Sort og Hvid

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 apr. 2014
  • Opdateret: 6 maj 2014
  • Status: Igang
Denne Movella er fortsættelsen til Sort frem for hvid. i denne historie følger vi HAM gennem de næste par 100 år. der er også en fortsættelse fra HENDES synsvinkel.

0Likes
0Kommentarer
443Visninger
AA

26. Et gidsel (Blandet)

PRIMERS SYNSINKEL:

Da jeg vågnede om morgenen havde jeg haft en fantastisk god drøm, men Tris havde vist ikke sovet så godt. Han havde store poser under øjnene. ”har du ikke sovet? Du ser træt ud.” ”jo ca. halvdelen af natten. Der kom en forbi og hun forsvandt lige pludselig, jeg har siddet resten af natten og tænkt over hvor hun kunne være, jeg tvivler på om Phippy har sovet ret meget mere end mig.”

 

Jeg var på vej hjem fra Tristan og Phippy, nu skulle jeg hjem og havde skæld ud af Rimfire. Lige pludselig hørte jeg en lyd bag mig. Jeg vendte mig om og så en kvinde der stod midt på vejen.

 

VERONICAS SYNSVINKEL:

Jeg ville fange Tris’ lille rose, for at jeg kunne true ham så han indrømmer at han slog min blondiner kærlighed ihjel. Jeg havde siddet ude bag en sten i nærheden af Tris og Phippys hus lige siden jeg forsvandt derfra så jeg kunne tage hende lige så snart hun var udenfor alene. Og nu var hun på vej et eller andet sted hen, alene, jeg fulgte efter hende og lige i det jeg holdt op med at skjule mine bevægelser hørte hun mig, hvilket jeg også havde forventet. Hun vendte sig om mod mig lige i det der kom et vindstød fra et sted bag hende og jeg fik hendes duft i hovedet, det var den bedste rose jeg nogensinde har duftet. Det var længe siden jeg sidst har spist så mit instænkt var lige ved at løbe af med mig. Men jeg tog mig sammen, jeg vil jo ikke dræbe hende, endnu, men bare gøre skade på Tris. ”hvem er du?” spurgte hun, men da hun så udtrykket i mine øjne rørte hun sig ikke, det overraskede mig, normalt vil deres indstænkt få dem til at trække sig tilbage. Hun er enten utrolig dum eller også ejer hun ikke noget indstænkt. Jeg bevægede mig i blondiner hastighed og slog hende ud, før hun kunne nå at blinke, også tog jeg hende med hjem, men ikke uden at efterlade mig et spor, hendes ene sko, og en lille lok af hendes hår, derhjemme låste jeg hende inde i et rum, man ikke kunne transportere ind eller ud af, også var der ingen luftskagt, ingen vinduer, så der var ingen vej ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...