(Tertio 1) Djævledrengen

Første gang jeg så ham, virkede han som en helt normal dreng. Jeg lærte ham at kende, forelskede mig. Tiden gik, vi blev unge voksne, flyttede sammen, og nu står jeg så her. På hospitalet. Hvis du nu tænker "Hun er sikkert gravid", så må du tro om igen.
Maya er nitten år gammel, og har levet godt og stilfærdigt med sin kæreste, Nathan. Men Nathan gemmer på en mørk hemmelighed, og Maya bliver revet ind i et sted, de fleste prøver at undgå. Engle kommer for at hente Nathan, og han må vælge mellem Himmel og Helvede.
Maya tager med ham til hans hjemsted, Helvede, hvor han skal oplæres af sin far, djævlen Lucifer, til at blive Helvedes prins. Men Nathan gemmer på mere end selv djævlen havde forudset. Vil Maya kunne holde sit løfte, og blive ved Nathans side - selv hvis døden dem skiller?
"Hans navn, er Nathan" er en ungdoms/fantasy historie, og indeholder scener, som kan virke stødende for nogen, b.la. med druk og stærk kærlighed.

58Likes
55Kommentarer
7785Visninger
AA

6. Et helvedes slot

Slottet er ganske rigtigt overdådigt! Jeg er ved at falde bagover, da jeg træder ind i forhallen. Da vi træder over dørtærskelen, strammer Nathan grebet om min hånd så meget, at jeg krymper mig i smerte. Han slipper med en undskyldning. Jeg tager hans hånd igen.

   På væggene hænger lange gobeliner, nogle af dem er ved at smuldre i kanten. På gulvet ligger en lang, rød løber og dækker over sorte, skinnende fliser. Væggene er af groft udhuggede sten, som sagt, hugget direkte ud af bjerget. Vi føres op ad en lang, tvedelt trappe, den ene del går op langs venstre væg, den anden af højre. Jeg kan slet ikke holde styr på, hvor mange trapper og gange, vi bliver ført ned og op ad, men til sidst kommer vi ind i en stor tronsal.

   Lysekroner hænger ned fra loftet, der mindst er halvtreds meter højt oppe. Lange vinduer går på begge sider af det store rum helt op til loftet. På en enormt høj trone sidder en skikkelse. De faldne bukker og bakker ud. Dørene smækkes, og vi står alene tilbage. Skikkelsen bevæger sig ikke i et stykke tid.

   Nathan er meget anspændt.

   Lange, tynde, krogede fingre bevæger sig i en bølge på tronens ene armlæn. Ringe med smådyrs kranier sidder på i hvert fald tre. En hånd, der har støttet hovedet, ligger sig på det andet armlæn. Et blegt, magert, hvidt ansigt vender sig mod os - jeg havde slet ikke set det for langt, sort, glat hår. En sort brystharnisk er det første, jeg lægger mærke til. Derefter sorte bukser, sort trøje, sort alting!

   Lucifer ser på os med et blandet udtryk. Jeg kan mærke frygten stige op i mig. Nathan er begyndt at ryste. Så breder djævlen armene ud, som om han vil velkomme os - hvilket er lige det, han vil. "Min søn! Velkommen!"

   Eller, i hvert fald Nathan.

   Lucifers stemme er ubehagelig mild. Den får mig til at tænke på en sød kat, der efter mange års tro tjeneste pludselig angriber sin ejer. "Hvor er jeg glad for, at du valgte at komme her! Jeg glæder mig til at lære dig op!"

   Djævlen rejser sig op. En lang kappe med sorte fjer falder ned på gulvet. Er det mon dem fra hans vinger? Dengang Gud rev dem af og kastede ham ned i Helvede? Lucifer kommer hen mod os. Jeg trykker mig ind mod Nathan, men han står bare stift ret op og ned. Han stirrer lige ud i luften med frygt, sorg og had malet i ansigtet. Lucifer er kommet helt hen til os, men det er som om han ikke ser mig. I stedet lægger han hænderne på Nathans skuldre. Jeg trækker mig lidt væk fra dem. Lucifer ser sin søn an, tager fat om hans ansigt, vender og drejer det, fjerner sløringen over ansigtet, så han kan se de sorte mærker, studerer arme og ben.

   Så bryder djævlen i latter. Man skulle ikke tro, at djævlen selv kunne le faderligt. "Du er blevet stærk! Og stor! Du er vokset mig over hovedet knægt!" Sandt. Jeg kan se det nu. Nathan er meget højere i Helvede, men alligevel ikke så meget højere end den gamle djævel. "Dine kraftmærker er også blevet mere tydelige." Lucifer lader en lang finger glide over de sorte mærker ved øjnene. "Lad mig se dine vinger." Lucifer smiler glad. Men Nathan ryster bare på hovedet. Lidt af glæden i Lucifers ansigt fordamper. "Hvad? Nægter du?"

