Famous Love | Tokio Hotel

Valery Bach, en syttenårig pige, lever et nogenlunde normalt liv som verdensberømt sangerinde, indtil hun tilfældigt støder på sit største idol i supermarkedet. Det bliver ikke til andet end et 'hey', men så bliver Valery inviteret til fest i England. Der møder hun igen sit idol, Bill Kaulitz, og de snakker lidt sammen. Senere skriver han til hende, og de mødes nede i byen. Her bliver humøret en smule svingende, men det går, og de bliver gode venner. Desværre er Valery en smule vild med Bill, da hun har været fan af ham i syv år. Hvad hun ikke ved er, at Bill også godt kan lide hende.
Finder hun nogensinde ud af det?

10Likes
16Kommentarer
1373Visninger
AA

4. En Smule Svingende Humør

Bills synsvinkel

Jeg så bekymret på Valery. "Of course it does," jeg vidste godt, at hun ikke havde lyst til at sige det, men... "Valery," jeg tøvede. "I know that you won't tell me why, and that's okay, we just met each other two days ago. But it matters. It really does. And I'm worried about you. I don't like when you cry."
Hun kiggede trist op på mig. "Yes. It matters. And you're right; I won't tell you why I cry. And," hun trak langsomt vejret helt ned i maven. "You're not worried about me, Bill."
"What?" jeg så overrasket på hende. Hvad mente hun med det? "Yes, I am. Seriously."
Hun rystede mistroisk på hovedet. "No, you aren't. You don't like me. Exactly as all the other people. You're just like them!" hendes pludselige vrede gjorde, at jeg bare slap hende, da hun vred sig ud af min favn. Hun skubbede bildøren op og svingede sig op på sin cykel, som stadig holdte ved siden af bilen. Inden jeg nåede ud af bilen, var hun allerede langt nede ad gaden.
"Valery," sagde jeg forvirret. "Valery!" min stemme steg, og de folk, der ikke allerede kiggede på mig, drejede nu deres hoveder hen mod mig. Jeg hoppede hurtigt ind i bilen igen, og jeg startede motoren og kørte den vej, hun var cyklet. Da jeg nåede til et sted, hvor vejen delte sig i to, kunne jeg se hendes cykel, som var smidt foran en butik. Jeg steg ud og låste hurtigt bilen, hvorefter jeg gik ind i butikken. En ekspedient kiggede op, da jeg kom ind, og hun smilede usikkert til mig.
"Bill Kaulitz, right?" hun skubbede sine briller lidt ned på næsen og så vurderende på mig.
"Yes. But I'm searching for someone, so-" hun afbrød mig straks.
"You're searching for Valery Bach." Hun tog sig ikke tid til at se min reaktion, men vendte sig bare og gjorde tegn til, at jeg skulle følge efter hende. Hun stoppede foran en dør, hvor der stod 'LAGER'. "She told me to not let you in if you came, but I think it's best that you talk with her. She's very sad."
"Ehm," jeg så spørgende, men lettet på hende. "Okay."
Hun tog fat i dørhåndtaget, og inden hun åbnede, sagde hun lavt: "Be careful. It's easy to break her heart."
Med de ord puffede hun mig ind ad døren og lukkede den bag mig. Jeg så mig rundt, og mine øjne landede på en lille skikkelse nede på gulvet. Hun sad krummet sammen ved siden af en reol, og jeg kunne høre, at hun græd.
"Valery," hviskede jeg og satte mig ned ved siden af hende. Hun reagerede ikke. "I'm sorry. I wouldn't hurt you."
Et snøft undslap hendes fine næse, og hun kiggede op på mig med våde øjne. "But you did."
