Famous Love | Tokio Hotel

Valery Bach, en syttenårig pige, lever et nogenlunde normalt liv som verdensberømt sangerinde, indtil hun tilfældigt støder på sit største idol i supermarkedet. Det bliver ikke til andet end et 'hey', men så bliver Valery inviteret til fest i England. Der møder hun igen sit idol, Bill Kaulitz, og de snakker lidt sammen. Senere skriver han til hende, og de mødes nede i byen. Her bliver humøret en smule svingende, men det går, og de bliver gode venner. Desværre er Valery en smule vild med Bill, da hun har været fan af ham i syv år. Hvad hun ikke ved er, at Bill også godt kan lide hende.
Finder hun nogensinde ud af det?

10Likes
16Kommentarer
1368Visninger
AA

20. Den Anden Koncert

Valerys synsvinkel

"Are you ready?" spurgte Bill, og jeg nikkede. Alt var klart, både os og instrumenterne. Jeg havde fået mit nye tøj på, og faktisk så jeg ikke helt så billig ud, som jeg havde troet, at jeg ville gøre. Mit lange, lyse hår var pænt flettet i et sildeben af en af drengenes frisører, og mine lysebrune øjne var indrammet af mascara, eyeliner og sort øjenskygge. Mine læber var smurt perfekt ind i en lys orange læbestift af en professionel, og Bill havde lagt sort og hvid neglelak på mine negle - tro mig, det var han god til. Han havde selvfølgelig også selv brugt neglelak, siden han var omkring de tretten år.
Georg og Tom kørte lidt den samme stil, med cowboybukser, t-shirt og skidedyre sneakers. Tom havde sat sit hår i en knold, der var mindre rodet, end den var til hverdag, og Georg havde puttet voks i håret. De brugte sådan set mere tid på at øve på deres guitar og bas, end de brugte på at gøre sig pæne. Men fair nok.
Gustav var iklædt det samme, som han plejede; et par løse shorts, der gik til knæene og en hvid trøje uden ærmer. Hans gummisko var sorte og hvide, og han havde viklet sine fingre ind i alt muligt halløj, så han ikke fik ondt i dem af at spille trommer. Han kørte standarden, ingen briller, men kontaktlinser i stedet for.
Og så Bill, endelig Bill. Han havde som sædvanligt gjort meget ud af at finde det helt rigtige tøj, den helt rigtige frisure, de helt rigtige sko og den helt rigtige makeup. I aften havde han et par stramme - virkelig stramme - røde jeans på, en sort top, eller trøje uden ærmer, eller hvad man nu kalder det, og de sorte plateausko på. Et sort bælte med nitter og et sort armbånd med pigge piftede det hele lidt op. Hans lyse hår var sat med voks i en fuldstændig og aldeles perfekt frisure, uden et eneste hår, der sad forkert, og han havde barberet sig, så hans flotte kinder med de tydelige kindben var glatte. Hans kridhvide tænder var om muligt endnu hvidere end normalt, selvom fansene ikke ville kunne se det derfra, hvor de stod, og han havde en smule mascara på, så noget af den gamle Bill spejlede sig i ham. Den Bill, der gik med makeup, neglelak, højhælede og havde langt hår, det var den gamle Bill. Jeg vidste ærligt talt ikke, om jeg bedst kunne lide hans udseende, som det var nu, eller som det var dengang, men det kunne også være pænt ligemeget.
"Valery," afbrød nye Bill mine tanker, og jeg åbnede mine øjne, som åbenbart havde været lukkede før.
"What?" spurgte jeg hurtigt og rejste mig op fra den bløde designer-læderstol, som jeg før havde siddet i.
"We have ten minutes till the show starts and your brother is waiting for you."
Jeg blev straks helt vågen, og jeg skyndte mig ud bag ved scenen, hvor jeg fandt min bror og hans kæreste, Jessica White.
"Markus," udbrød jeg og krammede ham.
"Yeah, sister. Are you ready to go?" spurgte han, og jeg nikkede.
"Of course. I know exactly what to sing and dance. I don't think that I'll ever forget it." Jeg smilede og mærkede en hånd på min skulder. Jeg behøvede ikke at kigge op for at vide, at det var Bill, der var kommet for at hilse på Markus og Jessica.
"It's true," lød hans søde stemme et stykke over mit hoved. "She's got a big talent."
Markus smilede venligt og trykkede hurtigt Bills hånd, og det samme gjorde Jessica.
"Its time, guys," kaldte Tom fra et hjørne i det store rum, og Bill og jeg vinkede til vores to gæster, inden vi skyndte os hen til Tom, Georg og Gustav.

