(Tertio 1) Djævledrengen

Første gang jeg så ham, virkede han som en helt normal dreng. Jeg lærte ham at kende, forelskede mig. Tiden gik, vi blev unge voksne, flyttede sammen, og nu står jeg så her. På hospitalet. Hvis du nu tænker "Hun er sikkert gravid", så må du tro om igen.
Maya er nitten år gammel, og har levet godt og stilfærdigt med sin kæreste, Nathan. Men Nathan gemmer på en mørk hemmelighed, og Maya bliver revet ind i et sted, de fleste prøver at undgå. Engle kommer for at hente Nathan, og han må vælge mellem Himmel og Helvede.
Maya tager med ham til hans hjemsted, Helvede, hvor han skal oplæres af sin far, djævlen Lucifer, til at blive Helvedes prins. Men Nathan gemmer på mere end selv djævlen havde forudset. Vil Maya kunne holde sit løfte, og blive ved Nathans side - selv hvis døden dem skiller?
"Hans navn, er Nathan" er en ungdoms/fantasy historie, og indeholder scener, som kan virke stødende for nogen, b.la. med druk og stærk kærlighed.

59Likes
55Kommentarer
8598Visninger
AA

8. Middag med djævlen

Ligesom ekkoet forlader gårdspladsen, og jeg tør fjerne hænderne fra øjnene, farer dæmonerne mod Nathan. Skriget ryster igen grundvolden - det er ikke menneskeligt. Jeg får tårer i øjnene, da jeg ser Nathan falde ned på alle fire. Han hoster blod ned på brostenene. Dæmonerne vender sig i skyggerne.

   Jeg ser på Lucifer. "Stop det! Han lider!"

   "Sådan er det i Helvede. Det er sådan, vi får vingerne frem. Det er dét, eller de bliver skåret og trukket ud. Det er meget mere smertefuldt."

   Dæmonerne farer igen mod Nathan, men jeg når ikke at se, hvad der sker. Jeg hører blot det rædselsvækkende skrig. Jeg holder mig for ørerne. Tårerne begynder at bryde frem. Man skulle ellers tro, jeg snart var dehydreret. "Hvad skete der?!" spørger jeg.

   "Nårh ja," siger Lucifer. "Det havde jeg glemt! Du kan ikke se som os Helvedesborgere." Han lægger sine lange, tynder fingre over mine øjne. Da han fjerner dem, kan jeg se alting meget bedre. Dæmonerne gør klar til at angribe igen. Jeg tør ikke se - men gør det alligevel.

   Det hele tager kun få brøkdele af et sekund. Alligevel føles det som en evighed. Den ene dæmon lader sine kløer fare gennem Nathans brystkasse. Den går bogstaveligt talt igennem. Jeg gætter på, at dæmonen prøver at ødelægge de indre organer. Adr...

   Den anden dæmon river og bider ham flere steder. Blodet vælter frem, men de slikker det af. Alt det på under et sekund.

   Til sidst trækker de sig væk. Nathan står på alle fire. Arme og ben skælver. Så falder han sammen på jorden. Han krummer sig sammen i fosterstilling, klynker i smerte. Dæmonerne angriber igen og igen. Snart bliver skrigene erstatte af hulk, støn og jamren.

   Jeg prøver at lukke øjnene, men et eller andet får mig til at holde blikket på ham. Spænding? Vil vingerne komme frem lige om lidt? Nej. Det gør de ikke. Da Nathan næsten ikke siger mere, bortset fra hæse gisp, når dæmonerne angriber, og ligger rystende på jorden, rejser Lucifer sig op og hæver hånden.

   Dæmonerne stopper.

   "Så er det godt!" siger djævlen højt. Han går langsomt ned til Nathan. Jeg følger efter, men tør ikke løbe. Lucifer prikker til Nathan med foden. Er det bare mig, eller er de sorte mærker om Nathans øjne blevet længere? En lille, kroglignende tegning er dukket op på hver side. "Nathaniel. Det er ikke overstået, men du kan gå nu."

   Jeg har lyst til at råbe af Lucifer. Nathan kan ikke gå! Han ligger rystende af mangel på blod og ilt.  Sprækkerne mellem brostenene er våde og sorte, mine sko klistrer til den uvelkomne væske. Lucifer begynder at gå tilbage mod slottet.