Jeg sank en gang, og den dårlige samvittighed skyllede ind over mig. Jeg havde godt nok kun sagt, at jeg var bekymret for hende, men hun var blevet ked af, at jeg havde sagt det, og det gav mig enormt dårlig samvittighed. "Valery, I'm so sorry." Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvad jeg skulle sige og gøre, så jeg lagde bare forsigtigt min hånd på hendes arm. Den rystede af hendes uregelmæssige vejrtrækning, og jeg fik endnu mere skyldfølelse.
"Hm." Mumlede hun.
"Forgive me. I didn't mean to hurt you, Valery. And I'll do everything to make you happy again." Prøvede jeg, og det lod til at løsne hendes muskler en smule.
"Then say that you aren't worried about me." Sagde hun og så mig direkte i øjnene.
"But," jeg tøvede. Hvorfor ville hun have mig til at sige det? "I won't lie."
"Exactly," hun nikkede. "Therefore you should just admit, that you aren't worried about me."
Jeg rystede langsomt på hovedet. "I am worried about you, Valery. I'd lie if I said that I wasn't."
Hun kiggede usikkert på mig. "Really? Do you promise that this is the truth?"
Jeg nikkede forvirret. Hvorfor var det så underligt for hende, at jeg var bekymret? "I promise."
Hun blinkede hurtigt med øjnene for at få nogle tårer væk. "Okay. Thank you, Bill." Hun rørte lidt på sig, og min hånd gled ned fra hendes arm. Til min store overraskelse lagde hun sit hoved mod mit bryst og lukkede øjnene, mens hendes vejrtrækning langsomt blev normal igen. Den pige var ikke til at blive klog på.
Da hun efter lidt tid trak sig væk, gled hendes ene ærme op, og en masse ar kom til syne. Jeg rynkede panden og blinkede, men de var der stadig. Selvfølgelig var det normalt at have ar, men ikke sådan nogle, som hun havde. De gik fra hendes håndled og op til albuen, kun på indersiden af armen. De var lange, og man kunne se, at sårene havde været dybe. Det var ar fra en, der havde cuttet. Valery havde cuttet. Skåret i sig selv med et barberblad, eller hvad hun nu havde brugt.
Hun gispede lydløst, da det gik op for hende, at jeg stirrede på hendes bare underarm. Hun trak hurtigt ærmet ned. "It was an accident." Skyndte hun sig at sige, men jeg vidste bedre.
"No, it wasn't," jeg tog fat om hendes hånd og trak ærmet op igen, så de mange ar kom til syne. "Why have you done that to yourself?"
Hun fnøs og rystede på hovedet. "You don't need to know everything about me, Bill Kaulitz. You met me two days ago, and you think that we're best friends who tells each other all our secrets. But we aren't, okay?"
De ord ramte mig hårdt. "Valery," hviskede jeg og var lige ved at græde. Ville hun ikke engang være venner med mig? Jeg som lige havde troet, at jeg havde fundet en sød pige, som ikke kunne lide mig, fordi hun var fan af mig, men fordi hun kunne lide mig som person. "Of course I don't need to know everything about you. But I like you, and I really want to be your friend. I may not be your best friend, but at least your friend." Jeg vidste godt, at det lød barnligt, men jeg mente det virkelig.
Hun bed sig i læben, og jeg kunne se en smerte løbe igennem hende. "I'm sorry. I-I like you too, Bill," stammede hun, tydeligvis meget ked af, at hun havde sagt sådan til mig. "And you
're really nice, I want to be your friend. I think I'm just having a bad day. Anyway, I didn't want to hurt you, 'cause I really like you."
Jeg nikkede og prøvede på at tro hende. Ikke at det var så svært, for hun lød virkelig oprigtig. "It's okay."
Hun sukkede en smule lettet og krammede mig. Hendes bløde, lyse hår ramte min kind, og en duft af jordbær fyldte min næse. Jeg nød øjeblikket, hvor ingen af os var sure, og strammede mit greb om hende.

