(Tertio 1) Djævledrengen

Første gang jeg så ham, virkede han som en helt normal dreng. Jeg lærte ham at kende, forelskede mig. Tiden gik, vi blev unge voksne, flyttede sammen, og nu står jeg så her. På hospitalet. Hvis du nu tænker "Hun er sikkert gravid", så må du tro om igen.
Maya er nitten år gammel, og har levet godt og stilfærdigt med sin kæreste, Nathan. Men Nathan gemmer på en mørk hemmelighed, og Maya bliver revet ind i et sted, de fleste prøver at undgå. Engle kommer for at hente Nathan, og han må vælge mellem Himmel og Helvede.
Maya tager med ham til hans hjemsted, Helvede, hvor han skal oplæres af sin far, djævlen Lucifer, til at blive Helvedes prins. Men Nathan gemmer på mere end selv djævlen havde forudset. Vil Maya kunne holde sit løfte, og blive ved Nathans side - selv hvis døden dem skiller?
"Hans navn, er Nathan" er en ungdoms/fantasy historie, og indeholder scener, som kan virke stødende for nogen, b.la. med druk og stærk kærlighed.

61Likes
55Kommentarer
9482Visninger
AA

12. Blodrus

Dagene går. Jeg får at vide, at Nathan kan komme tilbage til vores bolig. Jeg henter lækker mad fra køkkenet, gør vores lille lejlighed i stand, ikke noget specielt. Jeg finder en kjole i skabet, får mig presset ned i den og kaster et hurtigt blik i spejlet.

   Den er ret så stram...

   Jeg sætter mig på sofaens armlæn og venter på, at Nathan skal komme ind. Der gå en halv times tid. Jeg rejser mig op og går lidt rundt.

   Tre kvarter.

   En time.

   Maden er ved at blive kold.

   Jeg smider de stiletter, jeg ellers havde taget på, og går barfodet rundt i stuen. Kjolen tillader ikke, at jeg sætter mig ned. Jeg tager et stykke kold kylling fra et fad, da min mave begynder at bede om mad.

   Endelig går døren op.

   Jeg springer hen til den som en hund til sin herre. Nathan ser på mig. Hans øjne er matte og trætte. Han aer mig på hovedet, puffer mig blidt til side uden så meget som at se på mig. Han går ind i stuen og lader sig dumpe ned på sofaen, hvor han giver sig til at se tomt ind i ilden. Vingerne er skjult, ligesom de stykker, han viste mig for det, der føles som evigheder siden.

   Jeg står et øjeblik forvirret og ser på døren, der lukker sig bag ham. Så vender jeg mig mod Nathan. "Hej," forsøger jeg mig.

   Han svarer ikke. Er han blevet blind? Eller døv? Eller dum?

   Jeg går hen til ham og lægger en hånd på hans skulder. "Nathan? Er der noget i vejen?"

   Han ryster min hånd af sig og vender ansigtet væk.

   Jeg går hen foran ham og tager fat om hans ansigt, så han er tvunget til at se på mig. "Nathan. Hvad er der galt?" Han slår mine arme væk og trækker benene op i sofaen, hvorefter han vender sig væk fra mig. Vrede skyller ind over mig. "Hvad har du gang i?"

   "Det her har ikke noget med dig at gøre," siger han koldt.

   "Hvilket? Jeg står i Helvede, hvad er det lige, der ikke har noget at gøre med mig?!"

   "Det vil du ikke kunne forstå..."

   Der er stille mellem os. Hvorfor er han pludselig så tungsindig?

   Jeg sukker og skal til at kysse ham på kinden, men han skubber mig væk fra sig, som om jeg var et irriterende dyr.

   Jeg er arrigt på ham. "Fortæl mig, LIGE NU! Hvad er det, du har gang i?! Jeg har verdens strammeste kjole på, og du ikke så meget som ser til min side!"

   "Måske er du ikke klar over det, men der er faktisk vigtigere ting end at du majer dig ud for min skyld!"

