Mørkets Engel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 apr. 2014
  • Opdateret: 8 nov. 2014
  • Status: Igang
Angela er 15 år og bor på et børnehjem. Hun bliver adopteret af nogle meget specielle personer, og finder derefter ud af at hun ikke er så almindelig som hun troede.
Angela gør alt hvad hendes adoptivforældre siger, men gælder det også når der kommer KÆRLIGHED med i spillet?



Har kun skrevet 3 kapitler men er i gang med det 4.:)

2Likes
4Kommentarer
319Visninger
AA

2. Kapitel 1

Lille Anna kiggede op på mig. "Der kommer besøg idag, de vil adoptere et barn, vidste du det?" Sagde hun og kiggede nysgerrigt op på mig. Jeg kunne huske dengang jeg håbede at de besøgende ville have mig, men fik aldrig andet at vide end at jeg så kold ud, og de øjne er jo som is, eller så få dog det pigebarn til at smile. Jeg havde været på børnehjemmet i 12 år nu, men jeg glemmer aldrig da mine forældre bare kørte, de hverken vinkede eller kiggede tilbage. Jeg var kun tre år dengang, men noget gjorde at jeg kunne huske det. "Se så at komme i bad og tag noget ordenligt tøj på, der kommer nogen for at se jer." Den stemme var ikke til af tage fejl af det var Lauren hun var altid skide sur, en latterlig leder eller hvad man kalder hendes slags. Jeg slentrede over til min skab og fandt min eneste kjole frem, og bevægede mig ud mod badeværelset, lukkede døren efter mig og låste den. Mit håndklæde lå på kanten af bordet, jeg skruede op for vandet og lagde mit tøj på gulvet.

Vandet løb igennem håret og ned over ryggen. Jeg lagde hovedet tilbage for ikke at få shampoo i øjnene. Jeg slukkede vandet og tørrede mit hår, og tog den grimme lyserøde kjole på.

Nå med som Anna sagde, kom der nogle der vil adoptere en af os. Hverken Anna eller jeg blev adopteret, jeg har så ondt af Anna, hun vil så gerne have en familie.

De adopterede Sofie, hun er samme alder som Anna, hun er bare ikke lige sød. Anna har de smukkeste lyse krøller og de klareste blå øjne, der er intet ondt i hende.

Nogle uger senere kom der igen nogle der vil adoptere et barn, med denne gang undgik jeg kjolen. De ringede før de kom og bad Lauren at sige til os at vi selv bestemte vores tøj valg. Jeg kunne med det samme se raseriet i Laurens øjne da jeg kom med min korte mørke trøje, min hullede leggings, min løbende mascara og mit ufriseret lange sorte hår.

Min lille Anna havde selvfølgelige sin fineste kjole på. Hun mindede mig om den mest perfekte engel. Jeg kunne næsten se hendes hvide fjerlette vinger for mig.

Vi stod 10 piger på række,da de besøgende kom, de kiggede grundigt på os alle og rystede alvorligt på hovedet. En af de besøgende, hun var en dame, kom til mig i rækken. Jeg følte at hun kiggede længere tid på mig end de andre, og gjorde mig derfor klar til en spydig kommentar, men hun vinkede manden over til sig. De to stod længe og stirrede på mig. Sammenlignet med de mennesker der oftest kom for at adoptere, var de her to meget blege og havde et hårdt koldt blik. Kvindens hår var lige så rødt som ild, og mandens hår var kulsort. Deres ansigtstræk var meget markerede, de så virkelig perfekte ud, der var ikke en eneste fejl at finde, men ikke perfekte ligesom Anna, de så mere onde ud.

De vendte sig på samme tid og gik i takt hen til Lauren, mens vi blev sendt op på vores værelser. Der gik lang tid før Lauren kom tilbage. "Overraskende nok har de taget et valg, de vil gerne adoptere" fortalte Lauren og sagde derefter mit navn "Angela" WHAT!

Det kan ikke passe, der er jo ingen der vil adoptere en 15 årig, og der var desuden kun to år til at jeg alligevel skulle flytte ud. Jeg havde slet ikke lyst til at tage med dem, og så vil jeg også skulle væk fra min lille Anna. Jeg havde slet ikke lyst til at blive adopteret mere. Altså ja jeg havde altid drømt om det, men ikke på den her måde. Anna hjalp mig med at pakke mine ting, da de var pakkede gik jeg langsomt ned til Lauren og mine nye "forældre." Anna holdte godt fast i min hånd, jeg var ikke sikker på at hun nogensinde ville slippe den igen, med hun tabte langsomt grebet da min nye "mor" sendte hende et ondt blik. Jeg stillede mig lidt beskyttende ind foran Anna.

Lauren præsenterede mine adoptivforældre for mig, de hedder Rose & Phillip sagde Lauren med et forsøg på en blid stemme. Rose smilede kort til mig.

Jeg fulgte modvilligt efter dem og stoppede op foran deres sorte kirkegårdsagtige bil for at sige farvel til min skønne Anna. Jeg havde kendt Anna siden hun kom her til for 7 år siden, og hun betød alt for mig. "ANGELA" skreg Anna efter mig "ANGELA" hun kom løbende med tårerne løbende ned af kinderne. "Jeg troede du var taget afsted" hulkede hun. "Jeg vil aldrig tage afsted uden at sige farvel til dig først min engel" hviskede jeg og holdte om hende. Det var første gang i 10 år jeg græd tror jeg. "Pas på dig selv min dejlige Anna, jeg kommer og besøger dig. Det lover jeg." Jeg kyssede hende på panden og satte mig ind i deres bil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...