   Jeg falder på knæ ved Nathans side. Stryger hans hår.

   Han ser blindt på mig. Han kæmper sig om på maven, hoster blod og slim op. Hviler hovedet mod stenene, er bleg som en dødning.

   Og så sker det: "DIN RÆDSOMME GAMLE ENGEL!" Jeg ser med forargelse på Lucifer.

   Engel vil normalt blive betragtet som positivt, men ikke hos djævlen. Han vender sig mod mig. "Hvad... sagde du lige?"

   "HVORDAN KAN DU BEHANDLE DIN EGEN SØN SÅDAN!" Jeg løfter Nathans hoved op. Han ryster lidt på hovedet, prøver at få mig til at tie. "HAN ER DIT BARN! DU TORTURERER HAM, OG FORVENTER AT HAN KAN HERFRA!?" Jeg ryster på hovedet. "Det er jo sygt! Har du ingen ære?"

   Lucifer ser på Nathan, som om han først ser rigtigt på ham nu. Jeg prøver at hjælpe ham op, men han skubber mig væk og falder tilbage på jorden. Roder rundt og prøver at komme op, hvilken blot udløser klagende jamren. Hver en berøring skader ham.

   Lucifer kommer hen til mig. Han griber fat om min hals og løfter mig op fra jorden. Jeg gisper hæst og vrider mig. "Ingen... Ingen taler sådan til mig!" hvæser han lavt.

   Jeg ser trodsigt på ham. "Det gjorde jeg lige," snerrer jeg lige så lavt.

   Lucifer ser lidt på mig. Så bryder han i latter. En sindssyg, frydende latter. Han kyler mig ned mod jorden, planter sin støvle på mit bryst. "Du er modig, Maya! Det beundrer jeg dig for. Du skal nok klare dig fint her! Velkommen til Helvede!" Lucifer vender rundt og traver mod slottet.

   Jeg gnider min hals, siger hæst: "Bær ham i det mindste op på værelset. Og send hjælp til ham. Uanset hvor hurtigt I heler hernede, så har han brug for lægehjælp!"

   "Vi har ingen læger her." Lucifer ser på mig. "Han er bare heldig, jeg lader ham få en pause. Og du kan mælde dig hos mig, så snart Nathaniel er oppe i jeres lejlighed. Ingen skal gå ustraffet fra at tale med sådan urespektfuld tone til mig, end ikke min søns menneskekæreste." Jeg synker en klump, føler mig bleg.

   "Jeg..."

   "Jeg tager Mayas straf for hende."

   Både djævlen og jeg selv ser på Nathan. Han er komme på benene, usikkert, ganske vist, men han står. Han holder en hånd for såret i brystet.

   Lucifer fnyser hånligt. "Du kan ikke klare mere - du er for svag! Maya tager ikke skade af..."

   "Straf mig!" Nathans stemme er lige så hård som Lucifers.

   Djævlen smiler. Han nikker kort. "Nuvel. Hvis du så gerne vil have det. HAD!" Én af de dæmoner, som viste os vores lejlighed, kommer flaksende med en sort læderpisk. Nathan piller resterne af sin trøje af og smider dem, vender ryggen til Lucifer.

   "Maya," siger han stille. Jeg ser på ham. "Gå ind på slottet. Vent på mig i lejligheden."

   "Jamen..."

   "Nu!"

   Jeg tøver. Lucifer giver sig god tid med pisken, ser næsten ud til at nyde det. Jeg går en mod slotsindgangen. Jeg når lige akkurat rundt om et hjørne, da jeg hører et smæld, efterfulgt af et skingert skrig. Jeg stopper op. Smæld. Skrig. Smæld. Skrig. En tåre glider ned over min kind.

   Jeg skal til at gå videre, da jeg hører det. Smæld. Skrig.

   "MOAR!"

   Stilhed.

 

Da jeg kommer op i lejligheden, kan jeg mærke, at jeg skælver. Jeg har lige hørt Nathan råbe efter sin mor. Dét alene gør ondt. Så er der det faktum, at han tager min straf...

