(Tertio 1) Djævledrengen

Første gang jeg så ham, virkede han som en helt normal dreng. Jeg lærte ham at kende, forelskede mig. Tiden gik, vi blev unge voksne, flyttede sammen, og nu står jeg så her. På hospitalet. Hvis du nu tænker "Hun er sikkert gravid", så må du tro om igen.
Maya er nitten år gammel, og har levet godt og stilfærdigt med sin kæreste, Nathan. Men Nathan gemmer på en mørk hemmelighed, og Maya bliver revet ind i et sted, de fleste prøver at undgå. Engle kommer for at hente Nathan, og han må vælge mellem Himmel og Helvede.
Maya tager med ham til hans hjemsted, Helvede, hvor han skal oplæres af sin far, djævlen Lucifer, til at blive Helvedes prins. Men Nathan gemmer på mere end selv djævlen havde forudset. Vil Maya kunne holde sit løfte, og blive ved Nathans side - selv hvis døden dem skiller?
"Hans navn, er Nathan" er en ungdoms/fantasy historie, og indeholder scener, som kan virke stødende for nogen, b.la. med druk og stærk kærlighed.

59Likes
55Kommentarer
8643Visninger
AA

7. Træner Lucifer

"Nathan, nogle gange er du altså..."

   "En kraftidiot?"

   "Så pænt ville jeg nu ikke have sagt det..."

   Han udstøder en lang klagende lyd. Jeg ser på ham med et lidt hånligt smil og korslagte arme. Minder jeg for meget om de faldne? Nathan ligger i sengen, han er ædru men har det forfærdeligt - og Lucifers træning begynder om mindre end en time. Jeg rækker ham en ispose, han lægger den klagende på hovedet. Lucifer har virkelig forsynet os med alt hvad vi har brug for. Nathan lader sig slapt falde tilbage i puderne.

   Jeg ryster på hovedet. Tumpe. "Vil du pjække fra din første træningsdag - med selveste djævlen?"

   "Jeg mælder mig syg!"

   "Tror du, han bekymrer sig om det? Han vil sikkert se det som et tegn på svaghed..." Nathan rækker ud efter mig, jeg træder et skridt tilbage. "Kæmp for din belønning."

   Han ser på mig og hæver et øjenbryn. "Hvilken belønning?" Han tager sig til hovedet.

   Jeg smiler lumsk til ham. "Lad os se... Hvis du klarer hele træningen i dag... Så..." Jeg læner mig ind mod ham og hvisker i hans øre.

   Han ser på mig. Spærrer øjnene op. Så kæmper han sig op og smider isposen ned på sengen. "Seriøst?"

   Jeg nikker.

   Han tumler ud ad sengen. Jeg smiler og ryster på hovedet. Nathan ændrer sig aldrig. Første gang jeg smed ham i hans seng, var han blevet noget forskrækket. Men tre dage efter havde han bedt mig om at blive hans elsker. Belønningen er faktisk også til mig. Jeg elsker Nathan, på alle måder - også under dynen.

   Han får ordentlig tøj på i løbet af ingen tid. Han kommer hen til mig, ser mig ind i øjnene. Han tager fat om mine skuldre og sætter sit ansigt helt hen til mit.

   "Får jeg en forsmag?"

   Jeg fnyser. "Har du Maya-abstinenser?" spørger jeg spottende.

   Han skubber mig op mod væggen, og hans hænder glider ned langs min krop. De stopper først ved min lænd. Han læner sig ind mod mig, han er meget højere end mig, og bøjer sig ind over mig. Jeg tror, jeg snart får klaustrofobi.

   "Åh ja, det kan du tro!" Det er kun, hvad, to-tre dage siden, vi sidst var i seng sammen, hvorfor har han så travlt?

   "Bare ærgerligt." Jeg sniger mig under hans arm og ind i stuen. Han følger efter mig. Jeg ler, han snurrer mig rundt, jeg vrider mig fri, han lægger mig ned på sofaen. Et øjeblik prøver jeg at komme fri. Så fanger han mit blik og holder det fast. Jeg stryger hans kind. Han prøver at kysse mig, men jeg bider ned i mine læber, så de er lukkede helt sammen. Han ser på mig. Jeg ryster på hovedet. "Slem dreng."

   "Kom nu Maya. Mine læber hungrer!"

   "Så gå til træning. Du får mig, når du kommer tilbage."

   "Lover du det?" Jeg nikker kort. Han sætter sig op, jeg sætter mig ved siden af ham.

   "Din far... Undskyld, Lucifer, vil sikkert ikke bryde sig om, at du er, øhm, så meget sammen med et menneske."

