Famous Love | Tokio Hotel

Valery Bach, en syttenårig pige, lever et nogenlunde normalt liv som verdensberømt sangerinde, indtil hun tilfældigt støder på sit største idol i supermarkedet. Det bliver ikke til andet end et 'hey', men så bliver Valery inviteret til fest i England. Der møder hun igen sit idol, Bill Kaulitz, og de snakker lidt sammen. Senere skriver han til hende, og de mødes nede i byen. Her bliver humøret en smule svingende, men det går, og de bliver gode venner. Desværre er Valery en smule vild med Bill, da hun har været fan af ham i syv år. Hvad hun ikke ved er, at Bill også godt kan lide hende.
Finder hun nogensinde ud af det?

10Likes
16Kommentarer
1392Visninger
AA

3. Bill

Valerys synsvinkel.

Jeg sparkede dynen af og satte mig op i sengen. Udenfor kunne jeg høre bilerne dytte og børnene vræle. Det var rart. Jeg var bymenneske uden tvivl. Lydene udenfor gjorde, at man ikke følte sig så alene, og det elskede jeg virkelig, da jeg var single og uden bedste veninder. Molly og jeg havde været veninder siden første klasse, men nu var hun rejst til Hawaii med sin kæreste. Ja, kæreste. Alle var omgivet af kærester og veninder, men mig, jeg var alene. Typisk, ikke?
"Nej, nej, nej, nej." Mumlede jeg irriteret for mig selv. Jeg var jo heldig, jeg burde være glad for det, jeg havde. Det sagde alle, og det var nok også rigtigt. Jeg kunne ikke være bekendt at klage over noget.
Jeg hoppede ned fra sengen og trak i det tøj, jeg havde haft på til festen. Jeg havde selvfølgelig ikke været så smart at tage noget rent med hjemmefra, men det gik da nok også. Manglen på en tandbørste og makeupfjerner var vist lidt værre. Jeg måtte pjaske lidt vand i hovedet, så jeg i det mindste så vågen ud.

Da jeg endelig kom hjem efter en trættende flyvetur og nogle autografer, var jeg totalt smadret. Klokken var fem om eftermiddagen, men jeg ville helst bare i seng. Så kunne jeg måske også drømme noget dejligt om at have veninder eller en kæreste.
"Yeah." Jeg fugtede mine læber og lagde mig ind i min seng. Gosh, det var rart at ligge i min egen seng igen. Jeg tog mine smykker af og lagde mig så til at sove. I det jeg lukkede mine øjne, faldt jeg i søvn.

And as the sun went down, we ended up on the ground
I heard the train shake the windows, you screamed over the sound
And as we own this night, I put your body to the test with mine
This love was out of control, three, two, one, where did it -

Jeg nåede lige at trykke på "besvar opkald", inden det sidste ord i min ringetone flød ud af højttaleren.
"Det er Valery." Sagde jeg søvnigt. Normalt var jeg ikke typen, der snakkede med folk, lige når jeg vågnede.
"Hey Valery," lød en kvindestemme. Jeg genkendte den som hende dj'en, der havde inviteret mig til festen. Beatrice Thompson, en af mine gode veninder, men som sagt; jeg havde ingen bedste veninder. For mig var hun mest bare "dj'en". "Bill Kaulitz asked for your number. I saw you talking with him last night, so I thought it was okay." Sagde hun.
"Ehm," jeg rømmede mig og gned mig træt i øjnene. "So he has my number?"
"Yes," hvinede hun. "Isn't it cool? The world's most famous pop-rock musician asked for your number!"
Jeg måbede. Mente hun det?
"Valery? You're still there?" spurgte Beatrice efter lidt tid.
"Yes."
"Good," jeg kunne høre på hendes stemme, at hun smilede. "So it's okay with you that he has it?"
"Yes." Svarede jeg igen.
"Come on, Valery! It's freaking crazy, he asked for it. Shouldn't you be fangirling right now?"
"Oh, Bea," jeg undslap en lille latter. "I am fangirling. That's how I do it; I'm sitting on my ass, saying nothing and look like an idiot."
Hun grinede. "Okay. But now you know why he has it, if he suddenly calls you."
"Yeah," jeg smilede for mig selv. Det her var jo vildt! "Thank you, Beatrice."
"You're welcome, Val. Goodbye."
"Goodbye." Jeg lagde på og klaskede min iPhone ned på sengebordet. Jeg satte hænderne for øjnene og gentog vores samtale inde i hovedet. Der var sket meget de sidste par dage, men det her var direkte sindssygt. Bill Kaulitz. Spurgt efter mit nummer. Valerys nummer. Var det en drøm, eller var jeg bare usandsynligt heldig? Jeg lod mit hoved falde tungt ned i hovedpuden og tog en dyb indåndig. Det var ikke en drøm. Jeg var usandsynligt heldig. Jeg rystede på hovedet og gik i bad. Et dejligt koldt brusebad, lige hvad jeg trængte til. Så kunne tankerne samle sig lidt.

