Famous Love | Tokio Hotel

Valery Bach, en syttenårig pige, lever et nogenlunde normalt liv som verdensberømt sangerinde, indtil hun tilfældigt støder på sit største idol i supermarkedet. Det bliver ikke til andet end et 'hey', men så bliver Valery inviteret til fest i England. Der møder hun igen sit idol, Bill Kaulitz, og de snakker lidt sammen. Senere skriver han til hende, og de mødes nede i byen. Her bliver humøret en smule svingende, men det går, og de bliver gode venner. Desværre er Valery en smule vild med Bill, da hun har været fan af ham i syv år. Hvad hun ikke ved er, at Bill også godt kan lide hende.
Finder hun nogensinde ud af det?

10Likes
16Kommentarer
1373Visninger
AA

30. A Night Out In The City

Bills synsvinkel

Jeg havde været hjemme ved mig og Tom for at hente min motorcykel og skifte tøj. Jeg havde taget et par meget høje sorte støvler, lyseblå cowboybukser og en hvid t-shirt på. Så havde jeg lige hurtigt indviet Tom i mig og Valerys planer for i aften, og så var jeg taget tilbage til Valerys hus igen. Nu sad jeg i hendes store sofa og ventede på, at hun fik gjort sig færdig.

Valery kom ud fra badeværelset, da klokken var kvarter i ni, og hun var om muligt smukkere end nogensinde. Hendes lange, tynde ben var klædt i et par sorte cowboybukser, og hun havde en sort, hullet trøje på, selvfølgelig langærmet, så folk ikke kunne se hendes mange sår. Hun havde fundet et par sorte stilletter med nitter og pigge frem, som mindede lidt om nogen af dem, jeg havde. Hendes tydelige kindben var endnu tydeligere end normalt. Det måtte være den sorte øjenmakeup og lyserøde læbestift, der gjorde det, tænkte jeg. Eller måske var det, fordi hendes lange, lyse hår var trukket op i en stram hestehale.
"Bill, would you please stop staring at me?" spurgte hun og daskede grinende til mig.
Jeg blinkede et par gange og smilede. "You're just really beautiful," fik jeg taget mig sammen til at sige, og hun rødmede svagt.
"Thank you." Vi stod lidt i tavshed og gik så ud til min motorcykel, som jeg jo havde hentet. Gruset knasede under vores sko, og jeg takkede mine mange års erfaring om brug af højhælede, der gjorde, at jeg ikke snublede i gruset. Den høje hæl kunne nemt sætte sig fast imellem nogle af de små sten, hvis man ikke passede på. Valery havde også helt styr på det, og hun travede ubesværet hen til motorcyklen.
"Here." Jeg rakte hende en hjelm, og hun tog smilende imod den. Jeg havde også taget Toms hjelm med, så vi begge havde en. Jeg skulle ikke risikere, at der skete noget med nogen af os, og da slet ikke Valery.
"Are you ready?" spurgte jeg hende, og hun nikkede. Vi satte os på motorcyklen, mig forrest og hende bag ved mig. Hun foldede sine hænder om min mave og lagde sit hoved på min skulder, da jeg gassede op, og vi kørte ud af indkørslen og ned mod byen.

Vi satte os på en bænk nede ved havnen og så på solen, som næsten var gået helt ned. Der var nærmest ingen mennesker i byen, for klokken var tolv, og dem, der var her, var inde på diskotekerne og festede. Så Valery og jeg var alene ved havnen, og det havde virkelig været perfekt, hvis vi havde været kærester. Det var vi så ikke, og det måtte jeg jo bare acceptere. Sørgeligt, sørgeligt.
Jeg rykkede lidt på min arm, som lå over bænkens ryglæn bag Valery, og hun tog min hånd, som før havde grebet blidt rundt om hendes overarm. Hun lagde igen sit hoved på min skulder, og jeg smilede for mig selv. Jeg lod mit hoved hvile let på hendes og kyssede hende i håret, og hun puttede sig længere ind til mig. Der var ikke så varmt, som der havde været, så jeg kunne godt forstå, hvis hun frøs lidt.
"Bill," hviskede hun, og hendes lysebrune øjne rettede sig mod det sted, hvor solen før havde været, men hvor der nu kun var en lille, orangegul prik over det let bølgende vand i havnen.
"Yes?" mumlede jeg.
"Nothing." Hun vendte sit hoved lidt, så hun bare så ned på mine lår og min højre hånd.
"Yeah, what did you want to ask me about?" spurgte jeg nysgerrigt.
"Nothing." Hun smilede og vendte igen sit hoved, så hun kunne se den mikroskopiske prik, der tidligere på aftenen havde været en stor sol. Det øverste af hendes pande og hendes hår rørte siden af min hals, og jeg nød øjeblikket, hvor vi sad så tæt sammen foran vandet og solen. "I just wanted to hear you voice," indrømmede hun, og jeg så overrasket ned på hende.
"Why? You like my voice?" Det var egentlig for sjov, men hun svarede helt alvorligt, og jeg trak lidt på smilebåndet.
"Yes, I do. It's so warm and so fond. Clear and deep at the same time. A bit rough and hoarse but still light and loving," forklarede hun, og jeg var lige ved at grine.
"Wow. You've really been thinking about how you should describe it, huh?" Jeg prikkede let og drillende til hende, og hun smilede rødmende.
"No. I just told you how it sounds." Hun bukkede sit hoved lidt bagover, så hun kunne se op på mit ansigt, mens hun stadig hvilede hovedet på min skulder.
"You could be an awesome writer." Jeg smilede, og hun trak på skuldrene.
"I already write my own songs. That's enough. I don't think I'll ever write a book."
"Yes, okay." Jeg lænede ubemærket og langsomt mit hoved en lille smule længere ned til hendes. Hun lod ikke til at registrere det, heldigvis. Hvis bare vi havde været kærester. Det ville have været så romantisk og hyggeligt, sådan som vi sad her på en bænk ved havnen under nattehimlen, helt tæt op ad hinanden.
En blitz afbrød mine tanker og det fantastiske øjeblik. Vi rettede os begge op som på kommando, og jeg forbandede vores status som verdensberømte. Havde vi bare været helt almindelige, så ville der ikke være nogen paparazzier, der tog billeder på alle de forkerte tidspunkter - som lige nu.
"Fuck that shit," bandede Valery, og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt ad hende.
En bil kørte af sted på vejen bag os, og vi kunne næsten regne ud, at paparazzien havde siddet i den bil. Det stod helt klart, da en blitz blændede os endnu en gang, og vi kunne se, at det kom fra passagersædet foran i bilen. I det mindste var den væk nu, og vi kunne være i fred.
"That's just how it is when you're famous." Jeg trak på skuldrene og smilede til Valery.
"Yes, it is." Hun sendte mig et sødt smil og rejste sig op. "Shall we?" spurgte hun så, og jeg nikkede.
Vi satte os på motorcyklen, og hun foldede sine hænder om min mave. Så kørte vi med kurs mod hendes hus.