   Døren går op. Lucifer kommer ind. Nathan ligger i hans arme, bevidstløs. Blodet drypper fra hans ryg. Lucifer under mig ikke et blik, men styrer direkte ind på soveværelset. Jeg tøver lidt, før jeg går ind til dem.

   Djævlen sidder på sengekanten og stryger Nathans hår. Nathan selv lader til at have det lidt, lidt bedre. Han klynker indimellem, tårerne glider ned over hans kinder. Jeg går ud på badeværelset og henter et håndklæde, giver det til Lucifer, som lægger det under Nathans ryg.

    Jeg ser overrasket på det bizarre sceneri. Lucifer ser på mig uden følelse. Han rejser sig op og kommer hen til mig. "Du minder om Nathaniels mor, Maya. Jeg havde glemt, hvor meget jeg... jeg..." Han ser på Nathan. Det er som om ordene sætter sig fast i hans hals.

   Jeg hæver øjenbrynene. "Elsker?"

   Lucifer trækker på skulderne. Er det så svært for ham at sige det? "Ja, det... Nathaniel er det eneste, jeg har tilbage fra Gabrielle. Han var hendes drømmebarn, vores lille halvblodsengel..."

   "Er hun død?"

   Lucifer ser mærkeligt på mig. "Gabrielle er og var en engel. Hun er i Himlen, et sted, jeg desværre ikke kan komme længere..." En klagende lyd kommer fra Nathan. Lucifer sukker. "Tag ham med til middagen i aften. I tronsalen. Du finder det nemt."

   "Jeg..."

   "Det var en ordre, ikke en forespørgsel." Lucifer går forbi mig. Jeg vender mig om og følger efter ham. Han stopper i døren og ser på mig. "Forresten... Hvordan overtalte du Nathaniel til at komme med mig?" Jeg ser forvirret på Lucifer. Han smiler hånligt. "Jeg er djævlen. Jeg ved det, når nogen lokker andre. Men jeg ved ikke, hvad du lokkede ham med."

   "Nej, og det forbliver privat," siger jeg hurtigt.

   Lucifer nikker, smiler lumskt. "Ah, jeg forstår... Men jeg må advare dig, Maya. Nathaniel har en djævels begær og en engels omsorg. Lad være med at spille dem ud mod hinanden." Jeg nikker uforstående. Han lukker døren.

   Jeg skynder mig ind på værelset. Nathan åbner svagt øjnene og ser på mig. Han udstøder en lang, klagende lyd, da han prøver at sætte sig op. "Hvad skete der... Hvordan kom jeg her op?"

   Jeg stryger hans hår. "Det skal du ikke tænke på. Hvil dig nu. Vi skal spise middag med Lucifer i aften, men du har i hvert fald tre timer."

   "Så jeg får ikke min belønning?"

   Jeg himler med øjnene. "Du er lige blevet pisket til blods, og så vil du alligevel have en belønning for i det hele taget at stå op?"

   Han trækker på skulderne. "Jeg er uforbederlig."

   Det er han. Jeg sukker. "Fint. Kom." Jeg rækker ham min hånd. Han tager imod den. Jeg fører ham ind i stuen. "Tag tøjet af og vent her... Behold underbukserne på."

   "Hvorfor?"

   "Vi skal spise middag med djævlen." Jeg lukker døren halvt og ser på ham. "Du må godt være nogenlunde præsentabel."

   Jeg lukker døren og går hen til skabet. Jeg tager stearinlys ud, trækker de sorte gardiner for og stiller lysene op forskellige steder. Jeg tænder dem, rummet er efterhånden kogende. Jeg tager tøjet af, beholder undertøjet på. Jeg finder en kimono med Hanya-design, det er en japansk hundjævel. Jeg tager den på og tager hårelastikken ud, så mine brune krøller falder løst ned omkring mine skuldre. Så åbner jeg døren og ser på Nathan. Han ser lidt forvirret ud.

   Jeg går hen til ham og tager hans hænder. "Lad mig gøre Helvede hedt for dig." Jeg lader kimonoen falde til jorden. Hans blik flakker. Nathan er så sød. Han stirrer aldrig på, øhm, mine private dele, han kunne aldrig drømme om at gøre mig ondt, og han bliver altid forfjamsket, når jeg gør sådan noget som det her. Det må være englen i ham.

