(Tertio 1) Djævledrengen

Første gang jeg så ham, virkede han som en helt normal dreng. Jeg lærte ham at kende, forelskede mig. Tiden gik, vi blev unge voksne, flyttede sammen, og nu står jeg så her. På hospitalet. Hvis du nu tænker "Hun er sikkert gravid", så må du tro om igen.
Maya er nitten år gammel, og har levet godt og stilfærdigt med sin kæreste, Nathan. Men Nathan gemmer på en mørk hemmelighed, og Maya bliver revet ind i et sted, de fleste prøver at undgå. Engle kommer for at hente Nathan, og han må vælge mellem Himmel og Helvede.
Maya tager med ham til hans hjemsted, Helvede, hvor han skal oplæres af sin far, djævlen Lucifer, til at blive Helvedes prins. Men Nathan gemmer på mere end selv djævlen havde forudset. Vil Maya kunne holde sit løfte, og blive ved Nathans side - selv hvis døden dem skiller?
"Hans navn, er Nathan" er en ungdoms/fantasy historie, og indeholder scener, som kan virke stødende for nogen, b.la. med druk og stærk kærlighed.

58Likes
55Kommentarer
7782Visninger
AA

1. Prolog

Der var engang... Øh... Hans mørke hår... Åh Gud, hvordan skal jeg starte den her? Øh, det er første gang, jeg skriver det her ned... Det er sådan en stor historie, hvordan skal jeg dog begynde? Nåh, en kort præsentation er vel på sin plads.

   Mit navn er Maya O'Conner. Jeg blev født i Washington DC den 5. marts for det, der føles som så mange år siden. Det er det måske også, jeg har lidt svært ved at holde styr på det... Min mor arbejdede som rengøringsdame i et eller andet firma. Min far var mekaniker. Vi var hverken rige eller fattige, vi var sådan en familie som så mange andre. Stabile, er det ikke det, man kalder det?

   Jeg havde ingen søskende, kun en plejebror. Mine forældre købte mig en hund, da jeg var to år gammel - Cindy. Min familie stammer, som mit efternavn sikkert siger, fra Skotland, men mine bedsteforældre flyttede, inden min far blev født.

  Min skole var ikke noget særligt - en ganske ordinær folkeskole. Mine venner var også ganske normale, rare og sjove. High School var spændende, jeg var cheerleader, og hvis jeg skal sige det selv, så var det dér, jeg begyndte at blomstre rigtigt. Æv, jeg lyder ligesom min mor...

   Et normalt liv er det, alle inderst inde ønsker sig. På et tidspunkt i éns liv tænker man "jeg vil blive noget stort!" eller "jeg vil rejse til dét sted". Alle har et mål i livet. Alle stræber efter noget. Det er dét, der er normalt. Ikke noget med drømmen om et almindeligt job eller et parcelhus og to børn. Det er ikke en normal livsdrøm. Vi skal alle sammen igennem alle de dér "spændende" episoder, før vi indser, at et parcelhus og to børn er helt okay.

   Selvfølgelig er der undtagelser, det er der altid. Normalt betyder ikke dumt, forkert eller blasfemisk, nej slet ikke. Ordet normal betyder jo simpelthen bare det, der gælder for de fleste.

   Jeg tog turen lige omvendt. Hele mit liv levede jeg et normalt liv, drømte ikke om at rejse, jeg ville bare gerne finde kærligheden og slå mig ned.

   Tag det fra mig - pas på med hvad du ønsker dug!

   Det er bedre at være hadet for den du er, end at blive elsket for noget, du ikke er. Jeg tror, det var André Gide, der sagde det. Åh, hvis han bare vidste, hvor forkert det er...

 

Med den reference hentyder jeg ikke til mig selv, men til en ung mand, jeg først traf da jeg var sytten. Jeg boede stadig hos mine forældre, men var nede i byen for at få en kop kaffe med en veninde, som var på ferie fra sin sædvanlige bopæl i New York. DC var fuld af mennesker, det var svært at komme hurtigt frem. Vi fik snakket om lidt af hvert, betragtede bygningerne og spillede vores venindespil, hvor vi gjorde os selv til gudinder, og lavede livshistorier til tilfældige mennesker.

   Manden foran dagligvarebutikken var for eksempel en rig og excentrisk englænder, som var kommet i problemer med sin hustru. Hun havde låst ham ude, og nu måtte han klare sig med de få penge, han havde haft på sig, indtil de blev gode venner igen.