   "De er væk. Jeg har skåret dem af."

   Lucifer gyser og trækker sig lidt væk fra sin søn. "Som far så søn..."

   "Nej!" bidder Nathan. "Jeg valgte selv at fjerne mine. Dine blev taget fra dig!"

   Et højt smæld giver genlyd mellem væggene. Nathan falder til jorden med et BUMP. Lucifer ser rasende på ham. Dér er den rigtige djævel! Den, jeg altid har forestillet mig. Nathan prøver at komme op, men Lucifer planter en støvle midt på hans ryg - lige ved arrene. Nathan skærer tænder. Lucifer ser hans smerte og træder hårdere ned, mens han vrider foden rundt, så smerten synes at se næsten ubærlig ud.

   "Var din mund!" tordner Lucifer. "Kend din plads! Glem ikke, hvem der bestemmer!" Lucifer sparker Nathan i brystet. Nathan kryber sammen på jorden. Min elskede spytter blod ud på jorden og ser hadefuldt på sin far, der bare smiler grumt. "Ja, sådan skal det være. Had! Det er sådan, du vil komme igennem de næste måneder."

   Nu får Lucifer øje på mig. Han hæver øjenbrynene. Nathan kommer langsomt op på alle fire. Hans arme ryster, alligevel kommer han på benene, svajende, men han står der.

   Lucifer kommer hen mod mig. "Nåh nå... Og hvem har vi så her?" Lucifer tager fat om mit ansigt og ser det an. "Ikke en engel, ikke en dæmon..." Han ser på sin søn og tisker. "Nathan, slemme dreng. Et menneske? Du kender reglerne for den slags." Lucifer ser mig ind i øjnene. Hans øjne er røde. Jeg gyser. "Hvad hedder du, datter af Eva?"

   Jeg skæver til Nathan. Han ser ned. Så ser jeg Lucifer ind i øjnene igen. "Mit navn er Maya O'Conner, Sir."

   Lucifer smiler og blotter en række spidse tænder. "Og høflig." Han træder et skridt bagud og lader blikket glide op og ned ad min stadig drivvåde krop. Mine arme flyver op foran mit bryst. Lucifer ler. "Køn. Nathaniel, min dreng, hvor har du fundet hende?"

   Nathan svarer ikke.

   Lucifer tager pludselig fat om min arm og vrider den om på min ryg. Jeg skærer tænder af smerte. Med den anden hånd tager han fat om mit hår og tvinger mit hoved tilbage. Jeg lukker øjnene i anstrengelse for ikke at kollapse. En tunge glider over min hals. "Mhm... Har du nogensinde smagt hende?"

   "Hold dig fra hende!" hvæser Nathan dyrisk.

   Jeg åbner øjnene. Lucifers skarpe tænder prikker til min hud.

   Nu er det nok! Jeg tramper Lucifer over foden. Den gamle djævel hyler og slipper mig, jeg løber over til Nathan. Han har kastet sløringen over ansigtet igen og ser ud til at have genvundet sine kræfter. Jeg ser vredt på Lucifer.

   Lucifer ler og ryster på hovedet. "Åh, Nathaniel, min dreng... Hun er dejlig." Han lyder helt oprigtig. Som en normal far, der har drillet sin søns nye kæreste, og derefter afslører, at det er en spøg. "Men pas du hellere på. Lad være med at bide hende for hårdt, mennesker har det med at gå i stykker." Nathan trækker mig ind til sig. Lucifer ser alvorligt på ham. "Din træning begynder i morgen i slotsgården. HAD! SVIGT!"

   To røde væsner kommer pilende hen til Lucifer. De har haler og horn, er faktisk ret grimme. "Vis min søn og hans... menneskekæreste, op på deres værelse."

   De to dæmoner ser på os. Nathan går hen til dem, jeg følger efter.

   Lucifer tager fat om Nathans håndled. "Og forresten, Nathaniel... Vi skal have dine vinger tilbage."

   Nathan spærrer øjnene op. Vrede skyller ind over ham. Jeg kan slet ikke lide hans ansigt. Han river sin hånd til sig og går. Jeg løber efter ham, dæmonerne følger efter mig.

 

Værelset ville være perfekt til en romantisk ferie. Gulvet er blankt og sort og glat, vinduer dækker hele den udadvendte væg, åbenbarer en fantastisk udsigt ud over Helvedes by.

   "Værelse" er måske ikke det korrekte ord, stedet er mere en slags lejlighed. Større end den anden, Nathan og jeg havde sammen, men ikke desto mindre har den kun tre værelser. Jeg bliver overrasket over, at lejligheden faktisk har et moderne badeværelse med et stort, rundt bassin, toilet, brusekabine og håndvask.

