Famous Love | Tokio Hotel

Valery Bach, en syttenårig pige, lever et nogenlunde normalt liv som verdensberømt sangerinde, indtil hun tilfældigt støder på sit største idol i supermarkedet. Det bliver ikke til andet end et 'hey', men så bliver Valery inviteret til fest i England. Der møder hun igen sit idol, Bill Kaulitz, og de snakker lidt sammen. Senere skriver han til hende, og de mødes nede i byen. Her bliver humøret en smule svingende, men det går, og de bliver gode venner. Desværre er Valery en smule vild med Bill, da hun har været fan af ham i syv år. Hvad hun ikke ved er, at Bill også godt kan lide hende.
Finder hun nogensinde ud af det?

10Likes
16Kommentarer
1363Visninger
AA

29. Back Again

Bills synsvinkel

Fuck det. Det var de eneste to ord, der fyldte min hjerne. Selvom Valery kun havde været væk i to dage, savnede jeg hende uendeligt meget, og jeg havde siddet i sengen med hovedet begravet i hænderne i de to dage. Tom sad inde ved mig, når han ikke lavede mad eller var på toilet, og han sagde ikke noget. Flettede bare sine fingre ind i mine og krammede mig. Det var, hvad jeg havde brug for, og det vidste han godt. Han var fantastisk, og jeg vidste ikke, hvordan det her ville være endt uden ham.
"Bill," Tom tog sin telefon op af lommen og rakte den til mig, da han havde set, hvem det var, der ringede.
Jeg nikkede og fjernede min ene hånd fra mit ansigt, så jeg kunne tage imod Toms iPhone. "Hello," mumlede jeg, og i den anden ende af røret lød en smuk stemme. Jeg pressede telefonen tættere ind til øret for at være sikker på, at jeg virkelig hørte rigtigt.
"Bill." Stemmen skælvede. "I'm at the airport. I thought that maybe you could -"
"In Copenhagen?" afbrød jeg Valery.
"Yes. The airport in Copenhagen," sagde hun, og jeg rettede automatisk ryggen en smule.
"I'm coming in five minutes," skyndte jeg mig at sige, og jeg kunne næsten høre hendes taknemmelige smil.
"Thank you, Bill."
"No problem. Goodbye, Valery." Jeg rakte telefonen tilbage til Tom og løb ud for at tage sko på. Tom nåede ud i entréen, lige inden jeg smækkede døren, og han gjorde tegn til, at han ville tage med. Så steg vi ind i Toms sølvgrå Audi, og han styrede den mod lufthavnen.

Valerys synsvinkel

"Er du sikker på, at du vil det her?" spurgte Markus bekymret, og jeg nikkede og sendte ham et beroligende smil.
"Ja."
Han sukkede og krammede mig. "Du ved godt," sagde han, da han trak sig en centimeter væk fra mig og bukkede sit hoved, så det var ud for mit. "At du altid kan komme tilbage til mig og Jessica, ikke også?"
Jeg nikkede igen. "Selvfølgelig. Tak."
Han kyssede mig på panden og lod sine læber hvile lidt på min kolde hud, inden han trak sig tilbage og så hen mod vejen, hvor en sølvgrå bil parkerede halvvejs oppe på fortovet. "Så er de her."
Jeg sank en gang og gjorde mig klar på at se Bills ansigt, som sikkert ikke viste nogen følelser. Ikke nogen mere-end-venner-følelser i hvert fald.
"Valery," udbrød han og smækkede bildøren i passagersiden. Så løb han hen mod mig, og da han nåede mig, trak han mig ind i et kram. Jeg nød krammet og kunne ikke lade være med at græde lidt. Vi stod sådan i lang tid, da han forsigtigt slap sit stramme greb om mig. "Oh my God, I've missed you so much, Valery." Han snøftede og kyssede mig i håret, som han havde gjort så mange gange før. Det var bare en venneting.
"I've missed you too," mumlede jeg ind mod hans ternede skjorte.
Igen stod vi sådan i lidt tid, og så trak han sig lidt tilbage og nikkede til Tom, som gik hen til mig og gav mig et kram.
"He's nothing without you," hviskede han ind i mit øre, da Bill hurtigt sagde hej til Markus. "He's been sitting on his bed all day long."
"Really?" spurgte jeg mistroisk.
"Yes. Would you do me a favor, Valery?" Han så alvorligt på mig, og jeg gengældte hans blik.
"Of course." Jeg bed mig i læben og kunne ikke rigtig finde ud af, hvad han ville bede mig om.
"Promise me that you'll never leave my brother again." Hans nøddebrune øjne var bedende. Han sendte mig et blik, ingen ville kunne stå for, og jeg kunne mærke en tåre trille ned over min kind.
"I promise that I'll never leave him again," lovede jeg, og han smilede og krammede mig igen. Han gav min skulder et klem og gik så hen og sagde hej til min bror.
Jeg stod lidt og så på de tre mænd, inden Markus kom hen til mig og gav mig et sidste kys på kinden. "Farvel, søs. Vi ses," sagde han, og jeg nikkede smilende.
"Ses."
Så gik han hen til det fly, der lige var landet, og som han skulle med for at komme tilbage til Los Angeles.
Han var nu ude af syne, og jeg var overladt til Bill og Tom, ikke at det var noget problem overhovedet. Vi steg ind i Toms Audi, Tom på forsædet og mig og Bill på bagsædet. Bill tog min hånd og slap den ikke en eneste gang på turen hjem.

