Ashley Nakamura

Ashley Nakamura er flyttet tilbage til sin fødeby Tokyo i Japan efter at have boet hos sin mor i Amerika i femten år. Hendes far er distanceret og meget hemmelighedsfuld og har ikke tid til hende og der går ikke lang tid før Ashley føler sig ensom i det fremmede land.

Men så forsvinder hendes far på mystisk vis og den verden hun troede hun kendte, forsvinder under fødderne på hende og introducerer hende for en virkelighed, hvor intet er som det ser ud og hvor den eneste regel er dræb, eller bliv dræbt-reglen.

Vil hun klare denne nye, ukendte og farlige verden?


0Likes
0Kommentarer
167Visninger
AA

3. Kapitel 1 - Hanada Lufthavn, Tokyo, Japan

 

HANEDA LUFTHAVN, TOKYO, JAPAN

 

Jeg stod med min bagagevogn midt i et virvar af mennesker i lufthavnen og så mig om efter min far. Jeg havde set et billede af ham, men jeg kunne ikke se forskel på nogen af disse mennesker. Jeg sukkede og sank en anelse sammen i skuldrene. For pokker da også. Hvorfor skulle jeg også bo i et fremmed land, som jeg overhovedet ikke vidste noget om? 
   Ja, jeg vidste da godt at min far var japaner, men jeg havde kun været på korte besøg i Japan dengang jeg var mindre. Og jeg havde heller ikke set min far i syv år, så jeg kendte jo praktisk talt ikke manden. Jeg havde kun et svagt minde af mig som lille, der sad på hans knæ, mens han læste en historie om en engel, der blev forelsket i et menneske og derfor blev straffet. Jeg vidste at min far betød meget for mig, men det ændrede ikke på at jeg ikke kendte ham. 

   Jeg stod lidt og havde medlidenhed med mig selv, da jeg mærkede en hånd på min høre skulder. Jeg blev forskrækket og drejede hovedet. En høj mand, i jakkesæt med mørke solbriller på og en øresnegl i øret, stod bag mig og alt ved ham indgød frygt. Hans hår var sort og kort og sat med noget voks. Han var typen, jeg ikke ville have noget med at gøre. 

   "Miss Nakamura?" spurgte han og hans dybe, rumlende stemme gav mig gåsehud. 

   Jeg nikkede, ude af stand til at samle mig så meget at jeg kunne svare. Han må have set min frygt, for han trak mundvigene en lille smule opad. Det at han smilede, så så unaturligt ud til en fyr som ham, så jeg kunne ikke lade være med at fnise lidt. Jeg var temmelig sikker på at han kun havde gjort det, for at få mig til at slappe lidt af. 

   "Mr. Nakamura sender sine hilsner til Dem og beklager at han ikke kunne komme og samle Dem op personligt." sagde fyren og væk var smilet.

   Han lignede virkelig en, man bare ikke skulle tage pis på. Jeg havde medfølelse med den person han så sig gal på. 

   "Tak. Men hvem er De?" spurgte jeg tøvende. 

   Folk omkring os sendte os mistænksomme og bekymrede blikke. De troede vel han var en slags gangster og snart ville skyde mig. 

   "Mit navn er Hasegawa Ryoichi. Jeg er deres personlige bodyguard." sagde han og bukkede let for mig, hvilket gjorde mig helt forfjamsket. 

   "De behøver ikke at bukke for mig, Ryoichi-san og hvorfor er De min bodyguard?" spurgte jeg forvirret, men var glad for at jeg huskede at sætte -san bagpå hans navn. 

   "De er Nakamura-familiens eneste arving. Der er mange familier der ønsker Nakamura-familien udslettet og derfor vil Deres far ikke have Dem uden en bodyguard. Jeg er den der blev valgt til opgaven på grund af mine evner til altid at ramme præcist med ethvert skydevåben." forklarede Ryoichi og fortsatte på trods af mit chokerede ansigtsudtryk. "Ashley-sama, De er datter af en af Japans rigeste mænd og derfor er De i stor fare. Selv dem i selve familien ville ønske dig død, så de i stedet kunne arve formuren."

   Jeg stirrede på Ryoichi og prøvede at fordøje alt hvad han havde sagt til mig. Jeg mærkede pludselig en forandring hos Ryoichi og kiggede op på ham for at finde ud af hvad der var galt. Jeg mærkede ham skubbe mig hårdt ned mod gulvet et sekund før jeg hørte noget der lød som skud. Ryoichi lå ovenpå mig og dækkede dermed mig mod at blive såret, ved at bruge hans egen krop som skjold. 

   "Ashley-sama, lig stille!" hørte jeg Ryoichis stemme hviske tæt på mit øre. 

   Jeg ville rigtig gerne adlyde ham, men det var svært når der lå en mand oven på mig og som jeg kunne mærke hver en centimeter af og der så tilmed lød skud og skrig omkring mig. Alt indeni mig, skreg at jeg skulle komme væk. Jeg vidste at jeg kunne slippe væk, for Ryoichi koncentrerede sig lige nu kun om personen der skød og samtidigt pumpede adrenalinen rundt i min krop. 

   Jeg modstod trangen og blev liggende. Helt stille. Pludselig lød der skud fra tre andre retninger og så stoppede alle skuddene. Kort efter mærkede jeg Ryoichi tage fat i min arm og hjælpe mig op og det gik først der op for mig at jeg ikke havde mærket ham ovenpå min krop siden de andre skud. Jeg kiggede op på Ryoichis ansigt og kunne se hans øjne der var halvt lukkede og en lille smule slørede. Jeg lagde mærke til en lille sveddråbe der gled ned af hans kind. Og det var endelig der, jeg fattede at noget var galt. 

   "Ryoichi-sama!" hørte jeg nogen råbe idet han vaklede ind mod mig. 

   Jeg rakte automatisk armene ud for at gribe ham og støtte ham. Han trak vejret tungt og fokuserede sit blik på mig. 

   "Er De okay, Ashley-sama?" spurgte Ryoichi med en stemme der var tyk af smerte. 

   Jeg nikkede, komplet målløs og så var der pludselig andre mennesker, også i jakkesæt, der tog Ryoichi og hjalp ham hen mod en mindre bil, samtidigt med at jeg blev gennet over mod en skinnende sort limousine. Jeg strittede imod og kiggede panisk over mod Ryoichi, der var fuldstændig slap. 

   "Nej ... Stop ...  Hvad med Ryoichi-san? Er han død?" spurgte jeg og kunne mærke hysteriet indfinde sig. 

   "Ashley-sama, Ryoichi-sama skal nok blive god igen, men De er nødt til at følge med mig nu. Vi skal have Dem væk herfra i en fart, før der kommer flere." sagde en venlig, men bestemt stemme ved siden af mig. 

   I forvirringen glemte jeg at se hvem stemmen tilhørte, men jeg kunne kun være enig. Jeg skulle væk fra det her sted i en fart.

 

   Og således, begyndte mit nye liv i Japan.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...