   Jeg trækker ham ind i soveværelset. Et øjeblik ser han rundt. Så ligger jeg armene om hans nakke og kysser ham. Han bliver revet forover, jeg får ham drejet rundt, og han falder ned på sengen.

 

Jeg prøver at sætte mig op, men Nathan river mig ned over sig igen. Der er kun en halv time til middagen. Nathan kysser mig og tager fat om mit ben. Jeg river mig løs og prøver for sjette gang at sige til ham, at han skal gøre sig klar nu. Han ler bare. "Slap af. Det her er Helvede. Ingen, ud over dig, holder hvad de lover."

   "Ja, men nu er det jo også mig, der har lovet det, og..."

   Han knuger mig tæt ind til sig. Jeg kan ikke lade være med at kysse hans hals. Han ligger en hånd bag mit hoved. Jeg griber ud efter dynen og trækker den over os. Jeg burde også gøre mig klar, men Nathan har en evne til at få mig til at glemme alt andet end ham. Djævlen... Mon det har noget med det dér "Helvedes prins" halløj alt gøre?

   Hans skader er ved at lukke sig. Det kan ses med det blotte øje, er faktisk en smule uhyggeligt.

   Han napper mig i halsen. Jeg kysser ham på siden af hovedet. Hans pande er svedig af varmen i værelset, men han nægter at åbne et vindue. Jeg er glad for, at vi begge stadig har undertøj på.

   Pludselig ser vi hinanden in i øjnene, bare sådan tilfældigt. Hans hånd glider ned langs min krop. Jeg gyser. "Nathan, må jeg spørge dig om noget?" Han nikker kort. "Når du rør mig nogle steder, når vores bryst rør hinanden for eksempel, får jeg kuldegysninger. Det føles underligt. Som et batteri, der lades op. Hvad er det?"

   Han ser på mig, hans øjne skinner. "Det ved jeg ikke," siger han så. Jeg havde forventet et andet svar. "Føles det mærkeligt nu?"

   "Det gjorde det lige før." Jeg sætter mig op.

   Han bliver liggende og ser på mig. Stryger min arm. "Jeg kunne ikke mærke noget." Han smiler. "Ud over at mit hjerte var ved at hoppe ud af brystet." Vi ler kort.

   "Kom. Vi skal være klar til Lucifers middag."

   "Vi får alligevel ikke spist noget."

   "Jeg er ligeglad, det er vigtigt at..."

   Nathans pupiller trækker sig sammen. Han river mig pludselig ned på madrassen, og i næste øjeblik er han over mig. Mine ben er klemt sammen af hans knæ, mine arme er låst fast. Hvad har han gang i?! Hans øjne er vilde og fremmede - dyriske.

   Han bøjer ansigtet ned mod min hals. Jeg gisper rædselsslagent, da hans tunge løber over pulsåren.

   "Nathan, hvad har du gang i?!" Min stemme er lysere og mere pibende end normalt. Han hiver hæst efter vejret.

   "Dufter godt..." Han snerrer ganske lavt. Strammer grebet om mig. Jeg piver, prøver at rive mig fri. Hans tunge føles alt for lang, løber langs pulsåren.

   Den stopper lidt under min kæbe. Så ser han forvirret på mig. Så slipper han mine arme og falder ned ved siden af mig. Han lukker øjnene, gnider sin pande. Ser på mig. Pupillerne har en normal størrelse igen. "Hv-hvad skete der?" spørger han oprigtigt.

   Jeg stryger hans ryg. "Det er sikkert dine vinger. De får dig til at gøre underlige ting..."

   Han sætter sig op, jeg gør det samme. "Sikkert."

   Jeg rejser mig op og går hen til skabet. Jeg åbner det, prøver at finde en passende aftenkjole. I det sammen mærker jeg Nathans meget varme krop bag mig.

   "Ved du hvad? Der er én ting, der er godt ved at være djævlen søn - og Helvedes prins." Han griber fat om mig og trækker mig tilbage. Pludselig sidder jeg på hans skød. "Jeg får hvad jeg vil ha'." Nathan er forfængelig. Hos ham er neglene altid lige lange og pæne, håret bærer aldrig det mindste spor af hverken gelé eller spray, men sidder alligevel som han vil have det. Hans hud er glat som en babys, og når han kommer hjem efter en løbetur, kan han sagtens bruge et time på badeværelset.

