(Tertio 1) Djævledrengen

Første gang jeg så ham, virkede han som en helt normal dreng. Jeg lærte ham at kende, forelskede mig. Tiden gik, vi blev unge voksne, flyttede sammen, og nu står jeg så her. På hospitalet. Hvis du nu tænker "Hun er sikkert gravid", så må du tro om igen.
Maya er nitten år gammel, og har levet godt og stilfærdigt med sin kæreste, Nathan. Men Nathan gemmer på en mørk hemmelighed, og Maya bliver revet ind i et sted, de fleste prøver at undgå. Engle kommer for at hente Nathan, og han må vælge mellem Himmel og Helvede.
Maya tager med ham til hans hjemsted, Helvede, hvor han skal oplæres af sin far, djævlen Lucifer, til at blive Helvedes prins. Men Nathan gemmer på mere end selv djævlen havde forudset. Vil Maya kunne holde sit løfte, og blive ved Nathans side - selv hvis døden dem skiller?
"Hans navn, er Nathan" er en ungdoms/fantasy historie, og indeholder scener, som kan virke stødende for nogen, b.la. med druk og stærk kærlighed.

60Likes
55Kommentarer
8997Visninger
AA

14. Opvågnen

Da jeg vågner, sidder Nathan ved siden af mig. Jeg prøver at sætte mig op, men min krop lystrer ikke.

   Han ser, at jeg er vågen, og stryger mit hår. "Hej. Hvordan har du det?"

   "Jeg kan ikke bevæge mig."

   Han ser ned i jorden. Jeg ser mig omkring. Over mig er der grotte, ved siden af og under mig er der - gæt hvad - grotte.

   "Hvor er vi?"

   Han reagerer ikke med det samme. Så sukker han. "Et sted mellem Helvede og Jorden."

   "Hvad sker der? Hvorfor er vi ikke i Helvede mere?" Jeg ved ikke, om jeg er glad for at være ude af underverdenen, eller om jeg frygter for grunden.

   "Vi er på vej til Himlen. Du er syg, meget syg, og englene kan hjælpe dig. Men der er stadig nogle dages rejse." Han hjælper mig op at side. Hans vinger er foldet sammen på ryggen, men de ser stadig store og frygtindgydende ud. Han ser, at jeg betragter dem, og rykker lidt på dem. En enkelt sort fjer falder ned på stengulvet. "Maya... Vidste du det her?" Han taler om vingerne.

   Jeg nikker stille. "Ja... Du redede mig. Lucifer torturerede dig for at få dem frem, så jeg mælte mig frivilligt. Jeg blev skubbet ud fra en afsats på slottet." Jeg smiler til ham. "Du redede mit liv. Men bagefter gik du amok, tævede nogle faldne engle, dræbte en håndfuld dæmoner og blev ført væk i lænker..."

   "Du må have været så bange."

   "Nej, jeg er ved at vende mig til den slags. Desuden..." Jeg anstrenger mig for at rykke tættere på ham, han hiver mig ind til sig. "... så er du værd at vente på."

   Han kysser min kind. Et jag river i mine lunger, jeg begynder at hoste. Da jeg er færdig, stryger Nathan et hår væk fra min pande. "Maya... Hvis vi ikke når frem til Himlen, snart... så vil du... du vil..."

   Jeg kan se ordet på hans læber, men det er som om han ikke vil slippe det. "Dø," siger jeg lavt. "Ikke?" Han nikker. "Jeg troede ikke, at man kunne dø i Helvede."

   "Det troede jeg heller ikke. Men hvis det er et helvedesvæsen som mig, der dræber dig... så jo..." Han ser ud til at kæmpe mod tårerne.

   Jeg er så småt ved at genvinde kontrollen over min krop. Jeg lægger armene om hans hals og læner mig ind mod ham. Han lægger sine stærke arme om mig. Hvad mon han tænker på? Er han mon bange? Frygter han for min død? Jeg kysser hans kraveben. Han aer mit hår.

   Jeg vil ikke indrømme det over for Nathan, men det, han lige sagde, skræmte mig. Det skræmmer mig stadig. Han vil ikke kunne holde ud at leve med den erkendelse, at han har slået mig ihjel - eller i det mindste været skyld i min død.

   "Men Lucifer er jo selveste djævlen. Kan han ikke bare tage min sjæl og putte den ind i en ny krop eller noget?"

   "Så enkelt er det ikke." Nathan lukker sine vinger om os, så vi kun er os i et lille paradis af mørke fjer.