   Skønt. Nu er han også vred. Hvad har jeg egentlig gang i? "Og hvad mener du så med det?!"

   "At der lige nu foregår noget vigtigere, end at jeg kommenterer din kavalergang!"

   Av. Det var ikke, har aldrig været, min hensigt at gøre Nathan vred, heller ikke på denne måde. Jeg vil bare gerne have ham til at smile... Et ægte smil... Et glad smil.

   Det er så længe siden, jeg sidst så ham smile af lykke eller glæde. Vent, har jeg nogen sinde set ham smile sådan?

   En tåre triller ned over min kind. "Du... Du er så selvisk!" Jeg prøver at tørre tårerne væk. "Først, så kommer du hjem, såret og i fare, og forventer, at jeg bare tager det helt roligt. Så tager jeg med dig til Helvede, opgiver ALT på Jorden, fordi jeg elsker dig! Så bliver du låst inde, jeg får ikke at vide hvor du er, og da jeg endelig gør, ER DU HALVT DØD!" Min stemme er steget til skinger. "Så forsvinder du i flere dage, jeg aner ikke, hvordan du har det. Og da du endelig kommer tilbage, ser du ikke engang på mig! HVORDAN TROR DU, DET FØLES!"

   Han ser mundlam på mig.

   "NATHAN, DU ER EN NAR! EN STOR, EGOISTISK NAR!"

   Nathan slår blikket ned. Jeg snøfter, prøver at få styr på de mange tårer, som stædigt bryder frem i mine øjne.

   "Jeg... jeg troede, du vidste, hvor jeg var..."

   Jeg ser på ham, vredt. Han skal ikke tilgives så let.

   Han rykker sig lidt. "Kom. Sæt dig ned."

   "Nej." Jeg snøfter. "Som jeg sagde, så er det her verdens strammeste kjole. Jeg kan ikke sætte mig ned." 

   Nathan ryster på hovedet. "Men min egen kære Maya dog, du ved da, hvordan jeg har det med den slags kjoler." Han rejser sig op og tager min hånd. "Kom."

   Vi går ind i soveværelset. Han åbner mit skab. Jeg tørrer tårerne væk med armen. Nathan kommer hen til mig. Han har en T-shirt og mine yndlingsbukser med. "Tror du ikke, du vil være bedre tilpas i de her?"

   Jeg smiler ufrivilligt. Nåh, når katten nu er sluppet ud af sækken. Jeg kaster mig om halsen på ham og kysser ham. Jeg griber fat om ham og hæver mig op til ham. Han tager forskrækket fat om mig, hans hånd glider og trækker én af mine stropper væk fra skulderen. Jeg slipper ham og ser på ham. Hans kinder er røde. Jeg begynder at grine. Han er så sød.

   "Helt sikkert." Jeg tager tøjet og prøver at få fat på lynlåsen i ryggen af kjolen. Nathan trækker den ned, forsigtigt, så han ikke river mig i huden.

   Jeg hviner, da hans fingre rør min hud. Jeg springer væk fra ham og gyser. "Nathan, dine hænder! De er så kolde!"

   Han smiler skævt. "Ja... Sådan har de været i et par dage. Jeg ved ikke hvorfor." Hvad i al... Vinger, amok, faldne engle slået til plukfisk! Er der ikke en klokke, der ringer et eller andet sted.

   "Øh... Nathan... Hvad er det sidste, du kan huske?"

   Han trækker på skulderne. "Det ved jeg ikke helt... De sidste par dage er lidt slørede."

   Aha... Lucifer!

   "Okay... Vil du vente i stuen? Bare mens jeg klæder om?"

   Han smiler og går ud. Endnu et kunstigt smil... Det er efterhånden ved at gå op for mig, at de eneste smil, Nathan har smilet i et stykke tid, har være påtagede og kunstige.

   Jeg tager tøjet på og går ud til ham. "Meget bedre." Jeg sætter mig foran ham, han lægger armene om mig og trykker mig ind til sig.

