Famous Love | Tokio Hotel

Valery Bach, en syttenårig pige, lever et nogenlunde normalt liv som verdensberømt sangerinde, indtil hun tilfældigt støder på sit største idol i supermarkedet. Det bliver ikke til andet end et 'hey', men så bliver Valery inviteret til fest i England. Der møder hun igen sit idol, Bill Kaulitz, og de snakker lidt sammen. Senere skriver han til hende, og de mødes nede i byen. Her bliver humøret en smule svingende, men det går, og de bliver gode venner. Desværre er Valery en smule vild med Bill, da hun har været fan af ham i syv år. Hvad hun ikke ved er, at Bill også godt kan lide hende.
Finder hun nogensinde ud af det?

10Likes
16Kommentarer
1365Visninger
AA

2. Fest

Valerys synsvinkel

Jeg børstede mit lange hår og satte det op i en hestehale, så man kunne se mine nye øreringe. Jeg havde tøjet, smykkerne og skoene på, så jeg manglede kun makeuppen. Et lille drys foundation og lidt sort øjenskygge, eyeliner og mascara, mere skulle der ikke til. Jeg var tilfreds med mit udseende, som det var; ingen urenheder, tydelige kindben, lange, tynde ben og en flad mave. Jeg farvede ikke engang hår, det var blødt og lyst uden nogen hjælp. Enhver piges drøm, I know. Jeg var vist bare i det hele taget ret heldig.
Men ikke mere tid til selvbeundring, jeg skulle nå et fly. Jeg tjekkede lige hurtigt, at jeg havde husket alt, hvad jeg skulle bruge, og så tog jeg en taxa ud til lufthavnen. Det var ikke lang tid, jeg skulle sidde i flyet, men lang nok til, at jeg både havde musik, sanghæfte, iPhone og bog med mig derind. Jeg skulle ikke risikere at komme til at kede mig.
Jeg satte en af mine sange på og tog mine høretelefoner i ørerne. Jeg lyttede til min stemme, som langsomt steg, og omkvædet gik i gang. Jeg var selv ret stolt af den sang.

