(Tertio 1) Djævledrengen

Første gang jeg så ham, virkede han som en helt normal dreng. Jeg lærte ham at kende, forelskede mig. Tiden gik, vi blev unge voksne, flyttede sammen, og nu står jeg så her. På hospitalet. Hvis du nu tænker "Hun er sikkert gravid", så må du tro om igen.
Maya er nitten år gammel, og har levet godt og stilfærdigt med sin kæreste, Nathan. Men Nathan gemmer på en mørk hemmelighed, og Maya bliver revet ind i et sted, de fleste prøver at undgå. Engle kommer for at hente Nathan, og han må vælge mellem Himmel og Helvede.
Maya tager med ham til hans hjemsted, Helvede, hvor han skal oplæres af sin far, djævlen Lucifer, til at blive Helvedes prins. Men Nathan gemmer på mere end selv djævlen havde forudset. Vil Maya kunne holde sit løfte, og blive ved Nathans side - selv hvis døden dem skiller?
"Hans navn, er Nathan" er en ungdoms/fantasy historie, og indeholder scener, som kan virke stødende for nogen, b.la. med druk og stærk kærlighed.

58Likes
55Kommentarer
7806Visninger
AA

10. Djævlens løgn

Jeg nægter at høre Nathans skrig. Det er ulideligt, jeg kan ikke klare at høre ham sådan. Så i stedet har jeg fået lov til at gå en tur i byen - Nathan ved selvfølgelig ikke noget om det, han ville insistere på at tage med.

   Jeg ved ikke, hvorfor Nathan hader Helvede så meget. Jeg mener, ja, Lucifer er modbydelig, men han har et hjerte. Han har i hvert fald resterne af et. Og byen virker faktisk dejlig. Ja, dæmonerne, som er indbyggerne, ser lidt pudsige ud, men ellers ligner det hele en romantisk by fra middelalderen.

   Dæmonerne er alle røde. Nogle af dem har vinger og horn, men de fleste smiler... og blotter deres spidse tænder... Men de går alle i gammeldags tøj. Jeg får sendt mange undrende blikke. Jeg går i en knælang nederdel og en top, min hud er hverken rød eller dækket af skæld eller fjer. Hernede er jeg "monsteret", i hvert fald af udseende.

   Helvede er varm, så mere tøj ville få mig til at smelte. Jeg går på hovedtorvet, det strækker sig alle 18.239 kilometer gennem Helvede, starter ved slottet og slutter ved... ja, et sted, formodentlig. Jeg har dog ikke i sinde at finde ud af hvor.

   Torvet er brostensbelagt og hyggeligt. Jeg passerer en smuk gammel brønd. Nede fra den kan jeg høre jamren.

   Lucifer forberedte mig. Helvede er strategisk opdelt - en sjæl kommer herned, bliver fanget i et objekt, en brønd, en flaske eller lignende, og dér skal de så blive, enten til de har afsonet deres straf, eller til de gør noget godt.

   Straffen passer til de ugerninger, man har begået i løbet af sit liv på Jorden. Jo værre de er, desto længere og ondere bliver straffen. Løgne straffen med millisekunder i skærsilden. Én løgn, ét millisekund i skærsilden. Derefter bliver man sendt op i Himlen, og hvad der så videre sker, fortalte djævlen mig ikke.

   Nogle dæmoner samler åbenbart på sjæle i flasker, de bytter dem til bedre eller flottere, lidt ligesom fodboldkort på Jorden.

   Lucifer gav mig en time i byen, og den er allerede ved at udløbe.

   Jeg vender om og går tilbage mod slottet.

 

Jeg tror ikke, jeg før har set Nathan se så hærget ud. Han ligger på sofaen, jeg er ikke sikker på, om han sover eller er bevidstløs, men han er her. Mon Lucifer måtte bære ham op igen?

   Nathans skjorte hænger i laser omkring ham, enkelte steder er markeringen af en klo lidt for synlig. Under tøjet er han allerede begyndt at hele, det er vist sådan en Helvedesvæsen ting eller noget. Hans hud er askegrå, han ser faktisk syg ud. Jeg sætter mig på knæ ved hans hoved.

   Han fjerner armen fra øjnene og ligger den på sin pande. Jeg smiler til ham, hans mundvige vendes et kort øjeblik opad. Så sukker han og lader hver en muskel i kroppen slappe af. Flere steder har han sår og rifter, men de har vist set værre ud.

   Jeg stryger hans hånd. Normalt ville hans fingre lukkes om mine, men lige nu ligger han bare helt stille. "Hvorfor kæmper du imod?" spørger jeg lavmælt.

   Der går et øjeblik. Så trækker han på skulderne.

   "Det ville være meget nemmere hvis du bare lod dine vinger komme frem."

   "Tortur er intet i forhold til nye vinger," mumler han lavt.

   Jeg sukker. "Når du har det bedre, så gå i bad. Det vil være godt for dig."

   Han brummer kort. Snart efter hører jeg en lav snorken. Jeg smiler og lægger et tæppe over ham. Jeg tror nok Lucifer har fået installeret aircondition i vores lejlighed som den eneste på slottet. En kølig vind sniger sig rundt i stuen.