   Jeg kan mærke, at min vejrtrækning er anstrengt. Nathan kan også mærke det, for hans greb om mig er ikke så stærkt som det plejer at være. Jeg kan ikke huske, hvilken parfume det er, han plejer at bruge, men det er ikke den her. Den her dufter bedre.

   Jeg lukker øjnene. Jeg har stadig min T-shirt og bukser på. Nathans trøje er af et køligt stof. Jeg kravler op på hans skød, bare for at finde tryghed. Han fortsætter med at ae mig, så jeg ikke bliver bange eller går i panik. Det ville jeg nu heller ikke, selvom han holdt op. Ikke foran ham.

   "Elsker du mig?" hvisker jeg lavt.

   Han er stille lidt. Lige så stille kommer svaret dansende hen til mit øre. "Ja."

   "Bevis det."

   Stilheden er tung i nogle sekunder.

   "Nej." Han lader sine fingre sno sig gennem mit hår. "Du er syg. Du skal hvile."

   "Det vil jeg ikke. Ikke lige nu."

   Han sukker dybt og flytter på sig, så jeg glider ned fra hans lår. Hans vinger lukker os stadig om os, så jeg kan ikke se andet end dem og ham. "Jo mere du hviler dig, jo længere tid går der før..." Hans stemme dør hen.

   Jeg synker en klump. "Burde jeg så ikke nyde den tid, jeg har tilbage?" spørger jeg næsvist.

   "Du er umulig."

   Jeg ser ham ind i øjnene lidt. Så stryger jeg hans kind. "Kys mig, min prins." Det er første gang jeg har brugt hans prinsetitel, i hvert fald i alvor.

   Han tager fat om mit håndled. "Du aner ikke, hvor meget jeg har lyst til det." Han læner sig hen mod mig, og jeg gør klar til hans læber. "Men nej."

   Jeg ser skuffet på ham. "Hvorfor ikke!"

   "Fordi..." Hvorfor taler han så lavt? "Sidst mine læber rørte dig, var du nær død!"

   Jeg syntes ellers at han havde kysset mine fingre - eller var det bare en drøm? Jeg lægger armene over kors. "Nathan, sig ikke at du er blevet bange for at kysse mig."

   "Nej, Maya, jeg vil bare gerne sikre mig, at jeg også kan kysse dig om ti år fra nu."

   Jeg tager fat i kraven på hans trøje og presser mine læber mod hans. Han har opført sig sådan før, og alt, hvad han behøver, er et lille skub - af mig. Og ganske rigtigt. Nathan griber fat om mig og åbner munden.

   Hans tunge er varm som noget af det eneste ved ham. Hans hænder er kolde mod min hud (og han siger, at jeg er syg?) og fjerene på hans vinger er som snefnug. Altså, bare større.

   Jeg lægger mine ben omkring ham og hæver mig helt tæt på ham. Uanset hvor tæt på ham jeg kommer, er det ikke tæt nok. Hans hænder famler på min krop for at holde ordentlig fast, så jeg ikke pludselig trækker mig væk fra ham. Han skal ikke bestemme, hvornår jeg har det sjovt, men han må gerne være en del af det sjove.

   Jeg skubber al min vægt ind mod ham, og murene af fjer falder sammen, da han falder ned på ryggen, og derved lukker af for vingernes nervebaner. Først da min hjerne skriger advarsler og bønner om ilt til mig, lader jeg mine læber hvile få centimeter over hans.

   Vi er begge forpustede. Hans ånde slår mig i ansigtet, jeg ignorerer den. Min venstre hånd stryger over Nathans fjer, den anden hviler på en muskuløse overarm. Stadig pustende efter luft spørger jeg: "Hvad sker der... hvis jeg 'ved et uheld'... kommer til at hive en... af dine fjer af?"

   Han smiler til mig. "Det samme som hvis jeg hev et af dine hår af. Bortset fra at en fjer bedre kan ses og er pænere."

   Jeg slår drillende til ham. Jeg tror ikke helt på ham. Mine fingre spankulerer over hans vinge, til de finder en af de løseste fjer, og trækker den forsigtigt ud fra de andre.

   "Argrgr!"

   Jeg farer sammen, Nathan griner. "For pokker, Nathan, du er ikke sjov!"

   "Lad være med at tale sådan om min far."

   Vi griner. Jeg ser ham dybt i øjnene, mens jeg stille og langsomt hiver fjeren ud af hans vinge. Det gibber i ham, da jeg mærker en sær knækken, ligesom når man knækker fingre. Han vipper stille med det yderste af sine vinger. "Det gjorde faktisk mere ond end jeg havde troet."

