Famous Love | Tokio Hotel

Valery Bach, en syttenårig pige, lever et nogenlunde normalt liv som verdensberømt sangerinde, indtil hun tilfældigt støder på sit største idol i supermarkedet. Det bliver ikke til andet end et 'hey', men så bliver Valery inviteret til fest i England. Der møder hun igen sit idol, Bill Kaulitz, og de snakker lidt sammen. Senere skriver han til hende, og de mødes nede i byen. Her bliver humøret en smule svingende, men det går, og de bliver gode venner. Desværre er Valery en smule vild med Bill, da hun har været fan af ham i syv år. Hvad hun ikke ved er, at Bill også godt kan lide hende.
Finder hun nogensinde ud af det?

10Likes
16Kommentarer
1393Visninger
AA

5. Hos Valery

Bills synsvinkel

Da jeg vågnede næste morgen, var det første, jeg tænkte på, Valery. Hendes søde grin og smukke hår. Hendes tiltrækkende læber, som bevægede sig så kønt, når hun snakkede. Hendes lange, tynde ben og lysebrune øjne. Og hendes ar. Jeg kunne ikke klare tanken om, at hun havde overvejet at begå selvmord, og at hun havde skåret i sig selv. Det var forfærdeligt at tænke på. Tænk, hvis hun havde dræbt sig selv. Så havde jeg aldrig mødt hende, aldrig fundet den fantastiske pige, som jeg elskede så højt. Og selvom hun kun kunne lide mig som ven, så var hun min ægte kærlighed. Om hun så aldrig blev vild med mig, så ville jeg altid elske hende. Når jeg var halvfems år, ville jeg sidde i min gyngestol med mit rynkede ansigt og tænke på, at jeg mødte den smukkeste pige i verden, da jeg var fireogtyve. Den pige, som bekræftede, at der var noget, der hed 'kærlighed ved første blik', hende ville jeg tænke på gennem resten af mit liv.
"Bill," grinede Tom fra den anden side af sengen. "You're dreaming about Valery again."
Jeg sukkede. En ulempe ved at have en tvillingebror var, at man aldrig kunne have sine tanker og følelser for sig selv. Han kunne læse mig, som var jeg en åben bog.
"It's okay, Billa. She really is hot." Han satte sig op, så jeg kunne mærke det i min side af sengen. Store, tunge muskelbundt. Og ja, vi sov i den samme seng, mig og Tom. Det var ikke noget, vi altid gjorde, men hvis jeg havde mareridt, så kravlede jeg ind til Tom. Og det havde jeg i den grad haft i nat. Jeg drømte, at Valery havde begået selvmord dengang. Jeg vågnede skrigende og grædende op, og Tom stod bøjet ned over mig. Vi lagde os begge to ind i hans seng, og så faldt jeg endelig i søvn uden mareridtet i tankerne. Det var den virkning, det havde på mig at sove inde ved Tom. Jeg følte mig tryg og beroliget, og mine tanker kunne samle sig om de gode ting. Derfor sov jeg altid inde ved ham, når jeg havde haft mareridt. Og derfor lå vores værelser lige ved siden af hinanden. Ja, voksne mænd på fireogtyve år kunne godt have mareridt og især også brug for trøst.
"Your nightmares are never gonna stop if you keep thinking at them, Little Mouse." Jeg rynkede på næsen, både af Toms ord og af mit kælenavn, som han havde givet mig for nogle år siden. Jeg foretrak mit rigtige navn i stedet for det.
"Stop reading my mind, Tom. You'll get revenge next time I see you with a girl." Jeg smilede, og han daskede ud efter mig. Jeg nåede lige at hoppe ud af sengen, inden han ramte mig. Så traskede jeg ud i vores store køkken for at lave noget morgenmad til os. Efter et par minutter kom Tom ud og hjalp med maden. Scrambled eggs og vegge-bacon*, lige noget for sådan et par hyggefise som os.