Inden længe landede flyet i England, og jeg steg ud og tog igen en taxa hen til det sted, hvor jeg skulle være. Der ville ikke være nogen der, som jeg kendte personligt, men det var også fint, så længe jeg havde det sjovt, og der var god musik. Hvilket der var. Da jeg trådte ind ad den store dobbeltdør, slog høj musik mig i møde, og en dj - det var hende, der havde inviteret mig - fulgte mig hen til det bord, der var reserveret til mig. Jeg satte mig ned og gav min jakke til en, som gik ud og hængte den på en bøjle. Jeg skulle lige have lidt tid til at komme i feststemning, inden jeg ville ud og danse og synge.
"Hey," en meget genkendelig stemme lød ved siden af mig. "Again." Tilføjede stemmen, og jeg kiggede derover, hvor den kom fra.
"Hey," jeg smilede, og Bill satte sig ned overfor mig. "What are you doing here?"
"Ah, just having fun," han smilede tilbage, og hans ene piercing i underlæben skinnede i det svage lys fra loftet. "You?"
Jeg trak på skuldrene. "The same as you."
Han grinede, og selv gennem den høje musik - Story Of My Life med One Direction - kunne jeg høre ham tilføje: "I don't think so."
"Why not?" jeg kiggede spørgende på ham.
"I'm actually having fun. You're not having fun, yet. And, I'm having fun with some friends. You're just sitting here alone."
"Aha," jeg nikkede langsomt og fugtede mine læber. "Well, I guess you're right."
Han smilede - på hans søde, Bill-agtige måde med smilehuller og smil i øjnene - og vinkede mod en, der stod bag ham. Personen trådte frem, og jeg genkendte ham straks; Tom Kaulitz, Bills ti minutter ældre bror. Det kunne jeg have sagt mig selv, de var jo aldrig nogen steder uden hinanden.
"Valery, this is Tom." Sagde Bill til mig. Så han havde altså hørt om mig? Uh, ved ikke, hvorfor han ikke skulle have hørt om mig, når resten af verden havde, men han var jo selv så kendt ... det var virkelig stort, at Bill Kaulitz kendte ens navn, ikke at han ikke kendte nogen, men ... ja.
"Yeah, ehm, I know," jeg smilede hurtigt til Tom, og han gav mig hånden - lidt gammeldags, var det ikke? "Hi, Tom."
"Hi, Valery," han nikkede en gang og lagde en hånd på Bills skulder. "Pleasure to meet you." Ha! Undskyld, men det var meget atypisk Tom at tale sådan. Normalt ville han da have sagt noget med "you look good", eller værre "zmdp" som var forkortelsen for noget, Tom havde sagt nogle gange, og som bare blev ved med at være sådan en form for joke. Ja, indrømmet, jeg var fan af dem og deres band Tokio Hotel.
"Hey," endnu en genkendelig stemme, der afbrød mine tanker. Gustav, trommeslageren i Tokio Hotel. Så han var her altså også? Nice. "We're going to play now, guys." Han svingede roligt to trommestikker mellem sine fingre i en bestemt rytme.
"Play?" jeg kiggede spørgende på de tre mænd, som alle nikkede.
"Some songs," forklarede Bill. Da han så mit håbefulde udtryk, kunne han vist læse mine tanker. "Not from our new album." Han rystede undskyldende på hovedet og smilede, inden han gik med de andre op på den scene, der stod i højre hjørne af den store hal. Jeg kunne lige hurtigt skimte Georg, deres bassist, men så blev lyset rettet mod scenen, hvor en mand stod. Da jeg kiggede nærmere på ham, kunne jeg se, hvem det var; Harry Styles. One Direction havde spillet lige før, så det var vel derfor, at det var ham, der skulle præsentere Tokio Hotel for os gæster.
"Ladies and gentlemen," han smilede, så jeg kunne se hans ene smilehul - jeg sad ret tæt på scenen - og han slog ud med hånden. "Tokio Hotel." Argh, et minus til Harry. Han udtalte Tokio Hotel, som om det var engelsk. Fail.
Gustav trådte først ind på scenen, så Georg, så Tom og til sidst Bill. De spillede et par numre, Nach Dir Kommt Nichts og World Behind My Wall, og nu var de i gang med Reden. Jeg lagde mærke til, at Bill kiggede lidt på mig, da han sang "wir wollten nur Reden, und jetzt liegst du hier", og da han sang "deine Lippen öffnen sich". Helt klart bare tilfældigt. Da de blev færdige med den, spillede de den engelske version af Humanoid, så Ready, Set, Go og så Hey You. Det lød alt sammen godt, selvom det var et par år siden, de indspillede sangene, og Bills stemme var blevet lidt dybere i den tid. Men stort bifald, det lød virkelig fedt. Bill præsenterede de næste; Pierce The Veil. Orv, de var altså også gode. Til min glæde spillede de både Bulletproof Love og Hold On Till May. I mellemtiden var Bill, Tom, Georg og Gustav gået ned til deres bord igen, og jeg kastede et blik over til dem. Bill kiggede vist på mig, og Georg og Tom var ved at snakke om et eller andet. Gustav lyttede bare til Vic Fuentes, forsangeren i Pierce The Veil, på hans egen stille og afslappede måde.
Jeg smilede til Bill, og han og resten af bandet kom hen til mig igen. Jeg roste dem for deres optræden, og så snakkede vi ellers bare om alt muligt.
Aften blev hurtigt til nat, og nat blev til morgen, og festen stoppede lige så langsomt. Jeg tog ind på et hotel for at overnatte, for klokken var tre, og jeg var dødtræt. Det havde været hyggeligt, og jeg var stadig lidt oppe at køre over, at jeg på én dag havde formået at høre Tokio Hotel og en masse andre fede artister og bands live, snakke med mine store idoler og haft det sjovt og festet. Det var da en oplevelse.
Jeg smed mig i sengen og faldt straks i søvn.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...