Choose one."
Han nikkede og bladrede videre. Da han kom til de to sider, hvor jeg havde skrevet Him ned, stoppede han med at bladre. "This one."
Jeg nikkede og ventede på, at han ville læse den, men det havde han åbenbart ikke tænkt sig. "Sing." Han smilede skævt, og det gik op for mig, at han ville have mig til at synge den.
"Well, okay." Jeg tøvede igen, men gik så i gang. Jeg lod være med at tænke på, at det var Bill Kaulitz, der stod foran mig og hørte det, og i stedet lod jeg, som om det var en tilfældig og ligegyldig person.
Da jeg var færdig, kiggede jeg nervøst op på Bill, som havde et lidt uforstående udtryk i ansigtet. "It sounds amazing, but," han løftede et øjenbryn. "Who are you singing about? You said that you wasn't in love with anyone."
"I did?" jeg tænkte tilbage til, hvad vi havde snakket om i de dage, vi havde kendt hinanden, men kunne ikke huske, at jeg skulle have sagt det. "Well, I am. Pretty much. But he doesn't love me," jeg grinede for at lette mit humør, som blev lidt dårligt af at tænke på, at Bill ikke var forelsket i mig. "He doesn't even know that I like him in that way."
"I know that feeling." Han udstødte en lyd, der lød som starten på et grin, og et lille smil spillede på hans læber.
"Yeah." Jeg sukkede og lukkede sanghæftet.
"Hey, I would've asked you about something yesterday, but then you ... yeah, you came out of the bathroom with almost no clothes on." Han smilede, og en rødmen bredte sig på mine kinder.
"What would you ask me about?" spurgte jeg for hurtigst muligt at komme væk fra emnet Næsten Nøgne Valery.
"Your song, As That Idiot I Am. I don't understand it?"
Aha. "Well, it's a guy that I trust and love, but then he kills me inside, breaks my heart and leaves me. He doesn't even try to fix my broken heart, he just wakes me up and says goodbye. I mean, he wakes me up, 'cause I'm only dreaming about him. And then he wakes me up from my dreams about him, and I'm back in real life where he isn't. He only is in my dreams." Forklarede jeg, men vidste ikke, om han forstod det.
"Oh okay, now I understand," han smilede. "But who is he?"
"Uhm, you don't know him." Løj jeg.
"Don't lie, Valery." Han lagde sine hænder på mine knæ, som var ud for hans mave, da jeg jo sad på køkkenbordet. Igen gik en kuldegysning igennem mig.
"What?" prøvede jeg, men jeg var hverken god til eller glad for at lyve.
"You're lying, I know it. I can see it."
Pis. "Yes okay, you know him. But I can't tell you who he is."
"That's fine," han smilede igen og gav mine knæ et hurtigt, venskabeligt klem. "I just wanted you to admit that you lied."

Vi snakkede lidt mere, og det var ret hyggeligt. Bill hjalp mig også med at finpudse min nye sang Down The Street, og resultatet blev faktisk rigtig godt. Han var simpelthen et naturtalent.

Det var gået hen og blevet aften, og klokken var omkring otte. Jeg var - surprise! - ikke træt i dag, men jeg havde jo også sovet til klokken et.
"Goodbye," Bill trak mig ind i et kram, og jeg kunne næsten ikke modstå trangen til bare at holde fast i ham og aldrig give slip. "It has been really fun."
"Yes. Goodbye." Jeg smilede, og han smilede tilbage med et endnu større smil.
Efter et par minutter, hvor vi bare stod der og smilede og krammede, gik han ud af døren og ned til hans røde Audi, som holdte i min indkørsel. Han vinkede, da han satte sig ind i bilen, og jeg kiggede glad på ham. Han bakkede ud og kørte hen ad vejen, og først da jeg ikke længere kunne se ham, lukkede jeg døren igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...