   "Nja, Helvede er fristelserne hjem. Det går nok, jeg..."

   En rystelse løber over hans krop. Han slår armene om sig selv og bøjer sig forover. Jeg ser forskrækket på ham, da han bider tænderne sammen.

   "Nathan! Er du okay!?"

   Han nikker. "Ja... Åh, av... Det er mine vinger... De er ved at vokse ud igen, det gør ondt som... Ja, vi er jo allerede i Helvede." Han sukker, sidder et øjeblik foroverbøjet. Jeg stryger hans ryg. Jeg kan ikke mærke noget, ikke engang hans ar. Jeg spørger, hvordan det kan være. "Ja, øhm... De nye vinger har revet dem op, så..." Jeg bider tænderne sammen, jeg kan lige forestille mig det. Han sætter sig op og gnider sine øjne med den ene hånd. Jeg ser på ham. Sort klæder ham godt. Han har sorte træningsbukser og en tætsiddende elastisk trøje på (jeg tror, han har taget den på for min skyld). "Maya," siger han så pludselig.

   "Ja?"

   "Vil du love mig noget?"

   "Alt. Hvad er det?"

   Han tager mine hænder og ser mig ind i øjnene. "Vil du blive hos mig? Til døden os skiller?" Av. Jeg har altid hadet det spørgsmål i film. Lige nu, mest fordi vi allerede er i Helvede... På den anden side, så kan jeg ikke dø her.

   "Ja. Det lover jeg." Han smiler til mig, jeg kan se hans blik søger mine læber.

   I det samme bliver døren revet op. Lucifer kommer ind. Nathans ansigt bliver igen udtryksløst, han trækker sine hænder væk fra mine og rejser sig op.

   "Så er det tid!" smiler Lucifer. Djævlen tager fat om sin søns skuldre. "Min lille dreng er blevet voksen..." Er det en tåre, jeg kan skimte i Lucifers øjenkrog? Nej, selvfølgelig ikke. "Kom så!" Nathaniel går ud ad døren. Lucifer ser på mig. "Kommer du?"

   "Skal jeg med?!"

   Lucifer nikker. Jeg skynder mig forbi ham, tripper hen til Nathan.

   Han ser overrasket på mig.

 

Det er pinsel bare at se på træningen! Nathan har fået bind for øjnene, kæmper nu i blinde mod en dæmon. Han klarer det okay, men han har fået indtil flere blodige rifter. Jeg sidder anspændt med hænderne for munden. Jeg ser på Lucifer, som sidder ved siden af mig. Han virker meget, øh, rar, hvis man da ser bort fra alt det anede...

   "Hvordan kan det her hjælpe ham?" spørger jeg. Lucifer ser uforstående på mig. "Det her hjælper da ikke på hans styrke!"

   Lucifer ler. "Jeg prikker bare lidt til bjørnen. Jeg ved skam godt, at Nathaniel drak sig fuld i går, og at han ikke har det godt, men det gør bare det hele nemmere. Vi skal have hans vinger frem."

   "Har I ikke et eller andet middel, der får dem til at vokse hurtigere frem?"

   Lucifer ler, ser dæmonen flænse sin søns arm. "Miraklerne er i Himlen, kære datter af Eva. Og desuden er de allerede fuldt udvoksede. De skal bare frem."

   Nathan står helt stille på gårdspladsen. Jeg ser mig omkring. Høje grove murer tårner sig op omkring os. Snylteplanter kravler op ad hver eneste væg. En gigantisk port ser ud til at være rustet fast i en åbning - folk flyver åbenbart bare ind her.

   Nathan kaster sig mod dæmonen, der i det samme kommer farende mod ham. De to ramler sammen, og dæmonen falder hvæsende ned på jorden. Nathan holder ham nede. Lucifer rejser sig op og klapper i hænderne. "Flot, flot!" Nathan slipper dæmonen, den piler væk fra os. Nathan river båndet væk fra øjnene, sløringen er blevet taget væk, og hans dæmoniske ansigt er klart for alle. Han svajer, men holder sig på benene.

   Lucifer kommer ned til ham. "Desværre er dine vinger ikke kommet frem." Lucifer pifter, to dæmoner kommer ilende. "Du behøver ikke tage bindet på denne gang, de er skyggedæmoner." Lucifer går tilbage til sin plads. "Sæt i gang."

   Dæmonerne forsvinder. Nathan gør klar til angreb. Jeg ser dæmonerne før ham. Mine hænder flyver op foran øjnene. Et tænderskærende, knoglerystende smerteskrig får mig til at fare sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...