(Tertio 1) Djævledrengen

Første gang jeg så ham, virkede han som en helt normal dreng. Jeg lærte ham at kende, forelskede mig. Tiden gik, vi blev unge voksne, flyttede sammen, og nu står jeg så her. På hospitalet. Hvis du nu tænker "Hun er sikkert gravid", så må du tro om igen.
Maya er nitten år gammel, og har levet godt og stilfærdigt med sin kæreste, Nathan. Men Nathan gemmer på en mørk hemmelighed, og Maya bliver revet ind i et sted, de fleste prøver at undgå. Engle kommer for at hente Nathan, og han må vælge mellem Himmel og Helvede.
Maya tager med ham til hans hjemsted, Helvede, hvor han skal oplæres af sin far, djævlen Lucifer, til at blive Helvedes prins. Men Nathan gemmer på mere end selv djævlen havde forudset. Vil Maya kunne holde sit løfte, og blive ved Nathans side - selv hvis døden dem skiller?
"Hans navn, er Nathan" er en ungdoms/fantasy historie, og indeholder scener, som kan virke stødende for nogen, b.la. med druk og stærk kærlighed.

61Likes
55Kommentarer
9461Visninger
AA

4. Djævledrengen

"Maya... Bliv bag mig."

   Jeg gør som han siger. Jeg tror, han har sagt mere i dag, end han normalt gør på en hel uge. De fremmede ser direkte på Nathan. De sorte smiler, de hvide fortrækker ikke en mine.

   "Hvad vil I mig?!" hvæser Nathan til dem. Det lyder næsten dyrisk.

   "Tiden er løbet ud, Nathaniel," siger én af de hvide. "Vorherre holder ikke længere hånden over dig."

   "Det er tid til at vælge," smiler en sort halvt hånligt og halvt spændt.

   Nathan puffer mig længere væk og går baglæns.

   "Det nytter ikke noget at flygte," siger en hvid. "Vi har vagter overalt i området."

   "Jeg ved det," knurrer Nathan og holder en hånd op for sin stadig blodige trøje. "Det fik jeg lov at smage..."

   "Var det dem der..."

   "Ti stille, Maya," mumler han til mig.

   De sorte ler hånligt, de hvides mundvige vendes et øjeblik opad.

   "Har du fået dig en lille veninde?" håner en sort.

   Nathan skærer tænder af aggression. De hvide ser nedladende på de sorte. "Forsvind med jer!!" Nathan slår vredt ud med armen. Jeg undrer mig over, at hverken hans sår eller ar gør ondt af den hurtige bevægelse.

   "Vi går ikke, før du har bestemt dig."

   "Ja, hvad bliver det til?!" nærmest råber en sort. Han stiller sig med armene over kors. Jeg bryder mig ikke rigtig om de sortes væremåde, men de hvide virker til gengæld iskolde. "Himmel eller Helvede?!"

   Hvad? Hvad snakkede de om?

   "Får jeg ikke tre dages betænkningstid?" spørger Nathan irriteret.

   "Du har haft en evighed," bider en hvid. "Din beskyttelse løb ud klokken tolv i dag, og ingen har tilsyneladende elsket dig nok til at bede for dig! VÆLG!"

   Et tordenskrald ryster himlen udenfor, de hvide farer sammen.

   De sorte bryder i latter. "Hvad så? Er I bange for den høje herre?"

   En jordrystelse får hele hospitalet til at skælve. De sorte farer sammen og krymper sig.

   "Tal for jer selv," raser en hvid. Så sukker han og ser på Nathan. "Vorherre giver dig én dag!"

   "Tolv timer," siger en sort muggent.

   Både hvide og sorte folder de enorme vinger ud og flyver - ja, flyver - væk. Nathan går hen og sætter sig med hovedet i hænderne på sengen.

   Jeg går hen ved siden af ham. "Nathan?" Jeg ligger en hånd på hans skulder. Han ryster. Græder han? "Hvad var det? Hvad sker der?"

   Han snøfter og ser på mig. Så nikker han. "Du har ret til at vide det..." Jeg sætter mig ved siden af ham. Han synker en klump. "Jeg har løget for dig. Mit navn er Nathan Montiara Lucifer... Min mor... Min mor var en engel."

   "Hvad mener du? Var hun meget smuk?"

