(Tertio 1) Djævledrengen

Første gang jeg så ham, virkede han som en helt normal dreng. Jeg lærte ham at kende, forelskede mig. Tiden gik, vi blev unge voksne, flyttede sammen, og nu står jeg så her. På hospitalet. Hvis du nu tænker "Hun er sikkert gravid", så må du tro om igen.
Maya er nitten år gammel, og har levet godt og stilfærdigt med sin kæreste, Nathan. Men Nathan gemmer på en mørk hemmelighed, og Maya bliver revet ind i et sted, de fleste prøver at undgå. Engle kommer for at hente Nathan, og han må vælge mellem Himmel og Helvede.
Maya tager med ham til hans hjemsted, Helvede, hvor han skal oplæres af sin far, djævlen Lucifer, til at blive Helvedes prins. Men Nathan gemmer på mere end selv djævlen havde forudset. Vil Maya kunne holde sit løfte, og blive ved Nathans side - selv hvis døden dem skiller?
"Hans navn, er Nathan" er en ungdoms/fantasy historie, og indeholder scener, som kan virke stødende for nogen, b.la. med druk og stærk kærlighed.

59Likes
55Kommentarer
8267Visninger
AA

11. Nathengel

Lucifer fører mig dybere ned under slottet, end jeg nogensinde har troet muligt. Da han endelig stopper op, kan jeg ikke se meget mere end få centimeter frem for mig. Han mumler noget, og fakler blusser op på væggene.

   "Du bør nok holde dig for ørene," siger han lavt.

   Jeg gør som han råder mig til.

   Men det er ikke nok.

   Et frygteligt skrig flænger luften. Det er så højt, at det kun lige er på grænsen til det ekko, flagermus og delfiner udsender. Mine knogler skælver, det gør ondt i mit bryst og hoved. Det skærer sig gennem marv og ben, jeg klynker og bøjer mig forover, da det truer med at sprænge mit hoved.

   Og så stopper det.

   Jeg ser på den store jerndør, som er dukket op foran os. Om det er Lucifer eller skriget, som har fremmanet den, er jeg ligeglad med. For nu åbner djævlen døren.

   Jeg går ind, smiler, i forventning om at se Nathan.

   Nu er det mig, der skriger.

   Blodet driver ned på gulvet, eller, det har det måske gjort. Nu er der vist ikke meget mere tilbage. Jeg har nu en klar idé om, hvorfor menneskene korsfæstede Jesus, i stedet for bare at hænge eller halshugge ham.

   Et stort, sort stenkors er stillet op midt i et cirkulært, mørkt rum. Varme kæmper for at slippe ud, stedet koger nærmest. På korset hænger en blodig og forslået skikkelse. Jeg træder et skridt tilbage og støder ind i Lucifer. Han træder til side, så jeg enten kan vælge at løbe min vej, eller se min kæreste i øjnene.

   Øjnene. Nathans øjne er blege, han vender flere gange det hvide udad som om han er blevet sindssyg. Hans vejtrækning er rallende og anstrengt, for ikke at sige høj og desperat. Fråde står ud af munden på ham. Hans fingre er fortrukket i krampe, store søm holder ham på plads på korset. Kun ganske få strimler hænger løst på hans overkrop, en pisk har revet resten af trøjen af ham. Bukserne er beskidte og ødelagte, flere steder har noget revet hul.

   Jeg prøver virkelig at trække vejret, men skrækken, kombineret med lugten og den trykkede, varme luft, får min hals til at snøre sig sammen.

   Lucifer går hen til Nathaniel. Djævlen ser på sin søn, de mørke øjne udviser oprigtig sorg. "Nathaniel, min kære dreng, hvorfor kan du dog ikke bare lade dine vinger komme frem? Du ville gøre alt så meget nemmere for os alle."

   Nathan ser et øjeblik på sin far. Så fortrækkes hans ansigt i smerte, han skriger højt.

   Jeg klynker.

   Han får øje på mig, en ting, jeg vil fortryde resten af mit liv. Han begynder at hive og vride sig for at komme fri, men sømmene får mere blod til at løbe ned på gulvet, hvilket udløser et vredesudbrud. Nathan skriger og råber rasende, jeg forstår ikke ét ord af det, han siger. Han vrider sig og lader til at forbande sin far.

   Lucifer står bare og ser på det forskruede sceneri med sørgmodige øjne.

   "Hvorfor gør du det her mod ham?" spørger jeg lavt. En tåre løber ned over mit ansigt.

   Lucifer vender sig mod mig. "Jeg forstår, at det må forvirre dig, Maya, men hvis ikke Nathaniels vinger kommer frem, kan det få risikable følger. De skal frem, snart, ellers kan de ødelægge ham."

   "Mere end det her?!" udbryder jeg skingert.

   Lucifer betragter mig lidt. "Ja."

   Ikke det svar jeg havde ventet, men okay... Djævlen er da nogen lunde ærlig... "Er der ikke en anden måde? Jeg vil gerne hjælpe med det!"

