(Tertio 1) Djævledrengen

Første gang jeg så ham, virkede han som en helt normal dreng. Jeg lærte ham at kende, forelskede mig. Tiden gik, vi blev unge voksne, flyttede sammen, og nu står jeg så her. På hospitalet. Hvis du nu tænker "Hun er sikkert gravid", så må du tro om igen.
Maya er nitten år gammel, og har levet godt og stilfærdigt med sin kæreste, Nathan. Men Nathan gemmer på en mørk hemmelighed, og Maya bliver revet ind i et sted, de fleste prøver at undgå. Engle kommer for at hente Nathan, og han må vælge mellem Himmel og Helvede.
Maya tager med ham til hans hjemsted, Helvede, hvor han skal oplæres af sin far, djævlen Lucifer, til at blive Helvedes prins. Men Nathan gemmer på mere end selv djævlen havde forudset. Vil Maya kunne holde sit løfte, og blive ved Nathans side - selv hvis døden dem skiller?
"Hans navn, er Nathan" er en ungdoms/fantasy historie, og indeholder scener, som kan virke stødende for nogen, b.la. med druk og stærk kærlighed.

59Likes
55Kommentarer
8358Visninger
AA

3. Hospitalet

Jeg sidder på køkkenbordet. Udenfor pisker regnen mod ruden. Der er kun cirka to måneder tilbage af mit sabbatår. Jeg dagdrømmer. Om hvide sandstrande og en blå himmel. I næsten en uge har det stormet udenfor. Nathan insisterede på at gå en tur, for at klare hovedet.

   Jeg prikker til min aftensmad. Jeg har slet ikke lyst til pizza - det har vi fået alt for mange gange. Nathan kan lave mad, men de kniber med pengene, såeh... Nårh ja, jeg er en ged i køkkenet...

   Han har været væk længe, var til jobsamtale omkring middag, kom hjem, skiftede tøj og gik en tur. Han er ofte rastløs, jeg har prøvet at gøre noget ved det, men intet hjælper.

   Mit blik fanger et billede af os. Det står på køkkenbordet. Jeg ridder på hans ryg, han griner til mig. Jeg holder meget af hans ansigt. Skrå, stålgrå øjne, lige træk, høje kindben... Nej. Hans øjne er ikke grå. De er lavet af sølv. Det er smeltet ned i hans øjne.

   Mine veninder sagde først til mig, at han var en alt for høj overscoring, men han mente åbenbart ikke, at han var godt nok til mig. Jeg har da forsikret ham om, at det er han altså, men hvis han absolut ville tænke på mig som en Victoria Secret-model, ja så skal jeg da ikke stå i vejen for ham!

   Jeg bærer min tallerken over til vasken. Pizzaen er blevet kold, og jeg får alligevel ikke spist noget. Jeg sætter mig ind i stuen med en bog. Jeg har heller ikke lyst til at læse...

   Det er sjovt. Når Nathan er hos mig, kan jeg sagtens spise, læse, se fjernsyn og snakke med ham på samme tid, og have lyst til det. Men når han ikke er i nærheden, er forsøg på tidsfordriv halvhjertede og umulige. Selv mine veninder begynder at sige, at jeg er ved at blive afhængig af hans tilstedeværelse.

   Udenfor slår et lyn ned. Jeg farer sammen og ser op. Jeg håber, Nathan snart kommer hjem. Han bliver syg af at være udenfor... Nej. Jeg har aldrig set Nathan være syg - hvis man da ikke tæller smerterne i arrene eller sindssygen for "rigtig fysisk" sygdom.

   Lyset i vores lille lejlighed blinker og går ud. Jeg sukker og lægger min bog fra mig. Jeg går rundt og tænder stearinlys. Det er typisk! Bare typisk!

   Min telefon bipper. Jeg ser på den og smiler. NATHAN står der. Jeg trykker på den grønne knap og sætter telefonen op til øret. "Hej, jeg tænkte lige på, hvor du..."

   "MAYA!" råber han i den anden ende. Jeg farer sammen. "Klap i og lyt!" Et smertestøn får mig til at krumme tæer. "Ring efter en ambulance! NU!"

   "Men jeg..." Han har allerede lagt på.

   Et øjeblik bliver jeg vred. Så skynder jeg mig selvfølgelig at ringe efter en ambulance. Da damen i den anden ende spørger om årsagen, ved jeg ikke, hvad jeg skal svare. "Min kæreste ringede og sagde, at jeg skulle ringe. Vil I ikke nok komme, han..." Døren bliver revet op. "Hæng på et øjeblik. Jeg finder hurtigt ud af det." Jeg skynder mig ud i gangen.

   Et kort øjeblik tror jeg, jeg skal besvime. Nathan vælter ind i gangen, vakler og støtter sig desperat til alt hvad der ser ud til at kunne holde ham oppe. Han vælter en kommode, læner sig op mod væggen. Blod fosser ud fra hans overkrop. Han holder desperat en hånd for såret. Han har efterladt sig blodspor.