   Nårh nej...

   Når han kom hjem...

   "Nathan," siger jeg opgivende. "Somme tider er du bare umulig."

 

Da vi endelig sidder til bors med Lucifer, kan jeg se, at Nathan havde ret - jeg ville aldrig spise noget af det, der står på bordet. Nathan ser bare tomt på maden, hvis man da kan kalde det det. Lucifer spiser det, men han skæver hele tiden til Nathan og mig. En orm vrider sig på fadet foran mig. Jeg synker en klump.

   "Er I ikke sultne?" spørger Lucifer.

   Jeg ser på ham. "Lucifer... Vi er vant til menneskemad. Det er hverken slimet, levende eller bevæger sig..."

   Lucifer ler. "Jamen Nathaniel dog, du kunne da ellers spise sådan et måltid her op alene. Jeg kan huske, at du slubrede ormetatar i dig, du plejede at plage kokken om at lave stegt barracuda og kandiserede spurvehjerter?

   Nathan ligner én, der er ved at kaste op. Lucifer ler hånligt. Han knipser med fingrene, og en håndfuld dæmoner komme ilende med nye fade. De sætter dem på bordet og tager de gamle med ud. Nu står pizza, salat, spareribs, frisk frugt, pasta, sovs, kartofler og suppe foran os. Vi stirrer på maden.

   Først nu mærker jeg, hvor sulten jeg egentlig er. Jeg har ikke spist i to dage. Jeg tager et stykke pizza. Det smager faktisk godt! Jeg spiser det, ser på Nathan. Han sidder bare helt stille, ligner næsten en dukke. Når Lucifer er i nærheden, fjerner han sløringen fra ansigtet. Kraftmærkerne om øjnene får ham til at se dyster og mørk ud.

   Lucifer rømmer sig. "Nathaniel?" Nathan ser på ham uden at dreje ansigtet. "Er... er du okay?" Nathan ser væk. Jeg nipper til lidt salat. Lucifer sukker. Det er tydeligt at den faderlige rolle er ny for ham.

   Efter godt en time rejser Nathan sig op. "Tak for mad."

   "Men du har jo slet ikke spist noget," siger Lucifer undrende.

   "Jeg er ikke sulten." Nathan begynder at gå.

   "Nathaniel!" Djævlen kalder på sin søn. Lucifer rejser sig op og går hen til ham. Han tager fat om sønnens håndled og vender ham mod sig. Djævlen prøver at hvæse det stille, men jeg kan alligevel høre det. "Du er nød til at spise! Dine vinger tærer på kræfterne, du skal have noget at stå imod med!"

   Nathan river sig hadefuldt fri. "Hvorfor?" siger han højt. "Jeg er jo allerede i Helvede! Det kan jo ikke blive meget værre!" Så går han.

   Lucifer går tilbage til sin trone og synker sammen. "Maya, du må hjælpe mig lidt..." siger han til mig. "Få ham til at spise. Han er mit eneste barn, og jeg vil ikke have ham til at gå til, når hans vinger endelig kommer frem."

   Jeg rynker panden. Ser spørgende på Lucifer. "Du... Du vil have min hjælp?"

   Lucifer nikker. "Ja, hørte du mig ikke, pigebarn?"

   Jeg nikker. "Jo - men det bliver på én betingelse."

   Lucifer ser ildevarslende på mig. "Man stiller ikke betingelser over for djævlen, datter af Eva..."

   "Ikke flere afstraffelser," afbryder jeg. "Ikke mere pisk! Sult er Nathans mindste problem med dig i nærheden." Jeg sidder og kigger Lucifer direkte ind i øjnene.

   Han nikker kort. "Nuvel... Jeg lægger pisken på hylden - men straf vil blive brugt, hvis Nathaniel ikke adlyder mig!"

   Jeg sukker, takker for maden og tager lidt op på en tallerken. Jeg gå hen mod døren, men vender mig så om mod Lucifer. "Du ved... Måske, hvis du havde været lidt sødere ved ham, da vi ankom, ville han have været mere medgørlig." Jeg nejer stille og går.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...