(Tertio 1) Djævledrengen

Første gang jeg så ham, virkede han som en helt normal dreng. Jeg lærte ham at kende, forelskede mig. Tiden gik, vi blev unge voksne, flyttede sammen, og nu står jeg så her. På hospitalet. Hvis du nu tænker "Hun er sikkert gravid", så må du tro om igen.
Maya er nitten år gammel, og har levet godt og stilfærdigt med sin kæreste, Nathan. Men Nathan gemmer på en mørk hemmelighed, og Maya bliver revet ind i et sted, de fleste prøver at undgå. Engle kommer for at hente Nathan, og han må vælge mellem Himmel og Helvede.
Maya tager med ham til hans hjemsted, Helvede, hvor han skal oplæres af sin far, djævlen Lucifer, til at blive Helvedes prins. Men Nathan gemmer på mere end selv djævlen havde forudset. Vil Maya kunne holde sit løfte, og blive ved Nathans side - selv hvis døden dem skiller?
"Hans navn, er Nathan" er en ungdoms/fantasy historie, og indeholder scener, som kan virke stødende for nogen, b.la. med druk og stærk kærlighed.

60Likes
55Kommentarer
9001Visninger
AA

5. Himlen eller Helvede

Jeg står i det store våbenhus, prøver at fordøje alt det, jeg har fået at vide. Nathan er altså søn af en engel og Lucifer, herren i dødsriget. Min kæreste er djævlens søn. Helvedes prins. En halvengel. På Jorden.

   Jeg sukker. Lige nu er han inde i kirken og beder. Han har låst døren. Jeg ser mig omkring. En lille sidegang, egentlig beregnet til kirkekoret, lokker mig drastisk. Jeg ser mig omkring. Døren står åben.

   Jeg løber hurtigt hen ad gangen. Da jeg kommer op til korets altan, ser jeg Nathan nede ved alteret. Han er ved at tænde de sidste af mange hundrede lys. Hvilken måde at bede på er det? Han tænder det sidste lys, slukker tændstikken og sætter sig på knæ foran altertavlen. Jeg ser forundret på ham.

   Han folder hænderne og slapper af i hele kroppen. En rystelse løber gennem ham, han sukker grådkvalt. Hvad laver han?

   "Hvorfor gør du det her imod mig?" spørger han grødet. "Jeg har gjort alt - alt - hvad du har bedt mig om. Jeg har babysittet din søn, jeg fandt et hjem til Morgan, jeg viste da for far da Columbus koordinaterne til Amerika! Jeg er endda blevet forelsket! Var det ikke det, du bad din søn lære menneskene? Kærlighed?" Han ser op med tårer i øjnene, jeg dukker mig under gelænderet, så han ikke får øje på mig. "HVAD MERE SKAL JEG GØRE!?" Han råber højt. Godt, der ikke er andre i kirken. Hans stemme giver genlyd mellem væggene. "JEG HAR GJORT ALT! ALT!" Et brag får mig til at kigge igen. Han har slået næverne ned i kirkegulvet, det har slået revner. Og så siger han, så lavt, at kun ekkoet er, hvad jeg hører: "Hvorfor tog du ikke bare mit liv? Hvorfor lod du mig blive her? JEG VED, DU KAN HØRE MIG! HVORFOR LOD DU LUCIFER TAGE MIG! LUCIFER!" Der er stille. En dør låses op i den anden ende. En præst kommer ind. Da han ser Nathan, farer han forskrækket sammen. Så ser han vredt på ham. Djævlens navn runger stadig mellem væggene.

   "Unge mand, hvad er det dog, du foretager dig!" Han ser rundt på lysene. "Du beder vel ikke til djævlen?!"

   Nathan vender langsomt ansigtet mod præsten og snerrer. "Hold dig VÆK!"