   Og damen med duerne og brødkrummerne ventede på sin elskede, som hun havde mødt lige på den bænk dér for mange, mange år siden. Han var blevet sendt i krig, og blind af kærlighed nægtede hun at forlade bænken, selvom han ikke var kommet tilbage i 30 år.

   Det var næsten altid kærlighedshistorier. Min veninde, Melanie, var den eneste af os, der havde en kæreste. Den arme fyr havde en sjælden form for kræft i hjertet, hun var altid bekymret, når hun var væk fra ham.

   Tilbage til min historie...

   Jeg ved virkelig ikke hvorfor, men jeg lagde mærke til ham. Så mange mennesker vrimlede rundt omkring på torvet, han burde bare være én mand i en hel flok. Men nej... Hm... Mand... Det ord beskriver ham ikke særlig godt.

   Nathaniel De Montiara var halvt japaner halvt latino. Det var som om han strålede op midt på torvet. Som om... Som om et næsten guddommeligt skær omkransede ham, hypnotiserede mig. Jeg stod et øjeblik bare og stirrede på ham. Intet andet havde længere nogen betydning. Der var ham og mig. Om jeg kunne lide det, det aner jeg stadig ikke. Men der var noget. Foragt? Kærlighed ved første blik? Tja, man har da lov til at håbe på det bedste!

   Da han mødte mit blik, var det som om hele min krop blev varm og kold på samme tid. Jeg vidste ikke længere, hvor jeg befandt mig.

   Et brændende ønske overvældede mig. Mine fingre kløede, min puls steg. Han så mig direkte i øjnene. Det eneste, jeg husker, var hans sorte paraply og de stålgrå øjne. Kærlighed, tænker du sikkert. Nej. Nej, mit hjerte hamrede ad sted og jeg ønskede at løbe hen til ham, kaste mig over ham - og dræbe ham.

   Samtidig var jeg pirret. For i næste øjeblik var han væk. Jeg havde kigget på ham, uden at kunne rive øjnene fra ham, og pludselig var han bare, puf, væk!

   "Maya?" Melanie puffede til mig.

   Jeg så på hende. "Ja?"

   "Hva', står du og glor efter fyre?"

   Jeg så hurtigt på hende. "Så du ham også?"

   Hun rynkede panden. "Jeg lavede bare sjov... Så du da nogen?"

   Jeg tøvede, inden jeg rystede på hovedet. Melanie havde en kæreste, Zach, en dejlig fyr, selvom jeg kun havde mødt ham få gange. Og hun skulle jo ikke tro, at jeg var ved at blive tosset, bare fordi jeg manglede en at kissemisse med...

   Der var gået en uge, da mødte jeg ham igen. Jeg skulle aflevere en bog for min mor på biblioteket, og var ved at se mig omkring. Da jeg opdagede, at jeg var havnet i afdelingen med litterære værker fra 1800-tallet, stod jeg først og kiggede lidt forvirret fra side til side. Lige pludselig stod han foran mig. En ukendt duft hang omkring ham, den gjorde mig sløv og bange, men den var samtidig berusende og lyksalig.

   Denne gang ønskede jeg ikke at dræbe eller gå amok. Det føltes, som om jeg smeltede. Jeg ville have, at han skulle holde om mig, jeg ville knuge mig ind mod hans trenchcoat, bare smelte og lade ham vade over mine sørgelige rester.

   Jeg sank en klump, stirrede bare på ham. Han lagde hovedet på skrå og så på mig. Et øjeblik stod jeg åndeløs og så op på ham - han var meget højere end mig.

   Så nikkede han mod reolen bag mig. "Må jeg kommer forbi?" spurgte han. Hans stemme gav mig et sug i maven. Jeg stod bare og så på ham. Han sukkede og himlede med øjnene. Så var han gået igen.

   Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har skammet mig over min tåbelige reaktion den dag. Men skæbnen ønskede os åbenbart sammen. Knap tre dage efter stødte jeg igen ind i ham - bogstaveligt talt.

   Jeg løb efter en bus, da jeg pludselig ramlede ind i ham. Han var på vej den anden vej, tabte nogle bæreposer, så noget af indholdet trillede ud på jorden. Jeg tog mig til hovedet, han ømmede sin arm. Begyndte at samle varerne op uden et ord.

