(Tertio 1) Djævledrengen

Første gang jeg så ham, virkede han som en helt normal dreng. Jeg lærte ham at kende, forelskede mig. Tiden gik, vi blev unge voksne, flyttede sammen, og nu står jeg så her. På hospitalet. Hvis du nu tænker "Hun er sikkert gravid", så må du tro om igen.
Maya er nitten år gammel, og har levet godt og stilfærdigt med sin kæreste, Nathan. Men Nathan gemmer på en mørk hemmelighed, og Maya bliver revet ind i et sted, de fleste prøver at undgå. Engle kommer for at hente Nathan, og han må vælge mellem Himmel og Helvede.
Maya tager med ham til hans hjemsted, Helvede, hvor han skal oplæres af sin far, djævlen Lucifer, til at blive Helvedes prins. Men Nathan gemmer på mere end selv djævlen havde forudset. Vil Maya kunne holde sit løfte, og blive ved Nathans side - selv hvis døden dem skiller?
"Hans navn, er Nathan" er en ungdoms/fantasy historie, og indeholder scener, som kan virke stødende for nogen, b.la. med druk og stærk kærlighed.

58Likes
55Kommentarer
7784Visninger
AA

17. Min prins

"Hvad kan du give mig, som jeg ikke allerede har, til gengæld for hendes liv?"

   "Mit ejede! Tag mit liv! Bare du reder hende!"

   "Hvad siger du, min søn?" En dejlig beroligende latter.

   "Han er forelsket, høje fader. Den, der vil redde sit liv, skal miste det. Ham her, derimod, ønsker at redde en andens liv ved at ofre sit ejede. Lad ham få et nyt."

 

Jeg sætter mig op med et gisp. Ved siden af mig sidder en engel. Den lyser meget klart, som en stjerne. Jeg kan ikke se ansigtet. Andre engle går rundt omkring mig. Jeg ser mig omkring. Jeg ligger i en stor blød seng. Jeg har fået noget andet tøj på. Det er helt hvidt. Jeg tager et par dybe indåndinger. Jeg kan ånde! Jeg åbner munden. Jeg kan tale!

   Englen ved siden af min seng tager min hånd og ligger noget i den.

   "Her," siger den, stemmen klinger mellem de hvide tågede vægge. Da englen giver slip, ser jeg et sort halsbånd ligge i min hånd. Jeg ser med store øjne på det.

   Jeg gav Nathan det halsbånd, da vi havde etårsdag. Han tager det aldrig af, han sov sågar med det. Jeg ryster langsomt på hovedet. Så begynder jeg at hulke.

   "Nej... Nej, han kan ikke... Han må ikke være død!" Englen ligger en hånd på min ryg.

   "Det gør mig ondt." Det er en kvinde. Englene går ud og lader mig sørge. Jeg knuger halsbåndet ind mod mit bryst. Den store idiot! Han ofrede sig - for mig!

 

Jeg bliver vækket midt om natten af et alt for skarpt lys. Jeg kniber øjnene sammen og hæver mig op på albuerne. Lyset er ved siden af min seng. De er ret højt og stråler, ligesom den engel, der sad ved siden af mig, da jeg vågnede. Men manglen på vinger skubber muligheden for en engel væk. Jeg ser hen på natbordet. Nathans halsbånd er væk. Jeg ser vredt på lyset.

   "Giv mig det tilbage!" beordrer jeg. "Lige nu!" En hånd stryger min kind.

   "Men det tilhører jo mig." Et øjeblik sidder jeg lamslået i sengen. Lyset er stadig for skarp, men jeg ved godt hvem det er.

   "Nathan..." Tårerne begynder langsomt at trille ned ad mine kinder. "Nathan... Er det virkelig dig?" Lyset bliver lige så stille svagere, og Nathans venlige ansigt kommer frem - og han smiler. Ikke falskt eller påtvunget. Han smiler rent faktisk til mig. Jeg slår hænderne op for munden i chok. "Nathan! Dit hår! Det er blevet helt hvidt!" Han smiler og ser ned. "Hvad er der sket med dig?"

   "Efter jeg sprang for at ofre mig for dig, og efter jeg var styrtet ned på Jorden og blevet dræbt, stillede Gud og Jesus mig for Den Himmelske Retssag. De spurgte, hvorfor jeg ville ofre mig for et menneske. Jeg sagde, at jeg elskede dig, og nægtede at se dig dø. Men du var stadig død, og jeg var blevet vækket til live. Jeg bad dem bytte mit liv for dit. Men... Jeg måtte betale." Han lukker øjnene og vender ansigtet nedad. Han trækker vejret tungt. "Min far er syg. Dødeligt syg. Hans tid er ved at være ovre. Og både han og Gud nægter at finde et menneske, som kan overtage Helvedes trone. Så..." Jeg gisper efter vejret.

   "Du er djævlen!"

   "Nej. Jeg bliver djævlen. Mit hår bliver sort igen, ét for ét. Når alt mit hår er sort igen, dør min far, og jeg overtager Helvedes trone. Man kan sige at jeg er Guds timeglas."

   "Men blev dit liv byttet for mig?" Han ryster på hovedet.

   "Nej. De lod dig leve, men kun fordi jeg tryglede dem." Han tager mine hænder og ser bedende på mig. "Maya, jeg vil ikke se dig ulykkelig sammen med mig. Du bør være hos menneskene, på Jorden, hvor du hører hjemme og..."