   Lucifer nikker. "Ville du... gøre alt?" Jeg nikker. Lucifer ser kort på Nathan. "Fint. Han bliver bragt til jeres lejlighed om et par timer. I morgen skal du, inden krystallerne begynder at lyse, komme ned til slotsgården sammen med ham."

   Jeg nikker. "Det skal jeg nok!"

 

Nathan er, hvad et normalt menneske ville kalde alvorligt syg. Han bliver båret op i lejligheden et par timer efter mig, bliver lagt i vores seng, hvor han bare ser blindt op i loftet.

   Mishandlet.

   Jeg sætter mig ved siden af ham. Han smiler til mig. Så begynder han at hoste. Han falder sammen i sengen, bevidstløs, uden nogen form for kræfter tilbage.

   Jeg tør ikke sove ved siden af ham, af skræk for at gøre noget værre eller rive hul i et sår. Så da Helvedes triste morgen gryer, går jeg ind på vores værelse og får ham op.

   Han er bleg og ryster, Helvedesvæsen eller ej, hans hud bør ikke være så kold. Koldsved løber ned over hans ansigt, han taler i vildelse, og han er flere gange ved at kollapse. Som vi går gennem Helvedes slot, vågner han mere og mere. Han kan ikke gå selv, ikke helt, men han gør et forsøg for at lette mig.

   Jeg fik ham klædt nogen lunde på til det, jeg troede var træning.

   Måske lærer jeg en dag, hvordan alting fungerer i Helvede.

   Vi kommer ned i slotsgården, og til min overraskelse, står flere dæmoner klar med reb. Lucifer venter på os. Nathan tager en dyb indånding. Han rejser sig op i sin fulde højde, selvom det ser ud til at pine ham ad... Nårh ja, vi er jo allerede i Helvede...

   Lucifer vinker mig hen til sig, Nathan prøver at holde mig hos sig, men han har ikke kræfter til at holde på mig.

   Jeg går hen til Lucifer. "Hvad skal jeg så nu?" spørger jeg.

   Lucifer smiler. Han lægger en hånd på min skulder, og pludselig står vi på en afsats højt over gårdspladsen.

   Jeg skriger. Lucifer griber fat om mig og giver mig bind for øjnene. Han skubber lidt til mig, jeg kan mærke, at jeg står helt ude på afsatsen.

   Jeg begynder at ryste af skræk.

   "Bare bliv her. Hvis du falder, så husk, at du enten kommer tilbage hertil, eller også kommer du i Himlen. Du har som sådan intet af frygte."

   Jeg kan mærke et vindpust. Djævlen har forladt mig. Burde det ikke være en god ting?

   Hans stemme runger fra et sted langt nede: "Så, Nathaniel! Nu må du enten redde din kæreste, ved at lade dine vinger folde sig ud, eller lade hende falde, og blive endnu en sjæl i havet. Dit valgt." En dæmons klo tager fat i min arm og trækker mig tre skridt tilbage. "Jeg tæller til tre, og så falder hun! Forstået?!" Jeg bliver skubbet frem. "EN!" En kold vinde vikler sig omkring mig, men den er ikke fra vinger. "TO!"

   Lugte fra byen når mig. Hvad mon de laver dernede? Jeg er bange! Jeg vil ikke dø! Jeg vil ikke pines som en sjæl, jeg vil ikke være et samleobjekt!

   "TRE!"

   Jeg mærker nogle sten skride ned ved mine tæer. Nathan kommer ikke, han er for svag lige nu! Havde Lucifer ventet en uge mere, så have jeg ikke været dødsdømt nu! Jeg begynder at græde.

   Dødsangsten skyller ind over mig, da Lucifers stemme lyder lidt lavere: "Tiden er løbet ud."

   Grunden forsvinder under mine fødder. Jeg falder... Og falder... Og falder. Luften river i min hud, mit hjerte prøver at springe ud af mit bryst, mens det fyrer en intens trommesolo af.

   Jeg skriger.

   Og så sker dét, jeg troede var umuligt. Et par stærke arme tager fat om mig, og jeg trykkes ind mod en varm krop. Et hjerte hamrer nær mit ansigt, det kæmper for at holde kroppen i live. Jeg river båndet af mine øjne.

   Nathans ansigt er det første, jeg ser. Hans øjne er tomme, kæbemusklerne er spændt til bristepunktet. Vi er omgivet af sorte fjer. Hans vinger... Hvor er de dog smukke!

   Enhver falden engel må misunde dem. De er ikke bare sorte, de gløder nærmest! Nogle af de mindre fjer er lysegrå og danner snørklede mønstre. De bærer os først op, op gennem luften, op forbi slottet.

   Et øjeblik svæver vi på vinden. Nathan ser ud til at være i chok. Og før jeg ved af det, lander han på den brostensbelagte gårdsplads. Han sætter mig ned, jeg ser glædeligt på ham.

   Men i det samme falder han på knæ og slår armene om sig selv. Han falder ned på brostenene, de sorte vinger ser pludselig forvredne og skadelige ud. Han begynder at ryste, og jeg skal til at række ud efter ham, så jeg kan hjælpe ham. Men dæmoner myldrer forbi mig og skubber mig væk.

