(Tertio 1) Djævledrengen

Første gang jeg så ham, virkede han som en helt normal dreng. Jeg lærte ham at kende, forelskede mig. Tiden gik, vi blev unge voksne, flyttede sammen, og nu står jeg så her. På hospitalet. Hvis du nu tænker "Hun er sikkert gravid", så må du tro om igen.
Maya er nitten år gammel, og har levet godt og stilfærdigt med sin kæreste, Nathan. Men Nathan gemmer på en mørk hemmelighed, og Maya bliver revet ind i et sted, de fleste prøver at undgå. Engle kommer for at hente Nathan, og han må vælge mellem Himmel og Helvede.
Maya tager med ham til hans hjemsted, Helvede, hvor han skal oplæres af sin far, djævlen Lucifer, til at blive Helvedes prins. Men Nathan gemmer på mere end selv djævlen havde forudset. Vil Maya kunne holde sit løfte, og blive ved Nathans side - selv hvis døden dem skiller?
"Hans navn, er Nathan" er en ungdoms/fantasy historie, og indeholder scener, som kan virke stødende for nogen, b.la. med druk og stærk kærlighed.

58Likes
55Kommentarer
7806Visninger
AA

2. Ét år senere

En boble flyver hen mod mig. Jeg smiler og puster den tilbage. Rykker hen mod ham. Han smiler til mig. Puster skum i mit ansigt.

   Bobler svæver rundt i det hvide badeværelse. Duftlys spreder en søvnig aroma i rummet. Klinkerne er glatte af mange våde sæbebobler. Nathan ligger den ene arm på kanten af bassinet og tager imod mig med den anden. Han knuger mig ind til sig og kysser mig. Jeg smiler. Han hoster og fnyser, da jeg kaster skum i hans ansigt. Jeg griner. Han tørrer sæben væk fra ansigtet og ser på mig med et monoton ansigtsudtryk.

   "Hvad?" griner jeg. Hans mundvige vendes langsomt opad, han kaster sig mod mig med skulderen først. Mit hoved kommer under vandets overflade. Han trækker mig op igen. Jeg hoster og griner på samme tid. Flere bobler er fløjet op i luften. Han napper mig blidt i øret, jeg lægger arme og ben om ham, sætter mine læber mod hans og lægger al min vægte ind mod ham. Han glider og falder ned under vandoverfladen. Jeg sætter mig op. Jeg kan ikke mærke hans krop mere. Jeg sætter mig på den lille "bænk", der så dejligt er placeret et stykke over bunden. Ser mig omkring. "Nathan?" Ingen luftbobler kommer op fra det forholdsvis store bassin. Det betaler sig at have en kæreste, hvis forældre handlede med diamanter...

   I det samme dukker han op fra vandoverfladen ved siden af mig. Jeg skriger, men bryder i latter, da jeg ser hans smil. Jeg holder en hånd for mit hjerte. "Åh, Nathan, gør aldrig det igen! Du gav mig næsten et hjerteanfald!" Han smiler undskyldende til mig og tager fat om mit håndled. Han trækker min hånd væk, så den ligger under hans på "bænken". Han læner sig ind mod mig, jeg tager glædeligt imod hans kys.

   Det er underligt. Så snart hans bryst rør mit, gyser jeg og kryber sammen. Luften bliver kold og duftløs, jeg gnider mine arme og rykker væk fra ham. Et øjeblik er han en anden. Et øjeblik er Nathaniel væk, og bliver erstattet af en fremmed. Men så lægger han armene om mig og trykker mig ind mod sig i et beroligende kram.

   Det sker hver gang. Når vores bryst rør hinanden, hvis jeg skærer mig, og han slikker blodet væk, nogle gange også bare når jeg kærtegner hans ansigt. Det er som om strøm løber fra mig over i ham, eller omvendt. Alt godt forsvinder fra rummet...

   Jeg rejser mig op lidt for hurtigt og træder ud af det store badekar. Han rykker forskrækket lidt væk, ser undskyldende på mig. Han forstår det ikke. Jeg har ikke fortalt ham om det...

   Jeg træder ud på bademåtten og tager et håndklæde fra et stativ. Jeg vikler det om mig og sætter mig på kanten af badekarret. Han kommer hen til mig og ligger sine bare arme om mig. Ofte har jeg forestillet mig, hvordan det i eventyrerne føles, lige inden sirener trækker uskyldige ned i vandet - sådan her. Han halvt trækker mig ned til sig, halvt hæver sig op mod mig. Han kysser mig i mundvigen. Da han slipper mig kommer han op og tager et håndklæde fra stativet. Han vikler det om livet og går hen til det store spejl.

