Ashley Nakamura

Ashley Nakamura er flyttet tilbage til sin fødeby Tokyo i Japan efter at have boet hos sin mor i Amerika i femten år. Hendes far er distanceret og meget hemmelighedsfuld og har ikke tid til hende og der går ikke lang tid før Ashley føler sig ensom i det fremmede land.

Men så forsvinder hendes far på mystisk vis og den verden hun troede hun kendte, forsvinder under fødderne på hende og introducerer hende for en virkelighed, hvor intet er som det ser ud og hvor den eneste regel er dræb, eller bliv dræbt-reglen.

Vil hun klare denne nye, ukendte og farlige verden?


0Likes
0Kommentarer
174Visninger
AA

4. Kapitel 2 - Nakamura Trade, Tokyo, Japan

 

NAKAMURA TRADE, TOKYO, JAPAN

 

Min far gik frem og tilbage i rummet og jeg kunne se at han var helt ude af den. Han mumlede uafbrudt, som jeg genkendte som et sikkert tegn på at han var rasende. Jeg kunne ikke sige noget, for hvad skulle jeg sige? 

   "Ashley, er du sikker på at du ikke har ondt nogen steder? Er du sikker på at du ikke er såret?" spurgte far for 117. gang og kiggede på mig med et bekymret blik.

   "Jeg er okay, far." svarede jeg, også for 117. gang. 

   Far vendte tilbage til at vade frem og tilbage, alt imens der stod to vagter henne ved døren. Far så hen på dem og den morderiske kulde i hans blik for mig til at gyse. Min far var uden tvivl frygtindgydende. 

   "Ved vi hvem der gjorde det?" spurgte han, ude af stand til at styre vreden der fik hans stemme til at skælve.

   "Nej sir, men Satoru-san er allerede igang med at undersøge sagen nærmere." svarede den ene vagt. 

   Jeg ville ønske at jeg var blevet hjemme i Amerika. Hjemme hos mor. Ikke nok med at jeg skal bo hos min far som jeg knapt nok kender, jeg er tilmed blevet skudt mod på min første dag i Japan. Det fik mig til at mistænke far for ikke at være helt sandfærdig. Også bare det faktum at far havde givet mig en bodyguard. 

   Jeg sukkede for mig selv. Jeg ville ikke begynde at stille spørgsmål nu. Ikke imens min far så ud som om han kunne slå en eller anden ihjel på et øjeblik. Jeg var ikke bange for ham som sådan - han så bare enormt skræmmende ud lige nu. 

   Døren ind til fars kontor blev åbnet og ind kom to unge mænd, en lille smule ældre end mig kun. De lignede af en eller anden grund min far mistænkeligt meget. Min far slappede en lille smule af i skuldrene. Han smilede til de to nyankomne. 

   "Takuma og Hikaru, hvor er jeg glad for at i kunne komme." sagde far og lød forfærdelig meget som en far. 

   Jeg sad faktisk og blev en lille smule jaloux, eftersom han var min far, men endnu ikke havde snakket til mig med en "rigtig" far-stemme. 

   "Hey, far." sagde ham til højre og jeg stivnede. 

    Far? No. Way. In. Hell!!!

  "Far, jeg tror du mangler at fortælle mig noget her?" spurgte jeg og gjorde mit bedste for at forblive rolig.

   "Ashley, det her er Takuma og Hikaru, dine brødre." sagde far og pegede på dem. "Drenge, det her er Ashley, jeres søster." 

    De to unge mænd lignede altså far, fordi han var deres far også. De var begge to imponerende høje, men ellers var de vidt forskellige. Takuma var ham med piercingerne, det afblegede hår, rocker-stilen og den arrogante holdning, mens Hikaru var mere statelig i det, forstået på den måde at han havde jakkesæt på, briller og hans mørke hår var sat pænt, men også han havde en arrogant holdning.

    "Far!" udbrød Takuma chokeret, men rettede hurtigt sin opmærksomhed mod mig. "Du har aldrig nogensinde nævnt noget om at vi havde en søster."

   Hikaru så ligeså chokeret ud, men fik hurtigt samling på sig selv. Han kiggede indgående på mig med sammenknebene øjne bag brilleglassene.

   "Hvor gammel er vores søster? Hun ser ikke særlig gammel ud." sagde Hikaru og et eller andet i hans måde at sige det på, fik mig til at tænke på det som en fornærmelse.

   Jeg fnøs og satte hænderne i siden.

   "Jeg er seksten!" svarede jeg i mit bedste, giftige tonefald og gav ham mit bedste iskolde blik. "Og hvis der er noget du vil vide, så spørg mig i stedet for at snakke over hovedet på mig." 

   Hikarus øjne lynede og Takuma og min far smilede flygtigt. 

   "Pas nu på, lille pige. Du burde ikke tale sådan til dine ældre søskende." sagde Hikaru med neutral stemme. 

