Famous Love | Tokio Hotel

Valery Bach, en syttenårig pige, lever et nogenlunde normalt liv som verdensberømt sangerinde, indtil hun tilfældigt støder på sit største idol i supermarkedet. Det bliver ikke til andet end et 'hey', men så bliver Valery inviteret til fest i England. Der møder hun igen sit idol, Bill Kaulitz, og de snakker lidt sammen. Senere skriver han til hende, og de mødes nede i byen. Her bliver humøret en smule svingende, men det går, og de bliver gode venner. Desværre er Valery en smule vild med Bill, da hun har været fan af ham i syv år. Hvad hun ikke ved er, at Bill også godt kan lide hende.
Finder hun nogensinde ud af det?

10Likes
16Kommentarer
1396Visninger
AA

24. Had?

Bills synsvinkel

Lige så snart Tom og jeg trådte ind ad døren, smed jeg mine ting og hamrede mine knyttede næver ind i den nærmeste hårde overflade, som sjovt nok var væggen.
"Argh!" skreg jeg. Eller, skreg og skreg, jeg var trods alt en mand, så måske var det mere et brøl. Jeg blev ved med at gøre det, indtil Tom fjernede mig fra væggen og baksede mig ind på hans værelse, hvor vi smed os i hans seng. Jeg lod tårerne falde, og Tom snøftede automatisk i et forsøg på ikke også at komme til at græde. Vi havde det med altid at græde, når den anden af os græd.
"How could I be so stupid?" hulkede jeg ind mod Toms hårde, muskuløse bryst.
"You're not stupid, Bill," sagde han med sin dybe stemme, som altid havde været mere maskulin end min lidt feminine stemme.
"Yes, I am." Jeg knugede et stykke af Toms trøje i hænderne, mens jeg græd endnu mere, så hans trøje formodentlig blev gennemblødt. "I thought I had a chance. Just a little chance."
Tom sagde ikke mere og lod mig bare græde videre, mens jeg snakkede lidt med mig selv indimellem. Sådan lå vi i flere timer, og jeg havde haft ret i, at Toms trøje ville blive gennemblødt. Det var den nu, i hvert fald på den plet, hvor mit hoved lå. Han var ligeglad. Han vidste, at jeg havde det dårligt, og det var det eneste, der betød noget for ham lige nu. Om nogen så havde klippet ham skaldet og dræbt alle piger i verden, ville han være ligeglad, for jeg var ked af det, og det kunne han bestemt ikke lide.
"Bill, she thinks you're mad at her. She thinks that she's done something wrong and that you hate her." Tom sagde noget for første gang i mange timer, og jeg så på ham, men stoppede ikke med at græde.
"I don't care." Jeg vidste godt, at det lød hårdt, men det var rigtigt nok. Jeg var ligeglad med, om Valery troede, at jeg hadede hende, for jeg havde i forvejen ikke en chance hos hende. Hun kunne heller ikke lide mig før den lille episode med Zac, så der var intet, jeg kunne gøre. Andet end at give op på hende og prøve at finde en anden pige, men det ville være umuligt. Hun var min true love, også selvom hun ikke kunne lide mig, og jeg ville aldrig nogensinde finde en pige, der var ligesom hende. Hun var helt speciel.