   Jeg sidder lidt på kanten og betragter ham.

   Det er godt ni måneder siden, vi flyttede sammen. Efter at have kendt ham i en måned, bad han mig om at blive hans elskerinde. Han ønskede ikke noget seriøst, vidste ikke, hvad fremtiden ville bringe, og ville ikke forpligtige sig til at vælge med en kæreste i mente. Jeg sagde ja, men efter to måneder bad han mig om at blive hans kæreste og flytte sammen med ham. Det var først kommet bag på mig, og jeg blev bange, men vi havde fundet et rigtig hyggeligt sted. Bygningen bestod af flere små huse, der vendte ud mod en fælles have. Tre måneder er måske ikke lang tid at kende nogen i, men... Åh, hvordan skal jeg kunne forklare det?

   Nathaniel har noget over sig. Når han er i nærheden, får man lyst til at danse og le, samtidig med at man vil springe fra en skyskraber og bryde sammen i gråd. Måske er det det, som drager mig sådan til ham?

   Han er farlig, og jeg ved det.

   Men er det ikke det, der gør livet sjovt?

   Jeg går hen til Nathan og ligger armene om ham bagfra. Hans muskuløse bryst hæver og sænker sig under mine hænder. "Maya. Slip mig," siger han helt roligt.

   Jeg giver slip og ser ind i spejlet. Mit kastanjebrune, krøllede hår er vådt og drypper. Mine grønne øjne blinker til mig og jeg smiler. Bag mig tager Nathan tøj på. Han er allerede i bukserne. Jeg kan godt lide hans tøjsmag, også selvom jeg aldrig, aldrig ville gå i noget som det - mørkt, en smule dystert. Men lige nu tager han bare nattøj på.

   Udenfor vinduet er natten ved at falde på. Stjernerne er slørede bag ruden, som er blevet lavet til, at ingen kan kigge ind - egentlig underligt, da vi ikke bor ud til nogen andre...

   Nathan kommer hen bag mig. Han har ladet være med at tage skjorten på, han er dejlig varm. Jeg læner mig tilbage og rammer ham straks. Jeg vender mig om og ligger armene om ham. Et øjeblik står vi bare og holder om hinanden. Jeg lader mine hænder søge ned fra nakken til lige over skulderbladene.

   En af mine lange negle borer sig ved et uheld ind i et langt ar. Nathan kaster mig med voldsom kraft væk fra sig og vakler væk. Han stønner og ligger armene om sig selv. Vrider sig og kommer med undertrykte udbrud. Efter et minuts tid fortager smerten sig, han sætter hænderne på knæene og bøjer sig pustende forover. Han ser på mig, hans sorte hår falder ned foran ansigtet.

   "Undskyld..." siger jeg med lille stemme. Jeg ved godt, at jeg skal holde fingrene fra de to lange ar, han har lige ved skulderbladene. Men det var et uheld!

   Han har aldrig fortalt mig, hvordan han fik de to ar. Engang var han fuld og sagde at, og jeg citerer, "hans vinger var blevet skåret af". Men der er jo så mange, der mener, at vi mennesker engang havde vinger...

   Han retter sig op, krymper sig lidt, men strækker ellers ryggen. Han ruller med skuldrene og trækker på dem. Han siger sjældent ret meget...

   Han går ind i soveværelset ved siden af. Jeg tørrer og reder mit hår. Derefter slukker jeg de mange lys, deres tidligere duft er ved at blive en smule kvalm. Da kun enkelte røgsøjler stiger op mod loftet, går jeg ind i soveværelset. Nathan smiler til mig, han ligger i sengen med en bog.

   Jeg er ofte blevet overrasket over, hvor rolig han faktisk er. Selvom han altid går i sort eller læder, er han god som dagen er lang. Jeg ruller gardinerne for, kaster et hurtigt blik ud på gaden. Sommernatten er rolig og mørk. Klokken er, hvad, tolv? Da persiennerne falder for, står jeg et øjeblik og tænker. Jeg er overhovedet ikke træt. Og det er Nathan heller ikke - det er han aldrig. Jeg har mit nattøj på, varmen udenfor afholder ham fra at tage skjorten på.