   Præsten bliver slynget ud, dørene smækker og låses. Nathan tager sig til hovedet og bøjer sig forover. "Undskyld, undskyld, undskyld," klager han bange. "Jeg ved, du vil have mig op i himlen, så jeg ikke kan gøre nogen ondt... Og jeg prøver. Jeg prøver virkelig! Men jeg kan ikke styre det! Jeg skader endda Maya!"

   Skader han mig? Hvornår? De små stød? Jeg har lyst til at råbe, at det altså ikke skader mig, forsikre ham om, at jeg har det helt fint. Men det har han tilsyneladende ikke...

   "Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre... Jeg kan ikke løbe. Du eller Lucifer vil finde mig... Jeg tør ikke tage til Himlen eller Helvede. Vil du ikke nok fortælle mig - hvad skal jeg gøre!?" En fugl flyver ind ad et åbent vindue. Den lander et sted ved altertavlen, fra hvor jeg står, kan jeg ikke se det. Nathan ser på det sted, fuglen er landet. Så pibler tårerne frem. Han falder grædende på alle fire.

 

"Hvad så?" spørger jeg. Jeg forlod kirken, da han tilsyneladende havde taget beslutningen. Jeg har ventet på ham i et kvarters tid. Han ser på mig. Man kan slet ikke se, at han har grædt. Jeg har aldrig set hans ansigt så håbløst eller elendigt. Han ser faktisk syg ud... Jeg ligger armene om ham, han gengælder ikke mit kram.

   "Jeg skal til Helvede..." siger han monotont.

   Jeg ser på ham. "Virkelig?"

   Han nikker. Så sætter han sig på en bænk og hviler hovedet i hænderne. Jeg sætter mig ved siden af ham. "Maya... Jeg kommer sådan til at savne dig..."

   "Hvad mener du?" spørger jeg. "Jeg tager med dig."

   Han ler hult. "Vil du følge mig helt til Helvede?" Jeg nikker. Han ser alvorligt på mig. Så ryster han på hovedet. "Helvede er ikke et sted for dig."

   "Det virker nu heller ikke som dit paradis." Jeg tager hans hænder. "Nathaniel, du har sagt mere i løbet af de sidste fireogtyve timer end på de fleste uger. Jeg ved ikke, om det er et godt eller dårligt tegn, men jeg har først lige lært dig at kende. Og jeg slipper dig ikke."

   Han smiler lidt trist. Så nikker han. "Maya... Du ved..." Han tager en dyb indånding. "Maya, et menneske kan ikke komme ud af Helvede, når de først er der."

   Et øjeblik får chokket mig til at paralysere. Så sukker jeg. "Hvad så når jeg dør?"

   "Det gør du ikke. I Helvede ældes et levende menneske ikke." Det var da en dejlig nyhed... "Nogle mennesker har endda solgt deres sjæl til Lucifer, bare for at bevare deres ungdom."

   Jeg rykker helt tæt ind til ham og trykker mig op ad ham. "I så fald tager jeg med dig. Jeg finder aldrig nogen som dig igen. Du er for vigtig for mig." Han stryger min arm. "Men øhm... Hvordan kommer man til Helvede?"

 

Jeg har altid gerne ville til Bermuda øerne, men ikke lige på den her måde. Nathan havde inviteret mig på ferie - det var i hvert fald det, mine forældre og venner troede. Han havde flere gange spurgt mig, om jeg virkelig ville forlade alt kendt. Svaret var altid ja.

   Nu står vi i stævnen på et stort skib. Om få kilometer vil det "synke", og vi vil omkomme til havs. At volde min familie så stor sorg er en hård tanke, men ikke at leve med Nathan... Det er ubærligt.

   Havet er helt roligt. Det er svært at forestille sig, at et skib ville kunne synke her.

   Jeg ser på Nathan. "Hvad med besætningen?" Jeg skæver til sømændene, der traver rundt på skibets dæk. Der er noget underligt ved dem.