   Han ryster på hovedet. "Nej. Eller, jo..." Han sukker. "Vores "gæster" var engle, henholdsvis fra Himlen og Helvede. De sorte er faldne engle, deres vinger kan falde af hvert øjeblik det skal være... Derfor bruger de hvert et minut til fulde. De hvide er Himlens vogterengle. De er magtfulde, men meget kolde..."

   "Mener du, at de er døde?" Nu har han helt sikkert sagt mere end på en uge.

   "Nej. Nej, engle er ikke døde mennesker. De er... en slags vogtere. Frelste sjæle. De lever længe, evigt, faktisk." Han tager en dyb indånding. "Jeg blev født i Himlens navn. Men... Min far tog mig fra min mor og førte mig ned til Helvede..." En rystelse løber gennem ham, han gemmer ansigtet i hænderne. "Undskyld, Maya, jeg skulle ikke have rodet dig ud i det her! Jeg er Lucifers søn!"

   Jeg ser lidt på ham. Rynker panden. "Lucifer... Altså, djævlen i den kristne tro?"

   Der er stille lidt. Så ser Nathaniel undrende på mig. "E-er du ikke bange?"

   Jeg suger overlæben indad, ser hen mod den knuste rude. Trækker på skuldrene. "Aner det ikke... Det er lidt svært at fatte, jeg flipper måske ud om nogle minutter, men øh... Lige nu er det faktisk bare mærkeligt."

   Nathan nikker. Ser ned i gulvet, virker lidt forvirret. "Øh... Okay. Øh, du er nok den første, der reagerer sådan..." Vi sidder stille lidt. Ser begge lige frem.

   Og så rammer det mig som et S-tog.

   "DU ER DJÆVLENS SØN?!" udbryder jeg skinger. Nathan nikker, prøver at skjule tårerne, der pludselig pibler frem. Jeg forstår stadig ikke noget. Hvem er Nathan - nej, hvad er Nathan? Jeg ryster på hovedet. "Forventer du, at jeg skal tro på det?! Hvis du er en engel, hvorfor var de andre så efter dig?!"

   "Jeg stak af..." snøfter han. "For længe siden flygtede jeg til Jorden, fordi jeg ikke kunne holde ud at leve i Helvede mere. Men... Lucifer vil have mig til at indtage min plads som Helvedes prins, og Herren i det høje..."

   "Gud?"

   "Han bliver kaldt Herren i de højere planer. Han vil ikke lade Lucifer få mig, siden jeg halvt tilhører Himlen... Du kan tro på det hvis du vil, men jeg skal beslutte, om jeg vil til Himlen eller Helvede inden for de næste tolv timer. Ellers... Ellers kommer de efter mig." Han tøver. Mumler: "Og dræber mig." Han ser mig i øjnene. Tårerne glimter. "Eller dig..."

   Jeg sætter mig ved siden af ham og tager hans hånd. "Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro... Men... Jeg har jo selv set englene..." Jeg ligger armene om ham. "Og jeg har ikke lyst til at tvivle på dig - igen."

   Jeg havde engang mistænkt Nathan for at have en affære. Jeg var blevet så vred på ham, men havde ikke fortalt ham hvorfor. Han var kommet hjem sent hver aften, han havde været omtåget og drømmende, og en sær lugt af parfume havde hængt tungt omkring ham. Det havde så vist sig, at han havde hjulpet til i en forretning, der solgte ægte blomsterparfume, og de mange lugte forvirrede ham.

   "Jeg vil ikke blande dig ind i det her," siger Nathan. "Vær sød, rejs væk og glem alt om mig, så er du i sikker..."

   "Du lyder som en dårlig romantiker," smiler jeg. Jeg kysser ham på kinden. "Kan du huske, jeg engang lovede dig, at jeg ville følge dig til Helvede?" Jeg smiler til ham. "Jeg holder altid det, jeg lover." Han skal til at protestere, men jeg afbryder ham: "Men jeg må altså spørge om noget... Har du ingen vinger?"

   Han vender ansigtet væk. "Jeg... Jeg skar dem af..." Så det er altså arene på ryggen?! Så meget er blevet forklaret. Han var aldrig sindssyg, han var bare bange for, at de andre engle ville komme efter ham! Og våbnet... Han havde glemt det derhjemme, inden han gik tur, det er til selvforsvar! Alligevel krymper jeg mig, da jeg forestiller mig, hvor ondt det måtte have gjort, da han skar en del af sin krop af.