   Jeg kysser Nathan på panden og går ind i soveværelset.

   Middagen den aften forløber lige så stille som den foregående, bortset fra at Nathan spiser en lille bitte smule. Hverken jeg eller Lucifer har planer om at sige noget til Nathan om, at jeg uofficielt er Helvedes prinsesse, vi ser faktisk ikke engang på hinanden.

   Lucifer har fået sine tjenere til kun at forberede mad fra Jorden til os, hvilket jeg er meget taknemmelig for. Men han prøver stadig at få noget af Helvedes mad ned i os.

   Efter et kvarters stilhed sidder Nathan med hovedet hvilende på den ene hånd og prikker til resten af sin mad. Han er stadig udmattet, og jeg forstår ikke, hvorfor Lucifer forlanger at han kommer. Måske for at se, hvordan det skrider frem med vingerne?

   "Nathaniel, der er noget, jeg må tale med dig om," siger Lucifer så. Nathan brummer og lægger sin ske ned. Lucifer ser på mig. "Under fire øjne."

   Jeg nikker hurtigt, takker for måltidet og skynder mig hen mod døren.

 

"Lucifer?" Jeg kryber forsigtigt ind i tronsalen.

   Djævlen sidder på sin trone og ser tomt ud i luften. Da han bliver opmærksom på mig, ser han sig hurtigt omkring.

   Efter jeg var gået tilbage fra middagen i går, gik der et kort stykke tid. Så kom Nathan ind. Han virkede rasende, nærmest sydede af vrede. Vi var gået i seng, men da jeg vågnede i morges, var han pludselig væk!

   Jeg har brugt hele dagen på at gennemsøge slottet, selv træningspladsen og den gustne slotshave, men han er intet sted at se.

   Lucifer rejser sig op, kappen med sorte fjer hvisler, da den falder ned mod jorden. "Maya! Hvad bringer dig hid?"

   "Jeg kan ikke finde Nathan. Har du set ham?"

   Lucifer smiler halvt faderligt halvt grumt til mig. "Han gik sig en tur. Jeg ved ikke hvornår han er tilbage."

   Jeg nikker. "O-okay, men når du ser ham, vil du så ikke bede ham komme hen i vores lejlighed? Jeg er bekymret for ham."

   Lucifer nikker. "Vær glad for dine menneskelige følelser. Dem skal du holde fast i."

   Jeg rynker brynene. Hvad er det dog for et råd? "Hvorfor skulle jeg ikke gøre det?" spørger jeg langsomt. Det virker lidt suspekt.

   Lucifer trækker på skulderne. "Du er i Helvede, min pige. Du må passe på."

 

Nathan er heller ikke kommet tilbage om aftenen. Jeg sidder med Lucifer ved det store bord. Vi spiser i stilhed. Samtaler er åbenbart ikke så almindelige i Helvede, i hvert fald ikke under maden...

   Jeg ser ud. De faldne engle flyver rundt på patruljer udenfor.

   Slottet rumler. En pludselig skræk løber over mig. Med ét ved jeg, at Lucifer ved hvor Nathan er. Jeg rejser mig pludseligt op og ser på den gamle djævel. "Hvor er Nathan!" udbryder jeg. Slottets ryst holder op lige så pludseligt som den begyndte. Jeg ser på Lucifer, tårerne danner sig i mine øjne.

   Jeg hader jordskælv! Jeg hader dem virkelig! Når der var jordskælv derhjemme, plejede Nathan at trykke mig ind til sig til det holdt op. En gang, da det var særligt slemt, begyndte jeg at græde, men han snakkede bare beroligende til mig.

   Lucifer ser tøvende tomt ud i luften. "Han er ikke kommet tilbage fra sin tur endnu."

   "Lucifer, jeg ved at du lyver!"

   Djævlen skuler tvært op mod loftet, mumler: "Gamle nar..." Så ser han på mig over kanten af et vinglas. "Du er klog, Maya, meget klog. Men du bør ikke gribe en djævel i at lyve. Det kan koste dig dyrt." Jeg synker og sætter mig ned på mig plads igen. Han sukker. "Hvor stærk er du. Psykisk, mener jeg."

   Jeg trækker på skulderne. "Det kommer an på, hvad det angår? Jordskælv og andre katastrofer slår mig ud af det, men..." Hvorfor fortæller jeg djævlen det her?!

   Lucifer rejser sig op. "Fordi det er dig, vil jeg godt vise dig, hvor Nathaniel er. Men du må love mig, at efter du har set det, går du direkte tilbage til jeres lejlighed, og der bliver du, indtil han kommer tilbage."

   Jeg nikker. "Det lover jeg."

   "Godt," siger Lucifer og nikker. "Men husk, at selvom du er min søns elskede, så vil jeg hellere beskytte ham ved at såre hans følelser, end at lade et alt for nysgerrigt menneske gå rundt. Man holder sit ord til mig, ellers..." Lucifer lader en lang, tynd finger køre over halsen.

   Jeg nikker stift. "Jeg lover dig, jeg går tilbage til lejligheden, jeg skal bare vide, at han er okay og har det godt."

   Lucifer så på mig med tomme øjne. "Det kan godt blive lidt svært."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...