(Tertio 1) Djævledrengen

Første gang jeg så ham, virkede han som en helt normal dreng. Jeg lærte ham at kende, forelskede mig. Tiden gik, vi blev unge voksne, flyttede sammen, og nu står jeg så her. På hospitalet. Hvis du nu tænker "Hun er sikkert gravid", så må du tro om igen.
Maya er nitten år gammel, og har levet godt og stilfærdigt med sin kæreste, Nathan. Men Nathan gemmer på en mørk hemmelighed, og Maya bliver revet ind i et sted, de fleste prøver at undgå. Engle kommer for at hente Nathan, og han må vælge mellem Himmel og Helvede.
Maya tager med ham til hans hjemsted, Helvede, hvor han skal oplæres af sin far, djævlen Lucifer, til at blive Helvedes prins. Men Nathan gemmer på mere end selv djævlen havde forudset. Vil Maya kunne holde sit løfte, og blive ved Nathans side - selv hvis døden dem skiller?
"Hans navn, er Nathan" er en ungdoms/fantasy historie, og indeholder scener, som kan virke stødende for nogen, b.la. med druk og stærk kærlighed.

58Likes
55Kommentarer
7785Visninger
AA

15. Paris

Vi går på klippeafsatser. Falder vi ned, er der bare et uendeligt, sort hul. Selvom jeg ved, at Nathan ville komme og redde mig, går jeg så tæt på væggen som muligt. En enkelt gang er jeg ved at falde, men han griber fat om mig og hiver mig tæt ind til sig, mens min krop holder op med at ryste. Den del kan jeg nu godt lide. Nathan beskytter mig, som en mørk skytsengel.

   Jeg ved ærligt talt ikke helt, hvad jeg skulle gøre uden ham.

   Dagene mens vi går syntes uendeligt lange, mens nætterne virker ufatteligt korte. Om dagen går vi bare, ytrer kun enkelte ord, men gør ellers ikke rigtig noget - i modsætning til om natten, hvor Nathan må føje sig for mine ordre og lade mig kaste sig i armene på ham.

   Selvom han mener, at jeg bør hvile mig, kan han godt glemme det! Desuden ved jeg, at han nyder vores hyggelige nætter mindst lige så meget som mig.

   Så da han efter et par dage siger, at vi er fremme ved portalen til Jorden, bliver jeg en smule skuffet. Jeg havde set frem til endnu en nat, hvorefter Nathan ville vågne op med det berusede blik og min læbestift overalt.

   Portalen, som Nathan ynder at kalde det, er en gigantisk grotte. Tegninger og malerier pryder væggene, gulvet hgyuuh og loftet. Statuer, krukker, tallerkener, krus og klæder ligger i bunker rundt omkring. Jeg går rundt og ser på det hele. Jeg skal til at røre ved et maleri af en lille dreng med bue og pil, da Nathan pludselig tager fat om min hånd og trækker den væk fra væggen.

   "Pas på!" siger han. "Du må ikke røre ved noget! Ikke engang væggen." Han peger rundt. "Menneskenes fantasi er magtfuld. Alt dette er billeder af gamle eller glemte guder. Hvis du rør dem, bliver de vækket til live. Og ikke venligt stemt!"

   "Men der er da kun én gud, ikke?"

   "Jo, ifølge de tolv bud." Han nikker mod det billede, jeg skulle til at røre. "Det er Amor. Gud for kærlighed og elskov. Hvis han kommer ud, begynder han sikkert at fyre pile efter os." Jeg smiler til Nathan.

   "Jeg tror ikke det er muligt for mig at elske dig mere." Han smiler. Nej, det er stadig kunstigt. Jeg stryger hans kind. "Kunne du tænke dig 'elskov' lige nu?" Han tager min hånd og tvinger den ned.

   "Vi skal videre. Du er stadig syg, Maya, også selvom du kan gå og tale ordentligt." Mine fingre løber ubevidst hen over såret på halsen. Det er næsten healet. Han ser rundt på nogle stalagmitter og titter. Han ser kort på min slukørede ansigt. Så sukker. "Kom. Jeg ved, hvor vi kan tage hen." Jeg følger efter ham hen til en stalagmit. Han tager min hånd og rør drypstenen.