   "Hvorfor?"

   "For at skjule mig. Engle kan kende hinanden på vingerne, synlige eller ej. Men siden jeg ikke kunne skære det hele af, kunne de andre stadig finde mig."

   Jeg tøver lidt. Så siger jeg forsigtigt: "Må... Må jeg se?"

   Hans blik flakker lidt. Så hæver han sine hænder til skjorteknapperne og knapper langsomt skjorten op. Han lader det grå stof falde ned på sengen og vender ryggen til mig. Arrene udvider sig, Nathan stønner i smerte. Blod løber ned ad hans ryg, da to sølle rester af vinger dukker op.

   Jeg lader min hånd glide over dem, men han knurrer, så jeg trækker hurtigt hånden til mig. Vingestykkerne er hårde og gråhvide.

   Det banker på døren, stemmer råber udenfor. Selvfølgelig har de hørt larmen. Nathan trækker under megen smerte de skrøbelige rester af hans fortid tilbage. Så tager han skjorten op og tager den på, lader være med at knappe den.

   Han rækker mig en hånd. "Kom," siger han. "Du skal hjem."

   "Hvad med dig?" Jeg tager hans hånd.

   "Jeg skal hen i kirken."

   "Men..." Han tager mig med hen til vinduet. "Hvis du er djævlens søn, hvordan kan kirken så hjælpe?" Vi står foran vinduet.

   "Herren har holdt hånden over mig. Han mente, at det kun var retfærdigt, at jeg fik lov til at blive på Jorden i nogle år. Det krævede bare, at der for hvert tiende år var én, der bad for mig. Så ville jeg få yderligere ti år."

   Jeg ser undrende på Nathan. "Undskyld jeg spørger, men... hvor gammel er du egentlig, Nathan?"

   Han tænker sig lidt om. "Det skal du ikke bekymre dig om..." Han ligger en hånd på min ryg og den anden på mit lår.

   Jeg spjætter. "Hey, hey, hvad har du gang i!?"

   Han løfter mig op i sin favn, tager godt fat om mig. Han går hen mod de store ødelagte vinduer.

   Jeg ser forskrækket op på ham. "Nathan, hvad laver du?!"

   Han stryger mit hår og smiler til mig. "Bare slap af." Han knuger mig ind til sig. Regnen rammer os hårdt.

   Jeg skriger, da Nathan springer ud i uvejret. Vi er gennemblødte på få sekunder. Jeg griber rædselsslagen fat om ham, knuger mig ind mod hans bare krop. Nu ved jeg, hvorfor han ikke knappede skjorten. Han ligger den ene del af skjorten over mit hoved. Hans bryst er varmt, jeg kan mærke hans bankende hjerte. Regnen blandes med torden og lyn. Jeg lukker øjnene. Hvordan kan vi være i luften i så lang tid?! Det er som om...

   "VI SVÆVER!" råber jeg gennem stormen. Jeg ser ned og skriger. Vi nærmer os langsomt toppen af en lastbil. Jeg ser over hans skulder. Hospitalet ligger allerede omkring hundrede meter væk! Lastbilen klager, da Nathan lander på taget. En bule dukker op i taget.

   "Nej!" svarer han gennem trafiklarmen og regnen. "Vi faldt bare meget langsomt!"

   Han sætter fra igen, og jeg mærker vinden rive i min nederdel. Jeg hviner forskrækket og prøver at trække den ned, men Nathan smiler bare. Jeg har aldrig set ham sådan før. Hans ansigt er anspændt og alt for alvorligt, og jeg har aldrig set ham bruge så meget energi.

   "Er du virkelig så stærk, når du bruger hundrede procent?" Jeg spørger for lavt og skal til at gentage mig selv, men han ryster på hovedet. Kan han virkelig høre mig? Regnen, tordenen, og alle lydene fra køen under os... Hvordan? Han lander på endnu en bil. En forskrækket familie kommer med højlydte udbrud under os.

   "Det her er ikke hundrede procent," svarer han så højt, at jeg kan høre ham.

   I næste øjeblik er vi i luften igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...