"Sexy hexy!" lød det fra min telefon. Jeg tjekkede hurtigt, hvem beskeden var fra. Jeg kendte ikke nummeret, men der stod +49, så det var en tysker. Og eftersom de eneste tyskere, jeg havde snakket med, var de fire mænd fra Tokio Hotel, så måtte det være en af dem. Højst sandsynligt Bill, da dj Beatrice havde givet ham mit nummer.
Hi, Valery. I wondered if you would meet me somewhere today? You seem like a nice person, and I'd like to know you better. Bill Kaulitz.
Wow wow wow wow... Havde Bill Kaulitz lige inviteret mig ud - altså ikke som en date. Fuck, han var mit største idol! Jeg havde mest lyst til at skrive "Oh my God, yes for fuck sake, I'm coming in two seconds, I love you", men det var bare for underligt og overgearet.
Sure. Where do we meet?
Skrev jeg. Det her var en kæmpe chance. I syv år havde jeg drømt om det her, så jeg blev nødt til at gøre det, om vi så skulle mødes i Kina.
Ikke længe efter kom der et svar;
We could meet outside the town hall in Copenhagen? I'm in CPH anyway.
Nu lød det, som om vi skulle giftes, men det var jo desværre ikke tilfældet.
Deal.
Svarede jeg kort. Rådhuset var ikke langt fra, hvor jeg boede, måske et kvarter på cykel. Det var helt fint. Jeg gjorde mig hurtigt klar og smuttede ud ad hoveddøren. Jeg snuppede min cykel, som stod lænet op ad min store garage, og cyklede ned mod rådhuset. Det tog ikke så lang tid, som jeg havde regnet med, og jeg var der efter ti minutter. Bill holdte der allerede i sin skinnende, røde, opsigtsvækkende og dyre Audi. Da jeg kørte ind på rådhuspladsen, skubbede han døren op og trådte ud på fliserne. Gosh, den mand var utrolig. Han var sindssygt tynd og sindssygt stærk på samme tid. Virkelig bare perfekt. Hans lyse hår og piercinger skinnede i solen, og han smækkede døren i en smuk og stærk bevægelse. Nej, nej, nej, nej, nej. Han var jo fejlfri, muligvis endnu mere perfekt end på billeder.
"Hey," han smilede og gav mig hånden, da jeg kom tæt nok på ham. "I'm glad you came."
Jeg nikkede, usikker på, hvad jeg skulle svare. "Hey." Sagde jeg så.
"So do we stand out here? I'm mean, it's a bit cold," han trak på skuldrene og så spørgende på mig. "We can sit in the car." Foreslog han.
"Yeah." Jeg nikkede igen, og han gik om på den anden side af bilen. Han åbnede døren i passagersiden, så jeg kunne hoppe ind - wow, gentleman. Så travede han om til venstre side og satte sig ind ved siden af mig.
Efter lidt tid hvor vi ikke rigtig snakkede, men bare kiggede på hinanden og menneskerne udenfor, brød Bill tavsheden. "We're playing Twenty Questions."
"Okay," jeg smilede og vendte mig lidt om i det bløde lædersæde, så jeg kunne se direkte på ham. "You start."
"Well," han tøvede. "What's your favorite colour?"
"Huh?" jeg grinede. "What a little child-question."
"No, your favorite colour says a lot about you," han smilede et smil, der var på vej til at blive et grin, og tændte for den varme luft, da der var en smule koldt i bilen, selvom solen skinnede. "So what is it?"
"Black and red," svarede jeg. "My turn. Have you really been without girlfriend for eight years?" Det var noget, der havde stået i en masse sladderblade, og jeg vidste ikke helt, om jeg troede på det.
"Yes," han smilede. Jeg ventede på, at han uddybede sit svar, men det havde han åbenbart ikke tænkt sig. "Me. Do you have a boyfriend?" han så smilende på mig. "Or girlfriend, of course." Tilføjede han.
"Ehm, no." Hvor
pinligt, men jeg var ikke typen, der løj alt for meget.
"No? I've heard that you were making out with someone for some days ago." Han løftede et øjenbryn, og et grin var lige ved at undslippe hans perfekte læber.