"Well," Bill åbnede døren i min side, og jeg stod ud af bilen. Vi gik op til min hoveddør, og jeg låste den op, så vi kunne komme ind. "Is it okay that I stay here?" spurgte Bill.
"Sure." Jeg smilede og vinkede til Tom, som bakkede ud af min store grusindkørsel. Så smed jeg mine sko og min jakke i entréen, og Bill gjorde det samme. Han fulgte stille efter mig ud i køkkenet, hvor jeg satte mig på køkkenbordet, og han stillede sig, så mine knæ rørte hans mave. En velkendt og normal stilling, som jeg havde savnet alt for meget.
"Why did you move back to Denmark?" Han så nysgerrigt på mig, og jeg trak på skuldrene. Jeg kunne ikke sige den rigtige grund. Jeg måtte finde på noget andet.
"I just missed my house and my bed." Jeg grinede og ville ind på et andet emne, men det tillod han ikke.
"You didn't miss me?" spurgte han. "Just a little bit?"
"Of course I did. I've already told you. And that reminds me of something Tom said." Jeg smilede og fangede hans ene hånd.
"Oh no, what did he say?"
"He said that you've been sitting on your bed all day long when I was i Los Angeles. Beause you missed me." Jeg legede lidt med hans fingre på den hånd, der var tatoveret, og han rynkede på næsen.
"Yeah, that's true," sagde han, som var det ligegyldigt. "I missed you so much."
"Aw." Jeg smilede, og han grinede ad mit ynkelige forsøg på at se nuttet ud.
"Your face isn't pretty when you do that," drillede han, og jeg skød underlæben frem for at se fornærmet ud.
"I just tried to look cute."
"You're already cute." Han smilede sødt til mig.
"Your face isn't pretty when you do that," drillede jeg, så han kunne smage sine egne ord.
"I didn't do anything," forsvarede han sig, og jeg rystede sarkastisk på hovedet.
"Sure."
Han lagde armene over kors og lænede sig ind mod mig med et ondt blik, som desværre blev ødelagt af hans grin. "I can't give you a compliment now, huh?"
"Yes, you can." Jeg smilede, og han trak mig ned fra køkkenbordet. Lige inden min fødder ramte jorden, greb han fat i mig og løftede mig ind i stuen, hvor han lagde mig på sofaen, mens han stadig prøvede på at se ond ud. Han satte sig på mine ben, så jeg ikke kunne flytte mig, hvis jeg prøvede.
"Then we'll try. I give you a compliment, and you lay there without saying anything else than 'thank you'." Han så spørgende på mig, og jeg nikkede. Hvis han troede, at jeg ikke ville tage imod et kompliment, så var han dum. Alle sagde altid, at jeg var smuk, så jeg var vant til det.
"You're beautiful, Valery," hviskede han smilende, og jeg skulle lige til at sige tak, men kunne ikke. Måske var jeg kun god til at tage imod komplimenter fra folk, jeg ikke var forelsket i. Det var jo en mulighed.
"Thank you," mumlede jeg stille, og han grinede.
"You can't."
"Yes, I can," surmulede jeg.
"Ok, we'll try again," bestemte han. "You're the beautiest girl I've ever seen," sagde han, og denne gang var jeg hurtig.
"Thank you." Jeg satte et smil op, og han nikkede godkendende.
"That was better." Han smilede og rettede sig lidt op. "One more time, Val. If you can do it, I owe you a night out in the city."
"Okay. Then say something." Jeg satte mig op, så mit hoved var lige ud for hans hals, da han jo var lidt højere end mig.
"Uhm." Han tøvede og trommede lidt med fingrene mod mit lår, mens han tænkte. "I love you."
En kuldegysning løb gennem mig, og jeg måtte tage mig sammen for ikke at tro på det. Det var jo bare noget, han sagde, for at få mig til at blive mundlam, så han ikke skyldte mig en tur i byen. "I love you too," sagde jeg så, for jeg vidste, at hvis nogen sagde, at de elskede en, så skulle man ikke bare sige tak.
"Well, okay." Han slog ud med hænderne og grinede. "I owe you a night out in the city."
"Yeah." Jeg smilede selvtilfredst. "Tonight?"
Han nikkede. "Deal."
Vi blev enige om, at Bill bare kunne blive her resten af eftermiddagen, og så kunne vi tage i byen i aften ved nitiden. Jeg glædede mig, og det var tydeligt, at Bill også gjorde. Jeg havde virkelig savnet ham, selvom det kun var et par dage siden, jeg sidst så ham. Til min lykke havde han også savnet mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...