   "Undskyld," smiler jeg. Han tager fjeren og sætter den bag mit øre. Hans hånd hviler på min kind lidt længere end nødvendigt. Så tager han fat om mine skuldre og vælter mig om på den enden side.

   Nu ligger jeg på noget af hans ene vinge, og han holder mine arme og ben nede. Jeg ser et øjeblik forskrækket på ham. Så får jeg øje på hans smørrede smil.

   Jeg lader mine arme hæve sig om til hans ryg. Starten af vingerne udspringer fra skulderbladene. Så mennesker har altså haft vinger engang? Det har altid undret mig, hvad skulderbladene skulle bruges til. Han trøje er revnet dér hvor vingerne sprang ud. Synd for ham, godt for mig. Det gør det så meget nemmere at få den af ham.

   Men han griber fat om min hånd og stopper mig, inden jeg når at gøre for meget. "Hvis jeg dukker op i Himlen uden trøje på, hvad tror du så de vil tænke?"

   "Hm..." Jeg tænker mig om. "Hundrede dage i kirke?"

   Han himler med øjnene. Vingerne forsvinder kort, og han tager trøjen af, så jeg ikke er nød til at rive den af ham. Synet af hans bare overkrop får mig til at smile. Da vingerne igen foldes ud, er det som om hans størrelse er blevet firdoblet! Han tager fat om mine arme og ser på mig.

   Jeg lukker mine ben om hans liv, og han sænker sig nedad, så min ryg stadig ligger på jorden. Mine arme ligger igen rundt om hans hals.

   "Totusinde dage, låst inde i en kirke, på Jorden." Seriøst? Jeg hæver øjenbrynene. Han trækker på skulderne. "Himlen og Paradis er ikke det samme. I Himlen holder englene til. I Paradis bor de gode døde mennesker. I Helvede bor slynglerne."

   Jeg smiler og kysser Nathan på halsen. Han stønner svagt. "Som dig?"

 

Da jeg vågner, ligger Nathan helt tæt op ad mig. Hans ene vinge fungerer som et underlag, den anden ligger over mig, så den kolde vind fra Jorden ikke gør mig kold. Han har stadig ikke sin trøje på.

   Det eneste, jeg altid har på mig, er min læbestift. Den lå i min lomme, da Nathan tog mig væk fra Helvede. Nu sidder halvdelen af den på ham. Mine læbemærker er på hans kind, mund, pande, hals, skulder, bryst, arm, ribben og mave. Hans parfume hænger om på mig. Men det er okay. Som sagt, så dufter den dejligt.

   Det eneste minus ved det hele er, at jeg har sovet på delvis vinge delvis grottegulv. Jeg strækker mig liggende.

   Nathans ene øje åbnes. Han smiler det dér berusede smil, han altid har, når han vågner op sådan. Han gnider sig i øjnene. "Hej, Vildkat." Nyt kælenavn, okay. Har det noget at gøre med, at jeg rev ham på kinden, og at han nu har tre røde rifter? Måske.

   Jeg lægger armene om ham. "Skal vi fortsætte?"

   Han hæver sig op med hjælp fra albuen og ryster på hovedet. Jeg flytter mig fra hans vinge. "Nej. Vi skal til Himlen." Jeg ler. "Hvad?"

   "Ikke noget. Jeg tænkte bare på... De vil nok ikke lukke dig ind, når du er smurt ind i min læbestift."

   Han ser ned af sig selv. Så griber han sin trøje, tørrer så meget læbestift af som muligt, tager trøjen på og rejser sig op.

   Han strækker sine vinger. To fjer er faldet af i nat (er det mon min skyld?). Den, han satte i mit hår, er gledet lidt ned. Jeg fletter mit hår og sætter den ind mellem snoningerne.

   Nathan ser på mig. "Flyve eller gå?"

   Jeg er ved at tabe både næse og mund. "Kan man gå til Himlen?!"

   "Ja, hvis man kender den rigtige vej. Hvis vi flyver, er vi der i løbet af tre dages tid. Hvis vi går, kan det tage op til to uger, og vi skal forbi Jorden."

   "Kan vi ikke bare gå til Jorden og så flyve til Himlen?"

   "Sikkert."

   "Jamen så lad os gøre det." Jeg skal til at gå, men Nathan tager fat om min hånd og kysser mig hurtigt på kinden. Jeg smiler.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...