   Jeg råber ind i telefonen, gråd truer med at ødelægge min stemme. "SKYND JER AT SENDE EN AMBULANCE!" Jeg skynder mig hen til Nathan. "HAN ER SÅRET! HÅRDT SÅRET! HAN DØR!" Jeg kan allerede høre sirenerne i det fjerne. Damen i den anden ende siger, at en ambulance blev sendt ud da jeg ringede, men at den nu sætter farten op, og at jeg skal forsøge at holde ham vågen. Jeg smider telefonen ved siden af mig, det er jo bare en ting, og løfter Nathans hoved op i mit skød. Jeg rusker i ham. "Nathan! Nathan, hvad skete der!"

   Han famler i blinde efter min hånd. Jeg rør hans fingre med mine, og han griber med et stålfast greb fat om min hånd. Jeg vidste slet ikke, at han var så stærk. "Maya! Maya!" Han snapper hæst, gisper efter vejret.

   "Jeg er lige her..."

   "Tag hen i kirken..." Han gisper efter vejret. Jeg river en jakke ned fra en knagerække og presser den mod hans bryst, så blodet ikke kan komme så nemt ud. Han spjætter. "Bed for at jeg overlever. Okay?" Jeg tøver. "MAYA!"

   "Ja! Okay..." Jeg kan høre ambulancefolkene komme op ad trappen. De dukker op i døren. Jeg rykker væk, mens de giver Nathan iltmaske på. De løfter ham op på en båre og tager ham med. Jeg tager mine hjemmesko på og følger efter dem udenfor. Regnen gør mig straks gennemblødt, men sikkert ikke så meget som Nathan. Ambulancelægerne prøver at redde min kæreste, allerede inden de kommer i ambulancen.

   Jeg holder om mig selv, tårer triller lige så stille ned ad mine kinder. Ambulancens døre lukkes, bilen drøner ad sted. En kvinde kommer hen til mig og beder mig følge med. Jeg skynder mig at låse døren og sætter mig ind i hendes bil.

 

"Jamen så forstå det da! Det var mig, der ringede! Jeg er hans kæreste! Jeg forlanger at se ham med det samme!" Min stemme stiger til hysterisk. Damen bag disken ser beklagende på mig.

   "Hør, kære, jeg ville meget gerne lukke dig ind, men jeg kan ikke. Jeg har ikke lov til det. Du må vente."

   "JEG VIL IKKE VENTE!" skriger jeg. To vagter kommer hen mod mig. Jeg ser rasende på dem. Så kommer en sygeplejerske ind.

   "Maya O'Conner?" Jeg ser på hende. "Du kan komme ind nu."

   Jeg smiler lettet og følger efter hende. De andre i venteværelset ser efter mig.

   "Hvordan har Nathan det?" spørger jeg nervøst.

   "Han har det fint," siger sygeplejersken. Hun virker dog bekymret. "Det er mærkeligt. Han burde være bevidstløs, men han sidder op og lader til at have det forholdsvis godt."

   Lettelsen skyller ind over mig. Sygeplejersken åbner en dør ind til Nathans stue. Jeg kan ikke se ind. I det samme vender sygeplejersken sig mod mig. Hendes pande er rynket og hun ser forvirret ud. "Han var vågen lige før." Jeg får lov til at komme ind. Nathan ligger stille i en hospitalsseng. Sygeplejersken tjekker hans puls, hvilket bare får hende til at virke endnu mere forvirret. "Hans puls er normal."

   Jeg ville meget gerne sige, at han sikkert bare er træt - men Nathan er aldrig træt. Jeg sætter mig på hans sengekant og stryger hans hår. Sygeplejersken går ud.

   "Jeg elsker dig," siger jeg lavt.

   "Jeg elsker også dig," siger han stille. Mit hjerte hopper op i halsen på mig. Han åbner øjnene.

   "Du var vågen? Hele tiden?"

   Han nikker. "Jeg havde brug for at samle kræfter." Der er noget ved hans stemme, jeg bestemt ikke bryder mig om. Det giver mig lyst til at skrige. En smertetrækning løber over hans ansigt. Han gisper og spærrer øjnene op. "De kommer!" Han ser på mig med vilde øjne. Jeg har aldrig set ham sådan. Han ser vanvittig ud. "Maya! Tog du hen til kirken?! Bad du for mig!?"

   "Nej, jeg... Jeg glemte det. Jeg var så bekymret, så jeg..."

   Hans krop bliver slap og falder tilbage. Han ser tomt op i loftet. "Så er det for sent... De kommer efter mig... Han holder ikke længere hånden over mig..."

   "Hvem? Nathan, du skræmmer mig," klynker jeg.

   Han ser på mig. "Maya, hør rigtig godt efter nu. Du skal løbe. Stik af, kom aldrig tilbage og..."

   I det samme eksploderer vinduerne. Jeg skriger. Nathan springer ud af sengen og trænger mig ind mod væggen, så de mange splinter borer sig ind i hans ryg i stedet for i mig. Han stønner, da smerten i arene strømmer gennem ham, men ellers presser han mig bare ind mod væggen. Da glasskårene endelig alle sammen er faldet til jorden, ser han sig over skulderen. Jeg kaster et blik under hans arm.

   Og dér står de. Høje, slanke, alle med hvidt eller sort langt hår, hvidt hår i hvide kåber, sort hår i middelalderligt krigstøj med sværd ved siden. På ryggen af hver af dem sidder et par store, hvide eller sorte vinger. Nathan vender sig mod dem, puffer mig om bag sig.

   "Maya... Bliv bag mig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...