   Jeg ser bedende på Lucifer, da dæmonerne begynder at binde Nathan med tunge og svære jernkæder. "Hvad har du gang I?!" udbryder jeg.

   Lucifer nikker mod Nathan. Jeg ser på ham. Han vrider sig for at komme fri, brøler og raser, han har fråde om munden, ser sindssyg ud.

   Lucifer tager fat om min skulder, lige inden jeg skal til at gå hen til Nathan. "Du er nød til at vendte. Hans hjerne og krop har ikke tilpasset sig vingerne, og den styrke de giver. Han er farlig."

   Tårer begynder at hobe sig op i mine øjne. "Hvor længe?"

   "Kun et par dage. Du kan godt klare det så længe, Maya."

   Vi dukker os, da kæderne sprænges, og Nathan går amok på den nærmeste dæmon. Med umenneskelig styrke hamrer han dæmonens hoved ned i jorden. Nathan folder vingerne ud og springer op i luften, hvorefter han med et dyrs vildskab slår ned på to dæmoner på én gang.

   Jeg piver og bakker.

   Lucifer råber udsteder ordre, syv faldne engle lander foran os. De farer imod Nathan med dragne sværd.

   Men Nathan har ikke brug for sværd. Han hamrer sin næve ind i en faldens ansigt. Den ubehagelige, knasende lys af knuste knogler får mig til at krympe mig. Da to engle endelig griber fat om hans arme, og tvinger dem om på hans ryg, prøver han at slå dem væk med vingerne.

   Men Lucifer er henne ved sin søn, før de faldne bliver ramt.

   Djævlen griber fat i Nathans nakke, som en kattemor med sine killinger, og trykker til. Nathans ansigt stivner. Han snapper lidt efter vejret. Så falder han langsomt på knæ. Da han endelig overgiver sig til Lucifers greb, falder han lammet sammen på jorden. De faldne ser rundt. Nathan har såret tre faldne engle, dræbt godt fem dæmoner, og smadre nogle af stenene i gårdspladsen. Det kom bag på englene, på os alle, da hans vildskab brød frem.

   Englene binder ham. Først bliver hænder og fødder bundet sammen, så låses resten af kroppen fast i fire tunge titaniumskæder. Lucifer løfter sin søn op så let som ingenting og ser rundt.

   "Tja... Han har sin mors temperament..."

 

Lucifer ser op, da jeg kommer ind i den store stue. Billedet af Nathan, Lucifer og Gabrielle hænger fremme. Ilden buldrer i kaminen. Lucifer ser på mig. Han nikker mod en stol. Jeg tager plads. "Lucifer... Hvad... Nathans vinger... Hvorfor kunne de faldne ikke hamle op med ham? De er så utroligt stærke, og de ville ikke tøve med at bruge al deres styrke. Alligevel kan man sige, at det var Nathan, der vandt."

   Lucifer ser tænksomt ud i luften et øjeblik. Så sukker han. "Jeg frygter..." Han tager sig til halsen. "Uh, den sætning er forfærdelig! Jeg frygter, at Nathaniels DNA er ved at mutere. Engle og djævle er ikke ligefrem kendt for at kunne godt sammen. Koden i Nathaniels gener presser hans krop til det yderste."

   "Er det meget farligt?"

   Lucifer smider den bog, som han læste i, da jeg kom ind, hen til mig. På forsiden står med svungne bogstaver Mørkets Engel. Jeg åbner bogen. På første side står en masse runer, som jeg ikke forstår.

   "Mørkets engel er et væsen, som I mennesker faktisk har opdigtet. Jeg troede ikke, den fandtes, men... Jeg er nu bekymret for, at Nathaniel er ved at blive til noget meget li dette mytologiske væsen." Jeg ser hurtigt på Lucifer. Han ser ud i luften. "Mørkets engel er ond. Ondere end mig, end de faldne engle, den ondeste."

   "Undskyld, Lucifer, men du virker altså ikke ond..."

   Han sender mig et dræbende blik. "Det er kun fordi du praktisk talt er en del af familien, men var du hellere din mund!" Jeg nikker hurtigt. "Men altså... Hvis Nathaniel er denne engel, kan det være farligt. I så fald kan du ikke være sammen med ham mere..." Jeg slår hænderne op for munden. Lucifer rækker en hånd op for at berolige mig. "Lad mig tale færdig. Du kan ikke være sammen med ham mere, med mindre du selv indvilliger i at blive et helvedesvæsen."

   "Mener du..." Jeg hvisker det næste ord. "Dø?"

   Lucifer ryster på hovedet. "Nej. Du er allerede Helvedes Prinsesse, men hvis du skal være rigtig helvedesvæsen, må du gennem en prøve."

   "Hvilken prøve?"

   Lucifer ler. "Jeg værdsætter din entusiasme, men hvad med at vente og se, om han faktisk er mørkets engel?"

   Jeg nikker og rejser mig op. "Tak, Lucifer."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...