Jeg steg ud af badet og trak i det tøj, jeg havde fundet frem. Det var et par stramme cowboybukser, en lidt løs og tynd, hvid t-shirt og et par sorte sokker. Hverdagstøj. Sådan noget, som jeg for det meste havde på, når jeg var i studiet med Tom, Georg og Gustav. Valery havde inviteret mig hjem til hende i dag, så vi kunne lave vores Twenty Questions færdig, og selvfølgelig havde jeg sagt ja - hvem siger ikke ja til at komme hjem til sin store kærlighed?
Min mobil bippede, lige da jeg havde sat mig ind i min bil, og jeg tog den op ad min jakkelomme. Valery.
I need to take a shower. The key is under the doormat.
Jeg nikkede for mig selv og svarede hurtigt tilbage. Så tændte jeg motoren og kørte af sted med kurs mod hendes hus.

Jeg løftede op i dørmåtten, og ganske rigtigt: der lå nøglen til hoveddøren. Jeg tog nøglen op og placerede den i nøglehullet, hvor jeg langsomt drejede den rundt, og døren sagde klik. Jeg tog fat i håndtaget og skubbede døren op, og jeg følte mig virkelig som en indbrudstyv. Musik væltede mig i møde, da jeg trådte ind i huset. Ikke høj musik som på et diskotek, men bare musik på normal lydstyrke. Det var en af Valerys egne sange, kunne jeg høre. As That Idiot I Am, det var sangtitlen, og teksten havde altid undret mig. Hun sang om en person, som hun elskede, men som dræbte hende indeni, knuste hendes hjerte, forlod hende og ikke engang prøvede at hele hendes hjerte igen, inden han vækkede hende og sagde farvel. For mig gav det ingen mening, men det måtte det jo gøre for hende.
But then you killed me, broke my heart and left me
You didn't even try to fix my broken heart, you just woke me up and said goodbye
But I still love you, as that idiot I am

De sidste toner flød ud af højttaleren, som stod et sted i huset, og jeg gik længere ind i den entré, som jeg var kommet ind i, da jeg åbnede døren. Jeg trådte ud af entréen og videre ind i køkkenet. Efter køkkenet kom stuen, og endelig den dør jeg ledte efter; badeværelsesdøren. Den, musikken bølgede ud fra, og den, lyden af det rindende vand kom fra. Jeg bankede på, og jeg kunne høre Valery slukke for vandet.
"Bill?" hun åbnede døren på klem, så jeg lige kunne se, at hun havde viklet et håndklæde om sin våde krop. Hendes lange, lyse og nu våde hår hang ned ad hendes ryg.
"Hey." Jeg smilede, og hun smilede tilbage. Smilet nåede helt op i hendes lysebrune øjne, altså var hun glad for at se mig. En lille sæbeboble blev lavet inde i min mave, og den hvirvlede rundt derinde som en hoppebold.
"I'm ready in two minutes." Sagde hun, så hendes lyserøde læber skiltes på den dejlige måde, de altid gjorde, når hun snakkede.
"Okay," jeg nikkede om mod sofaen, som stod bag mig i den store stue. "I'll wait here."
Hun smilede og lukkede stille døren igen.
Efter et par minutter trådte hun ud ad døren. Jeg kiggede op af refleks, og synet, der mødte mine øjne, kom bag på mig. Hun stod i undertøj - her snakker vi underbukser og bh - og kiggede rødmende på mig. "Don't look," grinede hun, og hun så lidt flov ud. "My clothes is in my room, and I forgot to take some clothes with me to the bathroom."
Jeg nikkede, men lod alligevel mit blik hvile på hendes flotte krop, ind til hun forsvandt ind ad en anden dør. Hun var da seriøst det smukkeste menneske, jeg nogensinde havde set. Lidt efter kom hun igen ind i stuen, denne gang fuldt påklædt. Hun havde et par stramme, sorte bukser og en blå, kortærmet trøje på. Den lidt marineblå farve stod godt til hendes lyse hår, og hendes lange, tynde ben var utroligt pæne i de stramme bukser. Pigen havde jo en god stil.
"So," hun smilede og rødmede igen lidt. "I'm sorry. But now I'm finish and we can play Twenty Questions." Hun lod sig glide ned i sofaen, ganske tæt på mig, men jeg rykkede ikke længere væk af den grund. For min skyld måtte hun sidde så tæt på mig, som hun overhovedet ville.
"Okay," jeg trak på smilebåndet og placerede ubemærket min arm på ryglænet, så den lå lige bag ved hende. "I start."

