(Tertio 1) Djævledrengen

Første gang jeg så ham, virkede han som en helt normal dreng. Jeg lærte ham at kende, forelskede mig. Tiden gik, vi blev unge voksne, flyttede sammen, og nu står jeg så her. På hospitalet. Hvis du nu tænker "Hun er sikkert gravid", så må du tro om igen.
Maya er nitten år gammel, og har levet godt og stilfærdigt med sin kæreste, Nathan. Men Nathan gemmer på en mørk hemmelighed, og Maya bliver revet ind i et sted, de fleste prøver at undgå. Engle kommer for at hente Nathan, og han må vælge mellem Himmel og Helvede.
Maya tager med ham til hans hjemsted, Helvede, hvor han skal oplæres af sin far, djævlen Lucifer, til at blive Helvedes prins. Men Nathan gemmer på mere end selv djævlen havde forudset. Vil Maya kunne holde sit løfte, og blive ved Nathans side - selv hvis døden dem skiller?
"Hans navn, er Nathan" er en ungdoms/fantasy historie, og indeholder scener, som kan virke stødende for nogen, b.la. med druk og stærk kærlighed.

59Likes
55Kommentarer
8639Visninger
AA

16. Døden i Himlen

Nathan lander pludselig på et fast underlag. Jeg ser med halvt lukkede øjne rundt. Hvide søjler står frit på et gulv, der er dækket af hvid tåge. Skikkelser i hvide klæder ikke så meget som ser på Nathan og mig. De er lige glade. Hvis jeg dør, er der bare flere kunder i butikken. Jeg krummer mig sammen, da dolken pludselig kommer tilbage, og begynder at rive mit indre op. Jeg skriger. De nærmeste engle ser på os.

   "Vil I ikke nok hjælpe hende?" tigger Nathan. "Hun er døende! Jeg beder jer! Hjælp hende!" Englene rynker på næsen og ser på Nathan. Jeg lægger mærke til, at alles hår er lyst. Ikke helt hvidt bare blond.

   "Hvad laver du her, dæmon afskum! Forsvind med dig!"

   "Jeg er halvengel, og har lige så megen ret til at være her som I!" Englene ser på hinanden. De kommer truende hen til Nathan.

   "Hvem tror du egentlig du er?" spytter det. Jeg vrider mig i smerter. Nathan sætter sig på knæ, så jeg kan ligge ned på den skyede belægning, der skal gøre det ud for jord.

   "Jeg er Nathaniel Lucifer Montiara! Vil I ikke nok hjælpe hende!" bønfalder han. Men englene er ligeglade med mig. De ser på Nathan, som om han er noget ulækkert og beskidt.

   "Djævlens søn!" Nu kommer flere engle til. En enkelt af dem har noget, der minder lidt om medfølelse i blikket. Jeg skriger, da dolken begynder at hugge løs på mine ribben.

   "Kom nu! Hun dør!"

   "Hvad laver du her?" spørger englene spottende. "Smut hjem til din rotterede kaldet Helvede og..."

   "I DEN ALMÆGTIGE HIMMELS HERRES NAVN! NU HJÆLPER I HENDE! FORSTÅET, I BEVINGEDE LATTERLIGE PARODIER PÅ FUGLE!" Englene farer sammen. Nathans stemme runger mellem væggene. Han løfter mit hoved op. "Maya, kan du høre mig? Hold dig vågen, vil du ikke nok? Hent hjælp! Kom nu, se på mig, lad være med at lukke øjnene. En eller anden, hent Gabrielle! Maya! MAYA!" Og pludselig er dolken væk. Jeg kan ikke længere mærke min krop. Den eneste følelse, jeg har tilbage, er en spinkel lille tråd af kærlighed. Jeg smiler gennem mine tårer til Nathan, stryger hans kind.

   "Jeg elsker dig."

 

Jeg er ikke længere i min krop. Den holder Nathan. Han ser stift og med rædselsfulde øjne, da min hånd slapt rammer jorden. Jeg står lidt bag englene. Jeg er død. Jeg er nu blot en ånd. Jeg er stum, og kan aldrig mere sige noget. Tårer falder ned på min krops pande. Nathans tårer. Han ser rasende på englene, der bare står og glor målløse.

   "HVORFOR HENTEDE I IKKE HJÆLP?!" råber han. Han knuger min livløse krop ind til sig. Gennem engleskaren kommer en mandlig engel gående. Hans hår er kort, lysebrunt og krøllet. Han sætter sig på hug foran Nathan.

   "Nathaniel," siger han. Hans stemme giver genlyd, selvom der ikke skulle være noget, der kunne kaste hans stemme tilbage. Englene begynder ophidsede at mumle. Englen med det brune hår skal til at tage min krop op, men Nathan knuger den grædende ind til sig og nægter at slippe. Englen smiler sørgmodigt men venligt. "Giv mig kroppen. Jeg finder din mor. Det hele skal nok ordne sig. Vor Herre har ikke bestemt hende til at dø endnu, han skal nok ordne det hele."

   "Onkel," snøfter Nathan. "Hvorfor lyver du for mig? Selv ikke Vor Herre kan bringe de døde til live igen..." Nathans onkel (hvem skulle have troet det) løfter min krop op. Nathan sidder lammet af sorg foran porten til Himlen. Englene spredes så småt. Jeg ser på mine hænder. De er ved at gå i opløsning. Jeg sukker. Så det er sådan man kommer til Paradis eller Helvede? Først ånd, så opløsning?

   Jeg ved ikke, om det er sådan en slags drøm efter døden. Men lige pludselig får Nathan øje på mig. Han farer hen til mig, griber fat om mine åndelige rester og kaster sig ud fra porten. Jeg vil skrige, men er stum. Nathan folder vingerne sammen, og vi styrter mod Jordens overflade. Hvad laver han?! Vil han dø sammen med mig?! Nej! Lad være! NATHAN! LAD SÅ VÆRE!

   Hans mund bevæger sig, men jeg kan ikke høre hvad han siger. Min sjælelige krop er så småt ved at forsvinde. Han råber ind i mit øre, det lyder kun som en svag hvisken.

   "Hold ud lidt endnu..." Lidt endnu? Han har ikke "lidt endnu"! Vi er på vej ned midt i en kamps zone. Så Himlen flytter sig altså? Jeg kan høre englene råbe fra porten, kalde ham tilbage. Vinger suser omkring os, de prøver at få ham til at folde sine egne ud. Men han nægter. Så rammer vi jorden. En bombe springer. Røg stiger op. Verden er uden lyd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...