   Hele verden bølger, som ringe på vandet. Billeder bliver forvrænget, lyd vendes op og ned, og Nathan er pludselig bølget og deform. Det er jeg sikkert også. En gonggong får verden til at ryste endnu mere.

   Det hele er slut før jeg ved af det. I det samme står vi midt på åben gade. Forurenet luft skyller ind over mig, motorstøj og menneskeråb lyder højt og klart. Jep, vi er på Jorden. Jeg ser mig omkring. Jeg har en vis idé om, hvor vi befinder os.

   "Nathan... er vi i Paris?" Han smiler til mig. Hans vinger er stadig ude, foldet nydeligt sammen på ryggen, men ekstremt synlige! "Gem dog dine vinger inden nogen ser dem!"

   "Nej, det er okay. Folk her tror bare det er et kostume. De ved ikke at det er ægte."

   "Okay okay, men hvorfor lige Paris?" Han griber fat om min talje og trækker mig ind til sig.

   "Du ville gerne have elskov, ikke?" Jeg ser fornægtende på ham. Ingen bemærker os tilsyneladende. Det er nat. Ting som dette er sikkert normalt på denne tid af døgnet.

   "Åh nej. Nej nej! Jeg nægter at tage på Love Hotel, forstået!? NEJ!" Han ler.

   "Selvfølgelig ikke, vi er på vej i Himlen, der er grænser for hvad vi kan lave, desuden bryder jeg mig ikke om Love Hoteller." Jeg takker Gabrielle, Nathans mor, for at være en engel, så jeg slipper for at remse grundene til mit nej op. Men hvis det ikke er det, hvor skal vi så hen? Jeg spørger ham. Han peger på Eiffeltårnet, hvis lys blinker et stykke fra os.

   "Du fortalte mig engang, at du gerne ville til Paris. Eiffeltårnet fungerer faktisk som mere end et tårn for rejsende mellem Helvede og Himlen." Han tager fat om mig og letter. Først nu opdager jeg, hvor snæversynet jeg har været.

   Menneskene på gaden ser ingen ting. Heller ikke de dæmoner, der lusker rundt blandt dem, og får dem til at gøre utilgivelige ting.

   Nathan flyver mig op i Eiffeltårnet, hvorfra jeg kan se hele Paris. Hvor er det dog smukt! Nathan går hen til en fordybning i gulvet, sætter foden ned i den og klapper to gange i hænderne.

   Et gyldent lys får os til at forsvinde. Pludselig står vi i en forhal til et, tilsyneladende, meget fint hotel. Er dét toppen af Eiffeltårnet?! Waow!

   "Gustave Eiffel var halv engel, og kunne derfor bygge det her sted, så rejsende kunne have et sted at sove." Nathan går hen til en disk, hvor en dæmon står og leverer nøgler ud til de besøgene. Jeg skal sove i Eiffeltårnet. Hvem skulle have troet det? Da Nathan kommer tilbage, skal jeg til at gå med ham op ad nogle få trappetrin, for at fortsætte videre, men en jagende smerte farer gennem mig. Jeg falder ned på det ene knæ. Nathan skynder sig at hjælpe mig op. Eiffeltårnet er større heroppe end i resten af tårnet. Måske er det ligesom i Harry Potter? Er J. K. Rowling mon også en engel? Eller halvengel?

   Da Nathan endelig ligger mig i en stor blød seng, er det som at ligge på en sky - tror jeg nok. Han stryger mit hår, mens jeg ligger og kommer til kræfter. Han dirrer. Åh, av. Endnu en smertestrøm løber gennem mig. Jeg krummer mig sammen. Nathan sukker

   "Jeg... Hvis jeg besatte din krop, ville du ikke kunne mærke noget af det her." Jeg ser på ham.

   "Virkelig? Det ville være rart. Ingen smerte?" Han ryster på hovedet.