Valerys synsvinkel

Jeg trak barberbladet væk fra min hud og smed det på gulvet ved siden af sengen. Der var ikke noget, jeg kunne gøre. Jeg ville aldrig finde en mand som Bill, og det betød, at jeg aldrig ville finde en, jeg virkelig elskede. Bill var helt speciel. Ikke ligesom alle de andre mænd, men fuldstændig sig selv og ikke bange for at skille sig ud. Da han var tretten år, havde han en af de der skotske kilte på, endda på tv, og han havde også haft langt hår og brugt makeup. Han gik i højhælede sko og ultrastramme bukser. Han havde haft dreadlocks og også engang mørkerødt hår. Han var ligeglad med, hvad andre syntes om ham, og han ville skide på, om folk anklagede ham for at være bøsse, selvom det selvfølgelig var træls, nu når det ikke var sandt. Han havde hunde og havde haft katte, og han elskede dem højt. Han elskede Tom og havde boet sammen med ham hele livet, og når de ikke arbejdede sammen som Tokio Hotel, var de enten derhjemme sammen eller på ferie sammen. De to var uadskillelige, og nogen sagde, at de var kærester. De var ligeglade og blev ved med altid at være sammen. Bill havde et hjerte af guld, og jeg havde aldrig nogensinde set nogen, der var så elskværdig og sød som ham. Så perfekt.
Jeg trak min mobil op af lommen og fandt Markus' nummer. Jeg ringede op, da jeg bare ville væk herfra, og jeg måske kunne bo sammen med ham og Jessica White. Den ringede et par gange, inden den blev taget.
"It's Jessica," lød det i den anden ende af røret.
"Hey, Jessica, it's Valery," sagde jeg med den mest almindelige stemme, jeg kunne lave. Det virkede ikke.
"Are you crying?" spurgte Jessica.
"Eh, yeah. Can I talk to Markus?" Jeg ventede, mens jeg kunne høre Jessicas fodtrin op ad en trappe, og så hendes stemme, som fortalte Markus, at det var mig, der ringede.
"Valery?" Det var Markus. Nej, hvor havde jeg savnet ham.
"Hej, Markus." Et lille hulk undslap mine læber.
"Græder du?"
"Øh ja, det gør jeg, men jeg ville bare lige spørge dig om noget." Jeg prøvede at dreje samtalen væk fra mit humør og hen til det egentlige spørgsmål.
"Okay, hvad så?" Han lød lidt bekymret over mit opkald, og det kunne jeg også godt forstå.
"Jeg ville spørge, om I havde plads til en gæst i jeres hus?"
"Hvor længe vil du bo her?" spurgte han, og jeg smilede. Jeg var glad for at have en bror som ham.
"Aner det ikke. Indtil jeg er klar til at tage hjem igen."
"Du kommer bare."
"Jeg elsker dig." Jeg lagde på og skyndte mig at pakke noget rent tøj ned i den ene af de mintgrønne kufferter, og så smuttede jeg ud af hoveddøren med kufferterne på slæb. Det slog mig, at jeg måtte ringe efter en taxa. Jeg var bare ikke særlig glad for at køre med taxa, da jeg jo var berømt, og alle kendte mig. Og jeg var smuk, og næsten alle taxachaufførerne var mænd.
Lyden af en motorcykel ramte mine ører, og den blev højere, efterhånden som motorcyklen kom tættere på. En eller anden idiot med høj fart på susede forbi ude på vejen, og jeg rystede på hovedet af ham. Så lyden af en hård opbremsning, og motorcyklen kom tilbage og standsede uden for min indkørsel. Føreren trak sin hjelm af, og et smukt ansigt kom til syne.
"Where are you going?" spurgte Bill, og jeg gik langsomt hen til ham.
"I'm moving to Los Angeles. I'll live in my brother's house."
"And you'll walk to the airplane, all alone?" Han så mistroisk på mig, og jeg trak på skuldrene.
"I haven't any other possibilities."
Han sukkede og rakte mig hjelmen. "Now you have."
Jeg stod lidt og kiggede på hans hånd, der hang i luften, inden jeg tog hjelmen. "What about the su-"
"Back there," afbrød han mit spørgsmål og pegede på det bagerste af motorcyklen. Jeg strøg en finger hen over lakken og mærkede en lille åbning. Jeg tog fat i den, og et stort rum kom til syne. Der var lige plads til mine to små kufferter, og jeg lagde dem derned. Jeg så lidt på det ekstra sæde bag Bill, og han trommede utålmodigt med fingrene på det overdrevne styr. "Come on," sukkede han irriteret. "I'll not wait forever."
Jeg sank og trak hjelmen over hovedet, hvorefter jeg svingede mig op på motorcyklen. Bill gassede op, og vi kørte mod lufthavnen. Det tog lidt tid, og jeg var glad for, at han var kommet, så jeg ikke skulle have gået hele vejen hertil, eller endnu værre, have taget en taxa med en eller anden uhyggelig chauffør. Danmarks kolde mørke lagde sig over byen, og nu var jeg om muligt endnu mere taknemmelig for, at Bill var kørt forbi, lige inden jeg gik. Jeg hadede mørke.