   Det var nok dér, jeg første gang lagde mærke til, at han var speciel. En normal person, hvis betydning jeg jo allerede har gennemgået, ville jo nok råbe af mig og skælde mig ud. Men nej. Ikke et ord.

   Da jeg så, at det var ham, kunne jeg ikke lade være med at pege på ham og råbe: "DIG!".

   Han så forvirret på mig, nok lettere irriteret. "Hvad?" Han kneb øjnene sammen. "Kender jeg dig?"

   Jeg famlede efter ordene, nikkede målløst. "Ja! Jeg mener nej! Øh... Hør, jeg ved ikke hvorfor, men jeg bliver ved med at løbe ind i dig!" Han rynkede panden. Jeg lo kort. "Har du ikke lagt mærke til det?!"

   "Øh..." Han rejste sig op med poserne. "E-er du helt rask?"

   Jeg så tvært på ham. Nikkede. "Ja," sagde jeg. "Jeg er rask." Jeg tog mig til hovedet, sukkede. "Vil du have en kop te eller noget? Jeg gider ikke rigtig rende ind i dig længere, uden at kende dit navn."

   Han så tøvende på mig. "Er du sikker på, du ikke slog dig?" Jeg nikkede. "Og du er heller ikke på noget..."

   "Hvad, fordi jeg byder dig på kaffe?"

   Han trak på skuldrene. "Jeg kunne være James Bond i forklædning eller eftersøgt morder og voldtægtsmand. Normale mennesker byder ikke fremmede på kaffe."

   Den måde, han smilede, var betagende. Som om alle verdens hemmeligheder gemte sig bag hans læber. Øjnene tindrede mystiske da han nikkede og sagde: "Okay. Det er en stor by, og hvis det gør dig glad at invitere en totalt fremmed på café..." Han bukkede kejtet, så på mig. "... så skal jeg ikke sætte hindringer i vejen for dig."

   Jeg lo. Rakte en hånd frem. "Maya O'Conner."

   Han skulle til at sige sig navn, da hans mobil ringede. Han sukkede, smilede til mig. "Undskyld, øjeblik." Jeg betragtede ham, da han tog den op. Efter en kort samtale på et fremmed sprog lagde han på, fandt en gammel bon frem fra jakkelommen og skrev noget ned. Han rakte den til mig. "Undskyld," sagde han. "Men jeg er nød til at gå! Ring til mig!" Han gik hurtigt videre gennem menneskemylderet.

   Jeg så skuffet efter ham. Så på bonen. Med en nydelig håndskrift, som man ikke så ofte så hos mænd, stod et telefonnummer nedfældet under navnet Nathaniel De Montiara. Jeg smilede. Puttede bonen i lommen.

 

Først aftenen efter fik jeg samlet nok mod til at ringe til ham. En træt stemme lød i den anden ende, da jeg efter tre desperate timer fik fat på ham. Tænk nu ikke ondt om mig, jeg havde kun ringet fem gange...

   "Ja?"

   "Nathaniel? Det er Maya. Maya O'Conner."

   Et øjeblik lød kun en træt, tøvende lyd. Lidt som en gammel bilmotor, der ikke ville starte, og som fejlagtigt var blevet placeret i struben på et menneske. "Okay. Og?"

   De to ord fik min selvtillid til at falde en del... "Øh... Jeg ville bare høre, om vi kunne ses en dag? D-du har ikke en kæreste, vel?"

   Han fnøs. "Hvad skal jeg med en kæreste?"

   Et dæmpet lille "av" fik mig til at rynke panden. "Undskyld mig, men... Er du fuld?"

   "Mhm... Lidt."

   Jeg fór sammen. "Så må du meget undskylde! Jeg..."

   "Nej nej, det er helt okay. Jeg kan godt lide at snakke med nogen, når jeg er fuld... Jeg havde bare lidt problemer med låsen..." En dør åbnedes i den anden ende.

   Jeg sank et klump. "Men altså... Skal du noget på lørdag? Jeg ville gerne snakke ordentlig med dig - lære dig at kende, du ved..." En kort pause opstod. Jeg kunne høre ham falde ned på en seng.

   "Det lyder hyggeligt. Hvor og hvornår?"

   "Kender du den lille café nede ved søen?"

   "Ja."

   "Kan vi mødes der? Klokken tolv?"

   "Fint." Han lagde på.

   Jeg satte mig på min seng. Krummede tæerne og bed mig i læben. Hvinede lidt og lod mig falde bagover.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...