Valerys synsvinkel

Jeg lagde en ekstra hovedpude og dyne på sengen, så Bill også kunne være der. Han havde tilbudt, at han kunne sove på sofaen, men vi var blevet enige om, at vi sagtens kunne sove sammen, da vi allerede havde gjort det tusindvis af gange. Desuden var vi også bare venner. Venner med fordele, ville nogen måske sige. Når vi flettede fingre, eller Bill kyssede mig i håret, var vi venner med fordele. Ellers var vi bare bedste venner. Men der ville aldrig komme noget kæreste-halløj ind i det, selvom jeg slet ikke ville have noget imod det. Derfor var det helt okay, at vi sov sammen. Det gjorde bedste venner jo. Det var normalt. Vi var normale. Altså sådan nogenlunde.
"Yeah." Jeg smilede til Bill og smed mig i det, der nu var min side af sengen. "Now it's ready for you."
Han grinede og lagde sig ned ved siden af mig. Idet han lagde sig, strøg luft hen over ham og hen mod mig, og jeg kunne dufte hans milde og helt vildt gode parfume og shampoo. Han trak sin dyne op over sig, uvidende om den fantastiske duft, han lige havde blæst mod mig.
Vi lå lidt og snakkede, og jeg blev efterhånden meget træt. Klokken måtte være omkring halv tre, gættede jeg på.
"Well, goodnight," mumlede jeg træt, og Bill smilede sødt til mig.
"Goodnight, Valery. And thank you for a perfect day," sagde han, og jeg blev helt varm indeni og skyndte mig at sige, at det altså var mig, der skulle takke ham og ikke omvendt. Han skulle til at sige mig imod, men droppede det, da han vidste, at jeg aldrig ville overgive mig.
Jeg lukkede øjnene og ville sove, men jeg lå dårligt. Jeg flyttede lidt på mit hoved og krummede mine ben sammen. Det virkede ikke rigtig.
"Here, Valery." Jeg åbnede øjnene, og Bill rakte ud og tog blidt fat om min mave. Han løftede mig let længere hen mod ham, så mit hoved lå på hans bryst, og jeg smilede. Det var faktisk behageligt, selvom det så hårdt ud. De mange mavemuskler fik ikke hans mave til at føles som en betonklods, hvilket jeg nok havde tænkt, at de ville gøre. "Is this better?" spurgte han stille, og jeg nikkede.
"Now I can look at your tattoos," grinede jeg. Han troede stadig, at jeg rigtig godt kunne lide hans tatoveringer, men i virkeligheden kunne jeg bare godt lide ham. Alt ved ham, også tatoveringerne. Så han måtte godt blive i troen om, at jeg bare syntes godt om de tatoveringer, der var rundt omkring på hans overkrop.
"You're lucky." Han grinede også og strøg en hånd ned over min ryg.
"Yes, I am." Det lød som en joke, det var meningen, men jeg mente det faktisk. "Goodnight. Again."
"Goodnight," hviskede han, og jeg lukkede igen mine øjne. Denne gang faldt jeg i søvn næsten med det samme. Følelsen af hans varme hud mod min var på en eller anden måde beroligende, og jeg sov tungt og uden mareridt.
Hvor jeg dog elskede den mand.
Det eneste problem var, at han ikke elskede mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...