Valerys synsvinkel

Gud, hvor var det bare pinligt! Der stod jeg kun i undertøj med Bills blik hvilende på min næsten nøgne krop. Hvorfor skulle jeg også glemme mit rene tøj inde på værelset? Jeg var også bare så dum nogen gange.
"Well," Bill lagde op til et spørgsmål, og jeg drejde hovedet hen mod ham. Hans perfekte hoved var overraskende tæt på mit, og jeg tog mit hjerte i at springe et slag over. "Who's your best friend?"
"I haven't one," jeg trak på skuldrene, som om jeg var ligeglad, hvilket ellers ikke helt var tilfældet. "I mean, except from you." Skyndte jeg mig at tilføje, da han rynkede brynene en smule.
"Oh," han nikkede, men så ikke særlig overbevist ud. "No, seriously. I'm not your best friend, am I?" spurgte han efter lidt tid. Måske var det alligevel ikke rigtig et spørgsmål. Han lød, som om han ikke troede på, at han var min bedste ven. På en måde var jeg ikke selv helt sikker, for jeg kunne jo godt lide ham på den anden måde, ikke? Altså jeg var nok lidt hemmeligt forelsket i ham, og jeg var også fan af ham, og jeg var venner med ham. Det var lidt svært at finde ud af, om han så også var min bedste ven.
"I just met you three days ago," sagde jeg, så jeg ikke behøvede at forklare den rigtige grund. Jeg ville ikke lyve for ham, og det her var ikke en rigtig løgn. "So it's not easy to say, yet."
"Okay," han prøvede på at se ligeglad ud, men det lykkedes ikke. "Your turn."
Jeg sukkede og nikkede. "Why are you in Denmark?" Det var det eneste, jeg kunne finde på.
"I just wanted to," han smilede og kastede et blik ned på hans tatoverede hånd, hvorpå der stod 06:30, som var hans fødselstidspunkt. "And Tom did, too." Åh ja, det var derfor, han kiggede på tatoveringen; Tom havde den også, bare med tidspunktet 06:20 i stedet for. Altså var der ti minutter i mellem dem.
Vi stillede nogle flere spørgsmål, så det burde måske hedde Fifty Questions nu. Vi blev efterhånden lidt sultne, så vi besluttede os for at lave noget mad. Det havde aldrig været min stærke side, men jeg var god til desserter, så det stod jeg for. Bill lavede noget salat, og det smagte fantastisk. Min dessert blev også nogenlunde. Jordbærtærte var selvfølgelig heller ikke det, der var sværest at lave. Nu sad vi bare ved bordet, med vores tomme tallerkner foran os, og snakkede. Det var ret hyggeligt, og jeg nød den gode udsigt til hans tatoveringer, som man kunne se gennem hans hvide trøje.
"So tell me, Valery," han rynkede sine øjenbryn en smule og foldede sine hænder på bordet. "Why did you cry yesterday? Did I say something wrong?"
"No, no," forsikrede jeg ham hurtigt. "It's just ... I got some bad memories," jeg slog ud med hænderne, som for at sige, at det ikke betød noget. "It's nothing."
"Yes, it is," han kiggede undrende på mig. "I don't understand why you keep saying that. I mean, it's okay that you won't tell me why you cried, but can't you just say that you're a bit blue?"
Jeg åbnede min mund en smule ved hans pludselige, bestemte ord. Måske havde han alligevel ret. Jeg behøvede jo ikke at fortælle ham, hvad der var galt, men jeg kunne godt indrømme, at jeg var ked af det. Han var trods alt min nye, gode ven. "Yeah..."
"Hm?" han kiggede afventende på mig. "Are you going to tell me?"
"Sure," jeg tøvede. "Do you wanna know why I was crying or do you just want me to admit that I'm sad?"
"If you'll tell me why you cried, then I'll listen. But it's also okay if you won't tell me. I won't pressure you." Han smilede varmt, og jeg blev straks klar over, at jeg gerne ville fortælle ham det. Selvom jeg aldrig havde fortalt det til nogen, så ville jeg gerne sige det til ham. Jeg kunne stole på ham, og jeg havde brug for en at sige det til. En, jeg kunne græde det hele ud til.
"I'll tell you," jeg kiggede ind i hans nøddebrune øjne, og en form for ro skyllede ind over mig. "Notice when I say 'I'm worried about you'. That was what made me insane yesterday."

___________________________________________________________________________

* Bill og Tom er vegetarer, så selvfølgelig var det vegge-bacon ;)
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...