   "Du ville ikke kunne mærke noget. Og jeg ville ikke gøre andet end at få dig til at ligge helt stille."

   "Gør det," beder jeg. "Det ville være så dejligt." Han nikker og rejser sig op. Han sukker, lukker øjnene og breder armene ud sammen med vingerne. Han vender armene mod mig. I det samme holder smerten op. Min krop ligger helt stille. Jeg kan ikke bevæge den, men den gør heller ikke ondt. Det er som at se alting gennem glas, eller en meget tyk sumo-dragt.

   Jeg kan ligefrem mærke det, da Nathan slipper min krop. Det er som et par store fingre, der løsner sig om mig. Han stønner og falder sammen på gulvet. Jeg ser forfærdet på ham. Han ligger lidt og puster og gisper efter vejret. Vingerne trækker han ind igen. Da han endelig kommer op at side, er han meget bleg. Jeg skal til at komme hen til ham, men han beder mig blive i sengen med en håndbevægelse. Han kæmper sig op og sætter sig på sengekanten. Han lader hovedet hvile i hænderne og prøver at få vejret.

   "Jeg havde glemt," puster han, "hvor hårdt det er at udøve magi på Jorden." Jeg stryger hans arm og sætter mig op ved siden af ham.

   "Men tak, fordi du gjorde." Han smiler træt til mig. Trætheden er ægte, smilet er falskt. Jeg kryber ned under dynen og trykker mig. Nathan dumper ned ved siden af mig. Hans brystkasse hæver og sænker sig, er han stadig forpustet? Jeg nusser hans hår, bare fordi jeg godt kan lide det. Det er dejlig langt så man kan purre op i det. Han smiler igen træt og kysser mig. Det er nok det korteste kys han nogensinde har givet mig.

   "Godnat." Godnat? Bare sådan. Jeg ved, at han er træt og det dér, men bare sådan "godnat"?!

   "Hvad?" spørger jeg, en smule forvirret.

   "Jeg sagde godnat... Er der noget galt?" Jeg ryster på hovedet.

   "Nej... Det er bare længe siden (hvis nogensinde) at du bare har sagt 'godnat'. Det føles... tomt..." Han sukker.

   "Jeg vil gerne gøre dig glad. Hvorfor føles det tomt?" Jeg trækker på skulderne.

   "Det ved jeg ikke. Det er bare... anderledes." Jeg trykker mig ind mod hans varme krop. "Du ved... Mine veninder plejede at sige, at vi stadig opførte os som nyforelskede." Han ler hjerteligt.

   "Er det nu forbudt?"

   "Nej, bestemt ikke. Jeg kan bare godt lide det."

   "Lide hvad?" Jeg ser væk. Han vil sikkert ikke kunne lide at høre det.

   "Jeg savner vores gamle liv?"

   "Gamle liv?"

   "Ja. De gange hvor du kom hjem, beruset og fjollet. Vi sad og talte hele natten, eller indtil jeg faldt i søvn, og du lagde mig i seng. Jeg savner de aftener, hvor vi spillede videospil og spiste chips og drak sodavand. Jeg kan huske, at hvis jeg begyndte at knappe din skjorte op, eller tage din trøje af, tog du den af hurtigere end jeg kunne." Han ler stille.

   "Det sidste minde... Var jeg ikke altid småfuld?"

   "Nej, faktisk ikke. Er der ikke også noget du savner? Fra vores gamle liv?" Han sukker.

   "De gange, hvor du ringede til mig på de mærkeligste tidspunkter, og bad mig om at møde dig på en café eller sådan noget. Jeg var først bange for, at du ville slå op, eller at du var kommet til skade eller bange. Men du havde det jo fint hver gang."

   "Jah... Jeg savnede dig bare. Det var før vi flyttede sammen."

   "Før du fandt ud af, hvem jeg faktisk er..." Jeg dasker stille til ham.

   "Om du er latinamerikaner eller Helvedes prins er lige meget. Du er vidunderlig, på mere end én forstand."

