(Tertio 1) Djævledrengen

Første gang jeg så ham, virkede han som en helt normal dreng. Jeg lærte ham at kende, forelskede mig. Tiden gik, vi blev unge voksne, flyttede sammen, og nu står jeg så her. På hospitalet. Hvis du nu tænker "Hun er sikkert gravid", så må du tro om igen.
Maya er nitten år gammel, og har levet godt og stilfærdigt med sin kæreste, Nathan. Men Nathan gemmer på en mørk hemmelighed, og Maya bliver revet ind i et sted, de fleste prøver at undgå. Engle kommer for at hente Nathan, og han må vælge mellem Himmel og Helvede.
Maya tager med ham til hans hjemsted, Helvede, hvor han skal oplæres af sin far, djævlen Lucifer, til at blive Helvedes prins. Men Nathan gemmer på mere end selv djævlen havde forudset. Vil Maya kunne holde sit løfte, og blive ved Nathans side - selv hvis døden dem skiller?
"Hans navn, er Nathan" er en ungdoms/fantasy historie, og indeholder scener, som kan virke stødende for nogen, b.la. med druk og stærk kærlighed.

58Likes
55Kommentarer
7765Visninger
AA

13. Lille mig

Jeg vakler hurtigt ned ad gangen. Hvor er hans gemakker nu? Hele verdenen svimler for mig. Den varme smag i munden er kvalmende. Hvad tænkte jeg dog på?! Nej - hvad tænkte jeg IKKE på?

   Jeg tænke ikke!

   Fortvivlet falder jeg ind mod væggen. Jeg ser frem. Døren er lige dér! Jeg løber derhen og river den op.

   Han sider i stolen og læser i nogle journaler om fortabte sjæle. Da han ser mit grædefærdige ansigt, virker han et øjeblik forvirret. Han lægge journalerne og ser på mig.

   "Nathaniel? Hvad er der galt?"

   Jeg vakler indenfor, støtter mig til de nærmeste møbler. "Det er Maya," siger jeg med rystende stemme. Mine knæ truer med at bukke under for resten af kroppen. "Hun stak sig og begyndte at bløde, jeg ved ikke hvad der skete, jeg, jeg... Jeg kunne ikke styre mig selv! Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det! Jeg mistede kontrollen, og jeg, jeg..." Jeg griber min fars hånd og ser rædselsslagent ned i gulvet. "Jeg beder dig, jeg beder dig! Du må ikke tage hende! Du må ikke lade dem tage hende! Lad hende blive, her, hos mig!" Bange tårer begynder at pible frem. Det nytter ikke noget at holde dem tilbage. Mit hjerte slår som en kanins. "Far... hjælp hende... Vil du ikke nok?"

   Han lægger en hånd på mit hår. "Endelig kalder du mig far." Han lukker sine lange, tynde fingre om min hånd og giver den et lille klem. "Din mor gav dig en meget speciel gave. Følelser. Men følelser kan være en forbandelse. Nathaniel, du har såret Maya. Du er mange gange stærkere end mig, og jeg ved ikke, om jeg kan redde hende."

   "Bare lad hende blive i Helvede! Far, jeg kan, jeg vil ikke - jeg nægter! - at leve uden hende!"

   Far stryger mit hår for at berolige mig, men det er kun Maya, der har den evne. "Kære Nathaniel. Hvordan kan du være så sikker på, at hun er død?"

   "Jeg så hende!" Min stemme er skinger. "Jeg så hendes lukke øjnene! Hørte hende ånde ud!"

   "Nej. Helvede er lumsk. Jeg kan stadig mærke hende her i slottet." Jeg ser på ham. Blinker tårerne væk. Det her er det tætteste, jeg husker, jeg har været på min far i mange hundrede år.

   Jeg rejser mig hurtigt op og styrter tilbage til lejligheden.

 

Maya ligger bevidstløs på gulvet. Jeg ånder kun med munden, så jeg ikke kan lugte blodet, der er løbet ud på gulvet. Jeg løfter hende op i mine arme og bærer hende ind i sengen. Derefter river jeg noget af en af mine skjorter af og binder det forsigtigt om hendes hals. Jeg stryger hendes pandehår væk fra hendes pande. Hun er meget varm.

   "Maya?" Min stemme skælver. "Kan du høre mig?" Ingen reaktion. "Undskyld! Undskyld, undskyld, undskyld! Jeg burde have haft kontrol over mig selv, men jeg... jeg mistede besindelsen..." Jeg hulker, snøfter og prøver at tage mig sammen. "Maya, kom tilbage til mig," siger jeg grødet. "Jeg elsker dig, du må ikke forlade mig!" Jeg tager hendes hånd og stryger de fine fingre. Kysser dem én for en. Jeg ved ikke, om det er bevidst, men hendes fingre lukker sig svagt om mine. Jeg smiler trist.