"Hm," jeg rynkede panden. "I'm famous, Bill. Everybody talks about me. And for the first: I was drunk. For the second: he's not my boyfriend. It was only because I was drunk. He's nothing."
"Well, okay," han smilede, som om han ikke troede på det, og trak på skuldrene. "Your turn."
Jeg tænkte mig hurtigt om i min søgen efter et ordenligt spørgsmål. "Haven't you found your true love yet?"
"I just told you that I've been single for eight years, Valery." Hans smil skiftede fra mistro til morsomhed.
"Yeah. But you could've found her, and then just not asked her to be your girlfriend. Yet." Jeg så belærende på ham, og han sukkede.
"Okay, okay. I think I've found her," han tøvede og bed sig i læben. "But she doesn't even know that I like her."
Jeg smilede skævt. Jeg var glad for, at han endelig havde fundet en, som han virkelig elskede. "Then tell her."
"No," svarede han hurtigt og så overrasket på mig. "I can't. She doesn't like me."
Jeg sukkede. "Well. It's your turn."
Han nikkede og smilede igen. "How old are you?"
"Seventeen." Sikke et enkelt spørgsmål, egentlig meget rart.
"Oh. Seven years younger than me."
"Yep. Seven years, two months, eighteen days and one minute." Røg det ud af mig.
"What?" han kiggede undrende på mig.
"I'm just fan of you, so I know it." Jeg trak på skuldrene. Jeg havde tilbragt lang tid på at finde tidspunktet for min fødsel, så jeg kunne regne ud, hvor meget ældre end mig han var.
"So," han tænkte sig lidt om og regnede det ud. "You're born at November nineteen, 1996, at 06:31?"
"Yes," jeg nikkede. "And I've been fan of you for seven years." Altså siden jeg var ti år, havde jeg været fan af ham og hans band. Det var da meget godt klaret, ikke?
"Hm okay." Han smilede skævt ud i luften.
"Have you ever had an eating disaster?" spurgte jeg så, og mit spørgsmål kom tydeligvis ikke bag på ham. Det var også klart; alle sagde, at han havde spiseforstyrrelse, for han var pissetynd. Før han fik sixpack, kunne man se hans ribben helt vildt tydeligt.
"Never," han smilede og fnøs. "But no one believes me," han rystede på hovedet. "Except from my family and the band, of course." Tilføjede han hurtigt.
"I believe you." Sagde jeg smilende, og han nikkede som tak.
"So what's your full name?" spurgte han.
"My full name?"
"Yeah," han trak på skuldrene. "It isn't written anywhere."
"Have you tried Wikipedia or the fansites?" Det skulle undre mig, hvis der ikke var nogen andre end mine forældre, der kendte mit fulde navn.
"I've tried everywhere on the internet," han fortrød det i samme øjeblik, han sagde det. "I mean, I haven't been spying on you. I was just inquisitive." Forsikrede han mig, og jeg slog en latter op.
"Ok, my full name is Valery Olivia Leonora Bach Jensen. I know it sounds stupid, but my mom was from England and my dad was from Denmark."
Han nikkede og sagde så forsigtigt: "Was?"
"Yes. My mom is dead and my dad is ... kind of dead." Jeg vidste, at jeg ikke skulle have sagt det. Det var dumt af mig.
"Kind of?" spurgte han, præcis som jeg havde frygtet.
"He's dead to me," forklarede jeg usikkert. "He's alive, but not for me. Not in my world."
"So he's dead in your world?" spurgte han, og jeg nikkede. "Because you hate him?"
Jeg sank en gang og nikkede igen. En tåre trillede ned ad min kind, inden jeg kunne nå at stoppe den.
"Valery, don't cry," Bill så lettere skræmt ud, og han trak mig ind i et kram. Det var jeg glad for, for så kunne han ikke se mit ansigt. "Why are you crying?" spurgte han efter lidt tid, da jeg havde fået taget mig sammen.
"It doesn't matter," sagde jeg og rystede irriteret på hovedet for at få minderne til at forsvinde. For minderne var ikke gode, de var forfærdelige. Forfærdelige minder fra min forfærdelige barndom.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...