   Helvede virker meget moderne, eller, slottet gør. Byen er vist stadig i middelalderen.

   Stuen er det første, man kommer ind i. En sort sofa står foran en pejs. En reol står ved et enkelt stykke bart væg ved siden af døren, der fører ind til soveværelset. Jeg kan allerede sige, at enten mig eller Nathan kommer til at sove på sofaen, hvis ikke os begge på samme tid. Den er stor og af læder, det er en sovesofa.

   Soveværelset er forholdsvis stort. Jeg har altid ønsket mig et walk-in skab, og nu har jeg et. Sengen ændrer sig, når man trykker på en knap. Man kan selv vælge om den skal være rund eller firkantet.

   Dæmonerne går igen. Jeg ser på Nathan. Han står og kigger blindt ud på byen under os. Jeg går hen til ham og rør hans arm. Han reagerer ikke. Jeg sukker og går ind i soveværelset.

   Jeg åbner skabet og gisper. Rød og sort er de eneste farver. Pokkers! Jeg tager en kjole ud og ser på den. Den er faktisk meget flot. Middelalderlig, men flot. Sengen er lige nu firkantet, den runde er lidt for... for meget.

   Jeg sætter mig på sengen og ser ind i væggen. Jeg mærker nogen kigge på mig og drejer hovedet. Nathan står i døråbningen og ser på mig. Jeg smiler til ham. Han er rød på den ene side af hovedet, tre rifter løber over hans kind. Det er fra Lucifers slag.

   Jeg vinker ham over til mig og sætter mig på knæ på sengen. Han kommer hen og sætter sig ved siden af mig. Jeg undersøger hans kind. Det ser ikke slemt ud.

   "Gjorde det meget ondt?" spørger jeg lidt dumt.

   Han fnyser smilende og tager fat om mit håndled, så jeg ikke kan fjerne min hånd fra hans kind. "Ja. Men du hjælper."

   Jeg smiler. En lille smerte prikker i min nakke. Jeg rynker panden. "Hvad mente din far..."

   "Kald ham ikke det."

   "Undskyld. Hvad mente Lucifer med "Har du smagt hende"? Det var uhyggeligt."

   Nathan ser lidt på mig. Så slipper han min hånd og ryster på hovedet. "Det skal du ikke bekymre dig om." Hans stemme er hul.

   "Men det gør jeg. Din f... Lucifer virker okay, men jeg bryder mig ikke om, ja, du ved, Djævlen."

   "Han er djævlen."

   "Ja, men han opfører sig i det mindste lidt menneskeligt."

   Nathan rejser sig pludseligt op og går. Jeg ser efter ham. Hvad... Jeg følger efter ham, når kun lige at se døren smække. Jeg slår armene om mig selv. Hvorfor blev han vred?

 

At sove i Helvede er ikke så uhyggeligt, som man skulle tro, måske fordi jeg bor i en fed lejlighed. Midt om natten bliver jeg vækket af, at nogen lægger sig ved siden af mig. Jeg skal til at vende mig om mod Nathan, da en harsk stank af vin og alkohol næsten slår mig ud. Jeg rynker på næsen og sætter mig op. Jeg har tørret mig, og var nød til at skifte til noget af det dystre tøj. Jeg ser bebrejdende på Nathan, der bare ligger med lukkede øjne. "Nathan, helt ærligt! Kunne du i det mindste ikke være gået i bad først?!"

   Han knurrer bare af mig og krymper sig under dynen. Nætterne i Helvede er åbenbart meget kolde, og selvom slottet bliver varmet op af et fyrrum, er her stadig meget koldt. Nathan lægger sig på ryggen og ser på mig. Han smiler fjoget. "Hey May," fniser han. Jeg bryder mig ikke om når han er fuld. Han aer mit ansigt. "Hvor har du været?"

   "Her. Det er dig, der har været væk."

   Et øjeblik rynker han panden. Så smiler han bredt. "Nårh ja. Det havde jeg glemt." Hans ene arm hviler bag min nakke. Han ser mig ind i øjnene. "Kys mig," siger han så lalleglad. Han prøver at kysse mig, men jeg skubber ham væk.

   "Adr, nej jeg vil ej!"

   "Hvorfor ikke?"

   "Fordi du stinker! Hvor meget har du drukket?"

   Han smiler og vender hovedet fra side til side. Hans arme falder ned på madrassen igen. "Det ved jeg ikke," snøvler han. "Jeg kan ikke huske det."

   Det er meget sjældent, Nathan drikker så meget, og jeg bryder mig ikke om ham sådan. Enten er han som nu, lalleglad og glemsom, eller også bliver han deprimeret og højrøstet, nogle gange har han slået ud efter mig. Sjældent, men alligevel nogle gange, har det været en blanding. Engang gik han fra lalleglad til deprimeret. Derfor er jeg ret nervøs lige nu.