   Mit hoved dunker, halsen brænder og maven skriger i protest mod den groteske væske, jeg har tvunget ned. Kvalmen skyller op i mig, jeg bliver helt kold.

   Jeg føler mig bleg. Mine hænder ryster. Godt så, andres blod er forbudt område, forstået.

   Et støn undslipper mine læber. Jeg glider ned på gulvet ved siden af sengen. Egentlig burde jeg jo nok ligge mig til at sove i sengen, men jeg tør ikke risikere at Maya vågner op og bliver rasende over, at jeg kan finde på først at bide hende, og så at sove ved siden af hende.

   Farverne forsvinder fra lejligheden. Alting bliver gråt og livløst. Mit hoved føles som et blødkogt æg, hjernen skvulper rundt.

   Et øjeblik er alt rødt. Mit hjerte springer nogle slag over. Jeg slår en hånd for brystet, bukker sammen med et gisp. En sagte smerte skyder op gennem ryggen. Jeg falder helt ned på gulvet, ligger ubevægeligt på ryggen.

   Der er noget galt med mig. Jeg forstår ikke noget. Jeg husker ikke noget. Alt, jeg ved, er, at jeg for en hver pris vil beskytte Maya - også mod mig selv.

 

"Nathan..." Mayas svage stemme vækker mig.

   Jeg åbner øjnene og sætter mig op. Maya har kun lige akkurat åbne øjne, men hun ser på mig, og hun smiler. Lettelsens suk undslipper mig. Jeg tager mig til hovedet. Hun er ikke død - ikke endnu. Hun tager en dyb indånding.

   Jeg ser ud. Det er morgen.

   Jeg sætter mig op på sengekanten, har ondt i hele kroppen. Jeg ser på forbindingen om halsen, rækker ud efter den. Maya rykker lidt utrygt på sig, men gør ellers ikke noget. Tøvende begynder jeg at fjerne min kreative forbinding fra hendes hals.

   Jeg hugger ud efter hende. Igen. Igen.

   Jeg ryster på hovedet. Nej. Det er bare syner. Det sker ikke. Jeg lægger stoffet væk og ser på hendes sår. De er allerede ved at hele.

   "Åh, Maya..."

   Hun smiler. "Hej..."

   Jeg ler og trykker hende ind mod mig i et kram. Hendes varme ånde er tung og anstrengt. Jeg slipper hende og lægger en hånd på hendes pande. Stadig meget varm. "Undskyld. Jeg burde have kunnet kontrollere mig selv, men..."

   Hun tysser på mig. "Lad nu være. I alle nye vampyrfilm ender det kvindelige offer jo med vampyren." Hun ler og ser til siden. "Men vampyren plejer nu ikke at have trøje på." Hun ser på mig ud af øjenkrogen.

   Jeg ryster på hovedet og klapper hende på hovedet. "Se nu at få noget hvile, ikke?"

   Hun lukker øjnene.

   Jeg skal til at gå, men ser så tilbage på hende. Erkendelser ruller ind over mig.

   Hun vil aldrig blive rigtig lykkelig med sådan en som mig. Hun vil aldrig komme sig helt her i Helvede. Hun vil aldrig kunne få den familie, som jeg ved, at hun egentlig gerne vil have - i hvert fald ikke med mig.

   I stuen er to dæmoner ved at fjerne maden. Jeg knurrer af dem, de skynder sig væk. Fortvivlet synker jeg ned i sofaen.

   Synerne ryster mig igen.

   Jeg river i sofaen, vælter bordet, går amok i stuen. Jeg ryster på hovedet, prøver at fokusere. Jeg går ind på soveværelset.

   Stop nu!

   Jeg læner mig ind over Maya.

   Stop det!

   En kniv glimter i min hånd.

   HOLD OP!

   Jeg hæver den.

   Smerten eksploderer i min hånd, da jeg jager en kniv igennem den. Jeg stønner og bøjer mig forover. Maya ved ikke noget om mine syner. Hun ved ikke, at jeg er farlig. Jeg ser lamslået på kniven. Flere gange har jeg været så tæt på, tæt at skade hende, men hver gang har jeg i stedet såret mig selv.

   Jeg har levet længe. Hvis jeg døde nu, ville det ikke være så stort et spild, som hvis Maya døde.

   Jeg trækker kniven ud af hånden med en anstrengelse, jeg faktisk ikke troede, jeg magtede lige nu. Jeg tog kniven fra dæmonerne, som bar maden ud. Jeg kaster den med stor kraft ind i væggen, hvor den borer sig ind og bliver siddende. Jeg slikker blodet af min hånd.