Valerys synsvinkel

Jeg nød følelsen af Bills arme, som lå omkring mine hofter, og selvom han kun så på mig som en ven, kunne jeg ikke lade være med at forestille mig, at han gjorde det, fordi vi var kærester. Han havde altid været mit yndlingsmedlem af Tokio Hotel, og jeg havde været forelsket i ham, siden første gang jeg så ham, da jeg som tiårig kiggede i et Olivia-blad. Desværre kunne han ikke lide mig på den måde, men tanken om, at vi var venner, gjorde mig stadig glad. Et venskab var nok for mig, og jeg accepterede, at jeg ikke var hans true love. Men en undskyldning, det havde han fortjent. Jeg måtte fortælle ham, hvorfor jeg havde cuttet, for det gjorde venner.
"I done it beacuse I was depressed," forklarede jeg efter at have taget mod til mig. "I only wanted to die, but I survived because I had my blade. It made me feel good when the blade touched my skin and I saw the blood. It made me feel that everything was a bit better. And it made me change my mind, and stay alive instead of commit suicide." Det hele strømmede ud af min mund. Først så han forvirret ud, men så gik det op for ham, at jeg svarede på hans spørgsmål om, hvorfor jeg havde cuttet. Han kiggede opslugt på mig, mens jeg talte, og hans blik var medfølende og trist.
"But you don't do it anymore, do you?" spurgte han forsigtigt.
"No," jeg rystede på hovedet. "I realized that it would get worse if someone saw my scars. And as a worldfamous musician, everybody will know it if the paparrazzi's catch me in a short t-shirt."
Han nikkede forstående. "Did you do it on your legs, too?"
"Yes. I did it on my legs, my arms, my stomach and of course my wrists. And I did it a lot. Deep, bloody wounds covered my skins. That's why I still have scars." Svarede jeg.
"When did you stop?" han lød stadig medfølende og trist, men et lille stykke af nysgerrighed brød også igennem hans varme stemme.
"Four months ago. I already tried to stop in Juny, but I couldn't. So I finally stopped in September last year." Eftersom det var januar nu, måtte det være fire måneder siden. Jeg var ikke hundrede procent sikker, for min hovedregning var ikke god, specielt ikke i sådanne situationer.
"I'm glad you stopped," han smilede stille. "Your skin is much prettier without wounds. And it's like a drug, isn't it?"
Jeg smilede tilbage. "Yes, it is. When you cut, it's feeling fantastic, though it also hurts. It really is like a drug, and you just can't stop cutting. The blade is your savior." Et øjeblik fik jeg helt lyst til at cutte igen, men jeg bekæmpede hurtigt lysten. Den skulle ikke have lov at ødelægge min hud igen.
"Well, why did you tell me? You wouldn't do it before." Han kiggede spørgende på mig, og jeg trak på skuldrene.
"That's what friends do."
Han smilede skævt, og det smittede af på mig. Vi sad i lidt tid uden at sige noget, og jeg trak mig stille væk fra ham, så jeg kunne sidde ned ved siden af ham. Vores smil var stadig klistret på vores ansigter, da der lød en let banken på døren. Damen, som jeg havde sagt, ikke skulle fortælle Bill, at jeg var her, stak hovedet ind ad døren.
"Der kommer en, som skal arbejde herude på lageret nu," sagde hun henvendt til mig, og det kunne jeg godt forstå, for jeg snakkede jo dansk, så det var lettere for hende at snakke med mig end med Bill. "I bliver nødt til at gå." Hun kiggede undskyldende på mig, men jeg nikkede bare smilende og rejste mig op.
"We're going outside, Bill.
" Sagde jeg til Bill, som også rejste sig op. Jeg takkede lige damen, inden vi gik ud på gågaden igen.
"So we're okay with each other?" spurgte han, da jeg trak min cykel op fra fortovet.
"Yes," jeg smilede og svingede mig op på sadlen. "But I need to go home now."
"Good," han fandt sine bilnøgler frem fra lommen i hans cowboybukser og trykkede på en knap, så hans dyre Audi låste op med et lille klik. "I'm going home, too. Tom's all alone."
Jeg nikkede. "See you."
"See you." Han smilede og gik hen mod sin bil, som holdte lidt tilfældigt over fortovet og vejen. Da han satte sig ind, kørte jeg hjem mod mit hus.
Jeg glædede mig ikke til at se mig i spejlet, eftersom jeg havde grædt min røv ud - undskyld mit sprog. Min makeup måtte være totalt udtværet. Men jeg var da blevet venner med mit største idol. Det var virkelig sejt, og jeg var så ubeskriveligt glad for det. Bill var sindssygt sød.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...