Sort og Hvid

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 apr. 2014
  • Opdateret: 6 maj 2014
  • Status: Igang
Denne Movella er fortsættelsen til Sort frem for hvid. i denne historie følger vi HAM gennem de næste par 100 år. der er også en fortsættelse fra HENDES synsvinkel.

0Likes
0Kommentarer
471Visninger
AA

28. Planen slår fejl (Drengen)

Jeg blev stående bag stenen, præcis så langt væk at Veronica ikke kunne opfange mig. Rimfire gik hen imod huset. Han skulle "låne" noget af Veronica også skulle jeg komme ud af det blå og tage hendes opmærksomhed mens han ledte efter Primer. Jeg kunne høre at han bankede på døren, og at Veronica var lidt mistænksom og i dårligt humør men hun lod ham komme ind. Jeg ventede 5 minutter også transfererede jeg ind i hendes hus. "Hvor er hun?" Råbte jeg inde fra stuen af. Veronica dukkede op i døren til køkkenet. "Hva snakker du om Tris." sagde hun, Rimfire stod bag hende og lavede fagter. Jeg ignorerede ham. "Du ved udmærket hvad jeg snakker om. Du duftede hende da du var hjemme ved os i nat og nu har du kidnappet hende." Jeg tog et skridt hen imod Veronica, hun vendte sig lynhurtigt og greb fat i Rimfires hår, trak ham ind foran sig og holdt en kniv op imod hans hals. "Bliv hvor du er Tris. Eller han kan forbløde." sagde hun ondskabsfuldt, jeg slap en hvæsen ud. selvom jeg hadede den lille mide vil jeg ikke få ham dræbt, for Phippys skyld. "Rolig nu Veronica, kan vi ikke snakke om det?" "Hvorfor?" "Jeg ved at det ikke er det her du vil." "Sikker?" "Ja, jeg ved at du kun er uvenner med Phippy fordi hun er i nærheden af mig. og ved at slå ham der ihjel skader du Phippy og gør mig en tjeneste." sagde jeg, Veronica tænkte sig om et øjeblik. "Men du vil ikke skade Phippy, det ved jeg." "Fint, så slå ham ihjel, så slipper jeg for at høre på ham." Veronica lod kniven falde, men huggede så ud efter Rimfire og ramte ham i tindingen med knivens håndtag. Han sank øjeblikkeligt sammen. Jeg tog en tår af min flaske og kiggede på Veronica, hun stod og kiggede på Rimfire. "Hvor er Primer?" Spurgte jeg efter et par minutter. "Hun er på vej til himmels. hendes krop er langt væk." "Jeg tror ikke på dig, godt nok hader du mig af en eller anden grund men du vil ikke gøre mig ondt på den måde. du er stadig min søster." Sagde jeg. Veronica så rasende ud. Hun løb hen imod mig med kniven strakt ud og kampen begyndte. heldigvis for mig har jeg tit været i slagsmål inde på klubberne så jeg var ikke sådan lige at slå ud. Jeg sendte en føler ud for at finde hende, jeg var helt sikker på at hun var i huset. Da min føler fandt hende begyndte jeg automatisk at kigge efter om hun var okay, jeg blev uopmærksom på kampen og mærkede en stærk smerte i låret. Jeg kiggede ned. Veronicas kniv sad dybt begravet i mit lår. (Bare den ikke har ramt en åre.) smerten blev være og være og det gik op for mig at det var en sølvkniv, da mit ben gav efter. Ikke bare rent sølv, men kongesølv, hun vidste at det var den værste slags der fantes. Jeg havde for travlt med at konsentrere mig om blødningen til at hive kniven ud. Da jeg trak den ud skreg jeg. Det blødte meget og mit ben føltes som om det var i brand. Veronica stod bare og så på. indtil tårende løb ned af kinderne på mig. Det sidste jeg så var hendes knytnæve.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...