(Tertio 1) Djævledrengen

Første gang jeg så ham, virkede han som en helt normal dreng. Jeg lærte ham at kende, forelskede mig. Tiden gik, vi blev unge voksne, flyttede sammen, og nu står jeg så her. På hospitalet. Hvis du nu tænker "Hun er sikkert gravid", så må du tro om igen.
Maya er nitten år gammel, og har levet godt og stilfærdigt med sin kæreste, Nathan. Men Nathan gemmer på en mørk hemmelighed, og Maya bliver revet ind i et sted, de fleste prøver at undgå. Engle kommer for at hente Nathan, og han må vælge mellem Himmel og Helvede.
Maya tager med ham til hans hjemsted, Helvede, hvor han skal oplæres af sin far, djævlen Lucifer, til at blive Helvedes prins. Men Nathan gemmer på mere end selv djævlen havde forudset. Vil Maya kunne holde sit løfte, og blive ved Nathans side - selv hvis døden dem skiller?
"Hans navn, er Nathan" er en ungdoms/fantasy historie, og indeholder scener, som kan virke stødende for nogen, b.la. med druk og stærk kærlighed.

59Likes
55Kommentarer
8591Visninger
AA

9. En Helvedes prinsesse

"Nathan?" Jeg kommer forsigtigt ind. Han sidder på sofaen og stirrer ind i ilden i pejsen. Han har meget fint tøj på. En sort læderjakke med skulderpuder, uden over en blodrød skjorte. Kæder hænger fra skulderpuderne og fra bukselommen. Hans sorte hår er (og har, så vidt jeg ved, altid været) punkagtigt og vildt. Den perfekte Helvedesprins.

   Jeg kommer hen imod ham. Udenfor er det blevet mørkt. Normalt oplyser krystaller åbenbart byen fra grotteloftet.

   Nathan ser på mig og smiler. Da vi gik til middag, sagde han, at han var vild med min kjole - jeg ved bare ikke rigtig hvorfor. Det var den mest passende, jeg kunne finde, men jeg tror ikke, Helvede har hørt om, at der findes kjoler, som ikke udsætter ens private dele?

   Den har ingen ryg og giver det helt rigtige skub ved brystet. Den sidder tæt de rigtige steder, og ærmerne går ned over håndleddene. Den har bare ingen skuldre. En strop snor sig om bag min nakke og holder den oppe.

   Jeg sætter maden foran ham. "Du er nød til at spise."

   "Jeg vil meget hellere sidde og se på dig posere i den kjole."

   Jeg giver ham et smølfespark i panden. Han ømmer sig. "Slem dreng! Spis nu."

   Han vender ansigtet væk. "Nej..."

   Jeg lægger armene om ham og skubber ham lidt tilbage i sofaen. Han får røde kinder, hans blik flakker mellem mit ansigt og min kavalergang, som han har fået godt udsyn til nu.

   "Kom nu," siger jeg sukkersødt og blidt. Han bliver helt rød i hovedet, men er stadig meget modstræbende. Jeg kysser hans hals. "Søde..." Han hiver lidt ud i sin krave for at få luft. "Vil du ikke nok?"

   "J-j-jeg er v-virkelig ikke su-sulten, M-Maya, og j-jeg..." Jeg kysser ham under hagen og stryger hans kind. Han sukker, ser ud til at have svært ved at få luft.

   "Er du... sikker?"

   Han nikker hurtigt. "Ja, ja, jeg..."

   Jeg rækker om bag min nakke, jeg sidder over skrævs på hans hofte, ligger halvt oven på ham. Jeg åbner stroppen, som holder min kjole på plads, og hiver blidt i den, så den glider ud af kjolen. Jeg kan mærke Nathans hjerte banke hurtigere, da min kjole hænger løst om min krop.

   "Maya, jeg..." Jeg kysser hans kraveben og brystkasse. "Hvis jeg spiser, holder du så op med det dér?!"

   "Måske..." siger jeg lavt. Personligt kan jeg faktisk rigtig godt lide at nusse sådan om ham, men han får altid svært ved at ånde. Jeg kan huske engang, hvor jeg prøvede at lokke ham til at gå i seng. Jeg havde nattøj på. Jeg vil ikke sige, at mit forsøg mislykkedes... Men han havde knappen min natskjorte op, og vi havde ikke sovet før klokken... hvad, tre? Ikke mit bedste forsøg, men alligevel - det var en god nat! "Nå?" Jeg ser sødt på ham, læner mig ind mod ham. "Du klarer dig ikke i mit selskab uden mad, det ved du også go..."

   "Maya, det gør ondt!"

   Jeg flytter mig hurtigt fra ham. Nathan griber fat om trøjen ved hjertet, gisper efter vejret. Han skælver. Den ene hånd åbner og lukker sig, som om han vil gribe fat om mig, den anden holder, som sagt, for hjertet.

   Ups... Jeg husker, hvad Lucifer sagde om, at jeg ikke skulle spille englen og djævlen ud mod hinanden...

   Nathan knapper sin skjorte op for at få luft. Jeg lukker min kjole, ser undskyldende på ham.

   Han nikker. "Jeg skal nok spise." Ordene kommer kun anstrengt ud af hans mund. Han tager et stykke pizza og gumler lidt på det.

 

Midt om natten bliver jeg vækket. Ikke af Nathan, men af Lucifer. Det er ret pinligt, jeg ligger helt tæt op ad Nathan, hvis han ikke lå på ryggen, ville vi ligge i ske.

   "Lucifer!" hvæser jeg forarget. Jeg sætter mig op, holder dynen over brystet.

   "Kom med mig," siger han koldt. "Ingen spørgsmål."