    Det måtte jeg give ham. Han var god til at skjule sine sande følelser. Men ikke om jeg ville give mig. Han skulle ikke tro, at han var bedre end mig. 

    "Hvor gammel er du da?" spurgte jeg, ligeså neutralt som ham. 

    "Jeg er femogtyve!" svarede Hikaru. 

    "Olding!" sagde jeg og kunne ikke lade være med at grine over hans ansigtsudtryk. 

  Hikaru skulle lige til at svare igen, men far trådte imellem os og vi stoppede begge. Ud af øjenkrogen, så jeg Takuma betragte mig. Jeg fik følelsen af at han ikke havde noget imod mig, men bare var chokeret over at få smidt nyheden om at han havde en søster, i hovedet på ham mens han var uforberedt. 

   "Drenge, jeg stoler på at i begge vil gøre jeres yderste for at få Ashley til at føle sig velkommen her i Japan. Hikaru, du vil desuden få til opgave at sætte Ashley ind i firmaets forretninger og hjælpe hende til at forstå hvordan man driver forretning. Ashley, jeg har meldt dig ind på en skole for rige børn. Ryoichi vil fortsætte med at være din bodyguard, så snart han er frisk nok til at forsætte. Indtil da, er det Satoru der vil få den opgave. 

   Hvis du vil ud nogen steder, så tag en med. Takuma, Hikaru eller andre. Men de skal alle være i stand til at beskytte dig. Takuma, jeg vil gerne have at du hjælper Ashley med lære familien at kende." sagde far og lød pludselig så formel. "Ashley, du skal desuden have lektioner i hvordan man begår sig som en rigtig dame. Du vil om en måned, blive præsenteret for omverdenen som min arving og inden da, skal du også have lært hvordan du håndterer pressen. Er det forstået?" 

   Far ventede på min reaktion og jeg knyttede mine hænder. Han løftede et øjenbryn for ligesom  at spørge, hvad der gik mig på. Jeg tog en dyb indånding.

   "Jeg vil hjem til Amerika igen." sagde jeg. 

   Far sukkede og gik omkring skrivebordet og satte sig ned. Han lænede sig frem og støttede albuerne på skrivebordet samtidigt med at han hvilede hovedet i hans hænder. 

   "Og hvad får dig til at tro at du kan tage tilbage?" spurgte han. 

   Takuma og Hikaru så ligeledes på mig og ventede på mit svar, præcis som far gjorde. 

   "Jeg er opdraget i Amerika. Hele mit liv er der. Jeg har været på besøg her i Japan, da jeg var mindre, ja, men mit sidste besøg er mange år siden. Jeg kender ikke dette land. Jeg kender ikke dets skikke eller dets sprog særlig godt. Da jeg boede der, var der ingen journalister eller skole for rige børn. Amerika er mit hjem. Det vil det altid være. Og jeg vil aldrig nogensinde i mit liv, lade Japan udfylde den plads. Forstår du?" spurgte jeg med skælvende stemme. "Jeg vil aldrig nogensinde blive en del af den her familie. Jeg kender hverken dig, eller disse mænd du siger er mine brødre."

   Takuma og Hikaru så begge overraskede ud, men fars læber var blevet smalle og hans blik lynede. Da han talte, sendte hans stemme kuldegysninger igennem min krop. 

   "Ashley! Du er min datter, hvad enten du ønsker det eller ej! Du vil gøre præcis som jeg siger, når jeg siger det! Jeg er ligeglad med om du ikke vil se Japan som dit hjem eller os som din familie. Du bliver her, gifter dig med en mand jeg finder til dig og fører slægten og firmaet videre." sagde far iskoldt. 

   Jeg mærkede mine øjne svie. Da jeg åbnede munden, rystede min stemme.

   "Kan du huske dengang jeg var lille og du læste en historie op for mig? Den var om en engel, der blev forelsket i et menneske og derfor blev straffet? Kan du huske hvad du sagde til mig dengang?" spurgte jeg. 

   Far sagde ikke noget. Stirrede bare på mig og lod mig fortsætte. 

   "Du sagde at du altid ville passe på mig og gøre alt for at jeg var lykkelig." sagde jeg. "Det var kun derfor jeg besluttede mig for, at selvom mor giftede sig igen, aldrig ville se på andre end dig som far. Fordi du lovede at passe på mig. Og indtil videre, har du gjort et utroligt dårligt arbejde i forhold til det. Min første dag i Japan, bliver jeg skudt efter. Du præsenterer mig for to mænd som du siger er mine brødre. Derefter siger du, på en pæn måde, at jeg ikke er andet end et objekt du kan bruge for at videreføre slægten og sikre dit firma." 

   Jeg drejede rundt og gik med løftet pande ud. En vagt fulgte efter mig, men holdt sig på respektfuld afstand. 

   Jeg hadede det her land! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...