Georgs synsvinkel

Jeg slog en akkord an på bassen samtidig med Tom, og fansene skreg. Valery dansede ind på scenen, og igen skreg de. Jeg beundrede hendes evne til at danse så godt i de høje sko og den stramme kjole, og jeg frygtede, at hun ville snuble. Til min lettelse gjorde hun det ikke. Hun travede hen over gulvet på en elegant måde, og hendes tynde ben bevægede sig i takt til musikken. Hun åbnede munden, og hendes fantastiske stemme fyldte salen. Pigen kunne både synge og danse. Faktisk kunne jeg godt forstå, at Bill var vild med hende. Hun var jo pæn, sød og sjov, og så elskede hun hunde. Det med hundene var virkelig en fordel, hvis man skulle smigre sig ind på Bill, for han havde selv en stor kærlighed til dem.
And I would rather...
Hun sang den sidste sætning, og jeg var lige ved at glemme at spille, så fordybet var jeg i tanker om hende. Dog huskede jeg det lige, og jeg sukkede lettet. Endnu en vellykket koncert.

Valerys synsvinkel

Georg lagde sin arm om Toms skuldre, Tom lagde sin arm om mine skuldre, jeg lagde min arm om Bills skuldre, og Bill lagde sin arm om Gustavs skuldre. Så bukkede vi tre gange, inden vi skilte os fra hinanden, og Bill tog en slurk af sin vandflaske. Så sprøjtede han resten af vandet ud over nogle af fansene og kastede så flasken ud til dem. De skreg, præcis ligesom de havde gjort gennem hele koncerten. Jeg huskede, da jeg bare var en fan og drømte om at møde Tokio Hotel. Nu stod jeg på scenen sammen med dem og så ned på de mange hundredetusind fans, og jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne. Tænk, at det her havde været min største drøm, siden jeg var ti, og nu gik den i opfyldelse, for anden gang endda, da vi jo allerede havde spillet én koncert.
Vi gik ned fra scenen efter at have råbt tak mange gange, og jeg kunne ikke holde en hysterisk fnisen inde. En fangirl-fnisen. Det var sådan, jeg havde fniset, hver gang jeg så et nyt billede af Bill, indtil jeg mødte ham for første gang.
"What?" Bill kom hen til mig og trak mig ind i et kram, som jeg gengældte.
"Oh my God," var det eneste, jeg sagde, og han grinede ned i mit hår, så hans varme ånde ramte min hovedbund, og jeg fik kuldegysninger.
"You like to sing with me?" spurgte han, og jeg nikkede, så godt som jeg nu kunne i hans jerngreb.
"I've dreamed about it since I was ten years old."
Han grinede igen og slap sit tag i mig, så jeg kunne trække vejret.
"How did you do that?" Georg kom hen til os og så på mig, som var jeg et rumvæsen.
"How did I do what?" Jeg så forvirret på ham, og han pegede først på min kjole og så på mine støvler.
"Dance. With the tight dress and high heels."
"Oh." Jeg smilede. "That was easy."
"Hm," mumlede Georg og trak på smilebåndet. "I was afraid that you'd fall off the stage."
Tom brød grinende ind i snakken, da Georgs ord gav ham et mentalt billede. Da han havde grinet lidt, forklarede han endelig, hvad han havde set. "I saw Georg. He fell off the stage." Han grinede igen, og helt ærligt kunne jeg ikke se det morsomme i det. Jo, det ville se sjovt ud, men...
"If Georg fell off the stage, we would have to cancel the show because Tom would die of laughter," forklarede Bill, som havde tilladt sig at læse Toms tanker. Sej tvillinge-ting, som jeg misundte.
Georg daskede til Tom med falsk irritation, og de grinede begge to.
"Weirdos," sukkede Bill, og ham, Gustav og jeg satte os ned i en sofa, der stod i et hjørne. Vi fik hver en vandflaske, som var godt tiltrængt, og så begyndte vi at snakke om, hvordan det var gået med koncerten.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...