   Men pludselig griber han fat om mig og trækker mig ned ved siden af sig. Han knuger mig ind mod sit bryst som en bamse. "Du' dejlig!"

   Jeg prøver virkelig at holde mig i skindet, det gør jeg... Men lugten af alkohol er ved at kvæle mig. Jeg har mest af alt lyst til at smide ham i bassinet ude på badeværelset (ville det være en god idé?), men jeg tror ikke, han ville bliver så glad for det....

   "Ved du hvad?" Heldigvis er hans mund over mit hoved, så jeg kan ikke lugte hans ånde - så meget.

   "Nej, hvad?"

   Han rykker stille, så hans mund er lige ud for mit øre. "Jeg er fuld." Han fniser og smider sig på ryggen.

   Jeg sukker. "Det ved jeg."

   "Du sagde, at du ikke vidste det."

   Jeg river mig løs af hans greb og stiller mig på gulvet. Jeg kan ikke klare stanken mere! Jeg peger mod døren. "Nathan, enten går du i bad nu, eller også sover du på sofaen!"

   Han ser lidt på mig. Så begynder han at fnise igen. "Nej, jeg vil sove ved siden af dig."

   "Så gå i bad."

   "Det er så koldt," klager han.

   "Så sover jeg på sofaen, til du er ædru!"

   Han ser på mig som et irritabelt lille barn, der ikke får sin vilje, og trækker dynen over hovedet. "Du' ond!"

   Jeg sukker og går hen til døren. Pludselig når en anden lugt min næse. Jeg hoster og hakker og holder mig for munden. Jeg vender mig rædselsslagen mod Nathan. Jeg styrter hen til ham og river dynen af ham. "Nathan! Hvad har du taget!"

   Han ser forvirret på mig. "Ikke noget, jeg..."

   "HVAD HAR DU TAGET!" skriger jeg.

   Han synker og sætter sig op. "Ingenting, jeg sværger..."

   "Du lyver! Jeg kan lugte det!" Jeg tager fat om hans skuldre og rusker i ham. Tårer dukker op i mine øjne. "Nathan, vil du ikke nok sige, hvad du har taget!?" En tåre triller ned ad min kind. Han ser med store øjne på den, til den falden ned på sengen.

   Han ser på mig. "Ikke noget! Det..." Jeg ser bedende på ham. Han sukker og finder noget frem fra sin lomme. Det er en lille pose. Han åbner den. "Helvedessvampe. Pulveriserede. Det hældes i alkohol og dræber dæmoner. Men det skader altså ikke engle!" forsikrer han mig.

   Jeg bryder ud i gråd og træder væk fra ham. "Hvorfor... Hvorfor?!"

   "Det er lige meget..."

   "NEJ DET ER EJ!" Jeg ser grådkvalt på ham, tårerne vælter frem fra mine øjne. Jeg tørrer dem forgæves væk. "HVORFOR SKADER DU PLUDSELIG DIG SELV?!"

   "FORDI VI ER I HELVEDE! DET KAN JO IKKE BLIVE VÆRRE!" Han har faktisk fat i noget.

   Et øjeblik står vi bare og ser hinanden i øjnene. Hans krop er anspændt af vrede. "Jeg hader at være her! Jeg hader Helvede, jeg hader Himlen, jeg vil tilbage til JORDEN!"

   "JEG FORLOD JORDEN FOR AT VÆRE SAMMEN MED DIG!" råber jeg højere end ham. Han farer sammen. Jeg falder på knæ. "Kan du da ikke forstå..." hulker jeg. "Jeg er her kun for dig... Jeg vil også tilbage til Jorden. Det er mit hjem... Men det her, Helvede... Det er jo dit hjem!" Jeg lukker øjnene. Et stykke tid sidder jeg bare og græder.

   Så mærker jeg et par stærke arme om mig. Jeg åbner øjnene. Jeg har grædt så meget, at jeg slet ikke kan lugte alkoholen. Nathan sidder på knæ og holder om mig. Hans hænder løber ned langs min ryg. "Undskyld..." siger han tomt. "Jeg er en stor idiot. Jeg burde vide bedre..."

   "Ja," snøfter jeg. "Men jeg elsker dig, din store idiot."

   "Jeg elsker også dig." Han kysser mig i nakken. "Jeg sover på sofaen."

   "Nej," siger jeg og stryger hans ryg. "Du går i bad, og så sover du ved siden af mig. Okay?" Selvom han er enig med mig og siger ja, bliver vi alligevel siddende, til jeg igen kan lugte, og puffer ham væk fra mig. Han ler og vakler ud. "Nathan!" kalder jeg. Han vender sig om og ser spørgende på mig. Jeg nikker mod skabet. "Skiftetøj?"

   Han smiler.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...