   Nathan trækker på skulderne. "Faldne engle." Han er vendt tilbage til sit mutte jeg - jeg tror ikke, det vil vare så længe. Men hvis de virkelig er faldne engle, så skal de nok klare sig. Nathan sætter en arm på gelænderet ved siden af mig, så jeg ikke kan komme væk fra ham. Jeg smiler. Han kysser mig. Den milde havbrise i mit hår får mig til at tænke på Titanic. Vores skib vil også "synke", eller sådan vil det se ud. Jeg lægger armene om Nathan og trækker ham tættere ind til mig. Nogen kommer hen til os. Jeg lader mine hænder glide ned til Nathans bryst, vi ser på den fremmede.

   En falden engel betragter os med hånlige øjne og korslagte arme. Jeg krymper mig. Jeg kan ikke lide de faldne.

   "Ser man det?" siger den faldne. Han er én af de engle, der skal forestille passagerer. Han har ikke antaget menneskeform.

   Nathan har undervist mig hele natten, engle, faldne, Helvede, gamle skriftruller, som jeg ærligt talt ikke vidste, han havde... Jeg ved hverken alt eller meget om faldne engle, men jeg ved noget. Faldne, engle og dæmoner kan antage menneskelige skikkelser. Jeg har altid syntes, der var noget underligt ved Nathans udseende. Jeg har spurgt ham, om hans menneskekrop er ægte. Han smilede og sagde ja.

   Alligevel har jeg på fornemmelsen, at hans krop dækker over noget andet. Jeg lå vågen hele natten - men helt ærligt, hvem ville kunne sove i min situation? Nathan sov, uroligt. Han vendte og drejede sig, jeg havde siddet inde i stuen. Han havde kastet sig rundt i sengen. Da jeg vækkede ham, havde han nær skåret halsen over på mig.

   Heldigvis, er jeg stadig i live.

   "Lucifers søn, Nathaniel Montiara Lucifer, lader sig forføre af et sølle menneske." Den faldne fnyser. "Forelskelser er for de svage."

   "Du skulle prøve det," giver Nathan igen. Han kysser mig i mundvigen. "Det er dejligt." Den faldne fnyser og gå sin vej. Nathan mumler arrigt: "Jeg hader de pokkers faldne!"

   Jeg tager hans hånd. "Snart er du prins igen, ikke sandt?"

   Han synker en klump. "Jo..."

   "Så skal de vel opføre sig ordentligt over for dig?" Han trækker på skulderne. Jeg læner mig ind mod hans skulder. Han dufter godt.

   Efter godt en time råber en falden, forklædt som kaptajn, højt over dækket:

   "VI BEFINDER OS NU OVER PORTALEN TIL HELVEDE! ALLE I VANDET!" Jeg klemmer Nathans hånd, han synker en klump. Hvorfor virker jeg mere modig og klar til det her end han?

   "Klar?" spørger jeg.

   Han nikker.

   Vi springer.

   Mit hoved kommer under vandet, og jeg kan ikke finde ud af, hvad der er op og ned. Heldigvis hiver Nathan mig oven vande. Jeg gisper efter luft. Han smiler til mig. De faldne er også hoppet i, nogle af dem har skiftet tilbage til deres englekrop, flyver rundt og smadrer skibet.

   Jeg gisper. "Nathan! Al den olie! Den flyder jo ud i havet!"

   Han smiler trist til mig. "Jeg er bange for, at det altid er de faldne og dæmonerne, der gør det. Vi er på vej til Helvede. Hvad forventede du?"

   Jeg hader forurening. Olien begynder at flyde ud, skibet er ved at synke. En engel flyver ud fra styrrummet, han har sendt nødsignaler til de omkringliggende skibe - før de når frem, vil vi alle være "døde".

   "Hvad så nu?" spørger jeg Nathan.