Jeg hoppede af den enorme motorcykel lige så snart, vi nåede lufthavnen. Jeg trak mine kufferter op fra rummet bag på motorcyklen, og Bill drejede hovedet om mod mig, stadig siddende på motorcyklen.
"Can I ask you one thing?" spurgte han.
"Of course," svarede jeg kort, men droppede den kolde tone, da han jo lige havde gjort mig en tjeneste.
"Why do you move to Los Angeles?" Hans spørgsmål kom bag på mig. Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med, men bare ikke sådan et simpelt spørgsmål.
"I just need to get away from here." Jeg trak på skuldrene, og Bill åbnede munden for at sige noget, men lukkede den så igen.
"When do you go on the plane?"
"I don't know. I'll take the next." Det gik op for mig, at jeg måske skulle have ventet til i morgen og så bestilt billetter. Det var for sent nu. Jeg måtte bare håbe på, at der var plads til mig på det næste fly.
"I'll stay here till we're sure that you can come to Los Angeles. I'm not letting you walk all the way home again."
"Okay. Thank you." Jeg tvang et smil frem på mine læber, og Bill gengældte det hurtigt.
"Ehm." Hans blik flakkede ned på mine bare arme. Jeg havde glemt at tage jakke på, da jeg stormede ud af huset. "Take my jacket." Han trak sin læderjakke af og holdte den frem mod mig. Jeg gik op ved siden af ham og tog imod den. Mine tynde arme flød ind i mit synsfelt, og det gik op for mig, at sårene, der nu dækkede mine arme, kun lige var helede, og at de ville gå op, hvis jeg trak den stramme jakke op over dem.
"I can't." Jeg så undskyldende på ham og rakte den tilbage til ham. Han så ned på mine arme og bed sig i læben, mens han rystede på hovedet.
"You did it again." Han pressede læberne sammen for ikke at råbe ad mig. "You fucking did it again," hvæsede han. Han var ikke vred. Det kunne jeg se, at han ikke var. Han var ked af det.
"I'm so sorry. I just had to do it." Jeg bukkede hovedet, og han tog endelig jakken igen, så jeg kunne lade min arm falde ned langs min side.
"You didn't have to do it, Valery." Han steg af motorcyklen og låste den hurtigt, inden han trak mig med ind i lufthavnens varme hal, så vi ikke skulle stå udenfor og fryse.
"Yes, I had to do it. Bill, you don't understand how it is. You've never tried it before. When something is wrong, you find the blade and cut. You don't have a choice, you just do it." Jeg sukkede og satte mig ned på en af de billige og ukomfortable stole i hallen, og Bill satte sig ved siden af mig. Han tøvede, men tog så forsigtigt min hånd.
"What was wrong this time?" spurgte han blidt.
"You," indrømmede jeg.
"Me?" Han så uforstående på mig, og jeg nikkede.
"You hate me for some reason I don't know."
"What?" Han slap min hånd og så mig direkte i øjnene. "I don't hate you. You're the sweetest girl I've ever met."
Jeg sank en gang. "I am?"
"Yes." Han trak mig ind i et kram, og jeg begyndte at græde igen.
"Thank you." Jeg sukkede og mavede mig ud af omfavnelsen. "But why did you try to avoid me, if I'm the sweetest girl you've ever met?" spurgte jeg og tørrede en tåre væk. Gudskelov var min mascara vandfast.
"I, ehm," stammede han. "I was jealous. I am jealous."
"Why?" Det kunne jeg ikke se pointen i.
"Uhm..." Han tøvede og så ud til at overveje, hvad han skulle sige. "I don't know," endte han med at svare. "I really don't know."
"Okay." Jeg besluttede mig for at sige sandheden nu. "But just so you know it ... I don't like Zac as more than a friend. And he doesn't either like me as more than a friend. He's gay. He loves Brandon."
"And you love the guy, you won't tell me who is," afsluttede han for mig.
"Exactly." Jeg behøvede jo ikke at sige, at den dreng - eller rettere mand - var Bill.
"Do you still wanna move to Los Angeles?" spurgte han efter lidt tids tavshed.
Jeg tyggede lidt på spørgsmålet, inden jeg svarede; "Yes. I do." For det gjorde jeg. Selvom jeg nu vidste, at Bill ikke hadede mig, så havde jeg brug for at komme lidt væk fra Danmark.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...