   Jeg kravler langsomt på alle fire hen over sengen. Jeg lukker Nathans bog, og ser ham ind i øjnene. Et øjeblik ser han forvirret på mig. Så smiler han og lægger armene om mig. Jeg putter mig ind til ham og lukker øjnene.

   "Har du fået et job?" spørger jeg lavt. Han ryster på hovedet, jeg kan mærke det på den måde, musklerne bevæger sig på. "Nå," siger jeg bare. "Men det er du altså nød til."

 

Kniven flyver op i luften, efterfulgt af et forskrækket gisp. Jeg åbner langsomt øjnene. Nathans silhuet sidder med en dragen kniv i hånden. Han gisper efter vejret, sveden løber over hans pande, hver en muskel er spændt. Han skælver.

   Han har altid kniven liggende under puden. I starten gjorde det mig en smule bange. Men sagen er, og det fortæller hverken han eller jeg til mange, at Nathan er sindssyg.

   Sindssyge betyder ikke, at man går amok og sprænger sig selv og alle omkring én i luften. Det er bare en sygdom, man hverken kan se eller røre ved. Men det kan kureres. Nathan er paranoid, har forfølgelsesvanvid og er skizofren.

   Jeg kom engang hjem og fandt ham på gulvet i soveværelset med armene over hovedet og vidt åbne øjne. Han rokkede, skælvede over hele kroppen. Han sagde til mig, at han havde hørt stemmer. Han græd ud ved min skulder den dag. Vrælede som et lille barn, den arme fyr var rædselsslagen.

   Han nægter at sige noget til lægen, men det kan ikke rigtig være andet end skizofreni. Hver gang én af os kommer ind omkring emnet, skifter den anden hurtigt. Det kommer i perioder, men han har altid et våben på sig ét eller andet sted - i skoen, under puden, somme tider i en skjult jakkelomme. En normal kæreste ville nok gøre noget. En god kæreste ville helt sikkert gøre det! Men den ene gang, jeg skulle til det, tryglede han mig om at lade være.

   Og lad mig lige give dig et indblik i, hvordan Nathan er, når han virkelig trygler om noget. Han plager ikke. Nej, Nathan er stædig, og de få gange, jeg har set ham trygle, har det været på knæ og med foldede hænder. Han tigger og beder til tårerne løber, øjnene er store som tekopper, og man nænner ikke at gå imod hans ønske. Med "man" mener jeg selvfølgelig "mig".

   Nu lægger jeg en hånd på hans skulder. Han vender sig mod mig med et lille gisp. Så husker han, hvor han er, og kniven falder ned på gulvet. Han tager sig til hovedet.

   "Mareridt igen?" spørger jeg. Han nikker. Jeg kan mærke, at han ryster. Jeg sætter mig op. "Det er okay. Det var bare en drøm." Jeg tøver lidt. Tør næsten ikke spørge. "Hvad drømte du om?"

   Han ryster på hovedet som sædvanligt. Han har aldrig fortalt mig om sine drømme. Kun de gode. Ja, eller de erotiske... Der er meget, han ikke har fortalt mig om. Jeg har for eksempel aldrig mødt hans familie.

   Nathan tager nogle dybe indåndinger. Han ligger sig ned ved siden af mig. Jeg stryger beroligende hans ansigt. Kuldegysningerne løber igen gennem min krop. Han tager fat om mit håndled og holder den ved sin tinding. Efter et langt øjeblik bliver kulden så ensformig, at jeg glemmer den. Han slipper hånden med et lille, lettet, tilfredst suk.

   I mit stille sind tænker jeg altid, lige efter kuldegysningen, at han opfører sig som et batteri. Jeg er opladeren, han får strøm fra. Nathan er min.

   Men han er og bliver et mysterium.

   Nathan lægger sig ned igen, jeg gør ligeså. Han putter sig ind mod mit bryst, ryster stadig og har åndenød. Jeg lægger armene om ham, kysser ham på håret og stryger hans nakke. Han lukker øjnene.

   "Maya..." Hans stemme er, hvordan skal jeg beskrive det... sprød.

   Jeg ser på ham. "Ja, Nathan?"

   Han tøver. Trykker sig kort ind mod mig. "Du må aldrig forlade mig."

   Jeg smiler. Nusser hans hår. "Aldrig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...