A Chance To Take

16 år. Hun er den populære pige, den som alle drengene vil ha'. Ingen kender hendes hemmelighed eller hvordan den påvirker hende, sådan skal det helst forblive. Da det hele bliver for meget for Karoline, starter en ny dreng på skolen. Han er anderledes. 17 år. Ikke rig eller specielt populær, ikke det mindste. Bare en normal dreng, med en stor interesse for musik. Han hjælper hvor og hvem han kan og inderst inde ved Isabella at hun har brug for hjælp. Men folk skal jo tro hun er perfekt?

2Likes
2Kommentarer
531Visninger
AA

5. Should I?

Karolines synsvinkel:

Jeg er lige vågnet og søvnen sidder stadig i mine øjne.
Jeg har sovet dårligt i nat,
meget dårlgt.
Jeg sætter mig op i min store dobbeltseng,
mens jeg tænker over hvad der skete i går.
Ligesom jeg har gjort i nat,
derfor sov jeg dårligt.
Jeg er frustreret og sur på mig selv.
Jeg havde næsten afsløret at min far er død!
Hvordan kunne jeg overhovedet have tænkt på at gøre det?
Det kommer ikke andre ved.
Det er MIN far,
MIT problem,
INGEN skal vide det,
for mit liv er PERFEKT,
nothing bad!

Jeg åbner min røde skuldertaske,
som ligger ved siden af min seng.
Jeg havde ikke orket at hænge den på plads i går.
Jeg tager papiret.
Det papir jeg havde krøllet sammen.
Det som afslørede at jeg ikke er perfeckt...
vent.
Jeg er perfekt.
Det ved alle.
Men alligevel...
Justin skulle ikke have papiret,
tænk hvis han ville vise det til nogle.
Undskyld
Det er ikke din skyld
Hvad er det så?
Ikke noget. Jeg har det fint
Jeg kan se der er noget der går dig på, bare fortæl, du kan stole på mig.
Jeg læste det stille,
nærmest en hvisken.
Måske skulle jeg fortælle ham det?
Nej, det går ikke.
Jeg kan ikke stole på nogen.
Det fører med til min titel.
The Queen
Man kan ikke stole på folk.
Det er sådan det er.
Jeg læser det igen.
Undskyld
Det er ikke din skyld
Hvad er det så?
Ikke noget. Jeg har det fint
Jeg kan se der er noget der går dig på, bare fortæl, du kan stole på mig.
Jeg er meget i tvivl om jeg skal fortælle ham det
og bede om hans hjælp,
eller bare fortsætte med at holde det for mig selv.
Der er et eller andet ved ham.
Han var ikke bange for at sætte sig imod, 
da jeg bad ham om at skride.
Men alligevel var det som om han ikke var helt tryk.
Som om han skjuler et eller andet...
Men hvad?

 


Justins synsvinkel:

Bilerne kører forbi.
Husene kommer tættere... og så forsvinder de.
Jeg er for langt væk i mine egne tanker,
til at lægge mærke til andet.
Jeg tænker stadig på hvordan hun bare havde krøllet sedlen sammen
og lagt den i hendes røde skuldertaske.
Hvorfor ville hun ikke give mig et svar?
Jeg ville jo bare hjælpe.
Men no matter what vil  jeg spørge hende igen i dag.
”Hallooo, vi er her nu Justin”
Jeg bliver revet ud af mine tanker.
Det er min morfars stemme.
Jeg kigger ud af vinduet og ser at bygningerne og bilerne,
er blevet erstattet med skolens parkeringsplads.
”Undskyld, jeg var lige i min egen verden”
”Du, ehm, din mor siger at du har været helt fra værende,
siden du kom hjem i går, hvad foregår der?”
”I-Ikke noget”
”Hør, lige meget hvad der er galt, så kan du sige det til mig,
er det din far eller skolen? Eller savner du Stratford?”
”Det er ikke noget! Jeg bliver nødt til at gå...”
Jeg åbnede døren, og hoppede ud af min morfars Range Rover.
Jeg lukkede hans stemme inde i bilen ved at smække døren.
Jeg havde det dårligt med at gå på den måde,
men det han sagde,
mindede mig alt for meget om episoden i biologi timen i går.
Jeg går tværs over p-pladsen,
mens jeg finder min telefon frem og begynder at skrive:
Til: Morfar
Undskyld, jeg har bare
dyyyyyyt

___________________________________________________________________________

Hej allesammen!

Jeg har haft ret travlt på det sidste p.g.a. konfirmation og blå mandag, så I må virkelig undskylde ventetiden!

Håber at i kan lide kapitlet, og endnu engang... vær søde at efterlade en kommentar eller et like det vil betyde så meget!

<3

Much Love

 

~MaBelieberHomie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...