   "Og hvor jeg lever et dødeligt liv uden dig." Jeg holder hans blik fast. "Du ville se mig dø - igen! Jeg ville komme i Helvede, og du skulle piske mig i Gud ved hvor mange år! Er det dét, du gerne vil?" Han ryster på hovedet.

   "Maya, du forstår ikke..."

   "Jo, jeg gør. Du vil beskytte mig, og det er fint. Men jeg vil ikke beskyttes af dig mere. Eller, jo, men jeg vil beskyttes af dig hos dig! Jeg er kun glad, når jeg er ved din sid..."

   "Jeg er sindssyg!" Han afbryder mig med de overraskende ord. "Maya, jeg prøver at beskytte dig fra mig selv! Jeg er farlig!" Et øjeblik sidder jeg bare mundlam. Så:

   "Hv... hvordan farlig?"

   "Jeg ser syner. Jeg ser mig selv dræbe dig, om og om igen! Det var derfor, jeg mistede besindelsen og bed dig. Maya, jeg har allerede slået dig ihjel én gang! Jeg vil ikke gøre det igen!" Jeg sætter mig på knæ, Nathan sætter sig på min sengekant. Han tager mine hænder. "Maya... Jeg elsker dig. Men jeg elsker dig for meget. Jeg vil ikke gøre dig fortræd." En klump er ved at sprænge min hals. Jeg prøver at få alle brikkerne til at falde på plads.

   "Når du lugter mit blod... hvad lugter du så?"

   "Det vil jeg ikke svare på..."

   "Svar mig!" Han synker anstrengt.

   "Styrke. Jeg har brug for blod. De aftener, hvor jeg kom sent hjem og virkede beruset... Jeg tog hen til en bar, der blev bestyret af dæmoner. Derfra kunne jeg få blod fra blodbanken. Men Maya, jeg vil ikke have dit blod! Det brænder min hals, æder mig op indefra! Min samvittighed tager livet af mig!"

   "Hvad sker der, hvis du ikke får blod?" Han folder de store vinger ud. Endnu en fjer drysser ned på sengen.

   "Mine vinger visner hen. Jeg bliver til et drabeligt monster, vis eneste hensigt er at dræbe." Jeg nikker stille. Så trækker jeg mit hår væk fra halsen, læner hovedet på skrå, så den er fuldstændig blottet.

   "Drik. Bare lad være med at bide i pulsåren igen, og du skal stoppe når jeg siger det."

   "Nej, jeg vil ikke..."

   "Gør det!"

   "Maya, vil du ikke nok..."

   "Nathan!" Jeg hvæser mellem mine sammenbidte tænder: "Jeg forlader dig aldrig! Bid - mig - så!" Han læner sig ind mod mig. Hans varme ånde kilder mod min hals. Hans hugtænder hviler på min hud. Langsomt borer de sig ned i min hud. Jeg bider tænderne sammen. Ja, det gør ondt. Men det er ikke lige så slemt som sidste gang. Nathan spjætter, og skal til at trække sig væk. Da han igen ser på mig, er hans blik svagt og afkræftet. Han sukker og falder sidelæns ned på sengen. Enkelte rester af mit blod sidder stadig om hans mund. Jeg holder mit ærme for sårene. Nathan ser sammenbidt på mig.

   "Tænk at du faktisk fik mig til at gøre det..." hvæser han. Jeg smiler undskyldende til ham.

   "Er du sur på mig?" Han sætter sig op.

   "På dig? Nej, aldrig. Jeg elsker dig." Han fjerner min hånd fra sårene og slikker forsigtigt blodet af. Da han fjerne sig, skærer han ansigt og stønner. Så falder hans krop ind mod min. Jeg får ham ned at ligge. Han ser på mig med trætte øjne. "Undskyld. Jeg er ikke vant til det... Og jeg kan faktisk ikke lide det. Kun når jeg, du ved, mister besindelsen."

   "Du er ikke den eneste, der har svært ved ikke at miste besindelsen." Han ser forvirret på mig. Jeg slår blikket ned. "Hver gang jeg ser på dig, har jeg lyst til at omfavne dig, og aldrig give slip. Når du kysser mig, ville jeg ikke tøve med at rive tøjet af dig. Det gør mig skør. Men jeg ved, hvordan jeg får det under kontrol."

   "Hvordan?" Jeg stryger hans kind.

   "Jeg ved hvor bange du ville blive - eller i det mindste forskrækket. Du ville blive skræmt, eller vred eller chokeret. Derfor holder jeg mig i skindet." Han lukker øjnene og sukker. "Hvorfor kom du egentlig?" Han smiler sit playboy smil.

   "For at sove hos dig. Engle sover normalt ikke, men siden jeg ikke ville kalde mig selv en engel, så går det nok. Døren er låst. Det er nat, og dæmonerne hersker." Et begærligt blik lyser op i hans øjne, men forsvinder få sekunder efter. Jeg smiler skævt.

   "Er det en hentydning?" Han griber ud efter mig og trykker sig ind mod mig.

   "Nej. Jeg vil bare gerne have dig så tæt på mig som muligt." Vi er stille lidt. Jeg aer hans hvide hår. Det er altså underligt at se.

   "Nathan... Når du bliver djævlen... Du vil da ikke piske alle de sjæle, vil du?"

   "Nej," hvisker han ind i mit øre og kysser mig på kæben. "Jeg sætter dæmonerne til det." Jeg kilder ham lidt på halsen.

   "Skal vi snart hjem til Helvede." Han klukker.

   "Hjem?"

   "Se det i øjnene, Nathan. Helvede er vores hjem."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...