   Jeg følger efter Nathans far. Han fører mig hen til en sal, jeg ikke har set før. På den anden side, så har jeg ikke engang være i Helvede i fem dage. Lucifer stiller sig foran en væg, beder mig tage plads på en sofa. Rummets vægge er dækkede af rødt fløjl, gulvet er sort. Jeg kan ikke se loftet. To lænestole og en sofa er de eneste møbler (de er også fløjlsbetrukne) ud over pejsen. Jeg sætter mig stille ned på sofaen.

   Lucifer ser på mig. "Du har fristet Nathan flere gange de sidste to dage," siger han kort.

   "Undskyld..."
   "Du skal ikke undskylde."

   Lucifer sukker. Han tager fat om et rødt forhæng, som hænger ned fra væggen, og trækker det til side. Et billede af en ung version af ham selv og en smuk, ung kvinde kommer til syne.

   Kvinden bærer på et lille barn. Kvindens øjne er de samme som Nathans, hendes smil minder også om min kærestes. Nathan har til gengæld fået sin fars yngre udseende.

   "Det her er Nathans mor, Gabrielle. Hun var en engel. Vi mødtes nogle få tusinde år efter jeg var blevet smidt ud af Himlen. Hun var blevet sendt ned for at dræbe mig, men... Ja, jeg er jo ikke død. Hun blev her, og efter et år... fødte hun Nathaniel.

   Vorherre blev rasende, en af hans engle, der får et barn med hans bortviste ærkefjende..." Lucifer klukkede. "Det var noget af en skandale. Godt han allerede havde oversvømmet jorden, ellers..."

   "Vent hvad!" udbryder jeg. Taler han om Noahs ark eller hvad?! "Hvor gammel er Nathan?!"

   "Kun nogle hundrede tusinde år. Men altså..." Jeg måber, rummet svimler. Så gammel!? "... efter Nathaniels fødsel, kom Vorherre for første og sidste gang på besøg her i Helvede. Han tilbød Gabrielle at tage Nathaniel med til Himlen og oplære ham dér. Det ville jeg selvfølgelig ikke tillade, så jeg sendte Herren tilbage til Himlen. Gabrielle blev hos mig i nogle få årtier. For et Himmel- eller Helvedesvæsen tager det mange år at vokse op, og da Gabrielle besluttede at forlade Helvede, var Nathaniel stadig en lille dreng. Hun ville tage ham med sig, men jeg tog ham fra hende."

   "Lucifer, burde du ikke fortælle Nathan det her, i stedet for mig?"

   "Lad mig tale færdigt, jeg kommer til dig om lidt." Han så op på maleriet. "En engel klarer sig ikke godt i Helvede, og en dæmon klarer sig ikke godt i Himlen. I Himlen siger de, at en engel ikke lokker nogen til noget, men derimod frelser dem fra mine dæmoner." Han smiler ved minderne. "Det passer ikke. Gabrielle lokkede mig til at stole på hende. Hun lokkede og fristede mig ofte, og det endte jo heldigvis med Nathaniel. Men da jeg fortalte hende, at jeg ikke ville lade hende tage Nathaniel med til Himlen, blev hun vred på mig. Hun prøvede at stikke af i ly af natten, men jeg fangede hende. Hun blev smidt tilbage til Himlen, og jeg beholdt Nathan hos mig - altså, indtil han stak af for nogle tusinde år siden." Wow...

   "Hvorfor stak han af?"

   "Han var draget af menneskenes verden. Jeres måde at tage en dag af gangen."

   "Det sker ikke så meget mere..."

   "Da han kom gjorde det. Men altså. Gabrielle fristede mig, og i Himlen blev hun kaldt Helvedes Dronning et stykke tid..." Lucifer ser på mig med alvorlige øjne. "Det kræver meget at friste en djævel som mig, og Nathaniel er endnu sværere at friste, siden han er halv engel. Alligevel lykkes det igen og igen for dig." Lucifer kommer helt hen til mig og ser mig i øjnene. Han står kun få centimeter fra mig. Jeg fortrækker ikke en mine, selvom jeg skriger indeni - der er bad i min og Nathans lille lejlighed, men jeg tror aldrig, Lucifer har hørt om et brusebad eller en tandbørste! Hans harske ånde slår mig i ansigtet, og et kort øjeblik forestiller jeg mig en orm kravle ud ad hans mund (på flugt). "Maya. Nathaniel er Helvedes prins, men han har været på Jorden for længe. Han har brug for en prinsesse." Jeg måber. Står Lucifer og siger det, jeg tror, han siger?! "Vil du være Helvedes prinsesse?"

   Okay... Da jeg vågnede for en uge siden, var det ikke det her, jeg havde regnet med skulle ske i løbet af fremtiden.

   "Mener du... som hans... glædespige?!" Nej, njiet, no, nope!

   Lucifer ler. "Nej, selvfølgelig ikke. Du er jo allerede hans kæreste, hvorfor miste rang når man kan komme op?" Lucifer træder endelig væk, og jeg kan ånde nogenlunde frit igen. Han vender sig mod maleriet igen. "Som Helvedes prinsesse kan du næsten rejse frit mellem Himlen og Helvede, siden du jo er menneske. Du vil ikke få vinger eller noget andet end titlen."

   Jeg rynker panden. "Men Nathan sagde, at Helvedes væsner ikke kunne rejse mellem Himmel og Helvede."

   Lucifer ler glædesløst. "Det er sandt. Men du er fra mellemetagen. Du kan rejse frit, når du først er på første sal eller kælderen."

   "Ahva?"

   "Første sal, Himmelen, kælderen, Helvede. Mellemetagen er Jorden." Han ser på mig. "Hvad siger du så? Har du mod på at blive en Helvedes prinsesse?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...