   I det samme begynder en strøm at rive os med. Jeg skriger og griber fat i Nathaniel. Han tager fat om mig. En malstrøm danner sig, vi bliver trukket ned i den. Jeg er bange. Jeg strammer grebet om Nathan og lukker øjnene. Vandet fylder min mund, jeg kan ikke ånde! Og pludselig går det op for mig, at det sikkert bliver min død!

   Jeg sparker for at komme op til overfladen, jeg vil have luft, jeg vil ikke dø! Men Nathan er stadig tæt ved mig. Selvom vi bliver trukket ned, forholder han sig helt roligt. Han presser sine læber mod min pande for at berolige mig. Jeg kan mærke tårerne trænge sig på. Mine lunger fyldes med vand, mit hoved snurrer. Jeg kan ikke høre andet end vandets brølen.

   Mine sanser lukkes ned.

   Og så er det slut. Jeg åbner øjnene og ser ind i Nathans. Han smiler. Jeg kan mærke hans krop under min og rødmer. Hurtigt trækker jeg mig væk.

   Jeg ser mig omkring. Kun enkelte falde er i nærheden. Eller, det tror jeg da... Jeg kan ikke se ret langt.

   Omkring mig er der kulsort. Mine øjne skal vende sig til nattemørket. Nathan sætter sig op ved siden af mig. Så vidt jeg husker, faldt jeg og væltede Nathan, da vi blev spyttet ud af portalen.

   Jeg sidder på et koldt grottegulv. Jeg kan høre vand, sikkert fra drypsten. Det er ikke nat... Nogen kommer hen til mig og lægger en hånd over mine øjne. Et øjeblik bliver jeg forskrækket, men da hånden bliver fjernet, kan jeg pludselig se lige så godt som i dagslys.

   Foran mig står en falden, han lader ikke til at bryde sig om mennesker. Jeg ser på Nathan og farer sammen.

   Han ligner slet ikke sig selv. Hans hud er meget hvid, ikke bleg, bare lysere end normalt. Det, jeg havde troet var en blanding af latino og japaner, viser sig at være noget helt andet. Fra hans inderste øjenkrog til den yderste bliver en sort, tatoveringslignende skygge tykkere og tykkere. Ved den yderste øjenkrog er den omkring fem centimeter, og strækker sig yderligere syv ud. Hans læber er mørkerøde, men øjnene er heldigvis den samme dejlige, sølvskinnende farve.

   Han smiler skævt til mig. "Undskyld, det skulle jeg nok også have fortalt dig."

   Jeg nikker stille. Ændringerne er ikke store, men de er der.

   Han lader en hånd glide over ansigtet, mærkerne om øjnene og de røde læber forsvinder, så hans ansigt ser mere menneskeligt ud. Hans hud er stadig gråhvid. Han rejser sig op, sukker og ser sig omkring.

   En fæl stank når min næse. Jeg fnyser for at få den ud af mit system. En blanding af svovl og... råddenskab? Nej, noget andet... Da jeg kan sætte navn på lugten, flyver min hånd op for min mund og næse.

   Blod!

   Nathan rynker også på næsen. Fire faldne kommer hen til os. De vinker os med. Nathan tager min hånd og fører mig efter de faldne.

   Jeg havde ret i det med drypstenene, men det viser sig bare at være en lille sidegrotte. Der er åbenbart mange portaler til Helvede. Jeg trykker mig op ad Nathan. Da vi kommer til en åbning, gisper jeg.

   Helvede er stor - nej, ikke bare stor! Gigantisk! Jeg kan ikke se den anden ende af grotten, vi er kommet ind i. Vi står på et klippefremspring, under os strækker en gigantisk by sig - større end Jordens største by, mange gange større! I udkanten af byen strækker et abnormt højt slot sig op, glider sammen med grotteloftet. Det er faktisk flot. Det ser ud til at være hugget direkte ud ad klippevæggen!

   Er det her virkelig mit nye hjem? De faldne folder vingerne ud og dykker ned over byen. To bliver tilbage og fører os ned ad en lang trappe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...