   Kniven gik næsten helt igennem.

   Hvis Maya skal blive glad, kan hun ikke blive i Helvede. Hvis jeg skal blive glad kan hun ikke forlade min side. Hvis Maya tager til Himlen, følger jeg med. Men hvis jeg følger med til Himlen...

   Jeg synker en klump.

   Ville hun kunne klare det, hvis jeg døde? Eller ville hun bryde sammen? Hvis jeg døde, ville jeg så komme tilbage til Helvede? Eller ville jeg blive endnu en sjæl, som min far kunne fornøje sig med at torturere?

   Jeg krummer mig sammen. Hvorfor forelskede jeg mig i et menneske? Det gør alt for ondt...

   Jeg smiler lidt, da jeg kommer til at tænke på, hvor meget jeg faktisk elsker Maya. Hver gang hun smiler, jeg sværger, jeg kunne nedlægge en drage! Det prøvede jeg faktisk engang, det er ikke så sjovt som det lyder... Men nå hun græder... Når Maya græder, vil jeg vende vrangen ud på den, der har fået hende til det! Også selvom det var mig selv!

   Maya... Maya... MAYA! Jeg tager mig til hovedet. Jeg kan ikke få hende ud af mit hoved! Hun gør mig skør! Jeg har aldrig haft det sådan! Bare min mor havde taget mig med sig... Så var jeg ikke blevet sådan her. Jeg ville ikke kunne forføres af en menneskepige.

   Men Maya er speciel. Jeg har set, hvordan andre dæmoner kigger på hende. Jeg tror ikke, hun har set det.

   Smerten i ryggen summer igen. Jeg lægger mig på ryggen på sofaen og ser op i loftet. Hvad er det, der sker med mig? Jeg sukker.

   Maya.

   Hvordan kan det være, at jeg ikke kan huske noget fra de sidste par dage?

   Maya.

   Og hvorfor dukker Mayas navn hele tiden op!

   Maya!

   Det skal ud af mit hoved!

   Maya.

   Lad være!

   Maya.

   Hun ligger jo lige inde ved siden af! Hvordan kan jeg savne hende?!

   Maya.

   Jeg giver efter for min underbevidsthed og rejser mig op. Jeg skal hen til Maya. Ellers bliver jeg snart gal! Jeg skynder mig ind i soveværelset. Hun sover. Jeg lægger mig ved siden af hende, trykker hende ind mod mig.

   Maya...

   Hun er her. Lige her. Hun er hos mig, nu, kun hos mig. Ingen prøver at tage hende fra mig. De ville ikke få lov til det. Hun er min! Kun min! Ingen skal nogensinde røre hende!

   Hendes hænder hviler ud for hendes hjerte. Gennem hendes krop kan jeg mærke det slå. Da dam... Da dam... ... da dam... da... dam... ...

   Jeg spærrer øjnene op og sætter mig op. Rusker blidt i hende. "Maya! Maya, kan du høre mig?!" Da... da... ... da... dam...

   Hendes hjerterytme er ustabil! Vrede, angst og had til mig selv farer op gennem mig.

   Jeg skriger, da min ryg nærmest eksploderer.

   Sorte fjer skærmer mit synsfelt. Vinger?! Hvad?! Hvordan... Jeg prøver dem forsigtigt af. De er stærke...

   Jeg vikler Maya ind i et tæppe og løfter hende op. Jeg ser på vinduet. Glasset slår revner og eksploderer. Jeg flyver ud af åbningen.

 

"ER DU SPLITTERRAGENDE VANVITTIG KNÆGT!" Min far råber så højt, at de døde bliver vækket - seriøst, vinduer bliver slået op i byen og sjælene kigger op fra deres søvn. "Du bliver jo slået ihjel!"

   "Jeg er ligeglad! Hendes liv er vigtigere end mit!"

   "DU ER HELVEDES PRINS! Hun er kun et menneske!"

   "Tal ikke sådan om hende." Jeg står foran min far, jeg er højere end ham, og mine vinger får ham til at se endnu mindre ud. Maya ligger i mine arme, hendes hjerte slår kun lige. "Hvis hun dør, gør jeg en ende på mig selv! Så er vi begge døde!"

   Far ser rasende på mig. Men han ved, at han ikke kan stoppe mig.

   Pludselig ryster han på hovedet og ler. "Ét af de ti bud lyder: Respekter dine forældre. Jeg er da i det mindste glad for, at der er ét af dem, du ikke overholder."

   Jeg fnyser og folder vingerne ud. Så letter jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...