   Tiden går, og vi sidder bare og nyder hinandens selskab. Det er efterhånden længe siden, vi bare har siddet sådan. Jeg stryger Nathans ansigt. Han gnider sit hoved ind mod mig som en kat. Jeg rækker ud efter et fad med kød. Med en spids gaffel tager jeg et stykke op og spiser det. Det er meget salt, men smager godt.

   Nathan kilder mig. Jeg hviner og spjætter, gaflen river min hud op på armen.

   Det gibber i Nathan.

   "Det er okay," siger jeg og inspicerer det lille sår. Hvorfor skal alting være så spidst og hårdt i Helvede? "Det er bare et lille sår." En enkel dråbe rødt blod løber ud. Jeg holder min tommelfinger på såret.

   Nathan rykker på sig. Jeg flytter mig, så han kan komme op at stå. Jeg rejser mig op og fjerner tommelfingeren fra blodet. Skønt, nu er den også rød!

   Nathan ser på såret. "Jeg går i seng," skynder han sig at sige.

   Jeg lægger hovedet på skrå. "Hvorfor?" Han begynder at gå hen mod soveværelset. Jeg stopper ham. "Er der noget galt."

   "Maya, det er bedst, hvis du ikke er sammen med mig om lidt."

   "Hvorfor?" spørger jeg igen. Han prøver at komme forbi mig, men jeg tager fat om hans hænder. Ser ham i øjnene. "Nathan. Fortæl mig det."

   "Nej, Maya, vi skal væk fra hinanden!"

   "Hvorfor?! Jeg troede lige, vi var blevet venner igen."

   "Ja, men..."

   Pludselig bliver hans øjne vilde. Han knurrer lavmælt af mig. Blotter sine tænder i en snerren, griber fat om mine håndled og vrider mine arme om.

   Panikken bølger ind over mig, da jeg får øje på en sylespids hugtand i hans mund. Jeg vrider mig for at komme fri. Men Nathan river i mine arme, så jeg falder ned på gulvet. Han låser mine arme fast, klemmer mine ben sammen mellem sine knæ. Jeg ser rædselsslagen på ham. Mærkerne om øjnene er tilbage.

   Jeg prøver at vriste mig fri, men han lukker bare sine hænder hårdere om mine. Og så kommer det.

   I ét slangeagtigt huk borer han sine hugtænder ind i min hals. Jeg åbner munden i et lydløst skrig, spærrer øjnene op. Jeg prøver at sparke ud med benene, da jeg mærker min pulsåre give efter for hans tænder. Tårer begynder igen at løbe ned ad mine kinder.

   Blodet begynder at løbe ned ad min hals. Nathan slikker det hurtigt væk, han opfører sig som om ikke én dråbe må gå til spilde.

   Mit hoved snurrer. Mit blik flakker. Sorte prikker dukker op i mit synsfelt. Nathans tunge åndedrag lyder svagere og svagere i mine ører, efterhånden som han tømmer mig for blod.

   Nu skal jeg dø.

   Et hulk undslipper mig. Så det bliver hverken malstrøm, dæmon, falden engel eller en sygdom, der skal slå mig ihjel? Helvede er så ond, at det bliver min egen elskede Nathaniel?

   Jeg begynder at græde. Stille. Nathans tænder borer sig pludselig lidt længere ind i min hals. Langsomt fjernes de. Mit blik er næsten helt sort.

   Nathan trækker sig langsomt væk.

   Mit blod har gjort hans læber unaturligt røde.

   Han tørrer med store, bange øjne den røde væske af læberne, ser på den. Han springer væk fra mig, hans hænder flyver op for munden. Han ryster langsomt på hovedet. "Nej..." lyder hans stemme langt væk. "Nej! Hvad har jeg gjort?!" Jeg kæmper for at bibeholde den sparsomme ilt i mine lunger. Han ser sig omkring. "Hvad har jeg dog gjort!" Bange ser han på mig. Hans vejrtrækning bliver hurtigere. Så løber han ud af rummet.

   Jeg lader mørket omklamre mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...