   "Lad mig høre?" Jeg rødmer. Han sender mig et af de der irriterende "jeg ved jeg driller dig derfor gør jeg det" blikke. Jeg tager en dyb indånding.

   "Tja. Din personlighed er skøn. Du er sød mod mig, på nær når du bider. Du kysser fantastisk, for ikke at tale om alt det anede, og din krop er et tempel for guder! Din stemme er så sexet som den kan blive, det er resten af dig også..." I det samme slår en tanke ned i mig. Jeg tror ikke, at jeg magter at se Nathan med en anden pige - nogensinde! "Nathan... Det her er ikke for sjov. Hvis du nogensinde, NOGENSINDE finder en anden, forlader mig eller er mig utro, finder jeg den anden og slår hende ihjel!" Nathan smiler og kysser mig på panden. Han ved, at jeg ikke laver sjov.

   "Jeg kan se at Helvede har haft indflydelse på dig. Er du så klar til at sove?" Jeg mumler nogle utilfredse ord. Nathan ler og tager fat om mig, så mine arme trykkes ind mod mine ribben. Han kilder mig i nakken, jeg bider mig i læben for ikke at begynde at grine. Han ved hvor jeg er kilden, og det er ren tortur. Han ser roligt på mig. Der går et kort øjeblik. Så sætter han sig op, river hurtigt sin trøje op over hovedet, og kaster sig over mig. Jeg griber fat om ham.

 

Jeg vågner fordi jeg hoster. Nathan får mig op at side. Da hosteanfaldet endelig er ovre, skælver jeg som en forskræmt kat. Nathan trækker min T-shirt over mit hoved, den var blevet smidt på gulvet i al hast. Vi sidder lidt op ad hinanden. Han har taget sine bukser på igen. I modsætning til de andre gange, smerter er gået igennem min krop, så stopper denne ikke. Den bliver siddende ved den ene lunge. Jeg får med besvær alt mit tøj på igen. Da vi skal til at af sted, kan jeg næsten ikke stå op. Nathan løfter mig op i sine arme, stryger mit hår. Jeg er bange. Jeg vil ikke dø... Det er for tidligt! Jeg har ikke været sammen med Nathan længe nok!

   "Du skal nok klare det," siger Nathan stille til mig. Han aer min kind og går ud af værelset. "Det lover jeg." Jeg smiler til ham, men er ikke overbevist. Hvordan skulle han kunne rede mig? Han kan ikke kontrollere liv og død. Og selvom vi så nåede frem til englene, var det ikke sikkert, at de formåede at redde mig.

   Nathan letter fra toppen af Eiffeltårnet, direkte op mod himlen. Himlen befinder sig vel ikke rigtigt i himlen, gør den? Så skulle man da tro, at nogen havde set det fra en flyver.

   En sviende smerte klemmer om mit hjerte. Jeg skriger. Nathan bliver forskrækket, men sætter så farten på. Jeg griber fat i hans trøje og begynder at græde.

   "Det gør ondt!" skriger jeg skingert. Han strammer grebet om mig. Smerten skærer igen i mit hjerte. Jeg bryder ud i skinger gråd og vrider mig, så Nathan må holde ekstra godt fast. "Få det til at stoppe!" Inderst inde ved jeg jo godt, at han ingen magt har over mine smerter, men dødsangsten overtager fornuften. Luften bliver slået ud af mine lunger. Måske er det højden, måske er det døden, jeg ved det ikke, og jeg er også ligeglad. "Jeg kan ikke ånde!" græder jeg. Jeg gisper efter vejret, men det syntes uopnåeligt. Jeg skriger igen, da mit hjerte bliver presset til en lille forkrøblet svamp. Tårer vælter frem. Noget vådt løber ned på min pande. Jeg åbner øjnene. Nathans mund bevæger sig, men jeg kan ikke høre noget. Han græder. Han ved, at jeg snart dør, men han kæmper. Langt væk kan jeg se en flænge i skyerne. Lys strømmer ud fra den. Nathan presser sig selv til det yderste. Jeg skriger, da en usynlig kniv skærer mit hjerte op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...